Som nævnt i første del af denne artikel, så er det ikke kun under rumflyvning, ulykkerne kan indtræffe. I forbindelse med træningen her på Jorden kan der også opstå farlige situationer, der kan ende med at koste menneskeliv.
Men på den positive side har man i rumflyvningens historie også været ude for ubehagelige og potentielt farlige hændelser, som med stor dygtighed fra besætningen er blevet afværget uden tab af menneskeliv. Ofte i et fint samarbejde med jordkontrollen, men bestemt også af besætningen alene ved en hurtig og dygtig indsats.
Forud for enhver rumflyvning går en ofte årelang træning, samtidig med udviklingen af de kapsler eller rumskibe, der skal flyve besætningerne ud i rummet. Denne fase rummer også faremomenter, der under uheldige omstændigheder kan koste menneskeliv.
Det er lykkeligvis ikke sket ofte. Under træningen her på Jorden har vi - selv om det er tragisk - i hele rumfartens historie blot mistet en kosmonaut og tre astronauter.
\ Astronaut-tema på Videnskab.dk
Frem til 18. juni 2021 kunne man ansøge om at blive en af ESA's næste astronauter via hjemmesiden BlivAstronaut.dk.
147 danskere har ansøgt. Her på Videnskab.dk bringer vi en serie artikler om livet som astronaut, og hvad det kræver at blive den næste Andreas Mogensen.
Artikelserien bliver til takket være økonomisk støtte fra Thomas B. Thriges Fond. Videnskab.dk har fuld redaktionel frihed.
Ung kosmonaut omkommer i 1961 under træning
Mindre end en måned før Gagarins berømte første rumflyvning døde en blot 24 år gammel kosmonaut som følge af en ulykke under træning.
Den unge Valentin Bondarenko var nået til dag 10 i et 15 dage langt forsøg om udholdenhed, hvor han opholdt sig i et trykkammer med lavt tryk og en atmosfære med et højt iltindhold.
Da han var færdig med dagens arbejde, ville han tørre sig med en bomuldsklud, som han tabte så uheldigt, at den ramte en varmeplade, hvor han var ved at tilberede en kop te.
Vaskekluden brød i brand i den iltrige atmosfære, og branden bredte sig. Trods ihærdige forsøg lykkedes det ikke Bondarenko at slukke branden.
Der blev naturligvis udefra gjort forsøg på at komme ham til undsætning. En læge, der havde fulgt Bondarenko udefra, sled ihærdigt med at åbne lugen til kammeret.
Men på grund af den store trykforskel mellem kammer og omgivelser tog det lægen næsten en halv time at åbne lugen. Og da var Bondarenko forbrændt over hele kroppen.
Han blev overført til et hospital, men hans liv stod ikke til at rede. Gagarin sad ved hans seng, indtil han døde få timer senere.
Det fortælles, at Bondarenko, mens han endnu var ved bevidsthed, var dybt ulykkelig over hændelsen, som han bebrejdede sig selv voldsomt.
Det sovjetiske styre reagerede anderledes kynisk på ulykken.
Bondarenko var, trods sin unge alder, en af de udvalgte i det første kosmonauthold, hvor vi jo også finder Yuri Gagarin.
Men da han døde, eksisterede han nærmest ikke længere. Hans navn forsvandt, og hans portræt blev retoucheret bort fra alle billeder af kosmonautholdet.
Der måtte ikke komme nogen skygger i vejen for forberedelsen og opsendelsen af Gagarin 12 april - mindre end tre uger senere.
Ulykken blev vanen tro hemmeligholdt for alle i vesten.
Omkring 1980 begyndte rygterne at sive. Men først efter Sovjetunionens fald under Gorbatjov berettede russerne officielt om Bondarenkos ulykke og død.
Forberedelsen til månerejserne endte i en tragedie
I 1961 holdt præsident Kennedy sin berømte tale, hvor han bebudede, at amerikanske astronauter ville lande på Månen inden årtiets udgang. Herfra gik der ikke lang tid, før forberedelserne til Apolloprojektet var i fuld gang.
Og i januar 1967 var NASA nået så langt, at man var ved at gøre klar til den første bemandede flyvning af et Apollo rumskib i bane omkring Jorden.
27. januar var der dog tale om en afprøvning på Jorden, hvor astronauterne skulle træne nedtællingen. Apollo var ved den lejlighed monteret på toppen af den lidt mindre Saturn 1B-raket, som befandt sig i starttårnet.
Besætningen ombord var Virgil Grissom, der var USA's anden mand i rummet, Edward White, som fra et Gemini-rumskib havde begivet sig ud på den første rumvandring fra amerikansk side, og endelig Roger Chaffee, som ikke havde fløjet i rummet før.
Selv om de tre var ivrige efter at komme på rumflyvning, var de også bevidste om, at der havde været enorme tekniske problemer under opbygningen af Apollo-kapslen, simpelthen fordi Apollo programmet var under hårdt tidspres.
Forud havde man allerede fundet og rettet op mod 20.000 større og mindre fejl.
I et enkelt forsøg, hvor Apollo-kabinen skulle forsøge landing på vand, endte det med, at varmeskjoldet revnede, og kabinen sank som en sten.
Men nu var det jo blot en afprøvning på Jorden, hvor rumskibet var omgivet af teknikere rundt omkring, så der skulle vel ikke være nogen fare.
Alligevel opstod der hurtigt problemer.
Først kunne astronauterne ikke få oprettet en god radioforbindelse til kontrolcentret et par kilometer borte.
Det blev kaptajnen Grissom forståeligt nok ret irriteret over, så han spurgte: »hvordan forventer I at tale med os fra Månen, hvis vi ikke engang kan snakke sammen mellem rampen og kontrolcentret?«
Og lidt senere skete så det, som ikke måtte ske. Der udbrød ild i kabinen, der under dette forsøg var fyldt med ren ilt ved atmosfæretryk, og ikke det lavere tryk på 1/3 atmosfære, som rumskibet var beregnet til.
Branden bredte sig lynhurtigt, og der blev et enormt overtryk inde i kabinen.
Da lugen åbnede indad, blev den nu fastholdt af overtrykket, så White, der befandt sig lige under lugen, havde ikke en chance for at åbne den. Og på grund af den voldsomme varmeudvikling kunne teknikerne, der befandt sig omkring kapslen, ikke nærme sig den.
Mindre end et minut senere var det hele forbi - de tre astronauter var døde af røgforgiftning og brandsår.
Ulykken rystede både NASA og hele USA. For første gang var det blevet klart, hvor farligt hele måneprojektet var. Trods al den ekspertise, NASA havde til rådighed, havde man alligevel overset den simple fare ved at bruge ren ilt under atmosfæretryk.
Mest tragisk er det vel, at Apollo 1-branden kunne være undgået, hvis bare russerne ikke havde været så krampagtigt tillukkede, men i stedet havde fortalt åbent om Bondarenkos død under lignende omstændigheder.
Så kunne amerikanerne have fået en advarsel, og Bondarenkos død havde ikke været forgæves.
I 1971 anbragte Apollo 15 holdet en mindeplade på Månen over de faldne astronauter. Bondarenkos navn var ikke at finde på pladen, fordi hverken hans død eller hans eksistens var kendt i Vesten på det tidspunkt.
Vi slutter nu med en række farlige og utilsigtede hændelser, der er opstået under rumflyvning, men hvor astronauter og kosmonauter med deres modige og snarrådige indsats har afværget potentielle katastrofer og dermed for alvor levet op til rygtet om ’Mænd af den rette støbning’.
Apollo 13-miraklet i rumfartens historie
Man kan med rette kalde fortællingen om Apollo 13 for ’miraklet i rumfartens historie’.
Hvad, der begyndte med en farlig eksplosionsagtig brand, endte med at blive det uden tvivl fineste eksempel på, hvordan en næsten umulig opgave blev løst i et enestående samarbejde mellem besætningen og jordkontrollen.
Apollo 13 blev opsendt 11. april 1970 som den tredje flyvning mod landing på Månen.
Ombord var astronauterne Lovell, Swigert og Haise. Det var Lovells anden tur mod Månen, idet han ombord på Apollo 8 fløj rundt om Månen i julen 1968. Det var første tur i rummet for Swigert og Haise.
Rejsen var startet uden den store offentlige bevågenhed. Efter to vellykkede månelandinger var interessen begyndt at aftage - der var næsten gået rutine i måneflyvninger. Og i TV vendte man igen interessen mod de sædvanlige sportsudsendelser frem for transmissioner fra livet ombord på Apollo.
Men det skulle hurtigt ændre sig. 56 timer inde i flyvningen og 330.000 km borte fra Jorden hørte astronauterne et voldsomt brag. I begyndelsen vidste de ikke, hvad der var sket, men så hørte Swigert et alarmsignal i sin hovedtelefon.
En af hans opgaver var nemlig fra tid til anden at røre rundt i de tanke med flydende ilt og brint, der leverede brændstof til de brændstofceller, der forsynede Apollo-rumskibet med strøm.
Det var en ren rutineopgave, og Swigert havde netop tændt for omrøreren i ilttank nummer 2, da det gik galt.
Hele rumskibet rystede, og samtidig opdagede Swigert, at en af de to strømfordelere i servicemodulet var begyndt at tabe spænding.
Houston - vi har fået et problem
Dramaet om Apollo 13 blev indledt med Swigerts lakoniske melding til Jorden: »Houston - vi har fået et problem.«
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Årsagen viste sig at være en fejl opstået under en afprøvning på Jorden. Et varmelegeme havde været udsat for en for høj spænding, der havde ødelagt isoleringen omkring et par elektriske ledninger.
Det var årsag til en kortslutning mellem to ledninger, der så startede den eksplosionsagtige brand ude i rummet.
Alle brændstofceller var beskadigede, og som følge heraf ville Apollo-kapslen snart være uden strøm.
Situationen ombord på Apollo 13 var dermed yderst alvorlig. Som Lowell senere udtrykte det: »Ærgrelsen over at måtte opgive månelandingen forsvandt helt for tanken om blot at kunne overleve.«
Astronauternes første opgave var at få et overblik over skaderne.
Apollo var omgivet af en sky af gas og vragdele, der gjorde det svært at navigere i rummet. Lovell måtte gribe til manuel styring, og det var heller ikke helt let på grund af strømsvigtet.
Det var simpelt nødvendigt at forlade Apollo-rumskibet og søge over i månelandingsfartøjet, der havde sin egen strømforsyning.
Efter med stort besvær at have overført en mængde data til ’redningsfartøjet’, blev det muligt at bruge månelanderens raketmotor til at sætte kursen hjemad.
Men ude i rummet kan man ikke bare lige vende om. Den naturlige vej hjem gik via et sving rundt om Månen, så man kunne bruge Månens tyngdekraft til at afbøje banen mod Jorden.
Det var en langt mere sikker løsning end at bruge den store raketmotor i servicemodulet, der jo var beskadiget af eksplosionen.
Man valgte derfor at foretage alle kurskorrektioner med månelandingsfartøjets raketmotor, men selv for en så erfaren astronaut som Lovell var det en udfordring at styre Apollo på en måde.
Mindre end to timer efter eksplosionen var de tre astronauter kravlet ombord i landingsfartøjet Odyssey og havde lukket lugen til Apollo-kabinen, der nu var næsten helt uden strøm.
Den eneste strømforsyning, der var tilbage, var de særlige batterier, der skulle bruges under landingen. Dem havde de til alt held nået at få ladet op.
\ Læs mere
Adgang til strøm, ilt og vand er afgørende
Astronauterne var nu ikke længere i umiddelbar fare, men situationen var stadig yderst alvorlig.
Det første, man nu gjorde, var at regne på, om der var ilt, vand og strøm nok til hjemrejsen. For at spare, var det nødvenligt at lukke ned for varmen - til kun få grader over frysepunktet. Der kom dug overalt, og astronauterne havde svært ved at sove eller bare hvile sig lidt i den kolde og klamme atmosfære.
Også vandet var et stort problem. Man havde brug for vand til at køle det elektriske system, så astronauterne måtte drikke så lidt som muligt - det blev til kun 1,5 deciliter vand til hver dagligt. Følgen var at de blev voldsomt dehydrerede og tilsammen tabte sig 14 kg.
Ilt var der sådan set nok af. Men her var problemet, at de filtre, der skulle fjerne CO2 fra udåndingsluften, havde forskellig form i Apollo-kabinen og Odyssey. Og nu manglede man filtre til de runde rørledninger i Odyssey.
Storm P-fantasi redder luftforsyningen ombord
Nu blev jordkontrollen for alvor kreativ.
De vidste, hvad der var til rådighed ombord på Odyssey og gik nu i gang på snedig vis ved brug af plastikposer, tape og papstykker at fremstille et improviseret apparat, der gjorde det muligt at bruge filtrene fra Apollo-kabinen til de runde rørledninger i Odyssey.
Seks timer efter eksplosionen tændte Lovell for første gang Odysseys raketmotor for at justere kursen til et sving rundt om Månen.
Apollo 13 rundede Månen i en højde af 250 km. Og selv om de havde nok at tænke på, så kunne Swigert og Haise ikke dy sig for at beundre Månen og tage en masse billeder, indtil Lovell måtte kalde dem tilbage til arbejdet, idet han mente, at de nok også gerne ville tilbage til Jorden.
Månen svandt også hurtigt bort, og det var tid til igen at tænde for raketmotoren for at komme på rette kurs hjem. Efter seks døgns flyvning kunne de kolde og dødtrætte astronauter så vende tilbage til Apollo-kabinen og få tændt for landingsbatterierne.
Apollos servicemodul blev koblet fra, og for første gang kunne de tre astronauter se skadernes fulde omfang. Der var et stort hul i servicemodulet, hvorfra vragdele hængte ud.
Rejsen var slut, og trods alle problemerne foretog Apollo 13 en af de mest præcise landinger, der blev gennemført under Apollo-projektet. Millioner af fjernseere kunne følge, hvorledes de tre faldskærme udfoldede sig, mens kabinen dalede ned mod Stillehavet.
Selv om Apollo 13 ikke landede på Månen, så anses denne flyvning med rette som den teknisk set mest imponerende præstation, som NASA har gennemført.
Det krævede en enorm indsats fra de tre astronauter og fra jordkontrollen og fra de mange indkaldte eksperter fra hele USA at få Apollo 13 vellykket hjem. Men det blev også sidste gang, en måneflyvning kunne rydde avisernes forsider.
\ Læs mere
Kollission og brand ombord på den russiske rumstation Mir
Den russiske rumstation MIR blev opsendt i 1986, og den kom til at kredse om Jorden i 15 år, indtil den blev bragt til at brænde op i atmosfæren i 2001.
Udover de russiske kosmonauter har der været talrige internationale besøg på MIR. Der er udført megen god forskning, og mange fik lært at bo og arbejde i rummet, før vi fik ISS, Den Internationale Rumstation.
Det meste af tiden gik alt, som det skulle, men der har også været nogle ubehagelige oplevelser på MIR, hvor især to med rette vakte en del opmærksomhed, en brand ombord og senere en kollision med et ankommende rumskib endda inden for samme år i 1997.
Begge hændelser blev afhjulpet med prisværdig indsats af besætningen ombord.
I februar 1997 udbrød der en brand som følge af en defekt i en iltgenerator på den 11 år gamle rumstation.
Ifølge den amerikanske astronaut og læge Jerry Lininger, der var ombord, tog det op mod 14 minutter at få slukket ilden - selvom det i den officielle rapport fra russerne forlød, at det blev klaret på 90 sekunder. Branden udviklede en giftig røg, der fyldte rumstationen i omkring 45 minutter.
Lægen Lininger sørgede for at hjælpe besætningen med at iføre sig respiratorer, men han havde det problem, at nogle respiratorer var i stykker efter tidligere brug. Og som om det ikke var nok, så var flere af ildslukkerne ikke til at rokke fra deres placering på en væg.
Senere samme år er Mir ude for en kollision
Mindre end et halvt år efter branden kom MIR-rumstationen ud for en endnu farligere hændelse, hvor et Progress-forsyningsrumskib kolliderede med rumstationen ved ankomst.
Vanskelighederne opstod, fordi den russiske jordkontrol havde fundet på, at kaptajnen ombord, Tsibliev, manuelt skulle styre Progress frem til sammenkobling med MIR.
Årsagen var, at russerne gerne ville være uafhængige at et nyt og meget kostbart automatisk system ved navn KURS, som blev bygget i den nu selvstændige stat Ukraine, og som nu blev forsøgt solgt til russerne til en høj pris.
Det viste sig at være en umulig opgave for den ellers så erfarne kaptajn, der var blandt de bedste piloter i kosmonautkorpset.
Til rådighed for opgaven havde Tsibliev blot et lille joystick, samt et ikke særligt godt tv-billede af Mir, som kom fra et kamera ombord på Progress.
Afstanden mellem Progress og Mir skulle vurderes ud fra dette billede af Mir, og det var en næsten umulig opgave for Tsibliev med jordkloden som baggrund. På det ikke særlig gode TV-billede blev Mir nemlig næsten usynlig, hvis den havde et hvidt skydække som baggrund.
Og uden et godt billede af Mir var det i praksis umuligt for Tsibliev præcist at styre Progress-rumskibet hen mod rumstationen.
Til denne vanskelige opgave fik han hjælp af de to andre ombord, ingeniøren Lazutkin og den amerikanske gæst Foale, der fra rumstationens koøjer direkte kunne observere, hvordan Progress nærmede sig Mir.
Ganske som forventet kunne Tsibliev se billedet af Mir vokse på skærmen, i takt med at Progress nærmede sig. Men lige pludselig voksede billedet af Mir meget hurtigere, end det skulle. Tsibliev forsøgte at bremse Progress ved at tænde for en lille bremsemotor, men uden held.
Lazutkin kunne nu direkte se Progress nærme sig uden for koøjet. En kollision var uundgåelig, og i sidste øjeblik råbte kaptajnen til sine kolleger, at de skulle gøre Soyuz-kapslen klar til en hurtig evakuering.
Foale hørte tydeligt sammenstødet, da han var på vej mod Soyuz.
Han kunne hurtigt mærke et ændret tryk i sine ører som tegn på, at luften sivede langsomt ud af rumstationen. Men han kunne også mærke, at luften sivede så langsomt ud, at der var tid nok til, at de tre kunne nå at redde sig, før stationen blev tømt for luft.
Tsibliev ville evakuere Mir straks, men det ville jordkontrollen ikke høre tale om. Han fik lodret ordre om at blive og redde, hvad reddes kunne.
Det blev et næsten umenneskeligt redningsarbejde. Lazutkin havde lokaliseret og forseglet lækken, der viste sig at ligge i Mirs videnskabsmodul Spektr, og heldigvis ikke i hovedmodulet, hvor kosmonauterne opholdt sig.
Kollisionen havde bragt Mir i en ganske svag rotation med den konsekvens, at solpanelerne ikke hele tiden pegede mod Solen. Det førte til strømsvigt ombord, så ventilatorerne svigtede, computere gik ned og Mir henlå i et halvmørke…
Ved en utrolig indsats fra besætningen - og med nogen hjælp fra jordkontrollen, blev Mir gradvist normaliseret. Men det tog også mere end 14 timer, før lysene ombord på Mir blev tændt igen, og ventilatorerne og ikke mindst computerne atter kom i gang.
Verdens første rumvandrer i store problemer
18. marts 1965 blev Voskhod 2 opsendt med kosmonauterne Leonov og Belyayev ombord. Målet for russerne var at gennemføre verdens første rumvandring.
Vi var i den tidlige rumfarts dage, hvor russerne gjorde alt for at imponere omverdenen -og især komme før amerikanerne.
Det lykkedes også. Den senere så kendte Alexei Leonov var udvalgt til opgaven.
Efter bare en omkredsning af Jorden blev den to meter lange luftsluse foldet ud, og Leonov begav sig ind i slusen for at komme ud i rummet til et syn, der næsten tog pusten fra ham. Som det første menneske så han nu den blå jord på baggrund af en dybt sort himmel.
Efter ti minutter ’i himlen’ måtte Leonov igen ind i slusen for at komme ombord på Voskhod 2. Men så begyndte problemerne.
Rumdragten var på grund af trykket indefra pustet så voldsomt op, at Leonov simpelthen ikke kunne mase sig ind i luftslusen. Den effekt havde man glemt at tage højde for.
Som Leonov senere udtrykte det, så var han helt overladt til sig selv - ingen kunne hjælpe ham.
Han forsøgte nu at sænke trykket i rumdragten, først til 0,3 atmosfære, men det var ikke nok, selv om han sled hårdt, så han svedte og pulsen steg. Først da han havde sænket trykket til 0,25 atmosfære, som var under sikkerhedsgrænsen, lykkedes det endelig at komme ombord igen.
Så skulle man jo tro, at Leonov havde haft drama nok på den tur. Men så fulgte næste krise under landingen, hvor de to kosmonauter på grund af problemer med det automatiske landingssystem var nødt til i sidste øjeblik at gå over til manuel styring.
Resultatet blev, at de landede flere hundrede kilometer fra det beregnede område, så rejsen endte i et øde område midt i Sibirien nær Uralbjergene.
Rumskibet landede midt i en fyrreskov, hvor sneen lå dybt. De havde endda problemer med at komme ud af kabinen, fordi lugen var klemt fast mod et stort birketræ. Efter nogen rokken frem og tilbage lykkedes det at komme ud i ødemarken, hvorfra undsætning var vanskelig.
De måtte tænde bål for natten for at varme sig, alt imens ulvene tudede i det fjerne og kom nærmere, indtil de til sidst kunne se deres skygger mellem træerne…
Næste dag blev de undsat og kom hjem til civilisationen og hyldesten. Vi hørte alt om verdens første rumvandring, men vanen tro varede det mange år, før vi fik kendskab til kosmonauternes tapre overlevelses øvelse i ødemarken.
\ Læs mere
Rumrejsen, der endte, inden den var begyndt
Da de to kosmonauter Lazarev og Makarov i 1975 skulle opsendes til rumstationen Salyut 4, endte deres rumrejse med at blive på kun 21 ubehagelige minutter. Noget gik galt under opsendelsen, og det blev nødvendigt at nødlande.
Det skete med en voldsom tyngdepåvirkning på op til 20 g, hvor man føler sig belastet til 20 gange sin normalvægt, og det har man ikke godt af.
Lige så galt var det, at Soyuz-rumskibet dalede mod Jorden i en bue, der førte kosmonauterne betænkeligt tæt på grænsen til Kina - i en tid, hvor forholdet til Kina var belastet.
På vejen ned spurgte de to dybt bekymrede, om man havde en udleveringsaftale med Kina.
Soyuz nødlandede dog i Altai-bjergene tæt ved den kinesiske grænse. Kapslen tumlede ned af bjergsiden og blev fanget i nogle træer. De to var hårdt sårede - men lettede over at være landet på den rigtige side af grænsen.
Med til historien hører, at kosmonauterne i første omgang blev snydt for deres løn på 3000 rubler – opgaven var jo ikke gennemført.
Det var nødvendigt at appellere hele vejen op til den daværende leder Brezhnev. Lazarev fik alvorlige indre kvæstelser og fløj aldrig igen, men Makarov fløj to gange senere i 1978 og 1980.
\ Læs mere
Møde i rummet var nær endt galt under landingen
Efter månelandingerne besluttede man at markere afslutningen af den kolde krig med et håndtryk i rummet mellem en astronaut og en kosmonaut.
Resultatet blev det fælles Apollo-Soyuz Projekt, kort kaldet ASTP, hvor de to kosmonauter Leonov og Kubasov mødtes med Stafford, Slayton og Brand fra USA.
Igennem et par dage i rummet fik de på besøg hos hinanden og udvekslede håndtryk og gaver.
Så vidt så godt. Men da Apollo skulle lande tre dage senere, var det tæt på at ende galt.
Under landingen kom astronauterne til at betjene nogle kontakter forkert med det resultat, at der strømmede giftige gasser fra nogle små styrejetter ind i kabinen, efter at faldskærmen havde foldet sig ud. På det tidspunkt burde styrejetterne have været afbrudt.
Astronauternes øjne løb i vand, og de begyndte at hoste og få kvælningsfornemmelser, og situationen var ganske farlig. Heldigvis var landingen næsten automatisk, men nedslaget i Stillehavet var usædvanligt hårdt, og kabinen tippede rundt.
Stafford opdagede, at Slayton stadig hostede, mens Brand var bevidstløs. Heldigvis kunne Stafford nu få lugen lukket op, så de kunne få noget frisk luft ind. Og redningen var nær, idet hangarskibet New Orleans lå mindre end to kilometer borte.
Herefter blev de overført til et hospital på Hawaii, hvor de blev indlagt til behandling og observation i et par uger.
Undersøgelser viste, at deres lunger havde taget skade, men efter god behandling kom alle tre sig helt. Brand kom endda nogle år senere op at flyve med rumfærgen.
