Person-first language: Siger du ‘en handicappet’ eller ‘et menneske med et handicap’?

Gør det en forskel, om man omtaler folk som ‘handicappede’ eller som ‘mennesker med et handicap’?

Eller hvad med dem, der lider af den psykiske sygdom skizofreni - er de ‘skizofrene’?

Er man ‘diabetiker’ eller ‘en person med diabetes’?

‘Dement’ eller en, der er ramt af demens?

Den sproglige forskel i alle eksemplerne er, at den ene variant beskriver, hvad en person er: 'Handicappet’, ‘skizofren’, ‘diabetiker’ og ‘dement’.

Den anden variant fokuserer på, hvad en person har. Det er en sproglig form, der internationalt kaldes ‘person-first language’, og som på dansk kan oversættes til, at man sætter mennesket før sin sygdom.

»Mennesker er ikke deres sygdomme,« som Per Vendsborg, overlæge i Psykiatrifonden, siger.

»Man sætter dem i bås, når man kalder dem ‘skizofrene’, ‘handicappede’ eller ‘diabetikere’. De kan jo i virkeligheden være både direktører, hjemløse og alt muligt andet,« forklarer han.

Selv siger han eksempelvis ‘et menneske med skizofreni’ i stedet for ‘en skizofren’, og det gør han for at anerkende, at sygdommen kun er en del af mennesket. Ser man kun sygdommen, kan det nemlig lede til stigmatisering.

Forskere: Eliminer ordet ‘skizofren’

Per Vendsborg er ikke i tvivl om, at de ord, man vælger at bruge om andre, har en effekt på, hvordan de opfattes og behandles. Forskning peger i den samme retning.

Et studie fra 2021 har undersøgt, hvilken betydning det har, at patienter omtales som ‘mennesker med skizofreni’ frem for ‘skizofrene’.

251 personer, der enten arbejder som eller er ved at uddanne sig til sundhedspersonale, skulle besvare en survey om patienter, der lider af skizofreni. De skulle, på en skala fra 1 til 5, vurdere, hvor enige de var i en række udsagn om patienter med skizofreni.

Alle fik den samme liste med udsagn, men i den ene halvdel blev patienterne omtalt som ‘skizofrene’ og i den anden ‘mennesker med skizofreni’.

Et udsagn lød eksempelvis: »Skizofrene/mennesker med skizofreni har brug for, at man anvender den samme form for kontrol og disciplin som over for et lille barn«.

Besvarelserne viste en forskel. I den halvdel, hvor udtrykket 'skizofrene' blev brugt, var sundhedspersonalets attitude over for patienterne »mere autoritativ, mere socialt restriktiv og mindre velvillig«.

Af den grund mener forskerne bag studiet, at man helt bør eliminere ordet 'skizofren'.

De anbefaler, at sundhedspersonale i stedet bruger ‘person-first language’.

»Går rundt som tikkende bomber«

Også i medierne er der brug for at være påpasselig med sproget, lyder rådet i flere rapporter om stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom.

Det er nemlig her, mange mennesker stifter bekendtskab med psykisk sygdom, og hvis billedet af livet med en diagnose kun bygger på nyhedsmediernes kriminalstof, kan fordommene nemt komme til at fylde.

»Ekstrabladet skrev engang, at psykisk syge ‘går rundt i din by som tikkende bomber', og det betyder jo noget for angsten for mennesker med eksempelvis skizofreni,« siger Per Vendsborg.

Den omtalte leder i Ekstrabladet har 10 år på bagen, men medierne har stadig et problem med stigmatiserende indhold. Det viser medieanalysen ‘Stigmatisering i medierne’, der har analyseret mediedækningen af psykisk sygdom i danske webmedier i 2021 .

En tredjedel af alle omtaler vedrørende psykisk sygdom er fortsat stigmatiserende, og det gælder særligt kriminalstof.

Stigmatiseringen består i...

• At mennesker, der er ramt af psykisk sygdom, blot benævnes som deres sygdom, eksempelvis ‘den skizofrene’
• At medier kæder kriminalitet til psykisk sygdom, før man overhovedet ved noget om gerningspersonen

Det taler direkte ind i de fordomme, Per Vendsborg oplever, at andre har om psykisk sygdom.

»De er farlige, og vi er for bange for dem. Vi tror også, at ‘én gang psykisk syg, altid
psykisk syg’, men man kan jo sagtens blive rask,« siger Per Vendsborg og fortsætter:

»Jeg har mødt mange, der har sagt, at fordommene næsten kan være værre end sygdommen, fordi folk tager afstand fra én, udelukker én og automatisk tænker, at man er ustabil. Det sidste kan gøre det svært at få et arbejde. Man bliver dømt på forhånd, og det er et kæmpe problem.«

Hvorfor putter vi folk i kasser?

Men hvis det er så skadeligt, hvorfor bliver vi så ved med at have fordomme om andre mennesker?

Det kan Mikkel Wallentin, professor i kognitionsvidenskab ved Aarhus Universitet, give et bud på.

Når vi ‘putter folk i kasser’, forklarer han, er det en manøvre i hjernen, der skal gøre det nemmere for os at træffe beslutninger hurtigt og effektivt. Det kan du læse mere om i artiklen ‘Hjerneforsker: Derfor putter vi folk i kasser, hvor Mikkel Wallentin blandt andet forklarer, hvordan vores ordforråd hænger sammen med vores opfattelse af virkeligheden.

Mikkel Wallentin mener, at ‘person-first language’ først og fremmest er en måde, man kan gøre sig selv opmærksom på, at en diagnose ikke definerer en person. Det kan få os til at tænke over og genoverveje, hvilke kategorier vi trækker på, når vi møder andre.

»Jeg tror, bevidstgørelsen er det vigtige i den diskussion. Det er ikke selve det at ændre betegnelsen, der gør en stor forskel,« siger han og fortsætter:

»Når vi får nye erfaringer, ændrer sproget sig også. Nogle af de erfaringer, vi gør os de her år, er, at vi bliver mere opmærksomme på, at mennesker, der før blev omtalt i stigmatiserende kategorier, er andet og mere, og det er en god tid at blive opmærksom på.«

Det vanskelige ved ‘person-first’

Men der er også en vanskelig dobbelthed ved den sproglige form, påpeger Mikkel Wallentin.

Hensynet alene kan nemlig opfattes negativt.

»Det er en sproglig konvention, der er indført til at tale om noget, der regnes for negative egenskaber. Man ville ikke på samme måde sige ‘en person med begavelse’ eller ‘en person med musikalitet’. Det kan man godt gennemskue, når man hører begreberne - at det handler om at tage hensyn, og så snart man er en, der skal tages hensyn til, risikerer man allerede at være i armslængde ud fra gruppen,« siger han.

I sidste ende er det, ifølge Mikkel Wallentin, ens intention og forhold til den, der tales om, der afgør, om det, man siger, er hensynsfuldt eller ej.

Et godt råd er derfor at spørge sig frem.

Overlæge Per Vendsborg tilføjer:

»Tænk på, at det er mennesker, du taler om, og husk, at du kan hjælpe dem, der alt for ofte oplever at blive stigmatiseret, blandt andet gennem din sprogbrug,« siger han.