Du kan tage med, når Videnskabernes Selskab slår dørene op til sit historiske hus på H. C. Andersens Boulevard.
Måske vil du hellere prøve at gribe en baby og se en rigtig moderkage på et af Københavns Universitets mange minilabs?
Eller har du benzin i blodet og en interesse for industriel udvikling? For så kan det være, at turen skal gå til DieselHouse, hvor du kan opleve gamle og store veteranmotorer blive startet.
Mere end 200 aktører i hele hovedstaden slår dørene op, når mørket falder på fredag 9. oktober, og inviterer indenfor til en aften, du sent vil glemme.
Derfor får du Videnskab.dk's guide til oplevelser om videnskab under dette års kulturnat.

Nationalmuseet: Oplev historien
På Kulturnatten kan du opleve ekspeditioner gennem tiden.
Her kommer skuespillere fra Vildsomt Kunstnerkollektiv til at vække ekspeditionernes mennesker og fortællinger til live rundt på museet.
Publikum inviteres med på en iscenesat rejse gennem museets udstillinger, hvor fortidens ekspeditioner møder nutidens rejsekultur.
Du kan også tage med på rundvisninger og høre oplæg fra Nationalmuseets forskere og formidlere, når nye spor opstår og næste destination ikke altid er til at forudse.
- Adresse: Ny Vestergade 10, 1471 København K
- Tidspunkt: kl. 18.00 - 00.00
- Link til arrangementet

Veterinærskolen: En aften i selskab med videnskab og dyresundhed
På Kulturnatten åbner Veterinærskolen dørene til en aften med videnskab og dyresundhed. Gå på opdagelse blandt skolens samlinger, hør om parasitter og dyresygdomme, og kom helt tæt på anatomien i den gamle anatomisal.
Det er også muligt at prøve kræfter som dyrlæge i Børnenes Dyrlægeakademi, ligesom du kan høre foredrag om parasitter, retsmedicin, røre ved tarme og se skolens mange samlinger.
- Adresse: Grønnegårdsvej 7, 1870 Frederiksberg C
- Tidspunkt: 18.00 - 23.00
- Link til arrangementet

Videnskabernes Selskab: Dørene slås op til dansk og international videnskabshistorie
Kom med, når Videnskabernes Selskab åbner dørene til det historiske hus på H.C. Andersens Boulevard.
Gå på opdagelse i fortællinger fra et af Danmarks knudepunkter for dansk og international videnskabshistorie gennem flere århundreder.
Mød selskabets medlemmer og hør, hvordan videnskab former vores hverdag og samfund. Oplev kunsten i huset og bliv klogere på den kongelige forbindelse fra stiftelsen i 1742 til i dag.
- Adresse: H.C. Andersens Boulevard 35, 1553 København V
- Tidspunkt: 18.00 - 23.00
- Link til arrangementet

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet: Videnskab, der kan ses, mærkes og opleves tæt på
Oplev videnskab på en sjov og spændende måde på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
Prøv selv kræfter med forskningen og mød forskere, der fortæller om aktuelle emner inden for sundhed med de mange minilabs, hvor du kan blive klogere på DNA, gener og livets byggesten, hjernen og sanserne samt kroppen i aktion.
Du kan også tage turen op i Mærsk Tårnet og nyde den fantastiske udsigt over København fra 15. etage.
- Adresse: Blegdamsvej 3B, 2200 København N
- Tidspunkt: 18.00 - 23.00
- Link til arrangementet

Ole Rømers Rundetaarn: 'Et lysende tårn'
I år fejrer Rundetaarn 350-året for Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed.
Til Kulturnatten står Rundetårn derfor i lysets tegn med et stemningsfuldt lysscenarie, der leder tankerne mod stjernerne og det uendelige univers.
I Observatoriet kan du kigge gennem den nyrestaurerede kikkert og opleve nattehimlen på nært hold. I Sneglegangen fortæller tårnets astroformidlere om stjernekonstellationer, planeter og meget mere.
I Bibliotekssalen kan du opleve udstillingen 'Ole Rømer og den store opdagelse' samt videnskabsudstillingen 'Light Echoes', der undersøger, hvordan vi opfatter universet gennem lys og tid.
- Adresse: Købmagergade 52A, 1150 København K
- Tidspunkt: 18.00 - 00.00
- Link til arrangementet

PROSA: Digital uafhængighed og dig
Hvor afhængig er du egentlig af de digitale tjenester, du bruger hver dag? Til PROSAs kulturnat kan du blive klogere på digital uafhængighed og forskellen på open og closed source.
Prøv kræfter med Linux i en workshop, hvor du kan tage din gamle bærbare med og få hjælp til installationen, hvis tiden tillader det.
Du kan også se, hvad Google, Windows og din telefon deler, og høre om dengang Danmark var en digital stormagt.
- Adresse: Vester Farimagsgade 37A, 1606 København V
- Tidspunkt: 18.00 - 23.00
- Link til arrangementet

Medicinsk Museion: Stamceller og fremtidskroppe
Du kan opleve alt fra fåret Dolly til flydende kroppe og vilde fremtidsscenarier i talks, workshops og aktiviteter om stamceller og medicinhistorie.
Hør om stamcellekunst, og se klip fra en ny film skabt i samarbejde med stamcelleforskere og -patienter.
Prøv kræfter med dans, byg en amulet og lav 3D-printede tegninger.
Du kan også komme tæt på museets historiske genstande sammen med konservatorerne og opleve særudstillingen Liquid Bodies, hvor kunst, kultur og ny bioteknologi mødes.
- Adresse: Bredgade 62, 1260 København K
- Tidspunkt: 18.00 - 00.00
- Link til arrangementet

DieselHouse: 125 års motorhistorie
Oplev 125 års motorhistorie på DieselHouse, når de store veteranmotorer startes hver halve time aftenen igennem. Mærk motorernes kræfter, mens museets eksperter fortæller om motorinnovation og industriel udvikling gennem 150 år.
Resten af museet er også åbent, så du kan gå på opdagelse i DieselHouse mellem motorstarterne.
- Adresse: Energiporten 8, 2450 København SV
- Tidspunkt: 18.00 - 23.00
- Link til arrangementet

Lex – Danmarks Nationalleksikon: Gør op med fake news
Bliv klogere på, hvordan artiklerne på Lex bliver til, og hvordan mere end 1.000 forskere og fagfolk er med til at sikre troværdig viden. Hør om leksikonets rolle i en tid med kunstig intelligens, hvor adgangen til pålidelig viden er under pres.
Quiz dig selv, test en ny dansk chatbot og mød passionerede fagfolk. Hør blandt andet om stjerner, arkitektur, Danmarks første indvandrere og spørgsmålet om, hvorvidt ebola kan komme til Danmark.
- Adresse: Wildersgade 41A, 1408 København K
- Tidspunkt: 18.00 - 23.00
- Link til arrangementet
Med mere end 200 arrangementer er der noget for enhver smag, når dette års kulturnat løber af stablen i København 9. oktober.
Så er du interesseret, kan du med fordel allerede nu investere i et kulturpas til 125 kroner, der giver fri adgang til samtlige arrangementer for dig og to børn under 12 år. Enkelte arrangementer kræver dog tilmelding på forhånd.
Kulturpasset giver også fri adgang til bus, tog, metro og letbane i hovedstadsområdet i zone 1–99.

































