På Videnskab.dk bringer vi ofte billeder fra store, spændende fotokonkurrencer rundt om i verden.
Men der er én fotokonkurrence, der er ulig de andre: Nikons Comedy Wildlife Awards.
Her sender fotograferne billeder ind af dyrelivet – stort som småt – hvor dyrene opfører sig komisk.
Nu er finalisterne fundet. Det betyder også, at du får muligheden for at se nogle af de udvalgte billeder, der har fået konkurrencens dommerpanel til at le.
Hvem ved? Måske kommer du også til at trække på smilebåndet.

Kaimaner-Elvis
Der er nogen, som tror, at Elvis ikke døde tilbage i 1977, men i stedet forfalskede sin egen død.
Tror man på reinkarnation, kan det være, at dette billede sætter gang i en ny konspirationsteori ved synet af kaimanens (Caimaninae) ikoniske 50'er rock'n'roll-frisure.
Måske blev Elvis reinkarneret til et dyr. Ikke en 'hound dog', men derimod til en kaiman, og nu lever han i Pantanal, et tropisk vådområde i Sydamerika.

Bjørne-salsa
Det ligner to brune bjørne (Ursus arctos), der øver sig på at danse salsa i måneskinnet, men virkeligheden er dog en anden.
De to unge han-bjørne er i gang med en venskabelig brydekamp, hvor de øver sig på hinanden, så de en dag kan tage kampen op med de voksne, dominerende hanner.
Det lyder voldsomt, at to bjørne slås, men det er meget sjældent, at legen ender med alvorlige skader.
At dømme ud fra deres grimasser, ligner det, at de hygger sig i hinandens selskab.

Egern i camouflage
Dyr er blevet brugt i krig gennem tusinder af år. Men her på redaktionen har vi ikke hørt om, at camouflerede egern indgår på listen over arter, mennesker har brugt i krigsførelsen.
Billedet ligner et camoufleret egern, der er blevet opdaget og overgiver sig til fjenden.
I virkeligheden er der nok bare tale om et egern, der havde lidt for store ambitioner for, hvad det kunne bære i munden. Med lidt kreativ sammenpresning er det lykkedes at få alt det grønne ind – sådan da.

Moden kommer og går, men fjerdragter består
En finsk havørn (Haliaeetus albicilla) går catwalk på det tilfrosne hav omkring Kustavi på Finlands vestkyst.
Det er fjerde vinter i træk, at denne havørn holder til på det tilfrosne vand.
Den kommer trofast, så længe isen er der – men den er stadig på vagt og letter straks, hvis en fotograf kommer for tæt på.

Et hurtigt hårtjek inden familieportrættet
En surikat (Suricata suricatta) insisterer på en sidste pelsinspektion, mens resten forsøger at se præsentable ud for fotografen, der tog billedet i Namibia i det sydvestlige Afrika.

Angry bird
Hvem husker ikke de første mobilspils ukronede konge 'Angry Birds', hvor man skød grise med fugle, der ligner den på billedet.
Den lille fuglekonge (Regulus regulus) er faktisk Europas mindste fugl. Og dette eksemplar løb rundt på jorden på jagt efter føde, indtil den pludselig stoppede op og kiggede direkte ind i kameraet.
Et splitsekund med perfekt timing, der får en til at undre sig. Fik den måske øje på et par øffende grise, den kunne angribe?

En sexet knæler
En lille grøn knæler (Mantodea) gør sig lækker for kameraet ved at tage sig et kig over bladkanten under en nattevandring i Cusco, Peru.
Med bagbenene gemt bag bladet kommer de lange forben pludselig til at ligne et par lange flotte menneskeben.

Luftangreb
En ung hornugle bliver pludselig igen og igen angrebet af et egern, der springer direkte mod den fra en nærliggende gren.
Sammenstødet sender begge dyr ned i græsset.
Utroligt nok gentager egernet angrebet yderligere to gange i løbet af den næste halvanden time.
Ingen af dem kom til skade, men uglen fik en noget usædvanlig velkomst på sin nye gren.

































