Dyreetik på kurser
På de obligatoriske forsøgsdyrskurser, som alle der beskæftiger sig med praktiske dyreforsøg, skal have gennemført, bliver der undervist i dyreetik. Faktisk er det et obligatorisk, at der skal indgå dyreetik i undervisningen. Mens undervisningen i dyrevelfærd har det praktiske sigte at teknikkere og forskere skal blive gode til at sikre forsøgsdyrenes velfærd, så er formålet med dyreetikken lidt mere svævende. Det er dog min erfaring, at dyreetikken ofte sætter tankerne i gang hos kursisterne, således at de reflekterer en ekstra gang over samfundets brug af forsøgsdyr.
De fleste er nytteetikere
De fleste, som man møder på gaden, vil udtrykke et overvejende nytteetisk syn på brugen af dyreforsøg. De vil synes, at det er i orden at bruge forsøgsdyr, hvis det tjener et godt formål – som eksempelvis at finde nye og bedre medicin til behandling af invaliderende og livstruende sygdomme. I vores kultur er vi farvet af Den barmhjertige Samaritaner og andre fortællinger, der pålægger os at hjælpe næsten, der er i nød.
Derimod vil færre være villig til at acceptere dyreforsøg, hvis formålet alene er at skaffe grundviden og endnu færre, hvis formålet er at afprøve en ny type læbestift. Selvom de færreste er sig bevidst, at de anlægger et nytteetisk syn på dyreforsøg, så gør de ubevidst et regnskab op med plusser for mennesker og minusser for forsøgsdyrene, og dette regnskab skal gå i plus, hvis forsøget skal accepteres. Nytteetikken blev formuleret i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet af Jeremy Bentham, som ville skabe mest mulig lykke i samfundet. Egentlig var han jurist, men han var samtidigt en fremstående fortaler for dyrevelfærd.
For Jeremy Bentham var det ikke så afgørende, om dyrene kunne tænke eller tale, men derimod om de kunne lide. Hvis de kunne lide, skulle de være beskyttet af samfundet. Et nytteetisk syn på dyreforsøg inkluderer derfor, at man behandler forsøgsdyrene så godt som muligt, og forsøgene er kun i orden at gennemføre, hvis vi mennesker har så meget gavn af resultaterne, at det overkommer dyrenes eventuelle lidelser. Et nærliggende problem ved nytteetikken er, at den principielt accepterer meget stor lidelse hos dyrene, hvis blot resultaterne af forsøgene kan ”løse cancerens gåde” eller tilsvarende.
Mange dyreværnsfolk er pligtetikere
Hos dyreværnsfolk finder man naturligvis også mange nytteetikere, der eksempelvis accepterer brug af dyr, når det tjener et virkeligt godt formål, og når det går minimalt ud over forsøgsdyrene. Men ofte vil man også møde pligtetikere, som vil argumentere for, at man ikke kan tillade sig at udføre forsøg uden forsøgsindividets samtykke.
Pligtetikere vil typisk argumentere for, at det er i orden, at frivillige forsøgspersoner melder sig til forsøg, hvis de er fuldt informeret om konsekvenserne. Men forsøgsdyrene kan derimod ikke afgive samtykke, og alene af den grund kan der ikke udføres forsøg på dem. Så selvom forsøgene måske kan komme mange mennesker til gode, så er der visse fundamentale rettigheder for individet, som gør at man ikke udføre forsøg på det. Pligtetikken er grundlagt af filosoffen Immanuel Kant, der levede nogenlunde samtidigt med Jeremy Bentham.
Immanuel Kant opstillede en regel om, at man altid bør handle på en måde, så at ens handling kan opstilles som almen lov. Immanuel Kant var kristen, og det er nærliggende, at hans udsagn er inspireret af det nytestamentlige udsagn: ”Gør mod andre, som du ønsker, at de skal gøre mod dig”. Derudover formulerede Immanuel Kant en regel om, at andre aldrig udelukkende må være ens middel, men skal også være ens mål. Det indførte en etisk forpligtelse overfor medskabningen. Pligtetikken hævder, at vi alle har nogle grundlæggende rettigheder, som andre bør respektere.
Lovgivningen overvejende nytteetisk
Den danske lovgivning er præget af et nytteetisk syn på forsøgsdyr. Det fremgår blandt andet af det såkaldte GAVNSKRITERIUM, som betyder at Rådet for Dyreforsøg skal vurdere, om de ansøgte dyreforsøg er tilstrækkeligt vigtigt til, at det opvejer, hvad dyrene udsættes for. I praksis betyder det, at man godt kan få tilladelse til at gøre mus depressive, da den mulige nye viden, kan komme mange patienter til gode, der i dag lider af depressioner.
Omvendt vil den maksimale belastning, som man må udsætte forsøgsdyr for, være begrænset, hvis formålet er at udvikle et nyt bumsemiddel. Dansk og europæisk lovgivning har tilmed forbudt brug af levende dyr til projekter, som man ikke mener er tilstrækkelig nødvendige. Det gælder således afprøvning af ny kosmetik.
Omvendt findes der også i den danske forsøgsdyrslovgivning enkelte eksempler på pligtetik. Således har vi et forbud mod stærk og intens lidelse, smerter og ubehag – forstået således at uanset hvor meget godt et dyreforsøg kan bidrage os mennesker, så er der grænser for, hvad vi vil acceptere at dyrene udsættes på. Efter sigende skulle Danmark være unik med denne bestemmelse i lovgivningen.
Efterskrift:
Jeg har lige fået at vide af en god norsk kollega, som har læst min blok, at Norge formentlig også indfører en bestemmelse om, at dyreforsøg ikke må udføres, hvis dyrene udsættes for intens lidelse, smerte og ubehag. I den norske formulering, som ligger tæt op af den danske, bliver der et forbud mod dyreforsøg, der indebærer alvorlig og langvarig smerte, frygt og belastning, og som ikke kan lindres. Formentlig træder den nye norske bestemmelse i kraft til juli i år, men den skal først godkendes af Landbrugs- og Fødevaredepartementet. Dermed vil både Norge og Danmark have dette pligtetiske element i lovgivningen.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
