Mission for milliarder gik i sort - så trådte danske forskere til

Rummissionen Proba-3 er et prestigeprojekt for den europæiske rumfartsorganisation ESA.

Der er tale om et teknologisk nybrud med to satellitter, som flyver rundt i en vild pardans og studerer Solens atmosfære med hidtil uset præcision.

Men for nylig løb den milliarddyre mission pludselig ind i store vanskeligheder.

Den ene satellit gik pludselig i sort og lukkede helt ned.

Batteriet var tæt på at være dødt, og solpanelerne vendte væk fra Solen, så batteriet ikke kunne oplades. Og ESA’s kontrolcenter mistede fuldstændig kontakten med satellitten, som flyver rundt langt borte fra Jorden.

»Vi blev pludselig kontaktet af ESA, som stod i en virkelig grim situation og spurgte, om vi kunne hjælpe,« fortæller John Leif Jørgensen, som er professor ved DTU Space på Danmarks Tekniske Universitet.

»Spørgsmålet er, hvad dælen man gør, når man fuldstændig har mistet kontakten til en satellit langt ude i rummet. Radioen var slukket, og batteriet var næsten dødt.«

Et teknologisk nybrud

Professor John Leif Jørgensen og hans hold på DTU Space har selv været blandt arkitekterne på teknologien, som gør Proba-3-satellitterne til noget helt unikt.

De to satellitter flyver i formation og følger hinanden med ekstremt stor præcision. På den måde fungerer de som ét langt teleskop, og samtidig kan den ene satellit sørge for at skygge for Solen.

Når man vil studere Solens korona – atmosfæren uden om Solen – er problemet, at selve Solen blænder, så man ikke kan tage gode billeder af koronaen. Ligesom du selv bliver blændet, når du kigger direkte mod Solen.

Det problem løser Proba-3 ved at skabe en kunstig solformørkelse med den ene satellit.

»Det er aldrig gjort før i rumhistorien, og det krævede en masse krumspring at få det til at lykkes,« fortæller John Leif Jørgensen.

»De skal være op til flere hundrede meter fra hinanden og samtidig følge hinanden med en nøjagtighed, som ligger inden for en millimeter.«

Proba-3 blev sendt ud i rummet i slutningen af 2024 og har ifølge John Leif Jørgensen fungeret »fuldstændig perfekt og lært os en hel masse om Solen.«

Et usandsynligt sammentræf

Men i weekenden 14.-15. februar 2026 går noget pludselig galt.

Ifølge ESA’s egne undersøgelser begynder problemet i softwaren ombord. En kæderække af begivenheder, som helst ikke skal ske samtidig, gør det alligevel.

Og så i en weekend, hvor der ikke er nogen på arbejde i kontrolrummet til at opdage problemet.

»Den statistiske sandsynlighed for, at dette sæt af hændelser sker på samme tid, er så ekstremt lav, at det i praksis er umuligt. Og alligevel skete det,« oplyser ESA.

Hele situationen ender med at udløse en »kædereaktion,« som på godt dansk efterlader missionen i en slem kattepine. Nul kontakt til satellitten og et næsten fladt batteri.

»Hvis batteriet dør, er missionen slut,« fortæller John Leif Jørgensen.

»Men vi kan ikke bede satellitten om at vende solpanelerne den rigtige vej, for der er ingen kontakt. Radioen er slukket. Og satellitten spinner rundt derude, fordi den ikke er under kontrol.«

Får øje på satellitten

Satellitten, som er i problemer, er den såkaldte koronagraf – altså satellitten, som skal lave målinger og tage billeder af Solens korona, mens den anden satellit sørger for at lave solformørkelse.

»ESA spørger os, om vi kan finde ud af, hvor satellitten er henne. Og det kan vi gøre ved hjælp af den anden satellit,« siger John Leif Jørgensen.

»Vi kan ikke kommunikere med dyret, men ved hjælp af data fra den anden satellit kan vi se, at den er låst fast i et fladt spin, hvor solpanelerne peger i den forkerte retning.«

Heldigvis befinder begge satellitter sig i en bane omkring Solen, ligesom Jorden befinder sig i en bane om Solen.

Mens satellitterne flyver i kredsløb om Solen, sker der til missionens store held det, at satellitten pludselig når frem til en position, hvor Solens lys kan ramme solpanelerne.

»Som tiden går, kredser satellitterne stille og roligt rundt om Solen. Solen drejer sig en grad om dagen, og pludselig kommer panelerne om på solsiden,« forklarer John Leif Jørgensen.

'En stor lettelse'

Med lys på solpanelerne kan batteriet blive opladt tilstrækkeligt til, at radioen ombord bliver tændt.

Efter mere end en måned uden kontakt til koronagraf-satellitten er der nu endelig hul igennem.

»Det er fantastiske nyheder at høre fra koronagrafen igen og en stor lettelse,« lyder det 19. marts i en udtalelse fra Damien Galano, missionschef for Proba-3.

Selvom kontakten og kontrollen er genvundet, er Proba-3’s problemer imidlertid ikke løst.

Ombord på satellitten er der – ligesom på alle andre rumfartøjer – et ur, som løbende forsyner andre instrumenter med information om dato og klokkeslæt.

Det er for eksempel helt essentielt for, at satellitten kan navigere i forhold til stjernerne.

»Problemet er, at selve uret har været slukket, og da det tænder igen, kan det ikke finde ud af, hvad klokken er ombord. Det tror, at det er 1. januar 2000, så stjernebillederne passer ikke, og så kan satellitten ikke navigere,« forklarer John Leif Jørgensen.

»Så vi skal finde ud af, hvordan vi håndterer en tidsforskel på mere end 25 år. Det er af sikkerhedsmæssige årsager lavet sådan, at man ikke kan sende en kommando op og stille på uret.«

Får satellit tilbage til nutiden

John Leif Jørgensen og hans kolleger grubler løs på Jorden, mens Proba-3’s instrumenter langsomt vågner op efter deres månedlange søvn.

»Den løsning, vi finder på DTU, er, at vi har lavet systemet, så den ikke modtager tiden fra uret ombord, men i stedet modtager den hele tiden tidspunktet med lyssignaler fra den anden satellit,« siger John Leif Jørgensen.

»Det kommer til at redde missionen.«

Spørger man lektor og solforsker Christoffer Karoff, er det et held, at missionen ikke endte med et fejlslagent ur eller et dødt batteri.

Siden opsendelsen i slutningen af 2024 har missionen nemlig vist sig at kunne levere mere, end hvad lektoren havde forventet.

'Fantastisk' mission

»Det er en mission, som først og fremmest skal demonstrere, at teknologien og formationsflyvningen er mulig, og det har været en stor succes,« siger Christoffer Karoff, som er lektor ved Aarhus Universitet og ikke involveret i Proba-3-missionen.

»Det er fantastisk, fordi det baner vejen for, at fremtidige missioner også kan bruge samme koncept, ikke bare til at studere Solen men også andre stjerner og exoplaneter.«

For nylig udkom det første videnskabelige studie baseret på målinger fra Proba-3. Det viser, at solvinden bevæger sig hurtigere end ventet i den inderste del af Solens korona.

»Det er et ret interessant resultat. Og det er fedt, at en mission, som skal demonstrere en helt ny teknologi, også leverer videnskab. Det havde jeg ikke forventet,« siger Christoffer Karoff.