En stofpose er først bedre for miljøet end en plastikpose, når den har været brugt hver dag i over 19 år, konkluderer en ny rapport fra Miljøstyrelsen, skriver flere danske medier.
Men det er helt umuligt at komme frem til et så præcist tal for, hvor mange gange man skal bruge én type pose frem for en anden, før det kan betale sig på miljøregnskabet, siger forskere, der har læst rapporten, men ikke selv har været med til at lave den.
»Det er problematisk, at man drager en konklusion med et så eksakt tal. De beregninger, forskerne har lavet, bygger på en lang række antagelser og usikkerheder,« siger Kristian Syberg, der er lektor på Roskilde Universitet og forsker i miljørisiko.
Resultatet ville have været anderledes, hvis DTU-forskerne havde brugt andre metoder og andre data til at løse opgaven fra Miljøstyrelsen, lyder kritikken.
Anders Damgaard, der er seniorforsker på DTU Environment og en af forskerne bag rapporten, står inde for de metoder, han og kollegerne har brugt.
Men han medgiver, at antallet af gange, man skal bruge en stofpose, før den er lige så miljøvenlig som en almindelig indkøbspose af plast, kunne have været et andet, hvis forskerne havde brugt andre metoder.
»Det er jo altid sådan i videnskab, at man træffer en række valg og fravalg. Det redegør vi for i rapporten,« siger Anders Damgaard.
Vi vender tilbage til Anders Damgaard senere.
Plastikposer belaster også miljøet
Først gennemgår vi kritikken: Det er problematisk, at Miljøstyrelsen i pressemeddelelsen om rapporten fremhæver tallet 7.100 som et eksakt tal og samtidig skriver, at plastikposer er et miljøvenligt valg, siger Kristian Syberg.
Historierne kan få den konsekvens, at folk får en fejlagtig opfattelse af, at plastik ikke belaster miljøet, frygter han:
»Rapporten fra DTU når frem til, at plastikposer er det bedste valg ud af de poser, der er på markedet i øjeblikket. Men det betyder jo ikke, at plastikposer ikke belaster miljøet,« siger Kristian Syberg.
»Vi er nødt til at arbejde hen imod at bruge plastik på en måde, så det holder længere og kan genbruges. Det er et kæmpe ressourcespild, når plastikposer bliver brændt af efter en eller to ganges brug.«
\ Læs mere
Livscyklus-analyser er ikke eksakt videnskab
I rapporten fra DTU har forskerne ud fra en række parametre regnet sig frem til, hvor miljøbelastende indkøbsposer lavet af forskellige materialer er fra vugge til grav – fra de bliver fremstillet, til de bliver brændt af. Det kaldes en livscyklusvurdering.
For at nå frem til deres resultater har forskerne truffet en række valg og fravalg. De har for eksempel valgt at bruge bestemte metoder og data.
Hvis de havde truffet andre valg, kunne de være nået frem til et andet tal.
»Livscyklusanalyser er ikke eksakt videnskab. Der ligger altid en masse usikkerhed bag,« siger Kristian Syberg og tilføjer:
»Forskerne har lavet et grundigt arbejde, men når man kigger i rapporten, ser man, at der en masse data, de ikke har haft til rådighed. Derfor laver de en række antagelser. Jo flere ting man modellerer, desto større bliver usikkerheden ved resultatet.«
Forskerne har for eksempel ikke haft data for, hvor meget produktionen af økologiske bomuldsposer belaster miljøet.
»Derfor har de brugt tal for konventionelt bomuld, som de har omregnet til økologisk produktion,« nævner Kristian Syberg.
På den måde når forskerne frem til, at en økologisk bomuldspose skal bruges hele 20.000 gange, før den er et miljøvenligt alternativ til en typisk plastikpose fra et supermarked.
Forsker kritiserer metodevalget
Der er ingen tvivl om, at produktion og forarbejdning af bomuld til stofposer er meget miljøbelastende, og det er fint at sætte fokus på den problematik, er forskerne enige om.
\ Læs mere
Men der er videnskabelig uenighed om kvaliteten af de metoder og data, DTU-forskerne har brugt.
Jannick Schmidt, der er lektor på Aalborg Universitet og også selv forsker i livscyklusvurderinger, er uenig i nogle af de metodevalg, DTU-forskerne har truffet.
»Jeg vil ikke lægge for stor vægt på de tal, rapporten når frem til, for jeg mener, at den har en række metodemæssige problemer,« siger han.
Tal kommer fra gammel database
Rapporten når som nævnt frem til, at man skal bruge en bomuldspose hele 7.100 gange, før den er et miljøvenligt alternativ til en plastpose.
Det høje tal skyldes primært, at fremstilling af bomuld ifølge rapporten belaster ozonlaget.
»Når man dyrker og forarbejder bomuld, bliver der udledt stoffer, som nedbryder ozonlaget,« siger Anders Damgaard.
Men beregningerne af ozonnedbrydning ved bomuldsproduktion er blandt dem, som, Jannick Schmidt mener, er misvisende, fordi de data, der er brugt, er fra en gammel database.
»Alle data om ozonnedbrydende stoffer i rapporten er fra databaser, der stammer helt tilbage fra 1990’erne,« siger han.
\ Læs mere
CFC-gasser er blevet udfaset
Da databaserne blev oprettet, havde man endnu ikke udfaset brugen af CFC – et stof, der udsender gasser, som nedbryder ozonlaget.
CFC-gasser (freon) blev tidligere brugt, blandt andet i rensemidler, køleskabe og spraydåser. Man begyndte at udfase gasserne i 1987, fordi man havde fundet ud af, at de skadede ozonlaget.
Det er problematisk at bruge gamle data om ozonnedbrydning ved bomuldsproduktion og sammenligne dem med nyere data om plast, mener Jannick Schmidt:
»Oplysningerne om plast kommer fra en helt anden database, som dels indeholder nyere data og dels kun omfatter Europa. Meget plast i Danmark stammer fra eksempelvis Kina,« siger han.
»Derfor kan resultaterne for ozonnedbrydning ved bomuldsposer og plastposer i rapporten ikke retvisende sammenlignes.«
Nyere data kunne have givet andre tal
Anders Damgaard fra DTU står ved de metoder, han og kollegerne har brugt.
»Det er fint at få frem, at der er nogle ting, vi kunne have gjort anderledes,« siger han.
Anders Damgaard kan dog godt følge Jannick Schmidts pointe om, at rapportens datagrundlag ikke er optimalt.
»Han har sikkert ret i, at det reelle tal for, hvor meget bomuld belaster miljøet, er mindre end beregnet, fordi man har udfaset brugen af CFC. Vi kunne have haft mere præcise resultater på miljøbelastningen ved bomuld, hvis vi havde haft mere tid og bedre data,« siger Anders Damgaard.
\ Læs mere
Han mener dog ikke, at det ville ændre nævneværdigt ved rapportens overordnede konklusion om, at stofposer skal bruges tusindvis af gange, før de belaster miljøet mindre end plastikposer.
»Der er ingen tvivl om, at bomuldsproduktion er meget ressourcekrævende. En pointe, jeg gerne vil have frem, er, at man ikke bare skal blive ved med at købe nye stofposer, fordi man tror, at det er mere miljøvenligt end plastik,« siger Anders Damgaard.
»Ligegyldigt hvilket materiale posen er lavet af, er det bedst, hvis man genbruger den så mange gange som muligt i stedet for at smide den ud og købe en ny,« understreger han.
Rapporten peger ikke fremad
Anders Damgaard er også enig med Kristian Syberg i, at det kan være problematisk, når medierne fokuserer så ensidigt på et tal.
Og han er ærgerlig over, at der kun er blevet fokuseret på plastikposer versus stofposer, men ikke om alle de andre materialer, der bliver analyseret i rapporten.
Kristian Syberg fra RUC går skridtet videre: Han undrer sig over, at rapporten, som er bestilt af Miljøstyrelsen, overhovedet er blevet lavet.
»Det er ikke en rapport, der peger fremad, i forhold til hvor vi skal bevæge os hen som samfund. Den giver et øjebliksbillede af bæreposer, der blev brugt i 2017, men ingen bud på, hvordan vi fremmer innovation af nye materialer, der er mere genanvendelige,« siger han og fortsætter:
»Vi har brug for at genbruge vores ressourcer langt bedre. Det er en fejl at konkludere, at det er fint at bruge de plastikposer, vi har i dag, fordi de belaster miljøet mindre end stofposer.«
Rapporten tager ikke højde for mikroplast
Rapporten inkluderer i øvrigt ikke den miljøbelastning, der er ved plastikposer, som bliver smidt i naturen, eller for den mikroplast, der ender i havet.
Forskerne har kun undersøgt, hvor meget en pose belaster miljøet, fra den bliver fremstillet, til den ryger i skraldespanden og går op i røg på genbrugspladsen.
