For nogen tid siden blev det meddelt, at Rusland og Kina ville indlede et samarbejde i rumfarten med det mål at opbygge en fælles månebase nær Månens sydpol.
Man kan måske undre sig lidt over, hvad Kina kan få ud af samarbejdet.
For mens kineserne i de senere år har været på banen med både deres Chang’e-måneprogram, opbygningen af Kinas første rumstation og endda har opsendt deres første rumsonde til Mars, så har det russiske rumprogram ikke været særligt aktivt.
Og hvad angår udforskning af Månen, så blev den sidste russiske månesonde, Luna 24, der hentede lidt månestøv hjem, opsendt i 1976.
Og i de senere år har russerne bogstavelig talt ikke opsendt rumsonder – hvilket er meget usædvanligt i et moderne rumprogram.
Fem af de seks store rummagter har rumsonder som en vigtig del af deres rumprogrammer. Kun Rusland falder udenfor.
Rumalderen blev indledt med en række russiske triumfer
Denne stilstand er en stor forskel fra den langt mere glorværdige begyndelse på den russiske rumfart.
Ved rumalderens start i 1957 var der kun to rummagter i verden, det daværende Sovjetunionen og USA.
Vi oplevede rumfartens første år som en sand duel om at komme først. Og her fejrede russerne en række triumfer.
I 1957 kom russerne amerikanerne i forkøbet med Sputnik 1 – verdens første satellit – og i 1959 var de tre Luna-sonder de første, der nåede frem til Månen. Luna 3 gav os endda det første billede af Månens bagside.
Siden fulgte den bemandede rumflyvning, hvor Gagarin i 1961 blev det første menneske i rummet. Og Valentina Thereshkova blev i 1963 den første kvinde på rumflyvning, mens Alexei Leonov i 1965 var det første menneske på rumvandring.
Hver gang var amerikanerne en smule bagefter. Det gav dengang et indtryk af russerne som næsten uovervindelige i rummet.
Baggrunden skal søges i begivenheder i årene efter 2. verdenskrig, hvor russerne ligesom amerikanerne havde sikret sig en god del af de tyske V2-raketter, udviklet af den førende ekspert Wernher von Braun.
Det lagde grunden til de første rumraketter.
Dertil kom, at de første russiske succeser i rummet må tilskrives den ualmindeligt visionære og dygtige ingeniør Sergei Korolev, der udviklede de første russiske rumraketter og stod i spidsen for det russiske rumprogram frem til sin alt for tidlige død i 1966.
Det russiske rumprogram er i krise
Den aktuelle situation er helt anderledes. Der er ingen tvivl om, at det russiske rumprogram for tiden er i en form for krise. Det gælder ikke mindst økonomien.
\ Læs mere
I mange år har der været et vellykket samarbejde mellem USA og Rusland om Den Internationale Rumstation, ISS, hvor man deltes om transporten frem og tilbage fra ISS.
Men i 2011 fløj den amerikanske rumfærge sin sidste tur, og da amerikanerne ikke havde tænkt i rettidig omhu, var det nødvendigt at henvende sig til Rusland og købe pladser til de amerikanske astronauter ombord på Soyuz-kapslen.
Og her tog russerne sig godt betalt, da de jo havde monopol på bemandede opsendelser.
NASA har i perioden fra 2006 og frem til nu betalt i gennemsnit 56 mio dollar for et sæde ombord på det tre mands Soyuz rumskib.
I 2006 gav NASA 21 millioner dollar, men ved den sidste handel i 2020 var prisen kommet op på 90 millioner dollar. Til sammenligning koster en plads på SpaceX Dragon-kapslen omkring 23 millioner dollar, hvis den er fuldt bemandet med de 7 mand, den kan rumme.
Så NASA håber nu, at de har købt den sidste plads hos russerne. I alt har amerikanerne købt 71 Soyuz-sæder til en samlet pris omkring 4 milliarder dollars. Modsat har det været en væsentlig indtægtskilde for russerne, idet rumprogrammet har store økonomiske problemer.
Hertil kommer, at Putins annektering af Krim halvøen i 2014 har medført betydelige restriktioner, der ligeledes har ramt den russiske økonomi hårdt.
Ruslands rumhavne har også problemer
Rusland har tre rumhavne, hvorfra langt de fleste russiske opsendelser finder sted. Plesetsk Kosmodronen er en mindre rumhavn langt mod nord i Arkhangelsk området.
Den bruges mest til opsendelse af satellitter til polare baner, og den sorterer under det russiske forsvarsministerium.
Den mest kendte er Baikonur Kosmodromen, der ligger i Kasakhstan, og hvorfra Andreas Mogensen blev opsendt i 2015. Det har været russernes helt centrale rumhavn siden rumalderens start, hvor den jo befandt sig i det daværende Sovjetunionen.
Men nu er Kasakhstan en selvstændig stat, og meget naturligt tager landet sig dyrt betalt for leje af Baikonur-området.
Hertil kommer, at rumhavnen ikke er alt for godt vedligeholdt af russerne selv, så meget er i forfald, deriblandt den berømte hytte, hvor Jurij Gagarin overnattede før sin rumflyvning.
Den nye rumhavn Vostochny i det fjerne Sibirien
Derfor var det meget naturligt for russerne at planlægge opførelsen af en helt ny og moderne rumhavn.
Det er man da også begyndt på, efter at Præsident Putin allerede i 2010 havde bebudet, at man nu ville gå i gang med at skabe Ruslands største og mest ambitiøse rumhavn.
\ Læs mere
Det blev begyndelsen på Vostochny Kosmodromen, der ligger i det yderste østlige område af Sibirien.
Og det var bestemt ikke let at motivere arbejdskraft i form af ingeniører og teknisk personale til at drage så langt bort fra ’begivenhedernes centrum’ i Moskva og omegn. Fænomenet er velkendt fra andre lande – heriblandt os selv.
Så det gik trægt med byggeriet, og den første opsendelse fra Vostochny fandt først sted i 2016. Rumhavnen er langtfra færdig opbygget.
Udover beliggenheden er det store problem en omfattende korruption og kriminalitet samt andre skandaler, som så ofte rammer det nuværende Rusland.
Lederen af det russiske rumprogram, Roscosmos, er Dmitry Rogozin, der tidligere har været vicepremierminister.
Han har fået hård kritik både for sin håndtering af rumprogrammet og især af den nye rumhavn.
Hårde ord er således kommet fra den russiske systemkritiker og oppositionsleder Alexei Navalnyj, som vi efterhånden kender ganske godt herhjemme.
\ Læs mere
I en 13 minutter lang video har Navalnyj kritiseret både Putin og Rogozin for korruption og anden kriminalitet i forbindelse med Vostochny-projektet.
Således fortæller han i videoen, at byggeomkostningerne på få år er fordoblet fra 150 til omkring 300 milliarder rubler – svarende til fra 2,3 til cirka 4,7 milliarder dollars.
Og årsagen er kriminalitet og korruption, hævder Navalnyj. Planlagte affyringsramper bliver ikke opført, bygninger bliver ikke færdiggjort, og så kniber det endda med at få råd til fjerne affald fra rumhavnens arbejdspladser.
Du kan se Alexei Navalnys video om Roscosmos i videoen herunder. Husk at klikke engelske undertekster til i menuen i bunden
Også Ruslands premierminister, Dmitry Medvedev, har med hårde ord kritiseret Rogozin for sin ledelse af Roscosmos og specielt den lemfældige opbygning af Vostochny-rumhavnen:
»Hold op med at gå og prale af, hvor godt det går, og hvor vi vil flyve hen i 2030 … Snak mindre, og udret mere…«
Vi får også et bud på, hvad pengene blandt andet bruges til. Således modtager Rogozin selv en urimeligt høj årsløn omkring 460.000 dollar. De ledende ingeniører må til gengæld klare sig med omkring 10.000 dollars årligt.
Og Rogozin har efter sigende ikke noget problem med selv at anvende de mange penge. Han har købt en stor luksus Datja nord for Moskva, ligesom han også gør sig i dyre biler som en Mercedes-Benz, mens konen har fået en Range Rover.
Til sammenligning tjener NASA’s leder godt 185.000 årligt, mens gennemsnitslønnen for NASA’s ingeniører ligger omkring 80.000 dollar årligt. Man bemærker, at der er kortere fra top til menig i USA.
Navalnyj slutter sin kritik med noget af en salut. Det forlyder, at Rogozin har foreslået at udskifte navnet Vostochny og i stedet opkalde den nye rumhavn efter Putin.
God ide siger Navalny: »Sådan et fallitprojekt, det har taget adskillige år ikke at få bygget færdigt, og hvor omkostningerne er fordoblet, og milliarder er forsvundet undervejs. Sådan et projekt fortjener bestemt at bære Putins navn.«
Det bør lige nævnes, at Navalnyj i skrivende stund er arresteret og afsoner i en russisk fangelejr i byen Pokrov, hvor han efter en sultestrejke har været i så dårlig helbredstilstand, at han måtte under behandling.
Seneste melding er ifølge Politiken, at Navalnyj siger, at han vil begynde at indstille sin sultestrejke, efter at de læger, som har tilset Navalnyj, indtrængende har opfordret ham til det, da han ellers risikerer at dø.
Der er i alt gennemført fem opsendelser fra Vostochny i perioden 2016 til 2019, heraf fire vellykkede. Den seneste opsendelse fandt sted 5. juli 2019, hvor vejrsatellitten Meteor-M2 blev sendt i bane over Jorden.
Sovjetunionens fald var begyndelsen på problemerne
Den russiske industri og rumfart endte i en dyb krise efter Sovjetunionens opløsning, hvor midlerne til rumprogrammet faldt med 80 procent, og industrien mistede mange arbejdspladser.
Det har taget lang tid at komme sig over denne overgang og få etableret et rumprogram påny.
Et trist eksempel på forfaldet er overgået den russiske rumfærge Buran, der blev udviklet og bygget i 1980’erne. Buran nåede kun at flyve en enkelt gang i rummet i 1988.
Der blev ikke råd til mere, så derefter blev Buran anbragt i en hangar i Baikonur-rumhavnen. En dag i maj 2002 kollapsede taget på hangaren og faldt ned over Buran.
Det blev slutningen på det rumfærgeprojekt.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Det russiske Asat-våbensystem ligger ikke stille
Der er dog et område, der ikke får lov at forfalde, og hvor der stadig findes midler. Det er det russiske rumforsvar.
To uafhængige rapporter fra 2020 er begge kommet frem til, at det russiske rumforsvar er blevet mere ’aggressivt’ i de senere år.
Her tænkes på udvikling og opsendelser af satellitter beregnet til at beskadige eller direkte ødelægge andre satellitter. De kaldes normalt bare for ASAT våben, hvor ASAT naturligvis står for Anti Satellit.
Det kan ske på flere måder. Siden 2010 har russerne øvet sig i at nærme sig fremmede satellitter – både i lav bane og i den geostationære bane.
Og hvis man kommer tilstrækkelig tæt på en fremmed satellit, er det muligt både at blænde spionkameraer og forhindre elektronisk overvågning. I værste fald kunne man også direkte beskyde og ødelægge fjendtlige satellitter.
Det er metoder, der leder tanken tilbage til den kolde krig.
Den russiske rumfarts storhedstid
Russisk rumfart fortjener dog også at blive husket for nogle vellykkede projekter.
Et af dem var Venus-projektet, hvor en serie på mindst 17 rumsonder blev sendt mod planeten Venus i årene 1961 til 1986.
Russerne ønskede at udforske den skydækkede planet. Og de havde stor succes med flere af sonderne, der radarkortlagde planeten eller landede og tog billeder direkte fra overfladen.
Da der er omkring 490 grader varmt på overfladen af Venus, var det virkelig en bedrift, at enkelte af rumsonderne kunne overleve helt op til to timer, før elektronikken brød sammen.
Venus-programmet blev afsluttet i 1986 med opsendelsen af de to Vega rumsonder, der fløj forbi Venus på vejen mod Halleys komet.
Mindre held havde russerne, da de forsøgte at sende rumsonder mod Mars i årene 1962 til 1973.
Den første var Mars 1, som man hurtigt mistede kontakten til. Den fløj forbi Mars i en afstand på 193.000 km og endte sine dage i bane om Solen.
Mars 3 nåede at sende et 20 sekunder langt signal fra overfladen, før man mistede kontakten.
Mars 5 var nok den mest vellykkede. Den gik i bane om planeten og sendte et beskedent antal billeder hjem.
De vellykkede russiske rumstationer
Mens amerikanerne efter månerejserne brugte store ressourcer på Rumfærgeprojektet, opsendte og vedligeholdt russerne en serie på syv vellykkede rumstationer ved navn Salyut i årene 1971 til 1991.
Med disse rumstationer lærte russerne for alvor, hvordan det er at arbejde og opholde sig i længere tid i rummet.
Og i 1986 blev Mir-rumstationen opsendt og konstant udbygget med nye moduler, indtil den efter 15 år i rummet var udtjent og til russernes store sorg brændte op i atmosfæren i 2001.
Men undervejs kom mange russere på lange ophold i rummet, ligesom der efterhånden også blev inviteret gæster.
I første omgang fra østlandene som Østtyskland, Ungarn og Tjekkoslovakiet, og senere fik også amerikanere mulighed for langtidsophold i rummet, så de kunne holde træningen ved lige i den lange periode, før Den Internationale Rumstation ISS kom til fra 1998.
Samarbejdet om ISS
Både russere og amerikanere havde stort udbytte af den træning de fik på de russiske rumstationer. Dermed blev det en god optakt til det senere samarbejde på ISS.
På den mere positive side har der været et ganske udmærket samarbejde omkring ISS, Den Internationale Rumstation, lige siden begyndelsen i 1998, hvor en russer og en amerikaner mødtes på de to første moduler af rumstationen, russiske Zarya og amerikanske Unity, og frem til nu.
Gennem alle år har USA og Rusland i forening taget sig af alle opsendelser af astronauter og kosmonauter fra medlemslandene.
Lad os blot nævne et eksempel fra det gode samarbejde undervejs, som da den russiske kosmonaut Mikhail Kornienko og den amerikanske astronaut Scott Kelly i 2015-16 var på et fælles langtidsophold i rummet, idet de opholdt sig tæt på et år ombord på ISS.
ISS lakker mod enden
Det russisk -amerikanske samarbejde om ISS ser nu ud til at nærme sig sin afslutning, alene af den grund, at rumstationen nu er over 20 år gammel, og at projektet derfor vil afsluttes engang i løbet af 2020’erne.
I fællesskab er begge parter dog stadig enige om, at der altid skal være mindst en russer og mindst en amerikaner ombord på ISS for at kunne betjene udstyr og instrumenter i deres egne moduler.
Endelig har russerne også på det seneste fået den ide – mod god betaling – at få en turist på besøg på ISS, som ovenikøbet skal tilbydes en rumvandring med kyndig ledsager.
Ingen tvivl om, at det vil give god presse og gode penge i den trængte russiske kasse.
Men længere strækker samarbejdet med USA heller ikke. Trods invitation til at deltage har russerne taget afstand fra det amerikanske måneprojekt Artemis med henvisning til ’at det er alt for amerikansk’.
\ Læs mere
I stedet er der så nu indledt et samarbejde med Kina, som Rogozin kalder ’en værdig partner’.
Og så er vi tilbage ved de to spørgsmål:
- Hvad kan Kina få ud af samarbejdet med Rusland?
- Og hvor er det russiske rumprogram på vej hen?
Kina og Rusland vil samarbejde om rummet
Det kinesiske rumprogram er som nævnt ret velkørende med både rumstation, måneprogram og en god planlægning af både civile og militære rumprogrammer.
Så hvordan kan de bruge et samarbejde med et tilsyneladende ret stillestående russisk rumprogram?
Det er nok i første omgang et politisk og strategisk valg. USA samarbejder med stort set alle øvrige rummagter i verden, bortset fra Kina og Indien, som begge har store rumprogrammer.
Samarbejdet omkring ISS med Europa, Rusland, Canada og Japan er gået godt, men ser man frem til tiden efter ISS, er det nødvendigt for alle rummagter at finde nye samarbejdspartnere – især fordi en kommende udforskning af Månen nok er for meget for et enkelt land.
Det kommende samarbejde mellem Kina og Rusland er et sådant skridt, men også USA bliver nok nødt til at overveje, hvilke lande de gerne vil samarbejde med.
Det bliver i hvert fald interessant at se, om USA vil ændre sin politik over for Indien.
Vender vi tilbage til samarbejdet mellem Kina og Rusland, så kan begge lande se nogle fordele, selv om Rusland ikke længere kan regne med at komme til at dominere.
Det bliver et samarbejde mellem to mere ligestillede partnere, og det er nok meget godt.
Således har begge nationer opbygget et omfattende navigations- og kommunikationsprogram. Kina har sit Beidou-netværk, mens Rusland har opbygget Glonass-systemet.
Nu stiler de mod aftaler om at kunne deles om de to systemer til gensidig gavn. Og Putin er i 2019 kommet med en erklæring om at udvikle et ’High-speed telekommunikationssystem’ i den geostationære bane, hvilket jo ville være en hård økonomisk udfordring for Rusland alene.
Og så har kineserne ikke glemt, at russerne i sin tid bistod dem, da Kina selv begyndte at opbygge den bemandede rumflyvning.
Det gjaldt både træning til ophold i rummet, udvikling af rumdragter og bygning af rumkapsler, hvor man kunne drage stor fordel af de russiske erfaringer.
Men der er måske mere. Selv om Kina nu er ved at udvikle den store Long March 9-raket, så har de også kig på den russiske Yenisei-raket i Super Heavy-klassen, der nu er under udvikling.
Den vil kunne sende mere end 80 ton i lav bane om Jorden. Disse to rakettyper vil være helt nødvendige for et fælles måneprojekt.
\ Læs mere
Fremtiden for det russiske rumprogram
Hvis Rusland virkelig ønsker et stærkt og effektivt rumprogram, der ovenikøbet inden længe kan gå ind i et avanceret måneprojekt, så er det vist nødvendigt med kraftige opstramninger og en positiv selvransagelse.
Et godt eksempel på, hvor man kunne begynde, er den uheldige udvikling i opbygningen af Rumhavnen Vostochny i det yderste Sibirien.
Russerne er simpelthen nødt til at inspirere og opmuntre deres mange ansatte som ingeniører og teknikere i deres arbejde og sørge for ordentlige boliger til dem, så de får lyst til at drage så langt mod øst.
De skal selvfølgelig også have ordentlige lønninger, så der ligesom i USA ikke er den store forskel mellem cheflønninger og lønningerne til den almindelige arbejdsstyrke. Det vil naturligvis kræve, at der er vilje til at komme den voldsomme korruption og kriminalitet til livs.
Det bliver ikke nogen let vej for det russiske system, men det er nu engang vejen frem, hvis man vil genopbygge et sundt rumprogram.
\ Rusland planlægger egen rumstation
Lederen af det russiske rumprogram Dmitry Rogozin har netop bebudet, at Rusland vil i gang med at bygge deres egen rumstation, som man forventer at opsende i 2030. Samtidig ønsker de at forlade samarbejdet med USA og de fælles partnere om Den Internationale Rumstation, ISS, allerede i 2025.
Ruslands vicepremierminister Yuri Borisov er enig og udtaler, at nu har man samarbejdet om ISS siden 1998. ISS er nu efterhånden godt slidt, og man vil ikke længere udsætte kosmonauterne for risikoen ved ophold på den gamle rumstation, forklarede Yuri Borisov ifølge BBC på russisk stats-TV.
Hertil kommer, at Rusland heller ikke længere har monopol på opsendelser til ISS, efter at SpaceX’s Dragon-kapsel nu er kommet på banen.
Rogozin har store planer med den nye rumstation. Der nævnes et beløb på 6 mia. dollar for at søsætte projektet. Og det er jo ikke småpenge i et trængt russisk rumbudget. Rumstationen kommer til at udnytte både robotter og kunstig intelligens ombord.
Det er nemlig ikke meningen, at stationen skal være permanent bemandet. Den kommer til at kredse i en bane, der vil række ind over de polare områder, hvor Rusland jo har store arealer. I en sådan bane vil en besætning vil være udsat for en større strålingsdosis end på ISS.
Rumstationen vil naturligvis med mellemrum få besøg af kosmonauter – og det forlyder, at også fremmede gæster er velkomne.
Rogizin er meget tilfreds med udsigten til den ny nationale rumstation.
»Hvis man ønsker at gøre det rigtig godt, så gør det selv,« siger han ifølge nyhedsbureauet Interfax.
Der mangler dog en enkelt ting: Præsident Putin skal give projektet grønt lys og bevilge de 6 mia. dollar.
