Få et overblik over rumfartens historie

Mange har den opfattelse, at rumalderen begyndte med opsendelsen af den første Sputnik-satellit 4. oktober 1957. Det er imidlertid ikke helt sandt.

Rumfartens historie går meget længere tilbage, og den blev grundlagt af amatører på et tidspunkt, hvor det at flyve var noget nyt, og den første flyvning over Atlanterhavet af Charles Lindbergh i 1927 var en enorm bedrift.

Amatørerne

I årene efter Den Første Verdenskrig var livet hårdt for mange. Men der var en teknologisk optimisme, som byggede på, at opfindelser som fly og radioer begyndte at blive så almindelige, at de hurtigt ville blive en del af hverdagen. Piloter rejste rundt og gav opvisninger og tilbød billige flyveture, hvor flyvepladsen ofte bare var en mark. Utallige unge fik her deres luftdåb, og mange af dem kom senere til at arbejde med flyvning eller teknik.

For at bruge det amerikanske udtryk var det barnstormernes tid, måske fordi mange brugte en gammel lade (barn) som hangar eller som det sted, hvor de byggede deres flyvende maskiner.

Det er på den baggrund, vi skal se fremkomsten af de første rumfartsforeninger i 1920’erne. Når piloter kunne bygge fly i en lade, var det så ikke også muligt at bygge raketter, som en dag kunne nå Månen? For mange var det en drøm, måske en flugt fra virkeligheden som ofte var grå og trist.

Men drømmen var stærk, og den overlevede endda det store børskrak i 1929, som kastede millioner ud i arbejdsløshed og fattigdom.

Det tog 33 timer at flyve over Atlanterhavet

Der blev dannet foreninger i Tyskland, Rusland og USA, og på deres højdepunkt havde de tilsammen mellem 1.000 og 2.000 medlemmer. Især den tyske rumfartsforening kom til at spille en afgørende rolle for, at vi fik den første satellit allerede i 1957.

Foreningen blev dannet 5. juli 1927 i en restaurant i den lille by Breslau kun seks uger efter, at Charles Lindbergh som den første var fløjet over Atlanterhavet fra USA til Frankrig på 33 timer.

Medlemmerne oprettede en ’raketflyveplads’ i den nordlige del af Berlin, og så blev der bygget raketter, der lige så tit eksploderede, som de lettede fra Jorden. Her kunne historien være endt, hvis det ikke havde været for en bestemt del af Versaillestraktaten, som afsluttede Den Første Verdenskrig. Her fik Tyskland forbud mod at bygge langtrækkende artilleri, men der blev ikke nævnt et ord om raketter.

Raketbyggeri er holdarbejde

Det smuthul reagerede den tyske hær på.

Situationen var, at ingen uden for raketklubberne vidste noget om raketter, så på et tidspunkt dukkede den unge kaptajn Walter Dornberger op på raketflyvepladsen for at se, om der her var noget at bygge på. Det var klart, at ikke alle raketbyggere var lige dygtige eller realistiske, men Dornberger var heldig at få kontakt med en ung tysk junker og freiherr ved navn Wernher von Braun.

Her fandt Dornberger en ung mand, som både kunne sin matematik og fysik, havde et godt greb om praktisk teknik og endnu vigtigere: Han kunne inspirere, lede og fordele arbejdet. Wernher von Braun var måske en af de første, som virkelig forstod, at raketbyggeri er holdarbejde, og at man ikke kan sammenligne det at bygge en raket med at bygge et fly i en lade.

Dornberger hyrede von Braun, og i de følgende år, helt op til 1945, arbejdede han for den tyske hær, hvor han udviklede den første moderne storraket, V-2, drevet af flydende brændstof (flydende ilt og alkohol).

Raketten blev anvendt af Hitler, dog uden at få afgørende indflydelse på krigens gang. V-2 blev bygget af slavearbejdere, hvad von Braun godt vidste, men lukkede øjnene for. Han så V-2 som forløberen for en kommende rumraket. For ham blev drømmen om at erobre rummet vigtigere end moralske overvejelser.

Den moderne raketteknik blev grundlagt under Den Anden Verdenskrig

I Rusland var der tilsvarende foreninger, men de fleste led en krank skæbne under Stalins masseudrensninger. En af de mest lovende unge ingeniører fra en sådan forening, Sergei Korolev, blev i 1937 helt uskyldigt dømt til 10 år i Sibirien.

Her ville han uden tvivl være omkommet i de berygtede guldminer i Kolyma-regionen, hvis ikke den berømte flykonstruktør Andrej Tupolev havde fået ham overført til en arbejdslejr, hvor han kunne arbejde med tekniske opgaver som at konstruere bombefly. Korolev kom senere til at spille en helt afgørende rolle for det sovjetiske rumprogram.

Med Den Anden Verdenskrig sluttede amatørernes tid, men de efterlod sig varige spor: De havde grundlagt den moderne raketteknik med hovedvægten på raketter drevet af flydende brændstof. Gode til rumfart, men i virkeligheden ganske uegnede til militært brug.

V-2 havde vist både amerikanerne og russerne, at raketter kunne komme til at spille en afgørende rolle for at opnå militær overlegenhed. Wernher von Braun sørgede for at overgive sig til amerikanerne sammen med en række af de bedste tyske raketeksperter.

Rumfarten blev ikke glemt

Sovjet måtte nøjes med at få fat på, hvad man kan kalde ’anden division’ af de tyske eksperter. Men til gengæld havde de Sergej Korolev, der lige efter krigen blev sendt til Tyskland for at overvære prøveaffyringer af V-2 og afhøre tyske raketeksperter. Korolev skulle hurtigt vise sig at være fuldt på højde med de bedste tyskere.

Da 2. verdenskrig sluttede, og den kolde krig begyndte, kom den meste raketekspertise stadig fra personer, som på en eller anden måde havde en baggrund i de tidlige rumfartsforeninger.

Det gav mulighed for at påvirke regeringer om raketters muligheder, og her sørgede den karismatiske Wernher von Braun for, at rumfarten ikke blev glemt.

Den Kolde Krig

Med Den Kolde Krig blev de tre faktorer kombineret, som på kun 12 år skulle føre til et rumkapløb mellem USA og Sovjet. De tre faktorer er:

• Atombomben, der gav raketter en militær mening.
  

• Den store afstand på 8.000 kilometer mellem USA og Sovjetunionen.
  
• Sovjetunionen var et helt lukket land for Vesten.

USA og Sovjet reagerede på hver sin måde på den nye situation. Amerikanerne havde bygget enorme bombefly som B-36, der kunne flyve 16.000 kilometer med en last på 40 ton bomber. De havde derfor ikke det helt store behov for at komme i gang med at bygge langtrækkende raketter, selv om de godt var klar over, at behovet ville komme.

De var mere interesserede i at få opsendt satellitter, der i første omgang bare kunne få kortlagt Sovjet, fordi de simpelthen manglede ganske almindelige, gode kort, der kunne hjælpe bombeflyene med at finde deres mål.

Sovjet havde et andet problem, nemlig at de ikke havde industri til at opbygge en stor flåde af bombemaskiner. Stalin valgte at satse stort på at springe dette led over og gå direkte til at bygge en langtrækkende raket.

Det blev Korolevs opgave. Han havde en lang vej at gå fra den kun 13 ton tunge tyske V-2 til den 280 ton tunge R-7-raket. Det var nødvendigt fra begyndelsen at bygge en meget stor raket, eftersom atombomber stadig vejede mere end fem ton, da rakettens konstruktion blev fastlagt.

Projekt Vanguard var en del af et større spil

Det var her, forudsætningerne for rumkapløbet blev fastlagt. Korolev havde naturligvis arvet meget fra den tyske V-2-raket, først og fremmest at den var drevet af 
flydende brændstof med høj energi. Det gjorde R-7 til en udmærket rumraket, men til gengæld var den ganske uegnet til militærtjeneste, fordi det tog mange timer at tanke og klargøre raketten.

Det vidste Korolev naturligvis godt, men han var lige så optaget som von Braun af at få sat gang i rumflyvningen. Det var heller ikke dengang nemt for regeringerne i Sovjet og USA at få, hvad man kan kalde helt upartiske råd, når stort set alle de førende raketeksperter, man kunne spørge, på en eller anden måde delte den samme drøm om rumrejser.

Før 1955 var satellitter noget, man kunne læse om i avisernes søndagstillæg, men ikke noget der blev diskuteret officielt. Men det ændrede sig, da amerikanerne meddelte, at de ville opsende nogle små, kun 10 kilo tunge satellitter i anledning af det såkaldte internationale geofysiske år. Her skulle videnskabsmænd fra hele verden i fredeligt samarbejde studere Jorden som planet.

Projektet fik navnet Vanguard, og alle regnede med, at ingen andre lande end USA kunne opsende satellitter, en mening ikke mindst amerikanerne selv delte. I dag ved vi, at Vanguard i virkeligheden var del af et større spil.

Sovjet blev betragtet som et ret tilbagestående land

I al hemmelighed havde præsident Eisenhower nemlig igangsat Corona-projektet, der gik ud på at opsende en serie af spionsatellitter.

Det var en af USA’s bedst bevarede hemmeligheder, og Eisenhower sørgede i stedet for, at opmærksomheden samlede sig om det rent civile Vanguard-projekt, der var en del af det internationale geofysiske år 1957-58. Ingen tvivl om at de små Vanguard-satellitter kunne levere god viden, men der var en bagtanke, nemlig retten til at overflyve et andet land.

Dengang var det helt uafklaret, hvor højt op luftrummet strakte sig. Hvis verdens lande først havde accepteret, at de små, uskyldige Vanguard-satellitter fløj hen over deres territorier, var det næsten umuligt på et senere tidspunkt at hævde, at rummet over atmosfæren var en del af det nationale luftrum.

Sovjet varslede også, at de ville opsende satellitter, men det blev overset og nok heller ikke taget alvorligt. Landet blev dengang anset for at være ret tilbagestående.

Det civile Vanguard-projet var baseret på en 10 ton tung raket

Udviklingen af den enorme R-7-raket var også en dyb hemmelighed. De eneste store raketter, verden hørte om, var de amerikanske Atlasog Titan-raketter.

Men med en startvægt på omkring 100 ton var de langt mindre end deres sovjetiske modpart. Det skyldtes, at udviklingen af disse raketter først blev sat i gang, da atombombens vægt var kommet ned på omkring et ton. Måske var det militært en god idé, men det gav USA en svag start på noget, som ingen seriøst havde forudset, nemlig rumkapløbet.

Det hjalp heller ikke, at det civile Vanguard-projekt var baseret på en kun 10 ton tung raket. Det var i virkeligheden en alt for lille raket til at opsende satellitter, men til gengæld var den udelukkende baseret på civil teknologi.

Rumkapløbet

Sputnik 1 kom som en total overraskelse for Vesten, der på det tidspunkt i oktober 1957 som nævnt anså Sovjet for et ret tilbagestående land. Det var det også på andre områder, men raketforskningen havde fået en så høj prioritet, at Sovjet på dette felt var på højde med USA.

Reaktionen især i USA var lige dele beundring og frygt. Amerikanerne havde altid anset sig selv for usårlige, beskyttede som de jo er af Atlanterhavet og Stillehavet. Men nu havde Sovjet vist, at de rådede over en raket, som kunne sende atomvåben fra det ene kontinent til det andet.

Man må ikke glemme, at det var under Den Kolde Krig, hvor USA konstant holdt bombefly på vingerne for at kunne svare på et overraskelsesangreb med atomvåben. Så rumfarten var lige fra begyndelsen en del af storpolitikken. Havde Sputnik alene drejet sig om det første skridt ud i rummet, var der aldrig kommet noget rumkapløb.

På forhånd havde ingen, heller ikke i Moskva, forudset effekten af opsendelsen. Men så væltede avisoverskrifterne ind, og det blev klart for den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov, at her havde man vundet en enorm propagandasejr.

Det var ikke muligt at bringe rumhunden Laika tilbage

Den var godt hjulpet på vej af to ting: Selve Sputnik 1 var kun en lille, 84 kilo tung metalkugle med en radiosender ombord. Den var næsten umulig at se fra Jorden, men den sendte på to bølgelængder, der blev anvendt af radioamatører, så over hele verden kunne man nu høre bip-bip-lydene.

Den anden ting var, at hele det 27 meter lange rakettrin var gået i kredsløb, og det var let at se som en ganske klar stjerne, når det passerede hen over himlen.

Kun en måned efter kom Sputnik 2 med hunden Laika og en vægt på 508 kilo. Den vakte mindst lige så stor opmærksomhed som Sputnik 1, og millioner af mennesker så den store R-7-raket glide hen over himlen som en klar stjerne.

Først meget senere er det blevet indrømmet, at Laika døde få timer efter opsendelsen, sandsynligvis som følge af en overophedning af kabinen. I øvrigt var det ikke muligt at bringe Laika tilbage. Flyvningen endte med, at Sputnik 2 brændte op i atmosfæren i foråret 1958.

‘Kaputnik’ eksploderede 30 centimeter over affyringsrampen

Så var det amerikanernes tur. Den første Vanguard blev i al hast gjort klar på Cape Canaveral med en lille, kun 1,5 kilo tung prøvesatellit på størrelse med en grapefrugt og uden videnskabelige instrumenter. Hele verden kunne følge, hvordan opsendelsen 6. december 1957 endte i en eksplosion kun 30 centimeter over rampen, og sproget fik et nyt ord: ’Kaputnik’.

Nu følte amerikanerne for alvor, at de var med i et kapløb, som de så ud til at tabe.

Rumkapløbet kom i gang, men det kunne let være gået meget anderledes. Amerikanerne var meget tæt på at opsende deres første satellit i 1956, et år før Sputnik 1. Det kunne være sket med Wernher von Brauns Jupiter-C-raket, men han havde fået ordre om at erstatte det fjerde trin med en attrap.

Vanguards fiasko fik Jupiter-C og tyskerne tilbage i varmen

Jupiter-C skulle ikke gå den civile Vanguard i bedene, men alene bruges til at afprøve næsekegler for de
militære raketter. Hvis von Braun havde fået lov til at erstatte attrappen med en blot fem kilo tung satellit, ville den kendsgerning, at den første satellit var amerikansk, have taget så meget af glansen af Sputnik 1, at der nok ikke var begyndt et stort og kostbart rumkapløb.

Opsendelsen med attrappen forløb i øvrigt planmæssigt, så von Braun må have ærgret sig ganske gevaldigt. På den anden side kan man godt forstå Washington. Det så nu engang bedre ud, at den første amerikanske satellit var bygget af amerikanere og ikke af tyskere med en tvivlsom fortid i Det Tredje Rige.

Vanguards fiasko fik Jupiter-C og tyskerne tilbage i varmen. De fik til opgave på under tre måneder at gøre en Jupiter-C klar, og det blev den raket, der opsendte den første amerikanske satellit, Explorer 1, 31. januar 1958.

Men på det tidspunkt samlede opmærksomheden sig om, at de amerikanske satellitter var meget små, og at de store russiske satellitter viste, at Sovjet rådede over en raket, der kunne sende atomvåben direkte fra Sibirien til det ellers så usårlige USA.

Det hjalp heller ikke på selvfølelsen, at de meget mindre Atlas og Titan regelmæssigt eksploderede ved de offentligt tilgængelige prøveflyvninger fra Cape Canaveral.

Fra rumkapløb til månekapløb

I årene 1958-60 følte amerikanerne og resten af verden, at russerne høstede den ene succes efter den anden, mens amerikanerne haltede langt bagefter. Sovjet kom først med en satellit i bane om Solen (Luna 1), den første rumsonde, som nåede Månen (Luna 2), og de første billeder af Månens bagside (Luna 3).

Og i 1960 var russerne begyndt at eksperimentere med et rumskib med en vægt på 4,7 ton, langt større end den kun 1,3 ton tunge Mercury-kapsel, der skulle sende de første amerikanere ud i rummet.

I dag kan vi se, at sammenligningen var uretfærdig. Russerne havde også raketuheld, vi hørte bare ikke om dem. Endnu vigtigere var, at Sovjets rumprogram kun omfattede få opsendelser og helt manglede den bredde, som amerikanerne hurtigt demonstrerede.

Etableringen af NASA afsluttede både ressourcespild og rivaliseringer

Allerede i 1958 havde amerikanerne eksperimenteret med den første kommunikationssatellit, Score, der transmitterede et budskab indtalt af præsident Eisenhower.

Den første vejrsatellit, Tiros 1, blev opsendt i april 1960, og den første navigationssatellit, Transit 1B, fulgte bare to uger senere. Desuden blev der opsendt flere videnskabelige satellitter, som kortlagde strålingsbælterne omkring Jorden. Men satellitterne var små og synede ikke af så meget på himlen som Sputnik.

Det blev der dog rådet bod på i august 1960 med opsendelsen af den store ballonsatellit Echo 1 med en diameter på hele 30 meter. Den blev brugt til at reflektere radiosignaler fra Jorden, men det har nok også været en faktor, at her var endelig en amerikansk satellit, som var let at se på himlen.

Det måske mest betydningsfulde amerikanske skridt var etableringen i 1958 af NASA, National Aeronautics and Space Administration, der nu fik ansvaret for alle civile rumprojekter. Hermed blev en kraftig rivalisering mellem hæren, flåden og luftvåbenet afsluttet, og en masse spild af resurser blev undgået.

Man indrømmede ikke eksistensen af spionsatelitter

Sovjet havde dengang ikke nogen rumadministration. Der var et system baseret på ’chefkonstruktører’, som hver styrede deres eget lille imperium i konstant konkurrence. Sergej Korolev var en af disse chefkonstruktører, med ansvar for Sputnik og Luna. Men på den lange bane er der ingen tvivl om, at Sovjet havde kunnet udrette mere med et rumagentur som NASA.

Det tog under fire år at omdanne rumkapløbet til det berømte månekapløb, og her kom Eisenhowers superhemmelige Corona-program til at spille en rolle. Corona-satellitterne skulle opsendes fra Vandenberg-basen i Californien i retning ned langs USA’s vestkyst for at komme ind i en polarbane, hvor satellitten fløj hen over alle dele af Jorden, altså også over Sovjet.

Nu var man ikke meget for at indrømme eksistensen af spionsatellitter, så projektet blev omdøbt til Discoverer og udstyret med en vag beskrivelse af, at der blev udført videnskabelig og teknisk forskning.

Kennedy førte valgkamp på raketkløftens eksistens

Den første Discoverer blev opsendt i februar 1959, og derefter kom i hurtig rækkefølge en lang serie af satellitter. Formålet var at få bragt en kapsel med film tilbage til Jorden, men det var en så vanskelig opgave, at det først lykkedes med Discoverer 13 i august 1960 på et tidspunkt, hvor valgkampen mellem John F. Kennedy og Richard Nixon netop var gået i gang.

Et af de store spørgsmål dengang var ’raketkløften’, en frygt i USA for at Sovjet ikke bare kunne opsende meget større satellitter end USA, men at de havde et stort antal af disse raketter parate til et angreb på USA. Endnu i efteråret 1960 vidste man ikke med sikkerhed, om denne frygt havde noget på sig, selv om flyvninger med spionflyet U-2 ikke havde fundet nogen raketter.

Problemet var, at U-2 ikke var i stand til at dække hele det enorme sovjetiske landområde. Det var faktisk først Discoverer 18, der i december 1960 hjembragte så gode fotografier, at man blev klar over, at Sovjet ikke rådede over et stort antal raketter og raketbaser.

Kennedy havde ført valgkamp på raketkløftens eksistens. Kort efter at han var tiltrådt i januar 1961, fik han at vide, at kløften slet ikke eksisterede, men den viden blev holdt hemmelig for offentligheden.

Hele debatten om raketkløften, sammenholdt med nogle meget spektakulære, mislykkede opsendelser af Atlas og Titan fra Cape Canaveral, var med til at skabe den stemning, der fik Kennedy til i maj 1961 at igangsætte Apollo-programmet, som kun otte år senere skulle føre til det første menneske på Månen.

Månekapløbet: afgørelsen

Kennedy selv havde ikke nogen stor interesse i rummet, men han blev lige fra begyndelsen indblandet i det rumkapløb, der optog en stor del af befolkningen.

Allerede to uger efter Kennedys indsættelse som præsident i januar 1961 opsendte NASA chimpansen Ham på en kort flyvetur ud over Atlanterhavet. Han var anbragt i den lille Mercury-kapsel, som de amerikanske astronauter senere skulle opsendes med. Hvad, der skete her, har muligvis haft stor indflydelse på beslutningen om at flyve til Månen.

Flyvningen gik for så vidt godt, men på grund af en teknisk fejl fløj Ham 65 kilometer højere og 150 kilometer længere end beregnet, og kapslens nedslag i Atlanterhavet skete med så stor voldsomhed, at den blev beskadiget, og vand begyndte at sive ind. Mercury-kapslen var allerede godt på vej til at synke, da en meget misfornøjet chimpanse blev hevet op af vandet af en helikopter.

Det kan lyde som en lille ting, men det betød, at NASA valgte endnu en prøveopsendelse med en ubemandet kapsel 24. marts. Dermed blev den første bemandede kapsel forsinket i to måneder, og det betød, at Sovjet igen kom først, nu med et menneske i rummet. Det skete 12. april 1961, da Jurij Gagarin foretog en enkelt omkredsning af Jorden i rumskibet Vostok 1.

Det så mange som et nyt, stort nederlag til USA, selv om den amerikanske astronaut Alan Shepard blev opsendt kun tre uger senere på et lille 15 minutters hop ud over Atlanterhavet. Præsident Kennedy kom under et massivt politisk pres. Kennedy havde samtidig et andet problem, nemlig den mislykkede CIA-ledede invasion af Cuba som skulle have fjernet Castro fra magten.

Kennedy var ikke specielt ruminteresseret

Det er interessant at overveje, hvad der var sket, hvis chimpansen Hams flyvning havde været uden problemer. Hvis Shepard var blevet opsendt i marts, en måned før Gagarin, ville den kendsgerning, at amerikanerne for en gangs skyld var kommet først, måske have fjernet så meget af presset på Kennedy, at han aldrig havde sat Apollo-projektet i gang.

På den anden side var det måske svært at overse forskellen mellem en 15 minutters smuttur ud over Atlanterhavet og en hel omkredsning af Jorden.

Som nævnt var Kennedy ikke specielt ruminteresseret, men det var hans vicepræsident, Lyndon B. Johnson. Kennedy var klar over, at det var nødvendigt at reagere på den sovjetiske udfordring, men han overvejede også andre muligheder, såsom et storstilet projekt om at afhjælpe vandmanglen i mange dele af verden ved at afsalte havvand.

Måneflyvningen var en rent politisk beslutning

Det blev dog hurtigt klart, at man var nødt til at tage udfordringen op og gennemføre et stort og spektakulært rumprojekt før Sovjet. Her var det ikke nok at bygge en rumstation eller blot sende en mand i et sving rundt om Månen. En landing på Månen var derimod så stort et projekt, at det ville ligge flere år ude i fremtiden, så her var en mulighed for, at den stærke amerikanske industri kunne nå at overhale Sovjet.

Den 25. maj 1961 holdt Kennedy så den tale, som skulle sætte rammen om de næste mere end 10 års rumflyvning. Det skete med ordene:

»… For det første mener jeg, at denne nation skal forpligte sig til, inden udgangen af dette årti, at landsætte en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage til Jorden. Intet andet rumprojekt inden for denne periode vil gøre et større indtryk på menneskeheden eller være mere vigtigt for de langsigtede planer for udforskningen af rummet. Og intet projekt vil være så vanskeligt eller kostbart at gennemføre.«

Kennedy var i virkeligheden lidt overrasket over, at Kongressen tog imod udfordringen og bakkede den op med store bevillinger. Men for Kennedy var måneflyvningen en rent politisk beslutning, som ikke havde noget at gøre med de videnskabelige grunde, der normalt anføres for at udforske Månen.

Apollo-projektet var kun lige kommet i gang, da præsident Kennedy blev myrdet i november 1963, og den meget ruminteresserede Lyndon B. Johnson overtog præsidentposten. Apollo overlevede sandsynligvis af to grunde: Dels var Apollo nu blevet et minde over Kennedy, og dels blev det hjulpet af Johnsons meget betydelige evne til at gennemføre politiske handler.

På mange måder bør Lyndon B. Johnson nævnes på lige fod med John F. Kennedy i historien om, hvordan Apollo-projektet blev skabt og derefter overlevede flere valgperioder.

Månekapløbet 1961-69

Aldrig før eller siden har interessen for rumfart været større end de otte år fra Kennedys tale til Neil Armstrongs landing på Månen. For det første var der tale om et kapløb, alle kunne forstå. For det andet blev kapløbet symboliseret af de første astronauters heltemodige flyvninger i rumskibe, der i dag forekommer os ufatteligt primitive.

På mange måder mindede rumkapløbet lidt om en ridderturnering, hvor astronauterne havde overtaget riddernes rolle.

Det første skridt var at tage fat på de tre store udfordringer:


• Udforske Månen med ubemandede rumsonder for at forberede rejsen
.
  
• Bygge en raket som kunne sende mennesker til Månen
.
  
• Bygge et rumskib som kunne lande på Månen.


Ranger 7 gennemførte den første vellykkede flyvning efter tre år og seks mislykkede forsøg

Ligesom Corona-programmet, hvor det ene uheld afløste det andet, før man lærte at sende filmkapsler tilbage til Jorden, var rumsondernes vej til Månen også brolagt med mislykkede forsøg. I første omgang søgte NASA bare at få en sonde til at ramme Månen og samtidig få taget nogle nærbilleder af overfladen. Man anede i 1961 ikke, om overfladen overhovedet var jævn nok til at lande på.

Det skulle tage tre år og seks mislykkede forsøg, før Ranger 7 gennemførte den første vellykkede flyvning i 1964. Men derefter var teknikken lært, og allerede i juni 1966 blev den første bløde landing gennemført med Surveyor 1, ganske vist tre måneder efter at russerne var landet på Månen med Luna 9 og havde sendt billeder hjem.

Wernher von Braun oplevede nok sine bedste år, da han fik mulighed for at bygge den 3.000 ton tunge måneraket Saturn 5. Det var hans livs drøm, og han havde næsten ubegrænsede midler og en stærk industri i ryggen.

Amerikanerne havde teknikken

Vigtigst var, at amerikanerne havde teknikken til at bruge det stærkeste af alle kemiske brændstoffer, nemlig flydende brint. Det er utroligt svært at håndtere, fordi temperaturen skal ned på minus 253 grader, hvilket kræver en meget effektiv varmeisolering og en avanceret svejseteknik, fordi brintmolekylerne er så små. Uden flydende brint var månerejsen blevet meget vanskeligere at gennemføre.

Apollo-rumskibet havde sine egne udfordringer. Man endte med en model, hvor selve Apollo blev i bane om Månen, og landingen blev klaret af et lille, specialbygget fartøj, der efter opholdet på Månen skulle sendes op og kobles til Apollo. Apollo skulle også udstyres med et varmeskjold, som kunne tåle at vende tilbage til Jordens atmosfære med en fart på 40.000 kilometer i timen.

Men det var de bemandede flyvninger, som trak den største opmærksomhed. Der var også mange dramatiske episoder. John Glenn blev i februar 1962 den første amerikaner i bane om Jorden.

Undervejs i flyvningen blev kontrolcentret på Jorden bange for, at hans varmeskjold havde løsnet sig. Han fik derfor besked om ikke at afkaste bremseraketterne, så de kunne holde fast på varmeskjoldet under nedturen gennem atmosfæren.

Leonov landede midt ude i Siberien

I marts 1965 gennemførte russeren Alexej Leonov den første rumvandring, men han havde meget svært ved at komme tilbage til rumskibet, fordi rumdragten på grund af trykket indefra var pustet så hårdt op, at han ikke kunne mase sig ind i luftslusen.

Han asede og masede, men opnåede kun at blive så varm, at sveden dækkede hans øjne. Til sidst måtte han sænke trykket i rumdragten til bare 0,25 atmosfære, hvilket var under sikkerhedsgrænsen.

Og som bekendt kommer et uheld sjældent alene. Ved en fejl landede Leonov og rumskibets kaptajn, Pavel Beljajev, midt ude i Sibirien i dyb sne og måtte vente et døgn på at blive reddet.

Trods uheld fortsatte månekapløbet

Året efter gennemførte Neil Armstrong og David Scott den første sammenkobling i rummet, men en styreraket kortsluttede, så rumskib og raket begyndte at rotere stadig hurtigere.

Armstrong var nødt til at reagere hurtigt for ikke at miste bevidstheden. Til sidst måtte han slå alt fra og bruge de raketter, som ellers var reserveret til landingen. Resultatet blev en nødlanding i Stillehavet kun 10 timer efter opsendelsen.

I januar 1967 omkom tre astronauter i Apollo 1 under en afprøvning på Jorden. En elektrisk gnist havde antændt en brand i kabinen, som var fyldt med ren ilt, og lugen var konstrueret, så det tog et til to minutter at åbne den indefra.

Tre måneder senere omkom kosmonauten Vladimir Komarov under den første flyvning med Sojuz-rumskibet. Først foldede en vinge med solceller sig ikke ud, og ved landingen blev hovedfaldskærmen ikke udfoldet korrekt, med det resultat at kapslen ramte Jorden med næsten 1.000 kilometer i timen og eksploderede.

Trods alle uheld fortsatte månekapløbet, og endnu kunne russerne nå at komme først, om ikke andet så med en kosmonaut i et sving rundt om Månen.

Var der et kapløb?

Det var let at heppe på astronauterne i det spændende kapløb, men efterhånden dukkede spørgsmålet op, om Sovjetunionen rent faktisk deltog. Sovjet fortalte kun lidt om deres planer, og meget var derfor overladt til gætterier. Den fulde beretning er først blevet kendt efter Sovjetunionens sammenbrud, og først da fik Vesten indblik i en meget dramatisk historie.

Moskva reagerede ikke umiddelbart på Kennedys udfordring i 1961. Sergej Korolev og en anden chefkonstruktør, Vladimir Chelomej, arbejdede hver for sig med at udvikle raketter og rumskibe til både at flyve rundt om Månen og lande på Månen, men der var ikke noget stort, centraliseret program. Der kom først lidt samling, da Korolev i 1965 overtog måneprogrammet. Men da var det allerede for sent.

Den sovjetiske industri kunne simpelthen ikke løfte opgaven, og det hjalp heller ikke, at Korolev kom i stort skænderi med verdens måske bedste konstruktør af raketmotorer, Valentin Glusjko, om valget af raketmotor til den enorme N-1-raket, der skulle være svaret på den amerikanske Saturn 5-raket.

Korolev ønskede flydende ilt og kerosen, en slags flybenzin, som brændstof. Helst ville han også have flydende brint ligesom den amerikanske Saturn 5.

I 1968 blev der gennemført ubemandede prøveflyvninger

Glusjko havde et realistisk forhold til den russiske industri og ville kun bygge motorer drevet af hydrazin, som ikke skal køles ned. Den type motor er lettere at bygge og meget bedre egnet til militære raketter, et vigtigt argument. Til gengæld er hydrazinmotorer ikke velegnet til måneraketter, fordi brændstoffet ikke er særlig energirigt.

Helt centralt var det, at Sovjet manglede et NASA, der kunne få kamphanerne til at forliges. Systemet med egenrådige chefkonstruktører med store egoer fungerede simpelthen ikke.

I hvert fald måtte Korolev nu gå til en anden chefkonstruktør, Nikolai Kuznetsov, for i hvert fald delvist at få opfyldt sit ønske. Han kunne dog ikke få flydende brint, som er meget vanskeligt at håndtere på grund af de lave temperaturer. Den teknik havde amerikanerne, og de to øverste trin på Saturn 5 brugte netop flydende brint, hvilket gav Saturn 5 en enorm fordel over N-1.

Fangeopholdet i Sibirien under Stalin havde svækket Korolevs helbred alvorligt, og i januar 1966 døde han under en ellers banal operation. Hans efterfølger, Vasilij Misjin, havde slet ikke Korolevs talent, men alligevel var der muligheder.

Med den mindre Proton-raket var det muligt at sende en kosmonaut i et sving om Månen, og det var meget tæt på, at Sovjet her var kommet først. I hvert fald blev der i efteråret 1968 gennemført nogle ubemandede prøveflyvninger af det lille Zond-rumskib, som sendte forskellige dyr, blandt dem et par skildpadder, en tur rundt om Månen.

Det var en farefuld færd

De prøveflyvninger fik i den grad NASA til at reagere. Den mest dristige beslutning under hele månekapløbet blev taget, da NASA valgte at sende Frank Borman, James Lovell og William Anders i bane om Månen i julen 1968, på bare den tredje flyvning af Saturn 5.

Det var en farefuld færd, men den gik godt, og da amerikanerne nu var kommet først med hele 10 omkredsninger af Månen, ville Sovjet ikke følge efter med bare et enkelt sving rundt om Månen. Så det projekt blev lige så stille opgivet.

Den næste mulighed var, at N-1 kunne sende to mand til Månen og lade den ene lande. Men det projekt endte i Sovjets største serie af fiaskoer. Kuznetsovs motorer var ikke særligt stærke, så det første trin blev drevet af 30 af disse motorer. Med datidens styresystemer kunne det kun gå galt, og det gjorde det også.

Et andet problem var, at de enorme rakettrin var for store til at blive sejlet til basen i Bajkonur på pramme. De måtte derfor skilles ad og samles igen med de muligheder for fejl, det giver. Her havde amerikanerne en stor fordel, da Cape Canaveral ligger ved havet.

N-1-raketterne blev til sidst standset af regeringen

Ved første opsendelse i februar 1969 af N-1 eksploderede raketten i en højde på 12 kilometer. Den anden opsendelse i juli 1969, kun to uger før opsendelsen af Apollo 11, endte efter kun 23 sekunder i en eksplosion, som også ødelagde startrampen.

Der gik så to år før næste opsendelse i juni 1971, hvor raketten holdt i 51 sekunder. Ved den fjerde og sidste opsendelse i november 1972 eksploderede raketten først efter 107 sekunder, men da havde regeringen fået nok og standsede hele programmet.

Ingen af N-1-raketterne var bemandede, så Sovjet mistede ikke nogen kosmonauter på den konto.

Månerejserne

Seks gange landede amerikanerne på Månen. Det betyder, at 12 mennesker har gået rundt på Månens overflade. I alt er der bragt 382 kilo sten og prøver hjem, og analysen af dem har givet os et nyt syn på solsystemets udvikling. Så selv om Kennedy så Apollo som et rent politisk program, endte det med at levere en hel del god videnskab.

For alle, der har oplevet det, var der to højdepunkter. Det ene var, da Armstrong trådte ned på Månens overflade med de berømte ord: »Et lille skridt for et menneske, men et kæmpe spring for menneskeheden.«

Den nat, hvor vi på nogle uskarpe tv-billeder kunne se Neil Armstrong og Buzz Aldrin gå omkring på en flad slette under en helt sort himmel, selv om der var et skarpt sollys, følte vi, at nu var rumalderen for alvor begyndt.

Næsten uden vand og strøm fortsatte astronauterne

Det andet højdepunkt var den utrolige redning af Apollo 13, hvor en ilttank eksploderede på vej mod Månen. Meget hurtigt begyndte strømmen at gå, og de tre astronauter, James Lovell, John Swigert og Fred Haise, måtte søge tilflugt i landingsfartøjet, som havde egen strømforsyning.

Det var ved den flyvning, at flyveleder Gene Kranz skulle have sagt til sit hold på Jorden: »Failure is not an option.« Det er måske ikke korrekt, men citatet er blevet næsten lige så berømt som Armstrongs udtalelse ved landingen.

De næste tre dage oplevede verden et fantastisk samarbejde mellem de tre astronauter og kontrolcentret på Jorden. Næsten uden strøm og vand måtte astronauterne i et stadig koldere landingsfartøj fortsætte mod Månen, som de rundede i en højde på bare 250 kilometer.

Problemerne hobede sig op

Først da kunne de igen sætte kursen mod Jorden. Problemerne hobede sig op, blandt andet med at finde en metode til at fjerne CO₂ fra luften i landingsfartøjet. Der var sådan set luftfiltre nok, men dem fra Apollo-kabinen passede ikke til de runde rørledninger i landingsfartøjet.

Kontrolcentret havde imidlertid fundet en løsning, hvor man på snedig vis ved brug af plastikposer, tape og papstykker kunne fremstille et yderst primitivt apparat, der gjorde det muligt at bruge luftfiltrene fra kommandokabinen.

Apollo 13 kom godt hjem, og selv i dag anses denne flyvning med rette som NASAs største tekniske bedrift.

Månerejserne er kommet til at stå som en isoleret begivenhed

I Apollo 15, 16 og 17 kørte astronauterne rundt i månebiler, men interessen var ved at dale. Medierne bragte ikke længere timelange reportager, men kun korte opsummeringer.

Apollo-flyvningerne er stadig den største begivenhed i rumfartens historie. De stoppede, fordi programmets politiske formål, at komme til Månen før russerne, var opnået. Men i dag kan vi se, at Apollo ikke havde den store betydning for Den Kolde Krig, og projektet gav heller ikke amerikanerne en større militær sikkerhed.

Apollo er meget rammende blevet beskrevet som et stykke historie fra det 21. århundrede, der dumpede ned i det 20. århundrede. Ved en enorm indsats kunne programmet gennemføres, men hverken USA eller resten af verden var politisk eller teknisk klar til at absorbere måneflyvningerne.

Derfor er månerejserne kommet til at stå som en isoleret begivenhed. Apollo har inspireret mange mennesker, men også skuffet fordi mange af drømmene og løfterne fra dengang aldrig er blevet indfriet. Først og fremmest skulle man vænne sig til, at rumfartens udvikling kom til at gå meget langsommere.

Efter Apollo

Der skulle gå nogle år, før rumfarten fandt sine ben efter månelandingerne. Sovjet begyndte at opsende nogle mindre, bemandede rumstationer kaldet Saljut, hvor kosmonauter trænede i stadig længere ophold i rummet.

Saljut fik en skidt start. Allerede den første besætning omkom, da de skulle vende tilbage til Jorden, fordi en utæt ventil i deres Sojuz-rumskib tømte kabinen for luft. Men russerne blev ved og opnåede gennem de næste 30 år en enorm erfaring i langvarige rumflyvninger, som skulle komme den internationale rumstation ISS til gode.

NASA nøjedes med en rumstation, Skylab, som blot var et ombygget tredje trin fra en Saturn 5-raket. Dengang kunne ingen forudse, at amerikanske astronauter kom til at besøge den sovjetiske Mir-rumstation for at øve sig i lange ophold i rummet.

Det blev mindre tillokkende at besøge naboplaneterne

NASA ønskede sig både en rumfærge, en rumstation og en rejse til Mars. I 1972 gav Nixon dem rumfærgen, især fordi det gav mange arbejdspladser og dermed mange stemmer i Californien. Rumfærgerne blev bygget med et stramt budget, og det var ikke en god idé.

Den største fejl var nok, at man ikke byggede på den velgennemprøvede teknik fra Saturn 5, men ville begynde helt forfra med noget som kun i teorien var meget bedre. I hvert fald blev rumfærgerne ikke det gennembrud, der var lagt op til med en flyvning om ugen. Højdepunktet har været ni opsendelser på et år og det til en pris, som er meget højere end for almindelige raketter.

I 1975 kom Apollo-Sojuz-projektet, som var en symbolsk handling, der skulle markere en overgang fra konkurrence til samarbejde i rummet. Flyvningen gik godt. Apollo og Sojuz blev koblet sammen i rummet, men der skulle gå yderligere næsten 20 år, før amerikanere og russere for alvor kom til at samarbejde. Den på det tidspunkt ret kolde krig kunne ikke standses af et enkelt rumforsøg.

Men i rumfarten var der sket meget andet end bemandet rumflyvning. Måske noget af det vigtigste var de første resultater fra Venus og Mars. I december 1962 fløj Mariner 2 forbi Venus og målte en temperatur på 480 grader på overfladen, og i juli 1965 tog Mariner 4 nogle nærbilleder af Mars, som viste et kraterdækket landskab.

Det var i virkeligheden et alvorligt slag mod rumfarten, for nu var det blevet meget mindre tillokkende at planlægge flyvninger til vores naboplaneter.

Det haster ikke med at besøge Mars

Venus viste sig helt umulig, og det var måske den største skuffelse. Venus er på størrelse med Jorden og altid indhyllet i skyer. Det skabte drømme om, hvad der mon var under skyerne. Pessimisterne sagde en varm ørken, optimisterne gættede på kontinenter og have, måske med dyr og planter. Men sandheden var altså langt værre end en varm ørken af den slags, vi kender fra Jorden.

Et tryk ved overfladen så stort som på en kilometers havdybde og en temperatur på næsten 500 grader gør det umuligt for mennesker at besøge Venus. Selv russernes meget solidt byggede landingskapsler kunne ikke klare mere end en times tid, før instrumenterne var ødelagt af varmen.

Også Mars var en kolossal skuffelse. Selv om der alligevel ikke var kanaler eller døende civilisationer på Mars, havde målinger fra Jorden antydet muligheden for plantevækst i form af en slags lav eller andre planter, vi kender fra Jordens polarområder.

Det holdt heller ikke. I stedet var atmosfæren iskold og 100 gange tyndere end Jordens atmosfære. Den eneste aktivitet, man kunne få øje på, var støvstorme, som kunne indhylle hele planeten i flere uger. Måske er Mars stadig videnskabeligt interessant, men det er ikke en planet, der umiddelbart egner sig til at blive koloniseret.

Det er kort sagt svært for en regering at se, hvorfor det skulle haste med at besøge Mars, især når prisen er langt over 100 milliarder dollar eller euro.

Satellitterne kunne ikke udrette mirakler

En anden vigtig udvikling var den gradvise opbygning af satellitsystemer i bane om Jorden. De militære spion- og varslingssatellitter har i høj grad været forudsætningen for den gradvise afspænding i 1970’erne og 1980’erne. Satellitterne kunne ikke udrette mirakler, men de gjorde det muligt at aftale nedskæringer i antallet af atomvåben, fordi hvert land nu havde mulighed for at overvåge, at aftalen blev holdt.

Varslingssatellitter kan måle den infrarøde varmestråling fra en raketflamme, når en raket opsendes. Det betyder, at man kan spore en opsendelse, få sekunder efter at den har fundet sted. Det giver en varslingstid på cirka 30 minutter svarende til den tid, en raket er om at tilbagelægge de godt 8.000 kilometer mellem Sovjet og USA.

Der har ganske vist været tilfælde, hvor varslingssatellitter gav falsk alarm. Det mest berømte eksempel er fra september 1983, hvor den sovjetiske varslingssatellit Kosmos 1382 forvekslede solstråling reflekteret af højtliggende skyer med et angreb fra raketbasen Malmstrom i delstaten Montana.

Heldigvis bevarede den vagthavende officer, oberstløjtnant Stanislav Petrov, roen og slog ikke den alarm, som kunne have udløst en atomkrig.

Rumfarten har primært arvet satellitsystemer

I USA har der også været en storalarm, som førte til, at præsidentens luftbårne kommandopost blev sendt afsted, dog uden præsidenten. Igen var der officerer, som holdt hovedet koldt, og godt det samme: Det viste sig senere, at alarmen var udløst af et træningsbånd, som ved en menneskelig fejl var indlæst i computerne.

Det siges, at sikkerhedssystemerne er bedre i dag, og det kan man da kun håbe.

Lige så vigtig en udvikling var etableringen af de civile systemer af kommunikationssatellitter, der er en af forudsætningerne for vore dages globale samfund. Vejrsatellitter har sparet samfundet for millioner gennem bedre vejrudsigter, og det civile samfund har været hurtigt til at udnytte det militære GPS-system i et omfang, der har gjort os helt afhængige af denne type satellitter.

Den arv, rumfarten har fra det 20. århundrede, er primært disse satellitsystemer. Men erfaringerne med både den bemandede rumfart og rumsonderne kan på længere sigt dreje rumfarten i uventede retninger.