Månelandingen fylder 50: Her er alt, du skal vide om missioner og konspirationer

Det er lige netop 50 år siden, astronaut Neil Armstrong kravlede ned ad stigen fra landingsfartøjet Eagle og satte sine fødder i månestøvet for første gang.

»A small step for a man, a giant leap for mankind,« lød de ikoniske ord, der blev sagt 20. juli 1969 kl. 22.56 (dansk tid svarende til 21. juli kl. 03:56).

I alt 12 mennesker har været på Månen, og den seneste til at forlade Månens overflade var astronaut Eugene Cernan på Apollo 17-missionen i 1972.

Da han trådte op på landingsfartøjets stige for at rejse hjem, sagde han:

»Og nu, hvor vi forlader Taurus-Littrow-området på Månen, tager vi af sted, som vi kom. Om Gud vil, vil vi vende tilbage med fred og håb for hele menneskeheden.«

Siden har ingen besøgt Månen. Det første menneske på Månen, Armstrong, døde i 2012, og Cernan døde i 2017. Men skal man tro de fremtidige rumplaner, vil han ikke blive den sidste.

Men flaget blafrer jo?

Hvordan kan flaget blafre, når der hverken er vind eller atmosfære på Månen?

Hvis astronauterne er vægtløse, hvordan kan de så sætte fodaftryk i månestøvet?

Og hvorfor er der ingen stjerner på himlen, når man ser billeder taget på Månen?

Er billederne taget i et fotostudie på Jorden?

Der er mennesker, der ikke tror på, at månelandingerne har fundet sted, og de har en masse argumenter for, hvorfor det ikke har kunnet lade sig gøre.

Er du selv i tvivl, eller kender du måske en, der er? I artiklen 'Prygl til konspirationsteorier om månelanding' gennemtæsker astrofysiker Michael Linden-Vørnle skeptikernes argumenter.

For jo, et flag på Månen kan godt blafre, selvom der ikke er nogen vind, og ja, man kan godt lave et fodaftryk i månestøv, selvom man er næsten vægtløs - og hvad med de manglende stjerner?

»Stjernerne er selvfølgelig på himlen, og man kunne sagtens tage billeder af dem, hvis eksponeringstiden var lang nok, men man er ikke taget til Månen for at tage billeder af stjerner,« siger Michael Linden-Vørnle i artiklen.

LÆS OGSÅ: Derfor falder folk for konspirationsteorier

Vores rum-eksperter tager dig tilbage til Apollo 11

»Selv om billederne var sort-hvide og grynede, så sad vi klæbet til fjernsynet,« skriver vores faste rum-skribenter, Henrik og Helle Stub, om 20. juli 1969, hvor Apollo 11 landede på Månen.

Det er ikke svært at forestille sig, hvor eventyrligt det må have føltes at være vidne til øjeblikket, hvor Neil Armstrong tog sine små, historiske skridt ud af månelandingsmodulet 'Eagle' og trådte ned på Månen.

Vores rumskribenter fremkalder i artiklen 'Førstehåndsvidner til Apollo 11 tager dig med tilbage til den første månelanding' det magiske øjeblik.

»Dengang var vi unge studenter, og vi vil aldrig glemme de første billeder, der bare viste en lys overflade under en kulsort himmel. Så dukkede Armstrong op på stigen som en lidt tåget figur. Men hvad gjorde det, for et øjeblik senere ville det første fodspor være sat på Månens støvede overflade,« erindrer de.

Henrik og Helle Stub tager dig dog ikke kun med tilbage til øjeblikket, hvor det hele kulminerede. De giver dig også alle de mindeværdige detaljer i deres fascinerende fortællinger fra før, under og efter Apollo 11-missionen.

Vidste du eksmpelvis, at en computerfejl var lige ved at aflyse månelandingen? Eller at Apollo 11-astronauterne sad i karantæne i tre uger, da de vendte tilbage til Jorden?

LÆS OGSÅ: Apollo-astronauterne efterlod deres bæ på Månen

Russiske triumfer og rumkapløbets mange runder

Rumkapløbet var som en verdenspolitisk sportskamp med flere runder: Første satellit, første måneraket og første menneske i rummet.

Sådan fremkalder Henrik og Helle Stub rumalderens tid, hvor Sovjetunionen og USA dystede i en hidtil uset teknologisk kappestrid.

Sovjetunionen tog det første stik og lagde ultimativt pres på amerikanerne, da de med verdenspressen som vidne i oktober 1957 sendte verdens første satellit, Sputnik 1, i kredsløb om Jorden. Dermed var rumalderen skudt i gang.

Det var på trods af, at USA allerede et år forinden havde muligheden for at kickstarte rumkapløbet, men den daværende amerikanske præsident, Dwight Eisenhower, tøvede.

Faktisk fik amerikanerne flere gange russisk baghjul i rumkapløbets indledende runder. Sovjet sendte allerede Sputnik 2 med rumhunden Laika ombord i kredsløb i november 1957 - kun en måned efter Sputnik 1.

Da USA med satellitten Vanguard forsøgte at følge trop med Sovjet i december 1957, blev de totalt ydmygede, da løfteraketten kun hævede sig en meter, inden den eksploderede.

Henrik og Helle Stub udruller hele den indledende historie om rumkapløbet, fra den vakkelvorne amerikanske begyndelse frem til lanceringen af amerikanernes altafgørende Apollo-projekt, i artiklen Fra taber til førende rummagt: Historien om, hvordan Sovjet og USA kæmpede sig til Månen.

LÆS OGSÅ: Efter otte år kan USA igen opsende astronauter: Hvad skyldes den lange pause?

Måneløftet og Apollo-projektet

John F. Kennedy lovede ved oprettelsen af Apollo-projektet i 1961, at amerikanerne inden årtiet var omme skulle sende astronauter op på Månen og returnere dem sikkert tilbage på Jorden.

Amerikanernes ambitionsniveau flyttede barren, og den teknologiske kappestrid ændrede fokus: Nu var rumkapløbet blevet til et månekapløb.

Apollo blev det største teknologiske projekt i USA nogensinde. På sit højdepunkt arbejdede 400.000 mennesker på Apollo, og det lagde beslag på 4,4 procent af det nationale budget.

På trods af de tilsyneladende ubegrænsede midler, der blev postet i projektet, var vejen til succes langt fra snorlige.

Historien om Apollo 1 endte i en katastrofe og en tragedie, da hele besætningen af astronauter omkom under en rutineafprøvning i januar 1967.

Kun lige godt 2 år efter i december 1968 blev Apollo 8 dog den første bemandede flyvning rundt om Månen, og dermed lå vejen til den nu afdøde Kennedys måneløfte åbent.

Henrik og Helle Stub fortæller historien om Apollo-programmet i artiklen Det dristige træk: Første gang mennesket forlod Jordens kredsløb, var det med Apollo 8.

LÆS OGSÅ: Astronauter vælter rundt på Månen: Se sjov video og forstå, hvorfor det er så svært at gå

Dramaet omkring Apollo 13

Efter den skelsættende Apollo 11-mission gennemførte amerikanerne yderligere 6 månerejser, hvoraf 5 af dem endte med en månelanding.

Rejserne til Månen blev dog aldrig rutine, og her 50 år senere virker det nærmest som et mirakel, at ingen omkom under de 6 flyvninger, som blev gennemført efter Apollo 11.

Kun én gang var det ved at gå virkelig galt, da en ilttank eksploderede på Apollo 13, mens rumskibet var på vej mod Månen.

Astronauterne blev reddet, men Apollo 13 viste, at månerejser gik lige til grænsen for, hvad der dengang var teknisk muligt.

I artiklen »Failure is not an option«: Dygtighed og stort held blev Apollo-astronauters redning gennemgår Henrik og Helle Stub de senere Apollo-missioner og de mange genbesøg til Månen.

Udover den dramatiske Apollo 13-mission, kan du også læse om, hvordan udforskningen af Månen gang på gang udvides, og missionerne får et større videnskabeligt fokus.

Under den seneste månelanding, Apollo 17, havde månegeologer endda fået triumfet igennem, at geologen Harrison Schmitt skulle være en af de tre astronauter.

LÆS OGSÅ: Forskere: Apollo-astronauterne har større risiko for at dø af hjertekarsygdomme

Hvad har Månen lært os?

Videnskab var aldrig Apollos hovedformål, men astronauternes målinger og 382 kilo måneprøver har ført til nye teorier om både liv og Månens dannelse.

Det skriver Henrik og Helle Stub i artiklen 12 mennesker har gået på Månen, men der er stadig meget, vi ikke ved om den, hvor de dykker ned i de videnskabelige gevinster ved vores månebesøg og orienterer om, hvad vi i dag ved og ikke ved om Månen.

Det var eksempelvis først, da geologerne fik mulighed for at datere de mange måneprøver, astronauterne havde bragt hjem, at det blev slået fast, at Månens klipper var mellem 3 og 4,5 milliarder år gamle, og det fortæller os en del om, hvordan og hvornår Månen kan være opstået.

Selv om man i årevis har analyseret de prøver, Apollo-astronauterne havde hjembragt fra Månen, så ser vi i dag, at meget ny viden kommer fra rumfartøjer, der ikke har direkte kontakt med vores egen naturlige 'satellit', Månen.

Det er eksempelvis takket være billeder fra rumsonder, at vi i dag ved, at der findes vand i form af is på Månen.

LÆS OGSÅ: Støvede data fra Apollo-missionerne afslører nyt om Månen

Hvad nu, Måne?

Meget er sket siden Apollo 17-missionen i 1972.

I dag har stormagter som Kina, Japan og Indien, og ikke mindst en håndfuld ambitiøse private rumfartsvirksomheder, markeret sig som markante spillere i noget, der ligner et nyt, broget rumkapløb.

Kina er endda landet på Månens bagside, og de håber på at sende kinesiske astronauter derop inden 2030. Mest markant er Donald Trumps plan om at sende astronauter til Månen inden 2024.

I artiklen Tilbage til Månen? Her får du både den optimistiske og den pessimistiske fremtidsvision ser Henrik og Helle Stub dybt i rumfartens krystalkugle.

De ser blandt andet på mulighederne for industriel produktion på Månen og etableringen af en månebase.

Derudover gør de rede for rumfartens ultimative ambition; annekteringen af Mars, og vurderer, hvorvidt det er realistisk.

LÆS OGSÅ: Er Indien på vej til at blive den fjerde rummagt?

LÆS OGSÅ: Videnskab.dk's læsere: Rumfarten skal redde Jorden

LÆS OGSÅ: Rum-jura: Hvad sker der, hvis en astronaut pander en anden astronaut ned ude i rummet?

Under hver af de seks Apollo-missioner, der er lykkedes med at lande på Månen, har man plantet det amerikanske flag. Neil Armstrong har fortalt om det første flag, der ses på dette billede, at det blev 'blæst' omkuld, da astronaterne lettede i deres fartøj for at rejse hjem. (Foto: Project Apollo Archive)

Buzz Aldrin på vej mod Månens overflade for første gang og i fire trin. Læg mærke til, at hans fødder slet ikke står på stigen på billedet i øverste højre hjørne på grund af vægtløsheden. Det er sandsynligvis Neil Armstrong, der har fotograferet sin kollega på vej ned. (Fotos: Project Apollo Archive)

1 / 2