Efter den store ’Mars-sommer’ i juli vender rumfarten tilbage til mere normale forhold. Det betyder de sædvanlige opsendelser af satellitter, der sjældent når frem til avisernes forsider.
Et eksempel er de nye opsendelser af de meget kritiserede Starlink-satellitter, hvis opgave er at sikre et globalt internet.
Ideen om globalt internet er sikkert udmærket, lige bortset fra at det kræver, at rummet bliver fyldt op med tusinder af sådanne satellitter.
Videnskab.dk har skrevet om Starlink og de udfordringer, der følger med, i artiklen Har du også set et 'tog' af satellitter på nattehimlen?
Der er dog stadig opsendelser af de mere traditionelle satellitter. Således vil Indien opsende satellitter til overvågning af Jorden, og der skal opsendes en stor, amerikansk spionsatellit, mens både USA og Rusland vil opsende nye navigationssatellitter.
Kort og godt er rumfarten vendt tilbage til den ikke særligt opsigtsvækkende ’Business as Usual’. Rumsonder og store videnskabelige satellitter udgør som altid kun en meget lille del af de samlede opsendelser.
Men lad os vende os mod nogle andre historier vedrørende rumfarten lige nu, og denne gang er valget faldet på tre emner:
- Forskerne vil tilbage til Pluto
- Nye retningslinjer for biologisk smitte mellem planeter
- En Kold Krig rumsterer i rummet
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Tilbage til Pluto
Her i sommer er det fem år siden, rumsonden New Horizons fløj forbi Pluto og tog de første nærbilleder af denne fjerne dværgplanet.
De billeder var så overraskende, at mange forskere nu ønsker at sende en ny rumsonde til Pluto – og denne gang én, der ikke bare flyver forbi, men går i bane om planeten.
Det er let at se begrundelsen, for Pluto er en langt mere kompleks verden, end vi havde forestillet os.
Det første vi så, da New Horizons nærmede sig Pluto, var en enorm, hvid slette, som blev døbt 'Sputnik Planitia' - eller mere populært på grund af sin form ’Plutos Hjerte’.
Plutos hjerte
Plutos Hjerte viste sig at være en enorm gletsjer af frosset kvælstof med en tykkelse på mindst fire kilometer, og da man fik set lidt nøjere på Sputnik Planitia viste det sig, at der også foregik såkaldt konvektion i isen.
Konvektion er betegnelsen for, at luft eller væske bevæger sig op eller ned i forhold til sine omgivelser på grund af ændret massefylde som følge af opvarmning eller afkøling.
Man kunne naturligvis ikke direkte se nogen bevægelse i isen, men en opdeling af isen i store blokke.
Isblokkene anses for at være et geologisk tegn på, at der er en bevægelse, hvor isblokkene stiger op og synker – næsten som i en lavalampe, men naturligvis i et meget langsommere tempo.
Og under islaget er der måske et ægte hav, med flydende vand, ammoniak og muligvis andre stoffer…
Pluto er således ikke en geologisk set død klode, selv om den er meget kold.
Vulkansk aktivitet på Pluto
Dette understreges yderligere af, at der er fundet tegn på vulkansk virksomhed.
Man taler om en form for cryovulkanisme, fordi det, der svarer til lava på Pluto, sandsynligvis er noget meget koldt ammoniak- og saltholdigt vand.
Og tør man drømme: Er Pluto mon heller ikke biologisk død?
Vi ved bestemt ikke meget om biologi ved ekstremt lave temperaturer. Så det er ikke sært, at forskerne nu ønsker en ny rumsonde til Pluto.
Rumsonden Persephone er New Horizons' arvtager
Forskeren Carly Howett, som selv deltog i arbejdet med New Horizons-flyvningen, har foreslået en rumsonde ved navn Persephone.
Navnet er valgt, fordi Persephone i den græske mytologi var gift med Pluto og dronning over underverdenen.
Persephone skal ikke bare flyve forbi Pluto, men gå i bane om den lille dværgplanet, og det giver nogle udfordringer.
For overhovedet at sende en rumsonde til den fjerne Pluto, er det nødvendigt, at rumsonden undervejs kan få et ordentligt skub fra Jupiters tyngdekraft.
Det kan kun lade sig gøre, hvis Jupiter står i den rigtige stilling i forhold til en flyvning mod Pluto, og det betyder, at Persephone skal opsendes inden 2032, da der derefter kommer en lang periode, hvor man ikke kan anvende Jupiter.
\ Serien 'Rumfarten'
'Rumfarten' giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Tidligere artikler i serien:
- Rumfarten i maj: Marshelikopter er coronaramt, og SpaceX sender astronauter til ISS
- Rumfarten i juni: Kineserne tester nyt rumskib, og amerikanerne sender mikrobølger mod Jorden
- Rumfarten i juli: Tre rumsonder skal til Mars - og kineserne skal bygge en ny rumstation
Følg også med i serien 'Kig op', der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
\ Læs mere
En lang, lang rejse i mørket
Men selv om det lykkes at være klar inden 2032, så bliver der tale om meget lange rejsetider på op mod 20 år, sammenlignet med de 9 år New Horizons var om rejsen til Pluto.
Den lange rejsetid hænger sammen med, at Persephone skal gå i bane om Pluto. Det betyder, at den ikke må ankomme til Pluto med alt for stor fart, hvis man skal have en mulighed for at bremse den ned ved ankomsten.
For overhovedet at løse dette problem skal Persephone udstyres med en atomdrevet såkaldt plasmamotor.
En plasmamotor bruger ikke meget brændstof, men den kræver til gengæld ikke mindre end 4-5 generatorer, der er drevet af Plutonium, og som også vejer en del.
Til gengæld bruges der faktisk så lidt brændstof, at Persephone i princippet kan forlade banen om Pluto og flyve længere ud i rummet.
Man kan kun sige held og lykke, for projektet kommer til at koste mindst tre milliarder dollar.
Månemænd med om bord?
Da Apollo 11 vendte tilbage fra Månen i juli 1969, skete det ved, at rumkapslen plaskede ned i Stillehavet – men de tre astronauter kunne ikke bare forlade deres varme kapsel og sætte sig ud i en gummibåd, mens de ventede på at blive samlet op.
Årsagen var, at man var bange for, om astronauterne havde bragt liv med hjem fra Månen, som kunne være skadeligt for livet her på Jorden.
Det førte til en af de mere bizarre episoder i rumfartens historie.
Frømænd kom hurtigt til kapslen med helikopter, og de hoppede ud og åbnede lugen til kapslen et kort øjeblik, mens de smed tre biologiske isoleringsdragter ind.
Først da astronauterne havde taget dem på og skrubbet sig med desinficerende væske, fik de lov til at forlade kapslen for blot at ende i karantæne.
Proceduren virker nu ikke så gennemtænkt. For lugen blev jo åbnet, så mikroorganismer fra Månen en kort stund havde fri adgang til Jorden.
Så hvis der havde været nogen, var der jo rig lejlighed til, at de både kunne formere sig og sprede sig ude i det store Stillehav.
Nye retningslinjer for biologisk smitte mellem planeter
Heldigvis bragte Apollo 11 ikke nogen mikroorganismer med hjem, men vi kommer til at tage stilling til problemet, når vi begynder udforskningen af Mars med mennesker.
Det, man kan kalde biologisk smitte, er i virkeligheden to problemer:
- Vi bringer jordisk liv til en anden klode. Det jordiske liv overlever ved at tilpasse sig. Bagefter kan det være næsten umuligt at skelne eventuelt indfødt liv fra liv, vi har bragt med. Desuden kan det jordiske liv komme til at ændre den økologiske balance på planeten.
- Vi modtager ikke-jordisk liv fra en anden klode. Sandsynligvis sker der ikke noget, men der er en fare for, at nogle særligt tilpasningsdygtige mikroorganismer kan vise sig at være skadelige, både for mennesker og noget af alt det andet liv, der findes her på vores blå planet.
NASA har nogle udmærkede retningslinjer, som nok vil mindske risikoen for, at planeterne kommer til at ’smitte’ hinanden, men som i praksis er svære at leve med.
Derfor har NASA nu søgte at slække lidt på kravene, så man har mulighed for at kunne bo og arbejde på baser udenfor Jorden, og her tænkes især på Månen og Mars.
Vi skal passe godt på E.T.
Månen har hidtil været i kategori 2, hvilket betyder, at man skal dokumentere, hvilke biologiske materialer der tages med til Månen. Begrundelsen er, at man er bange for, at vi kunne komme til at forurene den is, der er fundet ved polerne.
Nu ændrer man dette, så det meste af Månen bliver kategori 1, hvilket betyder, at man anser Månen for så død, at vi overhovedet ikke skal spekulere på, hvad vi sender af sted og tager med hjem igen.
Kun områder tæt ved Månens poler og de steder, hvor Apollo rumskibene er landet, forbliver i kategori 2.
Denne ændring vil naturligvis gøre det lettere at opbygge baser og industriel virksomhed på Månen.
\ Læs mere
Mennesker er for beskidte til Mars
For Mars har det altid været god skik bogstavelig talt at bruge håndsprit, før man sender en rumsonde af sted. Alle marssonder bliver renset og steriliseret efter alle kunstens regler, for at sikre at jordiske bakterier og vira ikke får en gratis tur til Mars.
Det har indtil nu også været tilstrækkeligt, men reglerne for biologisk forurening er så stramme, at det i virkeligheden gør en bemandet udforskning af Mars umulig.
Mennesker slæber altid en masse mikroorganismer med sig, så skal man virkelig undgå risikoen for biologisk smitte, skal vi slet ikke sende mennesker til Mars – og det synspunkt er nok ikke holdbart.
Grundlæggende er tanken at opdele Mars i zoner, og i de områder, hvor muligheden for at finde liv er størst, anbefales det først at undersøge stedet godt og grundigt med ubemandede sonder, før vi kommer brasende.
Desuden er det nødvendigt at sterilisere alle prøver, før de bringes hjem til Jorden.
\ Læs mere
Svært at lave regler
Andre steder kan man måske tage så meget lettere på tingene, at man kan bygge en base, men det er utroligt vanskeligt med vores nuværende viden at lave alt for faste regler.
Desuden er der ingen præcis viden om, hvor vigtige disse regler er for vores sikkerhed. I virkeligheden har Jorden, Månen og Mars gennem milliarder af år udvekslet materiale via meteorer – således er der jo fundet flere meteorer fra Mars i Antarktis, uden at det tilsyneladende har skabt problemer.
På den anden side har man heller ikke med sikkerhed fundet mikroorganismer i disse meteorer.
Måske er problemet mere videnskabeligt end sikkerhedsmæssigt.
For at lede efter liv på Månen og Mars er det jo nødvendigt at udtage prøver, som med sikkerhed ikke har haft kontakt med liv fra Jorden, som vi selv har bragt med os.
En kold krig i rummet
Og så til emnet Kold Krig:
Det begyndte i november sidste år med en rutineopsendelse af en russisk Kosmos-satellit i bane om Jorden.
Det var Kosmos 2542, der endte i en bane, som amerikanerne bestemt ikke brød sig om – nemlig en bane meget tæt på den store amerikanske spionsatellit USA 245.
Man kan nemlig lære en hel del om en sådan spionsatellit ved at tage billeder af den på tæt hold.
Bekymringen er nu, hvor gode billeder den kan tage, og om den måske også har antenner til at lytte med på militær kommunikation – noget, som amerikanerne bestemt ikke ønsker, at russerne skal vide for meget om.
Det gjorde heller ikke sagen bedre, at russerne selv havde sagt, at det var en inspektionssatellit, som skulle holde øje med andre satellitter, og det fik det amerikanske rumvåben (Space Force) til at følge Kosmos 2542 ekstra nøje.
Det var nok en god ide, for nogle uger efter opsendelsen frigjorde Kosmos 2542 en mindre satellit, der fik navnet Kosmos 2543.
Den havde åbenbart sit helt eget program, for 15. juli affyrede den en raket eller et projektil, som fik en fart på over 700 km/t, der dog ikke ødelagde noget.
Ødelæggende konflikt skaber ødelæggende vragdele
Hændelsen blev af amerikanerne opfattet som afprøvning af et antisatellit-våben, og det har ført til flere kommentarer, også fra den amerikanske rumkommando (U.S. Space Command). General John Raymond, der ifølge U.S. Space Command 23. juli kom med denne kommentar:
»Dette er yderligere bevis på Ruslands fortsatte bestræbelser på at udvikle og teste rumbaserede systemer, hvilket er i overensstemmelse med Kremls militære doktrin om at anvende våben, der udsætter amerikanske og allierede rumaktiviteter for fare.«
Amerikanerne har selv inspektionssatellitter og bestemt ingen planer om at holde sig tilbage, hvad angår militær rumfart.
Episoden med Kosmos 2542 og 2543 vil bestemt ikke blive enestående, men det er dog meget lidt sandsynligt, at episoderne vil udvikle sig til en egentlig konflikt.
Forklaringen er den simple, at hvis man begynder at ødelægge hinandens satellitter, vil konflikten skabe så mange vragdele, at rummet bliver utilgængeligt for alle.
