Sporer, pels og vampyrer: Videnskaben bag giftige pattedyr

Hvis nogen siger ‘gift’, fremmaner det sædvanligvis billeder af slanger, skorpioner og edderkopper.

Dog stopper det brede spektrum af giftige skabninger ikke ved det skællede og uhyggelige.

Gift (læs: ‘venom’, ikke ‘poison‘) har nemlig fundet vej ind i arsenalet hos adskillelige dyregrupper, heriblandt pattedyr.

I denne artikel vil vi præsentere dig for den fascinerende videnskab bag næbdyret, plumplorien (slow loris på engelsk) og vampyrflagermusene, som alle er giftige pattedyr.

Næbdyret er kun giftigt i parringssæsonen

Næbdyret er et dyr med et mærkværdigt udseende. Næbdyret ligner faktisk lidt en sammensætning af forskellige dyr med sit andelignende næb, sin odderlignende pels og sin bæverlignende hale.

Selvom mange af Australiens dyr er mærkelige og fantastiske, formår disse vandlavende skabninger stadig at skille sig ud.

De har faktisk et så mærkværdigt udseende, at den første forsker, der undersøgte næbet og pelsen fra et næbdyr, troede det var et fupnummer.

Det skete i 1799, hvor forskeren George Shaw fik tilsendt et eksemplar af næbdyret, og han troede så stærkt på, at det var et fupnummer, at han faktisk prøvede at finde stingene, der holdt sammen på denne kombination af dyr.

Udover sit besynderlige udseende er næbdyret også et af de få eksisterende giftige pattedyr, hvilket i sig selv er ganske interessant. Men hvad, der gør næbdyret helt unikt, er, at det kun er giftigt i visse sæsoner, og derudover er det faktisk kun hannerne, som er giftige.

I de fleste giftige dyr er gift en permanent del af repertoiret, men hos hannæbdyrene bliver deres giftige cocktail kun produceret i parringssæsonen.

Dette har ført til den antagelse, at deres gift faktisk hovedsageligt bruges i parringsøjemed – hvorimod de fleste andre giftige dyr enten bruger deres gift til fangst af føde eller til selvforsvar.

Når hannerne skal konkurrere om hunnernes gunst i parringssæsonen, benytter de sig af en lille spore, der befinder sig på deres bagben, og som er forbundet til en kirtel, der indeholder den potente gift.

Hannerne wrestler og stikker hinanden med disse sporer, indtil den ene tager sejren.

Hunnæbdyrene er også født med en spore, men den falder af, før de når voksenalderen.

Næbdyrets gift kan dræbe din hund

Mennesker bliver i ny og næ forgiftet af næbdyrshannerne, hvilket resulterer i hævelse og en lang ulidelig smerte, som ikke kan lindres med konventionelle smertestillende, heriblandt morfin.

Nogle patienter har derudover også fået registreret kvalme, koldsved og ødelagt muskelmasse i hånden.

Der er ingen rapporterede tilfælde af menneskelige dødsfald som følge af næbdyrs forgiftning, dog er de kendt for indimellem at dræbe hunde, der har været så uheldige at møde den spidse ende af en næbdyrsspore.

\ Læs mere

Hvorfor er nogle dyr giftige?

Næbdyret kan hjælpe os til at opdage nye smertestillende medikamenter

Det er blevet påvist, at antallet af næbdyr er faldende grundet en række menneskelige faktorer, såsom kunstige dæmninger, næbdyr dræbt af hunde, drukning i fiskenet, osv.

Disse problemer har resulteret i, at næbdyr nu er placeret som ’næsten truet’ på IUCN’s (international naturbeskyttelsesorganisation) rødliste over bevarelsesstatus, hvilket er ét skridt tættere på, at næbdyr bliver en truet dyreart.

Selvfølgelig skal vi ikke kun finde motivationen til at bevare næbdyr, fordi de kunne være nyttige for os, men det er stadig værd at nævne, at giften fra næbdyr kan indeholde utallige molekylære vidundere i dens komplekse sammensætning.

Dét, at næbdyrsgiften forårsager så uudholdelig smerte, kan lede til opdagelsen af nye smertestillende medikamenter, som bruger denne viden til vores fordel.

Det rygtes også i forskningsverdenen, at der i næbdyrets gift findes et peptid (et stof, der består af aminosyrer bundet sammen med peptidbindinger), som kan hjælpe med at optimere behandling af diabetes.

Plumplorien lider, mens du griner

Hvis du nogensinde har set en sød video af en lille primat med et spøjst udseende, der stikker sine arme i luften for at blive ‘kildet’, har du set en plumplori (Nycticebus spp.).

Plumplorier findes i otte forskellige arter, som befinder sig i hele sydøst Asien. Der findes utallige videoer online af disse kærlige pelsbolde, som bliver ‘leget’ med og ‘kildet’.

I et studie lavet af forskere fra universitetet Oxford Brookes har man analyseret over 100 videoer af plumplorier for fem parametre af god plumplori velvære.

Forskerne fandt, at alle videoerne viste overtrædelse af minimum ét af disse fem parametre, og faktisk hele 31 procent af videoerne viste overtrædelse af alle fem parametre.

Når en plumplori løfter sine arme, er det fordi, den vil benytte sit bedste defensive våben – gift. På indersiden af deres arm findes en kirtel, som udskiller en olie, der efter aktivering fra plumploriens spyt danner et skadeligt stof.

Denne ‘gift’ bliver så introduceret til den uheldige modtager ved hjælp af plumploriens særlige kamagtige tandsæt forrest i munden.

Det menes, at plumplorien bruger sin gift både som et forsvar mod rovdyr, men også til at bekæmpe andre plumploririvaler ligesom næbdyret (udover at plumplorier har gift året rundt).

En forgiftning fra plumplorien kan være problematisk, både fordi det resulterer i smerte og hævelse, men også fordi forskere har opdaget, at strukturen på giftmolekylerne er nærmest identisk til molekylet (allergenet), som forårsager katteallergi (Fel d1).

Dette kunne forklare, hvorfor giften er så skadelige for mennesker, da katteallergi antages at påvirke op til 180 millioner mennesker i bare Europa og USA.

\ Læs mere

Kan man dø af at spise slangegift?

Plumplorier er ofre for ulovlig handel med dyr

Disse natlevende primater er desværre for søde for deres eget velbefindende. De har tiltrukket en hel del opmærksomhed i løbet af det seneste årti, og som resultat af dette er de yderst handlede på illegale markeder for vilde dyr.

Denne stigende popularitet som kæledyr har ført til en reduktion i de vilde bestande af plumplorier, og derfor betragtes de fleste arter nu som sårbare på IUCN’s rødliste over truede arter.

Personerne, som sælger disse plumplorier på det illegale marked, fjerner ofte plumploribabyer fra deres mødre, maser dem ind i bittesmå bure med adskillelige andre plumploribabyer og skærer sågar deres tænder ud (hvilket er en yderst smertefuld proces, som forårsager at dyrene ikke kan spise ordentligt efterfølgende).

Vampyrflagermus overlever udelukkende ved at drikke blod

Vampyrflagermus er det virkelige livs udgave af Dracula. Et væsen, der overlever ved at drikke blodet fra andre dyr, og som har fanget vores frygt og fantasi i århundreder.

Det mest særprægede karaktertræk hos vampyrflagermus er, at de er de eneste pattedyr i verden, som udelukkende lever af blod. Blodfodring (også kendt som ‘haematophagy’) er muligt, fordi vampyrflagermusene besidder en gift, der hjælper denne proces.

Vampyrflagermus er betragtet som giftige (omend det til tider debatteres), da de producerer et specialiseret sekret i deres spyt (passende navngivet ‘Draculin‘), som faciliterer deres fødeindtag.

Dette sekret bruges til at stoppe byttedyrets blod fra at størkne, men derudover besidder sekretet også en stærk lokalbedøvelse, så flagermusene ikke opdages af det dyr, de drikker blod fra.

Vampyrflagermusene benytter sig af specialiserede varmereceptorer i deres næse til at detektere det ideelle sted at drikke blod fra, hvilket oftest er de steder på kroppen, hvor blodet løber tættest på huden.

Derefter bruger de deres exceptionelt skarpe tænder til at få adgang til blodet.

Flagermusen lapper så det frembrusende blod i sig med sin tunge. Dette kan vare op til 30 minutter.

\ Læs mere

Derfor er flagermus nogle af naturens bedste smittebærere

Vampyrflagermus kan forårsage væmmelige infektioner og sygdomme

En vampyrflagermus’ primære byttedyr er kvæg. Dog tager de sig gerne til takke med både heste, får, grise, hunde og endda mennesker, hvis muligheden byder sig.

En vampyrflagermus’ bid skader ikke dets offer (fordi den har utroligt skarpe tænder), men det kan dog lede til ganske væmmelige infektioner og sygdomme.

Vampyrflagermus er utroligt velegnede til at viderebringe dødelige sygdomme fra dyr til mennesker. Iblandt disse dødelige sygdomme er den mest berygtede nok rabies.

Sygdommen rabies opstår ved, at virussen trænger ind i kroppen igennem et sår. Her inkuberer virussen i op til tre måneder, mens den bevæger sig igennem det perifere nervesystem, op til det centrale nervesystem, og videre op til sin endestation i hjernen.

Når først virussen er nået til hjernen, begynder den at formere sig hurtigt.

Efter dette punkt er døden uundgåelig, da hjernen er overtaget af virussen, hvilket forårsager hævelse, vævsskade og celledød. Rabies er en utrolig væmmelig sygdom, som efter bekræftelse har 100 procent dødelighedsrate, hvilket betyder, at så snart symptomerne viser sig, er det allerede for sent.

Dog er der en vaccine, som bliver givet i tilfælde af mistanke om rabiesinfektion (før symptomerne viser sig), og derfor bliver der kun registreret få dødsfald.

I USA registreres eksempelvis blot et til to dødsfald fra rabies om året.

Derfor bør vi beskytte de giftige pattedyr

Selvom disse vampyrflagermus-overførte sygdomme har givet dem et dårligt ry, er der faktisk en bred vifte af grunde til at beskytte vampyrflagermusene. Den mest egoistiske af disse grunde er det faktum, at deres spyt kan være brugbart til udvikling af medicin.

Deres spyt indeholder peptider, der antages at blive en ny klasse af blodtryksregulerende peptider (kaldet vCGRPer), som vi kan bruge til behandling af forhøjet blodtryk, hjertesvigt og nyresygdomme.

Ud af alle de skønne og underlige dyr, der eksisterer på denne planet, mener vi, at de, der bruger gift, er nogle af de mest spændende.

Det er værd at huske på, at gift ikke hører til én gruppe af dyr, men at det spreder sig ud over hele dyreriget som et brugbart værktøj – et værktøj, der endnu er meget at lære om, og som har et stort potentiale indenfor medicinalforskning.

Vi skal beskytte alle levende organismer, ikke kun fordi det er den rigtige ting at gøre, men også mere selvisk fordi disse skabninger, lige fra de kriblekrablende til de nuttede dyr, gemmer på behandlinger til sygdomme og lidelser, som har plaget menneskeheden i årtusinder.

Læs artiklen på engelsk på vores søstersite ScienceNordic. Artiklen er oversat af Christoffer V. Sørensen.

\ Læs mere

Dyreetik: Hvorfor er nogle dyr mere værd at beskytte end andre?

\ Læs mere

Dyreforsøg og dyreetik