Kender du den danske virksomhed i Odense, der laver rum-cykler til astronauterne?

Da Challenger-rumfærgen sprang i luften kun 73 sekunder efter opsendelsen fra Cape Canaveral i Florida i 1986, omkom hele besætningen på 7 astronauter.

Tragedien kan føres tilbage til en teknisk fejl i en lille gummiring: Den såkaldte O-ring. Udover de 7 astronauters liv kostede den defekte O-ring NASA over en milliard dollars.

Rumfarten er rig på historier med bittesmå fejl, der har ført til kolossale katastrofer.

Derfor sker det med sans for de mindste detaljer, når de 30 ansatte hos den danske rumvirksomhed Danish Aerospace Company A/S designer, producerer og samler rum-udstyr til alverdens rummissioner.

»Det er ikke ligesom i Elgiganten,« siger direktør Thomas A. E. Andersen til Videnskab.dk, der har besøgt virksomheden i et søvnigt industrikvarter syd for Odense:

»Hvis et udstyr går i stykker, køber man ikke bare et nyt. Og selvom der er mange, der gerne vil op og servicere vores udstyr, så kan du ikke bare sende nogen op og servicere det hele tiden. Så der er rigtig meget stolthed i at bygge noget udstyr til NASA, der kan holde og har kvalitet,« fortsætter han bag et par tynde briller og et gråt overskæg.

I 1993 sendte Danish Aerospace Company sine første produkter i rummet: et respirationssystem til rumfærgen Columbia og senere samme år en motionscykel til rumfærgen Endeavour.

Siden da har rumvirksomheden sendt over 3,2 tons produkter - svarende til tre gennemsnitlige personbiler - i rummet på europæiske, amerikanske, russiske og japanske rumraketter.

Således har de udrustet rumagenturer og astronauter med gasflasker, iltmålere, medicinsk måleudstyr, frysere og motionscykler. Og de har meget mere udstyr på vej til affyringsramperne til fremtidige rummissioner.

35 år i den storslåede rumfart

Star Wars-titelmelodien fylder pludseligt kontoret og afbryder interviewet. Thomas A. E. Andersen fisker sin telefon frem, afviser opkaldet, og så er melodien væk igen.

»Jeg kan huske Apollo 15 med den første bil på Månen i 1971, som jeg så på sort-hvid tv hjemme hos mine forældre. Det er den første rum-begivenhed, som jeg husker helt tydeligt,« mindes direktøren, der dengang var en knægt på syv år.

På et møbel titter den rød- og hvide Tintin-raket frem. Star Trek-stjerneskibet Enterprise, TIE fighters fra Star Wars, Lego-rummodeller og endeløse fotos fra Den Internationale Rumstation pryder væggene i virksomheden.

Som livslang rum-nørd udlever Thomas A. E. Andersen en eller anden form for drøm, fornemmer man.

Han har været i tæt kontakt med rigtig mange astronauter, NASA-folk og den storslåede rumfart gennem de 35 år, han har været i Danish Aerospace Company.

»Hver gang de store rumfartsbegivenheder finder sted, er det jo spændende. Som da SpaceX sendte deres Starliner op. Alle de her ting er spændende for os, fordi vi kender baggrunden, vi kender kompleksiteten, og vi ved, hvor svært og farligt det er,« fortæller Thomas A. E. Andersen. der ikke dvæler ved de store rumfarts-historiske vingesus, han har befundet sig tættere på end de fleste.

Glas, PVC og skarpe hjørner

I stedet lyser Thomas A. E. Andersen op, når han taler om ingeniør-nørkleriet og de tekniske udfordringer ved at lave produkter til rumfarten. »Det er teknikken i det, og de muligheder, det giver, som bliver ved med at fascinere mig,« som han siger:

Især et ekstremt fokus på sikkerhed i alle design- og produktfaser adskiller for alvor rumfarten fra den jordbundne produktion.

»Alt, hvad vi bygger, skal igennem en ekstrem sikkerhedsgodkendelse. Det er alt fra materialevalg, over skarpe hjørner, til at produktet ikke afgasser, der skal overvejes,« siger han og fortsætter:

»Glas er bandlyst i rummet. Hvis du tager glas med i rummet, og det går i stykker, falder det ikke på gulvet men svæver rundt. Derfor kan man hurtigt snuse glasskårene ind, og det er farligt,« fortæller Thomas A. E. Andersen.

»PVC (Polyvinylchlorid, som er et af de mest anvendte plastmaterialer, red.) er bandlyst i rummet. Ikke på grund af miljøhensyn, men fordi det afgiver klor. Når det brænder, så drypper det og spreder sig, og det ryger. Elektronik skal laves, så astronauterne ikke risikerer at få stød af det, og så det ikke forstyrrer radiofrekvenser og andre livsvigtige signaler.«

Over 170 astronauter har brugt deres rumcykler

Mens Thomas A. E. Andersen taler, har firmaet 350 kilo instrumenter og udstyr svævende over sig på Den Internationale Rumstation (ISS), hvor syv astronauter kredser om Jorden 16 gange om dagen.

Firmaet står blandt andet bag motionscyklerne på rumstationen, som de har leveret siden 2001, hvor de har været brugt af mere end 170 astronauter.

Thomas A. E. Andersen stopper op ved et foto af NASA-astronauten Anne McClain, der svæver rundt mellem et rod af ledninger og kabler og smiler med korslagte arme på Den Internationale Rumstation.

»Kigger du godt efter, så kan du faktisk se vores cykel hernede,« siger Thomas A. E. Andersen og peger på et par metalstænger, hvor der er monteret en hvid pude.

»Der er ikke nogen sadel eller styr, men der er en rygstøtte. Og så er der nogle håndtag i siderne, astronauterne kan holde fast i, når de cykler, og så bruger de kliksko - ligesom cykelryttere,« forklarer han og peger videre på billedet oppe bag ryglænet.

»Hvis de lige virkelig giver den gas, vil hele rammen rumcyklen er monteret på viberer og støde sammen med vægbeslaget, så er den certificerede astronautløsning to sammenrullede sokker, som de lægger i spænd heroppe. Så undgår de, at vibrationerne fra cyklen forplanter sig og skader eller påvirker andet udstyr.«

Ingen mission uden motion

En loddefejl på en motionscykel får næppe en rumstation eller rumfærge til at eksplodere. Alligevel er det helt afgørende, at cyklerne er fuldstændigt fejlfrie, fortæller Thomas A. E. Andersen:

På grund af den manglende tyngdekraft skal astronauter på en rumstation motionere to og en halv time hver dag bare for at få den samme motion, som du og jeg får af at være og bevæge os rundt på Jorden:

»Hvis ikke de motionerer, så mister de op imod 13 procent af deres knoglemasse og 25 procent af deres muskelstyrke. Når man mister knoglemasse, så bliver det til kalk, og det går kun ét sted hen, og det er i nyrerne, og så får man nyresten,« fortæller direktøren.

»Hvis astronauterne ikke kan motionere i 14 dage, så skal de vende hjem. Det vil sige, at motionsudstyret bare skal virke. Hvis intet af motionsudstyret virker, kan det afblæse en hel rummission,« forklarer Thomas A. E. Andersen.

Cykelproducent ved et tilfælde

Motionscyklen er med tiden blevet Danish Aerospace Companys største sællert. Men faktisk kom de ind i rumcykel-branchen ved et tilfælde.

»ESA (Det Europæiske Rumagentur, red.) oplyste, at de også skulle bruge en cykel, men det havde vi ikke så meget forstand på, på det tidspunkt. Kravet blev dog, at hvis vi ville have den her kontrakt, så måtte vi bygge en rumcykel,« fortæller Thomas A. E. Andersen.

Deres rumcykler har nu været brugt på rumstationen i over 20 år, på den russiske rumstation Mir og på samtlige rumfærge-flyvninger fra 1993 til deres pension i 2011.

»Det er på en måde ‘bad for business’, at de ikke har skulle udskiftes særlig tit. Men det giver en form for blåstempling, og det viser, at det vi kan levere i Danmark, det er faktisk kvalitet,« siger Thomas A. E. Andersen.

I år skal de gamle cykler dog endelig pensioneres. Også selvom de stadig virker upåklageligt.

»Vi har solgt cykler til NASA siden 1992, hvor de har fløjet på rumfærger, og vi har solgt til rumstationen. Det var tiden til en ny generation med ny teknologi. Så til sidst har vi dog været derhenne, hvor vi skulle på eBay for at finde nogle af komponenterne, fordi de ikke længere fremstilles, men det holder jo ikke på den lange bane.«

Specielt ikke, tilføjer Thomas A. E. Andersen, hvis du er AS9100-certificeret, som det hedder, hvis du er kvalitetsgodkendt til at levere produkter, der lever op til internationale fly- og rumfartsstandarder.

»Og vi er AS9100-certificeret, men det er ret svært at certificere en leverandør, som hedder eBay. Så det vil sige, at der var behov for en ny cykel med den nyeste teknologi,« siger han.

Andreas Mogensen tager ny cykel med på rumstationen

Når Andreas Mogensen sætter kurs mod ISS senere i 2023, skal han derfor benytte den nye rumcykel fra Danish Aerospace Company ombord på ISS.

»Det er cyklen her,« siger Thomas A. E. Andersen og gestikulerer mod rumcyklen, der til forveksling ligner en almindelig kondicykel. Han viser rundt i deres ‘Space Lab’- laboratorium, hvor produkterne testes, inden de sendes videre til kunder og raketterne.

Den nye rumcykel kan blandt andet trække 500 watt fremfor 350 watt som den gamle.

»Der har været 12-15 astronauter, der under træning på Jorden har vist, at det ikke er nok med 350 watt. Men kun en astronaut har bevist det i rummet. Så må vi så se, hvor mange astronauter, der når op til 500 watt på rumstationen,« lyder det fra Thomas A. E. Andersen med en vis skepsis.

Cyklen har taget over tre år at gøre færdig, tilføjer direktøren:

»Vi havde udviklet vores prototype efter et par år. Og så tager det cirka halvandet år fra NASA bestiller den, til vi har bygget og testet og kan sende den ud af døren.«

Det er jo lang tid, når man tænker på, at det er en motionscykel?

»Det er det jo, men du går jo ikke bare lige ind på et eller andet online-katalog og bestiller en rumcykel. Alle dele er primært specialfremstillet aluminium eller rustfrit stål. Plastik går ikke, for det revner og knækker. Og alt skal loddes i hånden,« siger Thomas A. E. Andersen, der tilføjer, at mange glemmer, at man ikke kan nøjes med at pakke rumskibet med hverdagsprodukter fra livet på Jorden:

»Min svigerfar havde svært ved at forstå, hvorfor man skulle bygge en fryser til rummet, som vi også har været med til. Der findes jo masser af gode frysere. Men frysere er baseret på konvektion (at let varm luft stiger op og den kolde tungere luft falder ned, red.), som er baseret på tyngdekraft. Så det duer bare ikke i rummet.«

»Og sådan er det med rigtig mange ting. En kaffemaskine er baseret på tyngdekraft. Vores toilet og bruser er baseret på tyngdekraft. Vi er så indoktrineret med at være i tyngdekraften, at vi glemmer, hvor anderledes alt er, når man bor i rummet,« siger Thomas A. E. Andersen.

Vejleder astronauterne

Fra ‘Space Lab’ fører Thomas A. E. Andersen videre til Danish Aerospace Companys helt eget kontrolrum ‘Mission Control Odense’ - en slags miniature-version af de store computer-fyldte rum, som du sikkert genkender fra NASA’s store rum-opsendelser:

En skærm følger Den Internationale Rumstations kredsløb om Jorden, en anden følger kameraerne på rumstationen som i reality-tv, og en tredje følger de syv astronauters kalender time for time. Fem ure viser klokkeslættet fra Houston, Florida, Danmark. Moskva og rumstationen, der kører på London-tid.

Kontrolrummet bruges 3-5 gange om måneden, oplyser Thomas A. E. Andersen. Primært til at overvåge og vejlede astronauterne på rumstationen, når de bruger firmaets udstyr, til at teste deres helbred eller udføre medicinske forsøg:

»Når de ånder i vores udstyr, så får vi tallene og kurverne direkte ind på skærmen der,« forklarer Thomas A. E. Andersen og peger på en af de tændte computerskærme.

»Det er lidt mærkeligt, at man sidder og snakker med en, der flyver rundt om Jorden. Der var et medicinsk forsøg, hvor det - på grund af databeskyttelse - skulle være helt fortroligt, hvad vi snakkede om, når vi vejledte dem, fordi det omhandlede medicinske data. Så ikke engang NASA kunne høre, hvad vi talte med dem om,« fortæller Thomas A. E. Andersen.

Columbia-katastrofen satte sine spor

Gennem de 35 år firmaet har eksisteret, har Thomas A. E. Andersen været i tæt kontakt med astronauterne, når de har skullet teste deres udstyr og trænes i at bruge det. Oftest har det været udramatisk, men én oplevelse har gjort et kæmpe indtryk på den ellers rolige mand.

Da Columbia-rumfærgen 1. februar 2003 vendte tilbage mod Jorden efter 16 dage i rummet, havde Danish Aerospace Company »rigtig meget udstyr ombord«, fortæller Thomas A. E. Andersen og derfor havde han også haft meget med de 7 astronauter at gøre.

»Jeg havde været ovre at træne astronauterne i løbet af halvandet år. Jeg har været i biografen med dem. De har haft mig inde i rumfartsimulatoren, hvor jeg prøvede en opsendelse og alt sådan noget.«

Så Thomas A. E. Andersen var på plads i Kennedy Space Center i Florida og klar til at måle på astronauterne efter hjemkomsten, da rumfærgen pludseligt eksploderede:

»Man plejer at kunne høre det her dobbelt brag, når rumfærgen gennembryder lydmuren og vender tilbage. Braget kom bare ikke. Og så ved du godt, at rumfærger - de bliver ikke forsinkede. Det sker ikke, når de først har forladt deres kredsløb.«

»Så bliver det hele lukket ned, og familierne bliver kørt ind med politieskorte ude fra landingsbanen. Der går seks timer, inden vi kan få lov at forlade bygningen. Det er klart, at det sætter sine spor, når nogle af dem, du har trænet og kendt, ikke kommer hjem igen.«

Nye tider i rumfarten

Siden Columbia-tragedien i 2003 er der - heldigvis - ikke sket store katastrofer i rumfarten, minder Thomas A. E. Andersen om. »7-9-13,« tilføjer han.

»Richard Bransons Virgin Galactic havde i 2014 en flyvning med deres rumfly, der crashede, og der omkom en af piloterne, den anden overlevede. Det er sådan set den seneste rum-relaterede ulykke«.

Netop Virgin Galactic, SpaceX og Blue Origin peger mod en ny tid i rumfarten, hvor store private virksomheder for alvor har gjort sit indtog i branchen.

Det betyder også, at der er flere kunder i butikken hos Danish Aerospace Company. I 2022 lukkede Danish Aerospace Company en aftale om at levere træningsudstyr til Axiom Spaces kommercielle rumstation, der er den første af sin slags i verden.

»For 10 år siden havde jeg jo kunnet fortælle dig om de fantastiske to kunder, vi havde i ESA og NASA. Gennem mine 35 år i branchen er der aldrig sket så meget, som der sker lige nu,« siger Thomas A. E. Andersen.

Han er også netop vendt hjem fra en rumfarts-konference i Houston - rum-mekka-byen i Texas, hvor Danish Aerospace Company åbnede et kontor i 2017 - da Videnskab.dk møder ham.

»Vi er nødt til at være der, hvor det sker. Og det er i USA, at det sner inden for bemandet rumfart i øjeblikket, og det går meget stærkt,« siger han.

Han kan snart fejre 35. års jubilæum i firmaet, hvor han begyndte i 1988 som nyuddannet ingeniør fra DTU. Bliver han aldrig træt af det?

»Jeg har da tit tænkt på andre mennesker - som min kone - der engang imellem søger andre jobs. Men når du glæder dig til at gå på arbejde hver dag, og synes det er sjovt, så bliver man selvfølgelig der,« slutter Thomas A. E. Andersen.