Klimarapport er fuld af løsninger: Udledninger kan halveres frem mod 2030

Vi har på forhånd kaldt den for den ultimative manual til at løse klimakrisen. Nu er den her, og heldigvis tog vi os ikke munden for fuld.

Den netop offentliggjorte klimarapport fra IPCC, FN's klimapanel, er resultatet af fire års arbejde, hvor klimaforskere fra hele verden har samlet den eksisterende viden om mulighederne for at bremse klimaforandringerne, inden de for alvor løber løbsk.

Rapporten er en håndbog til verdens politikere, så de kan træffe deres klimabeslutninger på baggrund af videnskaben, og det er der brug for.

Klimaforskerne Kirsten Halsnæs og Sebastian Mernild fortæller her i artiklen, hvilke fire hovedpointer vi skal tage med os fra rapporten.

1. pointe: Vi kan nå målet, hvis vi sætter hårdt ind nu

De næste år bliver kritiske, hvis vi skal nå at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader, som er målet i Parisaftalen.

Den gode nyhed er, at det faktisk kan lade sig gøre.

Den vigtigste konklusion, hvis man spørger professor Kirsten Halsnæs, ligger i to ord, der går igen i rapporten:

Øjeblikkeligt og dybdegående.

»Det er det her, vi alle har gået og ventet på: Vi er tæt på at kunne begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader, og rapporten er meget konkret omkring alt det, der kan gøres, og at det skal gøres hurtigt,« siger Kirsten Halsnæs, der forsker i klima og økonomi på Danmarks Tekniske Universitet.

2. pointe: Der er løsninger til halvering af emissioner i samtlige sektorer

Drivhusgasser stammer fra mange forskellige kilder. Man taler typisk om forskellige sektorer, der står for udledningen, for eksempel energiproduktion, landbrug, transport, industri og affaldshåndtering.

»Der er et kæmpe potentiale for energibesparelser på tværs af sektorerne. Hvis man indfører de rigtige politikker og teknologier, har forskellige sektorer mulighed for at reducere deres drivhusgasemissioner med mellem 40 og 70 procent i 2050,« siger Kirsten Halsnæs.

I rapporten finder forskerne belæg for, at man kan reducere verdens drivhusgasudslip med 50 procent sammenlignet med 1990, med en omkostning på under 100 dollar per ton CO₂.

• I energisektoren skal brugen af fossilt brændstof reduceres væsentligt, der skal være større elektrificering, en forbedret energieffektivitet og brug af alternative brændstoffer, såsom brint.
• I byggeri og infrastruktur skal reduktion af emissioner tænkes ind i byplanlægning, både når vi udvider eksisterende byer, og når der etableres nye. Vi skal udvikle byer, hvor man ikke er afhængig af en bil for at komme omkring, hvor transport er drevet af elektricitet og energikilder, der udleder færre drivhusgasser, og hvor grønne områder bidrager til at lagre CO₂.
• Landbrug, skovbrug og anden såkaldt arealanvendelse er med til at reducere emissioner, når eksempelvis skovvækst binder CO₂. Det skal vi fortsætte med at gøre brug af, men det må ikke kompensere for udledninger, der finder sted i andre sektorer.
• Industri står for mere end en fjerdedel af den globale udledning af emissioner. Hvis vi skal opnå netto-nul på området, vil det kræve helt nye produktionsprocesser: større brug af elektricitet, brint og, hvor det er nødvendigt, CO₂-fangst.

»Vi kan risikere, at temperaturen stiger med over 1,5 grader og bliver ved med at stige, og så skal vi have den ned igen. Det kræver, at vi hiver CO₂ ud af atmosfæren og deponerer gasserne. Det har længe kunnet lade sig gøre, men det er dyrt, og man vil gerne gøre det mere effektivt,« siger Kirsten Halsnæs og understreger, at ingen af vores ambitiøse målsætninger for klimaet vil kunne lade sig gøre uden en massiv mængde CO₂-fangst og biomasse.

3. pointe: Den grønne omstilling ser ud til at virke

I årene fra 2010 til 2019 var den gennemsnitlige årlige globale udledning af drivhusgasemissioner på det højeste niveau i menneskehedens historie, men vækstraten er blevet langsommere.

Det vil sige, at den procentvise stigning i de år, sammenlignet med stigningen fra 2000 til 2009, var mindre.

»Forestil dig et badekar, der bliver fyldt op med vand. Vandniveauet indikerer koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren, og jo mere vi skruer på hanen, des hurtigere stiger vandniveauet,« siger klimaprofessor Sebastian Mernild fra Syddansk Universitet.

Badekarret har aldrig været mere fyldt, end det er nu, og der løber stadig bekymrende meget vand i karret, men kigger vi på vækstraten, kan man altså se, at hastigheden er sat ned fra hanen.

»Hvis jeg skal prøve at finde den gode historie, så er der lidt synlige effekter der. Det kan være en indikation for, at den grønne omstilling synes at virke, eller at der i hvert fald er taget de første spæde skridt,« siger professoren.

Det kan godt kræve et årti eller flere, før vi kender effekten af den grønne omstilling, og tid er ikke det, vi har mest af, når det kommer til klimakrisen.

4. pointe: Klimapolitik skal følges med udviklingspolitik

»En vigtig konklusion er, at man bliver nødt til at koordinere spørgsmålet om bæredygtig udvikling med alle. Udviklingslandene kan med god ret sige, at klimasituationen i dag skyldes udledning fra de højtudviklede lande,« siger Kirsten Halsnæs og spørger:

»Hvem skal reducere hvor meget, hvem skal gøre det først, og kan vi deles om byrden?«

Hun peger på, at rapporten er vedtaget af alle lande. På samme måde er man nødt til at forholde sig til alle de forskellige udfordringer, der findes i andre lande, når man tilpasser sin klimapolitik.

»Hvis udviklingslandene skal med, er du også nødt til at håndtere udfordringer som fattigdom og adgangen til rent drikkevand,« siger Kirsten Halsnæs.

»Alle er med, og det er nødvendigt, hvis man vil have store reduktioner globalt.«

Videnskab.dk følger op i de kommende dage, hvor vi dykker mere ned i de konkrete løsninger. Dem kan du i øvrigt læse mere om i vores store Red Verden-tema.