I dag er Den Internationale Rumstation, ISS, et samarbejde mellem USA, Rusland, Europa, Japan og Canada, og det har fungeret fantastisk godt.
Alle har haft glæde af at deltage, men alt får jo en ende.
I 2028 vil de ældste dele af rumstationen være 30 år gamle, og så vi nærmer os den tid, hvor der skal træffes afgørelser om, hvad der skal ske efter ISS.
I februar 2018 kom det frem, at den amerikanske præsident, Donald Trump, ønsker, at USA trækker sig fra ISS og privatiserer rumstationen.
I et budgetforslag fra Det Hvide Hus lød det, at de amerikanske dele af rumstationen skulle overdrages til den private industri fra 2025.
Trumps forslag har bestemt ikke været populært blandt alle forskere og politikere, men diskussionen om, hvad der skal ske med den aldrende rumstation, skulle vi i alle tilfælde have taget fat på i de kommende år.
\ Læs mere
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bøgerne 'Det levende Univers' samt 'Rejsen ud i rummet - de første 50 år' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
ISS kan ikke bare privatisere
Det er klart, at samarbejdet omkring ISS er baseret på en række internationale aftaler.
Den vigtigste er Intergovernmental Agreement (IGA) fra 1998. Denne traktat tillader USA at overdrage eller udleje sin del af rumstationen til andre.
Der er dog to forudsætninger:
- De nye ejere skal videreføre rumstationens nuværende arbejde med at drive videnskabelig, teknisk og kommerciel forskning til fredelige formål.
- Overdragelsen skal godkendes af de øvrige partnere i ISS.
Der er altså ingen mulighed for, at amerikanerne bare kan privatisere ISS. De kan højst udleje en mindre del af rumstationen og så overlade driften af denne del til et privat firma.
Fortalerne for Trumps plan mener, at det kan bane vejen for en styrkelse af den kommercielle rumfart, som med tiden måske kan betyde, at rumstationen får et nyt liv.
Centrale spørgsmål diskuteres
Nogle af de centrale spørgsmål om fremtiden for ISS, der nu diskuteres er:
- Hvilket behov har rumagenturerne for en rumstation?
- Er det i praksis muligt at overdrage dele af ISS til private firmaer?
- Hvilke krav skal der så stilles til firmaet?
- På hvilken måde og over hvilken tidshorisont skal ISS udfases?
- Skal erstatningen for ISS være flere mindre og rent nationale rumstationer eller et ny internationalt projekt - som at vende tilbage til Månen?
Både industrien og rumagenturerne har stor interesse i at bruge ISS til forskning.
Hvis et eller flere private firmaer kan drive ISS, så er det ikke noget problem, bare der er en god og sikret adgang til at forske. Problemet ligger hos de private firmaer, som er nødt til at tjene penge på at drive en rumstation.
Om det er muligt, er stadig et uafklaret spørgsmål, da vi endnu ikke har set tegn på, at en rumba-seret industri er under opbygning.
\ Læs mere
Det amerikanske Office of Science and Technology Policy har i en rapport skønnet, at selv i bedste tilfælde kan et privat firma kun regne med at sælge forskningsplads til et beløb, der er under halvdelen af det beløb, som det vil koste at drive en rumstation.
Denne rapport vil gøre det svært at finde private investorer til en rumstation.
En mulig vej frem er, at et privat firma får nogle solide kontrakter med NASA for at udføre arbejdet; en udvej, der også vil give amerikanerne en vis mulighed for at bevare noget af kontrollen.
Men om der kan spares penge på den måde er nok meget tvivlsomt.
Et Brexit i rummet er en mulighed
Det er nu heller ikke så enkelt, at USA bare kan trække sig ud, for så at bruge pengene på Trumps nye plan om, at USA skal tilbage til Månen.
Hvis man ikke kan finde private firmaer, der vil overtage de amerikanske dele af ISS, så hænger USA på sine aftaler.
Et projekt som ISS er helt baseret på et internationalt samarbejde. Ingen partner kan bare trække sig ud, for det kræver et stort arbejde at vedligeholde hele rumstationen.
Overladt til sig selv vil ISS hurtigt begynde at tabe højde på grund af den luftmodstand, der stadig findes 400 km over Jorden.
Så får vi en situation, hvor en over 400 tons tung rumstation til sidst vil styrte ned, og hvor det er helt sikkert, at tonstunge stykker ikke bare vil brænde op i atmosfæren, men nå helt ned til Jordens overflade.
Den udvikling kan intet land tage ansvaret for. Til gengæld er der et fælles ansvar for, at ISS aldrig bliver en fare for os her på Jorden. Det kan ske på en sikker måde ved at sende ISS ind i atmosfæren over et øde område i det sydlige Stillehav.
Men det kan kun finde sted, hvis samarbejdet fortsætter – så alene af denne grund er et Brexit i rummet en umulighed.
På den anden side har vi set, at USA har opsagt aftaler, som vi normalt ville anse for bindende – bare tænk på Paris aftalen om klimaet.
Det er derfor ikke helt til at forudsige, hvordan USA vil forlade ISS.
Hvad med Europa?
Uanset om ISS bliver videreført som en delvis kommerciel rumstation, eller om vi ender med en tidlig udfasning, hvor måske nogle dele af rumstationen genbruges i nye rumstationer, mens resten ender på bunden af Stillehavet, så bliver partnerne i projektet tvunget til at træffe nogle afgørelser.
Hvad Rusland vil gøre, ved vi endnu ikke, selv om der tales om en ny, rent russisk rumstation, må-ske baseret på genbrug af dele fra ISS.
Europas interesse er helt klart at sikre, at vi kan bruge Columbus-modulet så længe som muligt. Det var i dette modul, Andreas Mogensen udførte sin forskning, og modulet repræsenterer en ganske stor investering for ESA.
Tilsvarende ønsker Japan og Canada også at beskytte deres investeringer. Men præcis hvordan det kommer til at ske, eller om det kan lade sig gøre, er endnu uafklaret.
\ Læs mere
Fordel for lande at samarbejde
Der er ingen tvivl om, at samarbejde bliver grundlaget for fremtidens rumfart. Det gælder især de store projekter, som at bygge en base på Månen eller at rejse til Mars.
Intet land har råd til at gennemføre den slags projekter på egen hånd.
Samarbejdet omkring ISS har fungeret så godt, at det meget vel kan komme til at danne grundlaget for både Måne- og Mars projekter.
For alle rumagenturer er det en stor fordel deltage i et projekt, hvor industrien kan være med i fronten af den teknologiske udvikling.
Nok at tage stilling til
Selvom NASA altid ser ud til at mangle penge, så er det verdens største og rigeste rumagentur.
Det betyder, at projekter om Månen og Mars i høj grad vil blive ledet af NASA – og det er amerikanerne godt klar over.
Det kunne give håb om en god fortsættelse efter ISS, men hvis man her fører en hård amerikansk kurs med vægt på 'America First', hvor attraktive er amerikanerne så som samarbejdspartnere i de næste store projekter?
Samarbejde i rummet er helt fint, men det kan skabe et utal af problemer, når det ophører.
Der bliver nok for politikerne at tage stilling til i de kommende år.
