Kina og Rusland har indgået en samarbejdsaftale, der kan få stor betydning for rumfarten i de kommende år.
Helt præcist drejer aftalen om en fælles udforskning af Månen i et projekt med navnet ILRS. Bogstaverne står for The International Lunar Research Station (ILRS) og omfatter en base på Månen eller rumstation i bane om Månen – eller muligvis begge dele.
Aftalen er vigtig, fordi den markerer Ruslands endelige farvel til det amerikanske Artemis-måneprojekt. Dermed vil russerne ikke fortsætte det samarbejde, som i mange år har fungeret fint med rumstationen ISS.
Samtidig markerer det Kinas ønske om at blive en stormagt i rummet, så aftalen er også et tegn på en udvikling mere præget af politik og konkurrence end samarbejde.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Kina og Rusland afviser USA
Ser vi på det rent politiske, så møder vi her den første større afvisning af amerikanernes såkaldte ’Artemis Accords’, der har langt nogle retningslinjer for at deltage i det amerikanske måneprojekt Artemis.
Retningslinjerne er ikke særligt kontroversielle – de handler meget om at dele videnskabelige data, og flere lande har da også tilsluttet sig.
Men lederen af det russiske rumagentur Roskosmos, Dmitry Rogozin, har afvist disse retningslinjer med kommentaren, at de er for ’US centric’, altså for meget præget af amerikansk tankegang.
Både Rusland og Kina har jo for tiden et noget anstrengt forhold til USA, og de bliver derfor stadig mere skeptiske over for en mulig amerikansk dominans i rummet.
Nu vælger man så at gå alene og måske inddrage partnere, som man er mere politisk enige med.
Rumfarten kan godt overleve den nye aftale mellem Rusland og Kina, som måske vil føre til, at vi om 10-15 år har ikke én, men to baser på Månen. En vestlig base og en russisk-kinesisk base.
Næppe et nyt månekapløb
Der vil nok ikke blive tale om en gentagelse af månekapløbet.
I dag er rumfarten bare blevet så vigtig for det moderne samfund både civilt og militært, at det er vigtigt for et land at demonstrere, at man behersker denne stadig mere vigtige teknik. Det er ikke bare prestige, men også industri og magtpolitik.
Rusland og Kina har nok et behov for at vise, at ’de kan selv’ og absolut ikke behøver nogen amerikansk hjælp.
Det på langt sigt mest interessante bliver, om den kinesisk-russiske aftale holder, for Rusland er bestemt ikke den rummagt, landet engang var, og Kina har store ambitioner.
Det er et åbent spørgsmål, hvem aftalen er til størst fordel for.
Robotterne begynder
Man skal ikke regne med at se de helt store virkninger af aftalen de næste fem år, for man begynder i virkeligheden beskedent. Kina er i gang med en serie af ubemandede månesonder under navnet Chang’e.
Chang’e 4 er landet på Månens bagside som den første rumsonde nogensinde, og Chang’e 5 har for nylig bragt prøver af Månen tilbage til Jorden – og flere ganske avancerede månesonder er under forberedelse.
\ Læs mere
Rusland er nået til Luna 25, der efter planen skal opsendes i efteråret, men det er efter en 45 år lang pause i udforskningen af Månen. Nu søger de så at genoplive deres måneprogram med Luna 25-27.
Det mest sandsynlige er, at der vil komme et samarbejde om disse opsendelser, som kan give de nødvendige erfaringer for det meget større samarbejde om ILRS. Men spørgsmålet er igen, hvem der har mest at give – Rusland er bestemt ikke en født ’storebror’, og kan de vænne sig til det?
Der er også et spørgsmål om raketter. Kina er ved at udvikle Long March 9, som bliver mindst af samme størrelse som den amerikanske SLS. Russerne arbejder på den såkaldte Yenisei-raket, som skulle være klar 2028, næsten samtidig med long March 9. Her kan det være en fordel, at begge lande kan bidrage med raketter.
Månen i en ny verden
Som altid må rumfarten indrette sig efter de politiske forhold i verden.
Rumfarten startede med et kapløb, som noget senere blev efterfulgt af et ret enestående samarbejde om rumstationen ISS. Nu er nationalismen igen på fremmarch, og desuden er nye rummagter kommet til.
Det, vi oplever, er det gamle politiske spil, om hvordan man skal placere sig i en ny og ret uforudsigelig verden.
Nu har så Rusland og Kina fundet sammen, men vi har slet ikke omtalt en så vigtig ny rummagt som Indien. Hvor de vil placere sig, er endnu uklart – vil de gå alene eller blive en del af en af de to nye blokke, der nu er ved at aftegne sig?
Det er simplere med Europa og Japan, som har store og ganske avancerede rumprogrammer, men som nok er tættest på vesten – også selv om Europa har et ikke helt ubetydeligt samarbejde med Rusland.
For alle rummagter er der rigtig meget på spil, og rumagenturerne skal i dag være lige så gode til at manøvrere politisk som at sende ting ud i rummet.
Og endelig kommer et ægte ’wild card’:
Med de nye rumfirmaer som SpaceX og snart også Blue Origin, hvor relevant vil det så blive alene at se rumfarten på den klassiske måde, hvor stater og rumagenturer er de vigtigste spillere?
Hvis Elon Musk får opfyldt sine drømme, så vil de aftaler, vi har omtalt her, i det lange løb måske vise sig at være mindre vigtige end de private rumprogrammer.
