Mariann Albjerg arbejdede 30 år for NASA: »Jeg vil se os lande på Månen igen«

»Jeg kunne aldrig have planlagt den karriere, jeg fik.«

I 30 år arbejdede Mariann Albjerg på en af verdens mest eftertragtede arbejdspladser: NASA. Hun er til dato den højest placerede dansker.

I 10 år udlevede hun sin drøm om at sidde i NASAs kontrolrum, Mission Control, mens rumfartøjerne lettede fra Jorden og drog ud i det mørke rum.

I dag er den 76-årige Mariann Albjerg pensioneret fra NASA. Men livet med rumfart har hun ikke lagt bag sig. Mariann Albjerg er fuld af anekdoter fra sin tid i den amerikanske rumfartsorganisation, og så glæder hun sig til at følge med i fremtidens rumfart.

Stjernehimlen i Frederikssund

Fascinationen for rummet begyndte som barn med de funklende stjerner og hendes far i hånden. Mariann Albjergs far havde en rævefarm på Sjælland. Hans helt store interesse var stjerner, Månen og planeternes vandring omkring Jorden, han elskede at kigge på stjernehimlen.

»Min far og jeg var som pot og pande. Så jeg har siddet oppe i Frederikssund og kigget på stjerner med ham, fra jeg var helt lille,« siger Mariann Albjerg og husker tilbage på sin barndom i det nordøstsjællandske.

»Det blev helt mørkt deroppe, så vi kunne tydeligt se stjernehimlen og Mælkevejen«

Som årene gik, fastholdt den unge Mariann Albjerg fascinationen for stjernehimlen. Da hun i 1960’erne rykkede til København og ind på universitetet, fandt hun ud af, at stjernehimlen byder på langt mere end bare skønhed.

Hun læste på Danmarks Tekniske Højskole, i dag DTU, til kemotekniker, også kaldet procestekniker. Ikke den mest oplagte uddannelse for en kommende Mission Control-ansat.

Men på DTU kom hun til at arbejde sammen med fysikprofessoren Niels Ivan Meyer på nogle eksperimenter, der skulle sendes i kredsløb om Jorden ombord på NASA’s Space Shuttle. Hun lærte også om de raketter, der kunne sendes ud i rummet og endda sendes helt op til Månen.

En drøm blev til virkelighed

Da NASA skulle lande på Månen i 1969, var det derfor også med en meget spændt Mariann Albjerg foran sorthvid-fjernsynet.

Hun var 22 år og helt overvældet af den store begivenhed. Så overvældet at månelandingen fulgte hende helt ind i soveværelset.

»Jeg drømte, at jeg gik i Mission Control,« siger hun.

I drømmen sad hun i kontrolrummet og hjalp Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins på deres måneekspedition.

Mariann Albjerg var nok ikke den eneste, der drømte sig ind i NASAs fortryllende rum-verden den nat. Men modsat alle de andre stod hun nogle år senere i Mission Control og gjorde drømmen til virkelighed.

»Drømmen kom pludselig tilbage til mig, da jeg stod derinde. Jeg har været her før, sagde jeg til min NASA-chef. Nå, sagde han.«

»Men det virker altså mindre, end når man ser det på fjernsynet,« svarede hun så.

To statsborgerskaber

Adgangsbilletten til NASAs kontrolrum kom af hårdt arbejde, men begyndte ved en tilfældighed.

Hendes mand blev i 1978 forflyttet til Houston, Texas, i USA. Da han viste sin kommende arbejdsplads på et kort, fandt hun noget bekendt og vidste med ét, hvad hun skulle i USA.

»Jeg spurgte, hvad er det, der ligger ved siden af dit arbejde? Det er NASA, sagde han. Så sagde jeg, dér skal jeg arbejde så,« fortæller hun.

Karrieren havde inden da aldrig haft kurs mod NASA.

Arbejdet på DTU og indsigten i NASA, som kom med deres eksperimenter, blev nu en klar fordel. Det samme var de stærke anbefalinger fra professoren.

En lige så stor fordel var, at hendes nabo i Clear Lake, syd for Houston ved NASA Johnson Space Center, arbejdede for Ford Aerospace, en underleverandør til NASA. Han havde ansvar for at udvikle Mission Control fra Apollo til Space Shuttle. Da de var landet i Houston, faldt de i snak over hækken, og han sagde:

»Vi skal ansætte flere kvinder, flere indfødte amerikanere og flere afroamerikanere. Jeg synes, du skal søge, når du er parat. Så skal jeg nok sørge for, at din ansøgning rammer det rette skrivebord,« beretter hun.

Det var vejen helt ind i Mission Control, hvor hun kunne hjælpe astronauterne på deres missioner, præcis som hun gjorde i månedrømmen.

De næste ti år arbejde hun for Ford Aerospace. Et krav for ansættelse var, at man videreuddannede sig til aerospace-ingeniør, en uddannelse, som University of Houston sammen med NASA havde udviklet.

Det eneste, hun manglede nu for at være direkte ansat af NASA, var amerikansk statsborgerskab, som et NASA-job kræver.

Da det amerikanske statsborgerskab så tjekkede ind ad døren i Houston i 1988, var hun i den grad klar til det næste store skridt.

Six-pack, cigarer og cigaretter

Mission Control-drømmen gik i opfyldelse. Arbejdet i det famøse kontrolrum med astronauterne var både underholdende og fagligt spændende. Hendes kolleger var lige så passionerede for rummet, som hun var. Og så havde de været en del af historiens vingesus.

»Det var stadigvæk de mennesker, der havde sendt astronauter til månen, der arbejdede der. Du kunne ikke betale dem for at holde op,« siger Mariann Albjerg.

Men et arbejde med astronauter er også intenst og tillader ikke, at der sker fejl.

Mariann Albjerg husker hendes tredje flyvning i Mission Control.

»Jeg skulle sende nogle kommandoer, der skulle starte et eksperiment og starte nogle optagelser. Jeg sendte kommandoerne, og jeg fik ikke de rigtige svar, så jeg kunne ikke se, om de var gået i gang.«

»Jeg sendte dem igen, og sendte dem igen. Jeg slog forbindelsen fra, og sendte dem igen. Der skete ikke noget,« fortæller hun.

En mellemfornøjet chef kom over til hende og sagde, at hun havde sendt forkerte kommandoer op, hvilket kan være fyringsgrundlag i NASA.

Nogle uger efter kom hun til sit skrivebord på kontoret og så en post-it-seddel med et smilende ansigt, hvor der stod, at hun ikke havde gjort noget forkert.

En drivrem på båndoptageren ombord på the Space Shuttle var gået i stykker, hvilket ikke kunne være sket i Mission Control. Med undskyldning fulgte en six pack, husker en grinende Mariann Albjerg.

»Dem kunne jeg så tage med hjem, for man drak altså ikke på NASA. NASA var et alkoholfrit område.«

Men der blev vel røget en del cigaretter?

»Ja, ja, cigaretter blev der røget mange af dengang på NASA. Selv om jeg ikke røg, deltog jeg i traditionen med at ryge en cigar efter en succesfuld landing af den allerførste Space Shuttle STS-1 i MCC,« siger hun med et smil

Challenger-ulykken

Et arbejde med rumfart har også sine nedture. Året 1986 var et af de største, både for Mariann Albjerg personligt og for NASA.

Hun var rejst til Hawaii med sin mand for at holde ferie. Samme dag skulle Challenger-rumfærgen sendes på mission.

En af astronauterne ombord på rumfærgen var fra Hawaii. Challengeren skulle lette over Atlanterhavet og over Europa, så astronauten og Mariann Albjerg jokede med, at mens hun var fløjet til Hawaii, hvor astronauten kom fra, var han fløjet til Europa, hvor hun kom fra.

Sådan skulle opsendelse dog ikke gå. Kun 74 sekunder efter opsendelsen eksploderede rumfærgen. De syv astronauter ombord var omkommet.

»Det første, jeg hørte, var, at de talte om Space Shuttleen i datid. Så vidste jeg jo godt, det var helt galt, og kort tid efter så jeg billeder,« siger hun.

Når man arbejder i Mission Control og har en dagligdag med astronauter, udvikler man et meget tæt venskab, der bliver som en familie, fortæller den mangeårige NASA-ansatte. Dem mistede hun så med et fingerknips:

»Man kan ikke træne sig til at miste syv af sine gode venner«

Hun husker særligt Christa McAuliffe, der skulle være den første skolelærer i rummet. Kun ti dage før opsendelsen sad de sammen og forberedte den præsentation, som skulle sendes ud til nationen fra Space Shuttleen i 400 kilometers omkreds fra Jorden.

»I over to år fløj vi ikke. Da vi endelig skulle opsende igen, blev jeg faktisk inviteret med af de næste crew, som også var mine rigtig gode venner, til at se opsendelsen fra Kennedy Space Center. Og det var jo en fantastisk oplevelse at se en vellykket opsendelse af Discovery efter mere end to års pause,« siger hun.

Månen tur-retur

Man skal ikke prikke eller stikke meget i Mariann Albjerg, før hun deler ud af sit arkiv af NASA-anekdoter.

Men fremtiden for rumfarten er mindst lige så spændende, påpeger hun:

»For 100 år siden fløj Wright-brødrene på Jorden, nu flyver vores helikopter rundt på Mars. Det er jo helt vildt at tænke på,« siger hun med henvisning til NASA's Ingenuity-helikopter, der har gennemført 67 flyvninger på Mars.

Personligt glæder hun sig til at se, at vi igen skal lande på Månen. Det er underligt, at man skal være mere end 50 år gammel for overhovedet at have været i live, da vi senest var på Månen, mener hun:

»Jeg vil se os lande på Månen igen,« lyder det stædigt.