I begyndelsen af den industrielle revolution var der 278 milliontedele CO2 i atmosfæren.
I dag, efter mere end to og et halvt århundredes fossilt forbrug, er det tal nærmere 414 milliontedele (ppm). Hvis ophobningen af CO2 fortsætter med nuværende hastighed, vil der i 2080 være mere end 560 ppm. Det er mere end det dobbelte af niveauet inden industrialiseringen.
Præcis hvordan alt den ekstra CO2 vil påvirke klimaet, er en af de helt centrale spørgsmål i klimaforskningen. Hvor meget vil klimaet egentlig forandre sig?
En lav temperaturstigning mindre sandsynlig
En ny, stor international beregning af Jordens klimafølsomhed er publiceret i tidsskriftet Reviews of Geophysics.
Forskningen har udbedret vores forståelse af, hvor meget verden på sigt vil opvarmes, hvis kuldioxiden i atmosfæren fortsætter mod at blive dobbelte af niveauet inden industrialiseringen.
Det er endnu ikke muligt at tegne et præcist billede af, hvad fremtiden bringer, men de nyeste resultater tyder på, at en lav temperaturstigning er mindre sandsynlig, end man tidligere havde antaget. At vi kommer til at se meget høje stigninger er også en anelse mindre sandsynligt.
Der er en langt større sandsynlighed for, at – hvis man ikke ændrer levevis – globalopvarmning kan blive stor nok til at medføre alvorlige konsekvenser og risici med sig i hele verden.
\ Klimafølsomhed
Klimafølsomheden er et mål, der beskriver, hvor meget temperaturen stiger, når mængden af drivhusgasser i atmosfæren stiger.
Mere præcist er klimafølsomhed defineret som den temperaturstigning, der sker, når Co2-koncentrationen i Jordens atmosfære fordobles.
Altså: Jo større klimafølsomhed, des mere global opvarmning.
Klimafølsomheden afhænger af en række egenskaber ved Jordens klimasystem, som der er stor usikkerhed om, blandt andet omkring skydækkets udbredelse og sammensætningen af skyer.
Læs mere i artiklen Forskere præciserer: Så meget global opvarmning har vi i vente
Sådan udregnes klimafølsomhed
Studiet, som World Climate Research Programme (WCRP) er tovholder på, og som er foretaget af førende klimaforskere (inklusiv én af denne artikels forfattere, Tim), ser på en indikator kaldet ’equilibrium climate sensitivity’.
Det refererer til, hvor meget globale gennemsnitstemperaturer kan stige med på langt sigt som følge af fordoblingen af kuldioxidkoncentrationerne i atmosfæren.
Det kan man regne ud ved hjælp af tre faktorer:
- Temperaturmålinger lavet med termometre fra 1850 (da nok globale temperaturmålinger blev begyndte at blive taget) til i dag. Ved at sammenligne temperaturer med CO2-niveauet og effekterne fra andre klimamarkører i fortiden og nu kan vi estimere de længerevarende effekter.
- Evidens fra paleoklima-optegnelser fra sidste istids højdepunkt for 20.000 år siden, da CO2-niveauet var lavere end nu, og så en varmere periode for 4 millioner år siden, da CO2-niveauet var sammenligneligt med i dag. Vi kan se, hvor varmt klimaet var, og hvor meget CO2 der var i atmosfæren baseret på gassammensætningen i luftbobler fanget i ældgamle isprøver.
- Nutidige observationer – for eksempel fra satelitdata – og evidens fra vores klimamodeller, -teori og detaljerede proces-modeller, der undersøger fysikken bag interaktioner indenfor klimasystemet.
2,3-4,5 grader er mest sandsynligt
På trods af dens vigtighed er 'equilibrium climate sensitivity' meget svær at beregne, og i mange år har standardestimatet været, at den vil resultere i en stigning på mellem 1,5 - 4,5 grader.
I FN's klimapanels femte statusrapport fra 2014 skønnes det, der var mindst 66 procent sandsynlighed for, at det faldt indenfor den ramme.
Eller, med andre ord, panelet formoder, at der var en op til 33 procents sandsynlighed for, at den global opvarmning ville være enten mindre end 1,5 grader eller mere end 4,5 grader.
Det nye studie tyder på, at den 'formodede spændvidde' nu ligger mellem 2,3-4,5 grader – eller måske en endnu mere snæver spændvidde (se boksen under artiklen).
Den lavere ende af spændvidden er steget betragteligt, hvilket betyder, at forskerne er meget mere overbeviste om, at den globale opvarmning ikke vil være lille.
Vi vil ikke blive reddet af lav sensitivitet
En vigtig pointe er, at mennesker vil løbe en endnu større risiko end tidligere antaget, hvis vi tror på, at lav klimafølsomhed vil få os til at nå Paris-aftalens mål med at holde globale temperaturer en del under 2 grader sammenlignet med det førindustrielle niveau og sigte efter at begrænse opvarmningen til 1,5 grader.
Den nye beregning stadfæster derfor, at CO2-udledningen må reduceres hurtigt og ultimativt nå en nettosum på 0, hvis Paris-aftalens mål skal have en chance for at nås.
Ifølge det nye studie vil en fortsat stigning i CO2-niveauet op til det dobbelte af det førindustrielle niveau (for at være præcis: hvis den samlede effekt af al menneskelig påvirkning på drivhusgasserne og andre klimafaktorer når et tilsvarende niveau), så er der op til 18 procent sandsynlighed for, at temperaturerne vil blive 4,5 grader over det førindustrielle niveau og ikke mere end en 5 procent risiko for, at den vil blive mere end 5,7 grader.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Forskellige beregninger giver bedre billede
De seneste klimamodeller tager forbehold for en bred vifte af klimafølsomheder, hvor vores egen Met Office-model ligger i den høje ende.
Der sker, fordi klimaets følsomhed ikke er noget, forskere putter ind i deres modeller, men snarere noget, der opstår fra de samme komplekse interaktioner, som modellerne simulerer.
Modellernes diversitet giver os mulighed for at forstå regionale forandringer i klimaet og ekstreme vejrforhold associeret med forskellige klimafølsomheder, og vi kan undersøge deres potentielle virkning.
Det inkluderer de høje følsomheder, der er mindre sandsynlige, men stadig mulige. I den anden ende af spektret kan dét at se de minimumsforandringer, vi kan forvente, hjælpe med at informere om, hvordan vi skal forberede os på klimaforandringerne.
Det nye studie gør det muligt at give plads til et nøgleforståelsesområde indenfor klimamodeller – klimafølsomhed – at blive set i kontekst med andet bevisførelse.
Mens der er stadig meget, der skal gøres for at tilgå mere præcise data om, hvordan det globale klima vil respondere på en stigning i drivhusgasudledningen, kan de nye resultater levere en meget mere solid bevisbase, hvorfra klimapolitik kan udvikles.
Artiklens tre forfattere er alle ansatte ved Met Office i Hadley Centre for Climate Science and Services. Det er støttet af den britiske regering gennem department of Business, Energy and Industrial Strategy (BEIS) og Department for Environment, Food and Rural Affairs. Richard Betts er også ansat ved University of Exeter, hvor han modtager en bevilling fra Defra via The Committee on Climate Change for at støtte ham i sin rolle som teknisk leder på Storbritanniens 3rd National Climate Change Risk Assessment.
Denne artikel er oprindeligt bragt i the Conversation og er oversat til dansk af Thea Kjærulff Torp.
\ Om studiets to spændvidder
WCPR kommer med to spændvidder. Den første er en ’baseline’-udregning, som repræsenterer en enkelt fortolkning på beviserne.
Den anden har en mere ’robust’ spændvidde, der er designet til at rumme spændvidden af plausible alternative fortolkninger af data og statistiske modelberegninger.
Tallene, der er citeret i denne artikel stammer fra den robuste model. Du kan læse mere i studiet her.
