Da Kina landsatte Chang’e 4 på Månens bagside, var pressens reaktion ganske interessant. Man talte både med rumforskere, men også med eksperter i sikkerhedspolitik.
Landingen vakte stor opsigt, men den blev ikke alene set som en rumbedrift, men også som et tegn på, at nu Kina er i stand til at spille en sikkerhedspolitisk rolle ude i rummet af betydning for hele verden.
I denne artikel vil vi derfor se på, hvad vi ved om kinesisk rumforskning, og om vi står over for et nyt rumkapløb.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bøgerne ‘Det levende Univers‘ samt ‘Rejsen ud i rummet – de første 50 år‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Et aktivt rumprogram
Hvis vi kigger isoleret på 2018, havde Kina det største rumprogram målt på antallet af opsendelser. For de seks rummagter fordeler tallene sig således:
- Kina: 39
- USA: 34
- Rusland: 20
- Europa: 8
- Indien: 7
- Japan: 6
Nu siger antallet af opsendelser naturligvis ikke alt. Det er mindst lige så vigtigt at se på, hvad der blev opsendt. Her er billedet ret klart: Det kinesiske rumprogram er såre normalt og adskiller sig ikke væsentligt fra de andre rummagter.
37 opsendelser er af satellitter, som kredser om Jorden, og to har haft Månen som mål. Det er selve Chang’e 4 og den relæsatellit, der sørger for at holde kontakten med rumsonden omme på Månens bagside.
Kina har i virkeligheden opsendt langt mere end 37 satellitter, fordi flere opsendelser har medført mere end én satellit. Ikke mindre end 11 opsendelser har medført navigationssatellitter, især af typen Beidou, som var den første type GPS i Kina.
Kina har set, hvor stor betydning GPS har haft i vesten, både militært og for det civile samfund. Derfor er det ikke så mærkeligt, at Kina arbejder hårdt på at opbygge deres helt eget system.
Et andet hovedområde har været overvågning af Jorden. Mindst ni opsendelser af været af satellitter, der overvåger alt fra klima, til hvordan høsten tegner sig, og byerne vokser.
Derudover er der de sædvanlige opsendelser af satellitter til kommunikation, spionage og overvågning af vejret. Der er også flere opsendelser, hvor formålet er lidt uklart.
Men alt i alt er der ikke noget mærkeligt ved det kinesiske rumprogram. Det er hverken mere eller mindre militært end det amerikanske eller russiske rumprogram, og overvågning af Kinas enorme landområde spiller en stor rolle.
Det bør dog nævnes, at det videnskabelige rumprogram – udover måneprogrammet – er ret beskedent med kun få opsendelser. Sidste gang, Kina opsendte en større videnskabelig satellit, var i juni 2017, hvor der blev opsendt et røntgenteleskop.
Kina har heller ikke sendt rumsonder til vores naboplaneter Venus og Mars, som selv mindre rummagter som Indien og Japan allerede har gjort. Hvad angår ren videnskab, er Kina markant mindre aktiv end de andre rummagter – bortset fra Rusland.
Der planlægges dog en rumsonde til Mars i 2020, en flyvning til en asteroide i 2022, en rumsonde til Jupiter i 2029 samt et kinesisk ‘Hubbleteleskop’, så det kan se ud, som om den videnskabelige indsats gradvist øges.
Månen og Kina
Det var næsten ikke til at undgå, at Chang’e-4 fik kommentatorerne til at spekulere over, om vi er på vej mod et nyt rumkapløb – for mange måske en drøm om at vende tilbage til rumfartens gyldne tid under månekapløbet mellem USA og Sovjetunionen.
Især har der været tale om, at Kina vil bygge en base på Månen med det formål at hente værdifulde mineraler og Helium-3 tilbage til Jorden.
Helium-3 er en meget sjælden isotop af Helium med den særlige egenskab, at det er et næsten perfekt brændstof til et fusionskraftværk – når man engang lærer at beherske fusionsprocessen.
Men er det nok til at skabe et nyt rumkapløb?
Der skal som bekendt mindst to parter til et kapløb. Her i vesten (læs: USA) er interessen for et nyt kapløb begrænset – og det er også bekræftet af den meningsmåling, som PEW Research Institute har gennemført om, hvad rumfarten skal beskæftige sig med.
Kina ser heller ikke ud til at forberede et større kapløb til Månen, selv om de officielt har som mål at sende mennesker til Månen. Det program skrider frem i et meget roligt tempo, der først vil føre frem til en bemandet landing efter 2030.
Det er nok her, at Kina adskiller sig mest fra vesten: Nemlig ved at planlægge over meget lange tidsrum. Det er Kinas største styrke, og amerikanernes største problem.
Hver ny amerikansk præsident har nemlig for vane at give rumprogrammet nye mål og prioriteter. Det er hovedgrunden til, at NASA har svært ved at få gennemført noget, som vil tage lang tid at gennemføre.
Kina er stadig ret langt fra at kunne bygge en base på Månen. Opførelsen af en base forudsætter tre faser i rumprogrammet for at bane vejen, nemlig
- Et ubemandet program med rumsonder.
- Et bemandet rumprogram.
- En raket stor nok til at sende et bemandet rumskib til Månen.
For at vurdere Kinas lange vej til en base på Månen vil vi derfor se på hver af de tre programmer.
LÆS OGSÅ: Hvorfor vil Trump tilbage til Månen?
Det ubemandede program
Chang’e serien og ikke mindst landingen på Månens bagside vidner om, at Kina har et program med rumsonder til Månen.
Men det er ikke særligt omfattende, for Chang’e 4 er kun den femte sonde, som Kina har sendt til Månen siden 2007. Det er de fire Chang’e sonder samt en femte testsonde, som alene skulle afprøve en kapsel, der kan vende tilbage fra Månen med en fart på 40.000 kilometer i timen.
Denne type kapsel skal senere bruges til sonden Chang’e 5, som skal bringe de første prøver tilbage til Kina fra Månens overflade.
Men der er nok heller ikke brug for så mange månesonder, fordi Kina jo som alle andre har adgang til den store mængde data om Månen, som NASA har indsamlet gennem årene – deriblandt en meget grundig kortlægning af både Månens forside og bagside.
Månens bagside er altså slet ikke det ukendte område, som det blev udråbt til, efter Chang’e 4 landede – det er endda et særdeles velkendt område.
Det skyldes især data indsamlet af den amerikanske Lunar Reconnaissance Orbiter (LRO), der har kredset om Månen siden 2009.
Der en planlagt yderligere fire månesonder i perioden 2019 til 2023, deriblandt to sonder, der skal lande i Månens sydpolsområde, som anses for et særligt godt sted at bygge en base.
Det bemandede program
Kinas første taikonaut – den kinesiske betegnelse for astronaut – blev opsendt i 2003, og siden har der kun været fem bemandede opsendelser. Det betyder, at der i gennemsnit har været over to år mellem opsendelserne, og at Kina selv nu i 2019 kun har haft ni mænd og to kvinder ude i rummet.
Det langsomme tempo er lidt overraskende, da man skulle tro, at Kina har brug for erfaring med bemandet rumflyvning inden det næste store projekt, som er en 60 ton tung rumstation.
Det rumskib, kineserne anvender, hedder Shenzhou, og det minder i sin konstruktion meget om det russiske Soyuz-rumskib.
Shenzhou er en smule større end Soyuz. Men med en vægt på bare 7,8 ton må det efter moderne forhold betegnes som et ret lille rumskib.
Shenzhou kan kun flyve i en lav bane om Jorden, og det vil i de kommende år blive brugt til at sende taikonauter op til den kinesiske rumstation.
Som en forberedelse til den store rumstation har Kina udviklet en meget lille rumstation ved navn Tiangong. Det er en 10 meter lang cylinder med en diameter på 3,3 meter. Der er opsendt to Tiangong-rumstationer, og på den sidste flyvning opholdt to taikonauter sig på Tiangong 2 i lidt over en måned.
Kina har også udviklet et transportfartøj, der kan sende forsyninger op til den store rumstation. Det hedder Tianzhou, og det har været afprøvet én gang ude i rummet, hvor det blev sammenkoblet med den lille rumstation Tiangong 2.
Men nu er scenen sat til det næste store skridt ud i rummet – den store kinesiske rumstation.
Den store rumstation
Hele perioden fra 2020 til 2030 vil blive domineret af bygning og opsendelse af den store kinesiske rumstation. Det er lidt uklart, hvad den kommer til at hedde, selv om de fleste nu bruger betegnelsen CSS for Chinese Space Station – og det vil vi også gøre her.
CSS kommer til at bestå af tre moduler på hver 20 ton. De har nogle rigtig kinesiske navne:
- Tianhe (‘Himmelsk harmoni’). Består af beboelsesmodul og kommandocenter.
- Wentian (‘Søgen efter himlen’). Et videnskabsmodul.
- Mengtian (‘Drømme om himlen’). Endnu et videnskabsmodul.
I størrelse kan CSS ikke måle sig med den internationale rumstation ISS med en vægt på over 400 ton. Men Kina er også alene om den, og når CSS er helt færdigbygget omkring 2022-2023 så er ISS på vej ud, simpelthen fordi den er 25 år gammel, og meget af udstyret derfor er godt slidt ned.
Det er Kina naturligvis klar over, og de har allerede sagt, at CSS vil blive åben for astronauter fra andre lande.
En meget interessant nyskabelse er, at CSS får en følgesvend i form af et rumteleskop med et to meter stort spejl. Dette teleskop hedder Xuntian, der betyder noget i retning af ‘observere himlen’.
På denne måde løser Kina et grundlæggende problem, som amerikanerne har haft med Hubbleteleskopet, nemlig at reparere og vedligeholde det. Hver gang, man har haft brug for at servicere Hubble, har det krævet en kostbar opsendelse af en rumfærge.
Xuntian kommer til at kredse i samme bane som rumstationen – blot nogle hundrede kilometer borte. Derfor kan rumkikkerten med en lille styremotor bare flyve hen til rumstationen, hvor taikonauter med det helt rigtige værktøj kan reparere den.
Rumstationen er et nødvendigt skridt på vejen mod Månen, da den vil give Kina erfaring med bemandet rumfart – en erfaring, som Kina lige nu ikke har meget af.
LÆS OGSÅ: Hvad betyder de mange raket-uheld for fremtidens rumfart?
Raketterne
Kina har gennem årene bygget mange forskellige raketter til deres rumprogram. De går alle under navnet Long March – et navn, der hentyder til ‘den lange march’ under den kinesiske borgerkrig i 1930’erne, hvor Mao Zedong foretog en omfattende tilbagetrækning af de kommunistiske styrker.
Det er gode raketter, der fungerer godt, og som viser, at kinesisk raketteknik i dag ikke står tilbage for den vestlige teknik. Med dem kan man drive et godt rumprogram og bygge en rumstation – men bestemt ikke begynde at kolonisere Månen.
Så nu er Kina begyndt at konstruere en meget stor raket ved navn Long March 9. Den bliver lidt større end den amerikanske måneraket Saturn 5, og det er meningen, at Long March 9 skal gøre det muligt at sende taikonauter til Månen og Mars. Men det ligger mindst 10 år ude i fremtiden.
For yderligere oplysninger henviser vi til boksen under artiklen, Kinas raketter, hvor vi fortæller om de vigtigste Long March-raketter.
Kinas fremtid i rummet
Når vi i vesten prøver at vurdere det kinesiske rumprogram, skelnes der normalt mellem to områder med hver sin tidshorisont:
- På kort sigt: Kina som militær rummagt.
- På langt sigt: Kina som rival eller konkurrent i forhold til udnyttelse af ressourcer fra rummet.
Alle rummagter har et militært rumprogram, og Kina er ingen undtagelse. Det, man holder særligt øje med, er, om Kina vil udvikle et rumforsvar, der kan sætte andre landes satellitter ud af spil i en konfliktsituation.
Her må det logiske svar være ja, fordi satellitter har vist sig at være helt centrale både for den økonomiske udvikling og for evnen til at føre krig her på Jorden. Vi kan sammenligne med en situation, vi kender fra historien, hvor stormagter havde flådestyrker, som kunne beskytte handelsskibene.
Hvis denne analogi holder, kan det forventes, at vi med tiden får et kinesisk ‘Space Force’ svarende til, hvad Trump søger at skabe i USA. Det behøver ikke at øge spændingerne i rummet, hvis man bare ser Space Force som et politisk signal om, at man er parat til at forsvare de økonomisk vigtige civile satellitter.
Om Kina på længere sigt bliver en industrimagt i rummet, er endnu for tidligt at sige. For selv om Kina er god til at lægge langsigtede planer, så er den lidt fjerne fremtid 20-50 år fra nu næsten umulig at forudse. Bare tænk på, hvad klimaændringer eller en løbsk forurening kan skabe af problemer, der kan betyde, at rumfarten får nye prioriteter.
Her er det værd at lytte til den New Zealandske forsker Anne-Marie Brady, som er ekspert i Kinas politiske system, og især spørgsmålet om, hvad den kinesiske ledelse tænker om de polare områder.
Fra Arktis til rummet
I sin bog ‘China as a Polar Great Power‘ ser Anne-Marie Brady rumprogrammet som bare ét ud af flere områder, hvor Kina har store ambitioner:
- Udnytte de nye muligheder i de arktiske områder, som klimaændringerne giver.
- Stærkere tilstedeværelse på havet.
- Udnytte rummets muligheder.
- Cyberspace.
Her er det væsentligt at bemærke, hvad Brady har sagt i Weekendavisen:
»Kina har studeret, hvad andre stormagter har gjort. John F. Kennedy talte om, hvordan en stormagt måtte være dominerende i rummet og på de store verdenshave. Kina har så tilføjet de polare regioner og cyberspace som nye strategiske områder, der heller ikke er ejet af nogen.
Kina trænger sig ind i de områder på kloden, hvor der er plads til at bevæge sig, og hvor det egentlige spørgsmål er, om man har kapaciteten, de menneskelige og finansielle ressourcer til at ekspandere.«
Rummet er altså bare en af de muligheder, som Kina ser for at styrke sin militære og økonomiske indflydelse.
I de kommende mange år vil det nok være lettere for Kina at søge at få fat på de ressourcer, som måske bliver tilgængelige i et mere isfrit arktisk område, end at begynde at drive minedrift på Månen.
Problemet er, at selv om der er ressourcer på Månen i form af is, Helium-3, sjældne jordarter og platinmetaller, så ligger de ikke bare lige frit tilgængelige.
Langt det meste af Månen består af ganske almindelig og ganske værdiløs klippe. Det vil kræve en ganske stor infrastruktur på Månen at finde og udnytte de stoffer, man er interesseret i.
Både Helium-3 og is findes jo i ganske lave koncentrationer, og man skal indsamle mange ton klippe for bare at få en smule Helium-3, vand eller andre stoffer.
Det kan sandsynligvis gøres, hvis behovet er stort nok. Men også for Kina ligger det langt ude i fremtiden. Det er klogt at være klar over muligheden og måske forske lidt i emnet, men indtil vi ved meget mere, er det ikke muligt at lægge planer om at basere fremtiden på, hvad vi måske – og måske ikke – kan finde ude i rummet.
Kina er simpelthen på vej til at blive en betydelig rummagt, og det er vel ikke så mærkeligt. Men det behøver ikke at føre hverken til kapløb eller konflikter.
Rummet er stort, og i meget, meget lang tid frem vil der være plads til alle.
LÆS OGSÅ: Kan Rusland nogensinde blive den førende rummagt igen?
LÆS OGSÅ: Rumfarten fylder 60 år – hvad har vi lært?
\ Kinas raketter
Vi kan ikke her komme ind på alle de forskellige typer af Long March-raketter, men blot nævne fire væsentlige modeller.
Her kan du se rakettens startvægt, og hvor tunge satellitter (‘Payload’) raketten kan sende ind i en lav bane om Jorden:
(Illustration: Infogram/Videnskab.dk)
Long March 2F opsender de bemandede Shenzhou-rumskibe og Long March 7 de nye transportrumskibe af typen Tianzhou.
Man regner med, at Long March 5 og 7 vil blive de virkelige arbejdsheste for det kinesiske rumprogram i de kommende år – ikke mindst fordi de bruger petroleum og flydende ilt i stedet for det meget giftige brændstof hydrazin, som ellers anvendes af mange kinesiske raketter.
Desuden anvender Long March 5 de meget effektive raketbrændstoffer, flydende brint og flydende ilt, i de øvre trin. De er teknisk set vanskelige at have med at gøre, og at Kina anvender dem, viser, at de er meget langt fremme med den kinesiske raketteknik.
Long March 5 minder lidt om den europæiske Ariane 5, som er Europas største raket.
Det er Long March 5, der skal opsende de over 20 ton tunge moduler til den kommende rumstation. Men det er en helt ny raket med kun to opsendelser bag sig, hvoraf den ene var mislykket. Man fandt en konstruktionsfejl, og det vil nok forsinke rumstationen i mindst et år.
Long March 9 er så afgjort et fremtidsprojekt. Man er kun lige begyndt på konstruktionen, og raketten vil næppe være flyveklar før efter 2030. Men det er en raket af denne størrelse, der er forudsætningen for, at Kina kan sende taikonauter til Månen eller til Mars.
