Er Indien på vej til at blive den fjerde rummagt?

Indien er efterhånden blevet en rummagt, man ikke kommer udenom i det internationale samfund. De bliver efter alt at dømme den fjerde rummagt, der selv kan opsende astronauter.

Den indiske rumorganisation, ISRO, er nemlig i færd med at bygge rumkapslen Gaganyaan (indisk for fartøj i kredsløb). Efter en ubemandet prøveflyvning sidst i 2021 regner inderne med, at deres første bemandede flyvning vil finde sted i løbet af 2022.

Gaganyaan, der vejer næsten fire ton, har plads til tre astronauter, og det skal sendes op i en bane 400 kilometer over Jorden på en uge lang flyvning. Det er dog ikke helt klart, hvilke planer Indien herefter har for den bemandede rumfart.

Indien har kun én gang tidligere haft en mand i rummet. Det skete i 1984, da den indiske Air Force-pilot Rakesh Sharma besøgte den russiske rumstation Salyut 7 som led i det russiske Intercosmos-program.

LÆS OGSÅ: Indien spiller med musklerne: Nedskyder satellit

Inderne drager ud i Solsystemet

Men inderne er også allerede godt i gang med at udforske både Månen og Mars.

I løbet af foråret kan vi således vente opsendelsen af den anden indiske månesonde Chandrayaan-2, der omfatter både en del, der skal kredse om Månen og et landingsfartøj udstyret med en lille rover.

Chandrayaan-2 skal efter planen gå i bane 100 kilometer over Månen, mens landingsfartøjet med roveren skal lande på en højslette nær Månens sydpol.

Chandrayaan-1, der var indiens første månesonde, blev opsendt allerede i 2008 og var den første, der påviste, at der findes områder med vand på Månen. Det skete ved at sende en slags spyd kaldet Lunar Impact Probe ned mod overfladen og så måle på de stoffer, der blev sprøjtet op efter nedslaget.

Næsten endnu mere imponerende var det, at det lykkedes for inderne i bare første forsøg at bringe rumsonden Mangalayaan 1 i bane om Mars i 2014. Siden da har marssonden sendt nogle imponerende billeder retur og har dermed sluttet sig til den betydelige flåde af rumsonder i bane om Mars.

Indien vil fortsætte udforskningen af Mars med en ny rumsonde, der skal opsendes i 2021-22.

LÆS OGSÅ: Er Kina en ny supermagt i rummet?

Rummet banede vejen til uddannelse

I 1974 skete der noget, der for alvor åbnede indiens øjne for nytten ved at råde over egne satellitter.

USA opsendte 30. maj 1974, hvad der blev kaldt 'Verdens første uddannelsessatellit', ATS-6. Det var dengang den kraftigste telekommunikationssatellit, der var i bane om Jorden. ATS-6 transmitterede uddannelsesprogrammer til mange lande verden over – og altså også til Indien.

Den tysk-amerikanske Wernher von Braun (ham med Saturn 5-raketten) var en af hovedmændene bag projektet, og han så her ideen om at benytte satellitter til uddannelse i fjerntliggende og mere isolerede dele af verden.

Han rejste selv rundt til de steder, der kunne have gavn af ATS-6. Ikke mindst var von Braun flere gange i Indien, der for alvor havde taget satellitten til sig: I omkring 2.500 af Indiens spredte landsbyer var der opsat et fjernsyn på en central plads i landsbyen.

Undertiden lænede fjernsynet sig op ad en cykel forsynet med en generator, der kunne levere elektricitet, ved at en person trådte i pedalerne … der var ikke altid el-forsyning i landsbyerne. Antenner blev konstrueret af forhåndenværende hønsenet.

Forsøget blev en stor succes og var i høj grad med til at inspirere Indien til at gå i gang med sit eget rumprogram. Den store fordel lå i, at man i et land med over en halv million landsbyer kunne overspringe den næsten uoverkommelige opgave med at forbinde de mange landsbyer med kabler.

Rumfart og raketter i en kirke i en kokuspalmelund

Den indiske rumfart har en usædvanlig begyndelse. Fra den lille landsby Thumba nær kysten mod sydøst blev de første sonderaketter opsendt.

Den indiske ingeniør og forsker Vikram A. Sarabhai, der senere skulle grundlægge Indiens rumprogram, ville studere nogle strømme i den øvre atmosfære nær den magnetiske ækvator. Det var sonderaketter perfekte til, fordi balloner ikke kunne nå højt nok op.

Med i dette tidlige hold var også den unge ingeniør Abdul Kalam, der senere skulle blive Indiens præsident.

Omgivelserne var usædvanlige. Den gamle Maria Magdalene-kirke i Thumba, der ikke længere var i brug, blev stillet til rådighed, som man sagde på 'Videnskabens alter'. Der blev indrettet kontorer og laboratorier i kirken og i bispens tidligere hus.

Det hele befandt sig i en kokuspalmelund, hvorfra rakettrin blev transporteret på cykel eller oksekærre(!), inden de blev samlet.

Her blev Thumba Equatorial Rocket Launch Station (TERLS) oprettet I 1962 med støtte fra FN.

Allerede i november 1963 blev den første sonderaket 'Nike-Apache' opsendt. Den blev efterfulgt af over 350 sonderaketter i løbet af de næste 12 år.

Vikram Sarabhai indså hurtigt, hvilken betydning rumfarten kunne få for et land som Indien, og allerede i 1969 blev ISRO, Indian Space Research Organisation, grundlagt med det formål at udvikle teknologi og tjene landets interesser.

Vikram Sarabhai, som med rette kaldes 'den indiske rumfarts fader' udtrykte sin begrundelse således:

»Der er nogle, der stiller spørgsmålet om, hvor relevant rumfart er for et udviklingsland. For os er der ingen tvivl … Hvis vi skal spille en meningsfyldt rolle både nationalt og internationalt, så må vi være helt fremme med at anvende avanceret teknologi til at løse de problemer, vores samfund står overfor.«

Dr. Sarabhai havde her fat i noget centralt. Ved rumalderens begyndelse var mange områder i Indien stort set afskåret fra resten af verden – ingen telefon eller fjernsyn og måske kun en enkelt radio i landsbyen.

Uden god kommunikation var det vanskeligt at skabe et sammenhængende samfund. Med satellitter til rådighed var det muligt at give befolkningen i de mange landsbyer en god uddannelse og ikke mindst lære dem om moderne landbrugsmetoder og familieplanlægning.

Og når centralregeringen skal skaffe sig et overblik over årets høstudbytte, sker det lettest ved at studere billeder fra satellitter.

I forbindelse med katastrofer som oversvømmelser eller jordskælv er satellitbilleder også en uvurderlig hjælp til at skaffe sig et overblik over skadernes omfang.

LÆS OGSÅ: Sådan bruger Danmark rummet

Fra sonderaketter til raketter i verdensklasse

Siden den beskedne begyndelse har Indien udviklet sig til en betydelig rummagt, man ikke sådan lige kan overse. Næppe noget andet land har i den grad været overladt til sig selv i opbygningen et rumprogram.

Årsagen er, at USA allerede tidligt ikke ønskede teknologioverførsel, fordi Indien havde et atomvåbenprogram. Så i stedet for at læne sig op ad amerikansk og vestlig teknologi var inderne overladt til at udvikle alting selv. Det har de blot taget som en udfordring. Abdul Kalam har udtalt herom:

»Det eneste land, der taber, er det land, der stiller sanktionerne. Det land, der er offer for sanktionerne, vil vinde, fordi det selv vil udvikle, hvad det har brug for.«

Lederen af Indiens program for jordobservation Dr. Jayaraman sluttede sig til dette synspunkt:

»Jeg tror, motivationen er kommet, fordi nogen sagde: 'Vi vil ikke give teknikken til jer'… Fint nok, inden længe vil vi bare begynde at eksportere til de lande, der ikke ville hjælpe os…«

Med dette energiske synspunkt som baggrund råder Indien i dag over en stor raketflåde og et omfattende og moderne system af satellitter. Ikke nok med det. Indien kan tilbyde opsendelser til mange kunder verden over til konkurrencedygtige priser på grund af de lavere lønninger i Indien.

Indiens rumhavn befinder sig på øen Sriharikota ved Indiens østkyst lidt nord for Chennai (tidligere Madras). Rumhavnen råder over to opsendelsesramper, der varetager opsendelser til polare baner og til den geostationære bane.

En tredje rampe, hvorfra de bemandede opsendelser vil foregå, er undervejs.

LÆS OGSÅ: Indien afprøver kabine til bemandet rumskib

Indiens raketflåde

Udvikling og bygning af de indiske raketter foregår på Vikram Sarabhai Space Center, der ligger i delstaten Kerala i det sydvestlige Indien.

De to betydeligste raketter er PSLV (Polar Satellite Launch Vehicle), der bruges til opsendelser til polarbaner omkring Jorden, og GSLV, der varetager opsendelser til den geostationære bane.

De to raketter er ikke blandt verdens største, men bestemt store nok til at klare næsten alle de behov, Indien har. Den 320 ton tunge PSLV kan sende op til 1,8 ton tunge satellitter ind i en polarbane – og det er rigeligt til de satellitter, der normalt anvender denne bane til at overvåge Jorden.

GSLV bruges især til at opsende TV-satellitter, vejrsatellitter og et system af navigationssatellitter kaldet NAVIC. GSLV findes i to udgaver på 414 ton og 640 ton, der kan opsende en last på 2 til 4 ton til den geostationære bane.

Udviklingen af GSLV har en lidt interessant forhistorie, fordi det øvre rakettrin oprindeligt blev bygget i Rusland, og russiske ingeniører deltog i samlingen af raketten i Indien.

På grund af de internationale sanktioner havde inderne kun lov til at købe dette rakettrin, men russerne måtte ikke lære dem, hvordan man bygger raketmotorer drevet af flydende ilt og brint.

Men som det tidligere er sket, reagerede inderne igen ved at beslutte selv at udvikle denne vanskelige teknik med at håndtere flydende ilt og brint.

I dag er GSLV-raketten helt indisk bygget. Den nyeste version med betegnelsen GSLV Mark III er på størrelse med Europas Ariane 5 eller Falcon 9-raketten fra Space X. Og hvor Indien før var kunde hos andre rummagter, så går udviklingen nu også den anden vej.

Til raketflåden føjer sig også et par mindre SLV-raketter, der kan sende satellitter op i lav bane om Jorden.

Indien kan nu tilbyde både satellitter og opsendelser på det internationale marked – endda betydeligt billigere end de vestlige priser.

Læs også: Europa i rummet: Brexit, Månen eller Mars?

Tre store satellitprogrammer

Indien fik opsendt sin første satellit Aryabhatta af russerne i 1975. Det var blot en lille astronomisk røntgensatellit, der skulle studere solfysik og astronomi.

Men allerede i 1980 opsendte inderne selv deres første satellit Rohini, som var et led i en serie på fire forsøgssatellitter, der fra lav bane tog billeder af Jorden.

I dag har Indien et omfattende satellitprogram. Der er tre centrale satellitsystemer.

Det ene er det allerede omtalte NAVIC-system af navigationssatellitter. Det er virkelig et bevis på, at Indien ikke i en så vigtig tjeneste vil være afhængig af andre lande som USA, Kina eller Europa.

Det andet system er INSAT (Indian National Satellite System), der fra den geostationære bane sørger for kommunikation, TV og vejrtjeneste. Takket være INSAT er der nu telefon og TV-forbindelse til de fleste af de mange spredte landsbyer.

Denne udvikling har også fremmet to vigtige områder som telemedicin og fjernuddannelse. Der er satellitter, der har som hovedopgave at sende uddannelsesprogrammer, hvilket er særdeles vigtigt i et land, hvor efterhånden op mod en milliard indbyggere lever i landsbyer spredt over det ganske land.

I telemedicin kan man via satellit skabe kontakt mellem de større hospitaler i storbyerne og de mindre og dårligt udrustede hospitaler eller lægehuse i landområderne. På denne måde kan en læge i et afsides område få råd og vejledning fra et større hospital.

Endelig er der et system af Jordovervågningssatellitter i polarbane. Det er af stor værdi for et land som Indien at kunne levere satellitbilleder til brug for landbrug, fiskeri og vandforsyninger til både drikkevand og overrisling af marker. Satellitterne kan hjælpe med at overvåge høstudbyttet og sørge for, at man kan reagere i tilfælde af misvækst.

Men inderne har også et projekt de kalder 'Disaster management control', hvor de fra satellitter overvåger eller forsøger at forudsige katastrofer som jordskælv, cykloner, oversvømmelser og jordskred, så det måske er muligt at give et par timers varsel til evakuering og anden forebyggende indsats.

Det er værd at nævne, at inderne nu og da også opsender videnskabelige satellitter som Astrosat, især til astronomiske observationer.

Det internationale marked

Indien opsender ikke bare egne satellitter. De har efterhånden kunder fra mange lande verden over som Storbritannien, Tyskland, Sydkorea og Belgien.

Den største kommercielle ordre havde Inderne i 2015, hvor Storbritannien hyrede en hel raket og fik opsendt fem satellitter med den.

Og med en opsendelse af 104 satellitter med én enkelt raket i 2017 står Indien tilbage med en usædvanlig verdensrekord.

I dag er Indien den 6. største af verdens rummagter. De øvrige er USA, Rusland, Kina, Europa og Japan.

Så man kan vist roligt sige, at Indien er på vej ind i verdensmarkedet for rumfart.

LÆS OGSÅ: Indiens discount-sonde i kredsløb om Mars

LÆS OGSÅ: Hvad betyder de mange raket-uheld for fremtidens rumfart?