Konklusionerne var mange og overvældende, da FN’s klimapanel, IPCC, i mandags lagde en knap 4.000 sider tyk klimarapport baseret på mere end 14.000 studier frem for offentligheden.
To af rapportens mere markante nedslagspunkter lød således:
- Klimaforandringerne kan nu bevises at være direkte årsag til flere af de ekstreme vejrfænomener som hedebølger, tørke og oversvømmelser, vi oplever i vores tid, og som vi vil se flere af i fremtiden.
- Forskerne kan nu sætte et endnu mere præcist tal på den såkaldte klimafølsomhed. Klimafølsomhed er et mål for, hvordan ophobning af CO2 fra de menneskeskabte klimaforandringer påvirker de globale temperaturer.
Konklusionerne er et udtryk for, at der er sket væsentlige fremskridt i klimaforskningen, siden IPCC sidst udgav en lignende klimarapport i 2014.
»De to konklusioner viser, at vores viden om klimaet er blevet mere præcis, siden de tidligere rapporter og frem til den sjette, vi nu har udgivet,« påpeger medforfatter til IPCC-rapporten, klimaprofessor og prorektor på Syddansk Universitet, Sebastian Mernild, til Videnskab.dk.
»Vi har en bedre forståelse af klimasystemet, bedre modeller, og bedre datagrundlag. Det giver en bedre forståelse for, hvordan klimaet fungerer, og dermed et bedre grundlag for at finde ud af, hvordan tingene kan ændre sig fremadrettet,« uddyber han.
Som Kate Marvel, professor ved Columbia University og klimaforsker på NASA Goddard Institute, skriver på Twitter, har hun som forsker ikke håb på klimaets vegne, men hun har fået, noget der er bedre; hun har fået vished:
Endelig kan forskere koble klimaforandringer til ekstremt vejr
At forskerne nu med sikkerhed kan koble ekstremt vejr direkte til klimaforandringerne er et stort videnskabeligt fremskridt.
Det kunne de ikke for blot 20 år siden, og derfor vidste vi ikke, om et ekstremt stormvejr eller en altopslugende skovbrand havde noget med de menneskeskabte klimaforandringer at gøre.
Det har ændret sig, forklarer klimaforsker ved Lawrence Berkeley National Laboratory i Californien, Michael Wehner, der også er er medforfatter til IPCC-rapporten, til nyhedsbureauet Reuters:
»Nu kan vi rent faktisk give kvantitative udsagn om ekstreme vejrhændelser,« siger han.
For nyligt kunne man læse i en analyse, at sommerens ekstreme hedebølge i Nordamerika, hvor temperaturen i de nordligt liggende amerikanske byer Seattle og Portland nåede helt op på 45 grader, var stort set umulig uden menneskeskabte klimaforandringer.
Bag analysen stod organisationen World Weather Attribution – en sammenslutning af klimaforskere, der siden 2014 har koblet alt fra den skandinaviske hedebølge i 2018 til sidste års skovbrande i Australien til de menneskeskabte klimaforandringer.
Metode er blevet mainstream i ny rapport
Forskerne bruger forskellige metoder, der gør det muligt at vurdere, hvorvidt et ekstremt vejrfænomen er mere sandsynligt, fordi klimaet forandrer sig.
Lidt forsimplet kan man sige, at forskerne ‘blot’ sammenligner to verdener: en ‘virkelig’ og en ‘historisk’ verden.
Hvis de vil afgøre, om hedebølgen fra 2018 var gjort mere sandsynlig på grund af klimaforandringerne, ser de på data fra Nordeuropa i 2018. Det kan man kalde den ‘virkelige’ verden.
Samtidig genskaber de hedebølgen i Nordeuropa i en verden med et klima, som det så ud før den industrielle revolution, hvor de menneskelige klimaforandringer ikke var indtruffet. Det kan man kalde den ‘historiske’ verden.
Ved at sammenligne den ‘virkelige’ og ‘historiske’ verden kan forskerne afgøre, i hvilken grad klimaforandringerne har øget risikoen for eksempelvis hedebølgen i 2018. Til at skabe de to verdener bruger de klimamodeller, direkte observationer eller begge ting – læs mere i bunden af artiklen.
Fordi klimamodellerne er blevet så meget bedre, og forskerne er blevet så erfarne i at bruge metoderne, kan klimaforskere nu, blot få uger eller dage efter en ekstrem vejrhændelse, være klar med en vurdering på, om den var gjort mere sandsynlig af klimaforandringerne.
Langt flere studier, der er lavet med disse metoder, er derfor inkluderet i IPCC’s nyeste rapport.
»Vi har altid vist, at der var et forhold mellem klimaændringer og ekstremt vejr. Men det har vi fået en betydelig bedre forståelse for, end vi havde tidligere. Derfor er metoden et vigtigt fremskridt,« forklarer Sebastian Mernild til Videnskab.dk.
IPCC-rapporten konkluderer, at vi med stor sandsynlighed vil opleve flere ekstreme vejrhændelser i fremtiden – selv hvis den globale opvarmning holdes nede på 1,5 grader, som er målet for Paris-aftalen.
»Vi må forvente et betydeligt spring i det ekstreme vejr i løbet af de næste 20 eller 30 år. Tingene ser desværre ud til at blive værre, end de er i dag,« fortæller klimaforsker og professor ved University of Leeds Piers Forster, der også er medforfatter til IPCC-rapporten, til The New York Times.
Bedre forståelse af klimafølsomhed
Det andet videnskabelige fremskridt, som har resulteret i endnu en markant konklusion i den nye IPCC-rapport, er, at klimaforskningen nu har fået et mere præcist billede af den såkaldte klimafølsomhed – også kaldet klimasensitivtet. Det er et teknisk – men vigtigt – begreb, så hæng på.
Klimafølsomheden er et mål for, hvordan temperaturstigningerne vil ændre sig, hvis – eller når! – ophobningen af CO2 i atmosfæren fordobles, i forhold til før den industrielle revolution (og dermed de menneskeskabte klimaforandringer) for alvor tog fart i årene mellem 1850-1900.
At få et bedre mål for klimafølsomheden er blevet kaldt en »hellig gral i klimaforskningen«, fordi koblingen mellem temperaturstigninger og ophobningen af CO2 i atmosfæren er afgørende for at få en idé om, hvordan klimaet forandrer sig, hvis vi skruer op og ned for udledningen af drivhusgasser.
Før den industrielle revolution lå CO2-niveauet i atmosfæren på 280 ppm (dele pr. million). I mange år har den udbredte forståelse været, at temperaturstigning med 66 procents sikkerhed ville nå mellem 1,5 og 4,5 grader, hvis CO2-niveauet fordobles til 560 ppm.
Stigningerne på mellem 1,5 og 4,5 grader regnede forskerne også med i IPCC-rapporten fra 2014.
I den nye rapport er estimatet blevet mere præcist: Nu vurderes temperaturstigningen med 66 procents sikkerhed at ligge på mellem 2,5 og 4 grader, hvis CO2-niveauet fordobles.
Det er på en måde en god nyhed, fordi risikoen for 4 graders temperaturstigning er bedre end 4,5. Men det en dårlig nyhed, at det nu vurderes, at være mere sandsynligt, at temperaturene rammer 2,5 grader, end at de bliver på 1,5 grader.
Hvornår eller hvorvidt, atmosfæren rammer et CO2-niveau på 560 ppm, er usikkert, men vi er godt på vej. I skrivende stund ligger CO2-niveauet i atmosfæren på 417 ppm, ifølge NASA’s enhed for globale klimaforandringer.
Klimaforsker Zeke Hausfather har i en nørdet – men god – Twitter-tråd forklaret, hvorfor den mere præcise viden om klimafølsomheden er et af de vigtigste fund i den nye IPCC-rapport.
Bedre klimamodeller, teknologi og metoder har gjort os klogere på klimafølsomhed
Forskerne har kort sagt fået et mere præcist billede af, hvordan temperaturerne vil ændre sig, fordi de har udviklet bedre klimamodeller og ny satellitteknologi, der giver bedre data.
»Uvisheden om klimafølsomhed er derfor blevet mindre, så vi højere grad har en ide om, hvordan vi skal agere, hvis vi fortsat udleder mere CO2 i atmosfæren,«siger Sebastian Mernild.
Især en Nature-artikel fra 2018, hvor forskerne greb klimaforskningen lidt utraditionelt an ved hjælp af en matematisk model, gav et gennembrud, der kunne præcisere klimafølsomheden for første gang siden 1970’erne. Videnskab.dk skrev dengang om studiet.
Siden 2018 er klimafølsomheden med flere nye studier blevet mere og mere præcis. Alt i alt har vi altså med den nye IPCC-rapport fået en »meget bedre fysisk forståelse for, hvordan alle delene i klimaet spiller sammen,« lyder det fra Sebastian Mernild.
Du kan til sidst se et par af hovedpointerne fra IPCC-rapporten i grafikken her:
\ Til nørderne: Sådan afgør forskere, om klimaforandringer er skyld i ekstreme vejrfænomener
For at kunne koble klimaforandringer til ekstremt vejr bruger forskerne observationer fra alverdens meteorologiske måleværktøjer som termometre, regnmålere, trykmålere og vindmålere.
Hvis forskerne ikke har god data om vejret, kan de se på datafra en hedebølge i eksempelvis Danmark og sammenligne hændelsen med en kontrolperiode.
Kontrolperioden skal selvfølgelig være fra samme sted og tid på året som hedebølgen, og så skal den ligge mindst 30 år, før vi kunne se effekten af menneskeskabte klimaforandringer – det vil sige før den industrielle revolution.
Hvis der i kontrolperiodens observationer samlet set kun er 1 procents sandsynlighed for, at der skulle komme en ekstrem hedebølge, kan man med 99 procent sikkerhed sige, at en hedebølge i eksempelvis 2019 er sket på grund af klimaforandringer.
Vil man undersøge, om en hedebølge i Danmark i dag skyldes klimaforandringerne, kan man sammenligne temperaturen fra under hedebølgen i dag med temperaturen fra en kontrolperiode fra 1880 til 1910, inden klimaforandringerne indtraf. (Foto: Shutterstock)
Ulempen ved metoden er, at det ofte er meget sjældent – især i fattigere lande – at man har gode data fra før den industrielle revolution.
Hvis forskerne ikke har gode data, kan de bygge en klimamodel, hvor de genskaber en hedebølge i Danmark anno 2019.
Derefter kan forskerne lave en lignende klimamodel, men med en række justeringer, så modellen passer med tiden, inden de menneskeskabte klimaforandringer indtraf – de kan eksempelvis skrue ned for CO2-niveauet i atmosfæren, temperaturen og luftfugtigheden.
Når forskerne har de to modeller (med og uden klimaforandringerne), kan de sammenlignes, og de kan – ved hjælp af statistiske analyser – regne sig frem til, hvor sandsynligt det ville være, at hedebølgen ville være sket, hvis der ikke var klimaforandringer.
De to metoder har hver især sine styrker og svagheder, men forskerne får altid det bedste resultat, hvis de kan kombinere de to metoder. Læs endnu mere i artiklen ‘Sådan afgør forskerne, om klimaforandringer er skyld i ekstreme vejrfænomener’.
