Skadelige PBDE-stoffer er en gammel kending i industrien.
De blev brugt som flammehæmmere til at gøre alt fra møbler, elektronik og tekstiler mindre brandfarlige.
Kemikalierne er svært nedbrydelige og ophobes i naturen.
Stofferne har den slagside for mennesker, at vi kan optage de mange forskellige varianter af PBDE, og de mistænkes for at kunne påvirke blandt andet fertilitet og børns udvikling.
De blev derfor i grove træk forbudt gradvist fra 2004 i EU, USA og det meste af verden.
Men forbud har ikke fjernet problemet med PBDE-forurening, understreger et internationalt forskerhold.
I et nyt studie finder de, at de sundhedsskadelige stoffer stadig er udbredt i Europa, særligt i byer, industriområder, affald og spildevand.
Forskerne har gennemgået 181 studier fra 25 europæiske lande og fundet, at PBDE-stoffer fortsat kan måles i alt fra luft og jord til vand, sne og spildevandsslam.
»Det er skidegodt review. Det er virkelig udførligt lavet,« siger Nina Cedergreen, professor i miljøtoksikologi på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
PBDE er også fundet i sort genanvendt plast og i låg til termokopper i EU i 2013.
Når vi genanvender plast, kan de sundhedsskadelige stoffer komme med over i den genanvendte plast.
\ Hvad er PBDE?
PBDE står for polybromerede diphenylethere.
Det er en gruppe af menneskeskabte kemiske stoffer, der særligt blev brugt som flammehæmmere i EU fra 1970’erne og frem.
I 1997 brugte man i Danmark op til 120.000 kilo PBDE om året, ifølge Miljøministeriet. Og på det tidspunkt var forbruget endda nedadgående.
I alt er der 209 forskellige varianter af PBDE. De mest problematiske blev forbudt enkeltvis fra midt-2000’erne. Deca BDE-varianten blev omfattet af EU-restriktioner i 2017.
Stofferne kan optages af mennesker og er fundet i vores blod, brystmælk og i nyfødte spædbørn, samtidig forbindes stofferne med fertilitetsproblemer og påvirkning af børns neurologiske udvikling, fortæller Stephanie Cheng Hammel.
Man kan dog godt selv mindske udsættelsen for disse typer forurening, mener hun.
Hvis man har ældre polstrede møbler, elektronik og ledninger i sit hjem, er det for eksempel særligt vigtigt at huske at lufte ud og støvsuge grundigt.
Kilde: Stephanie Cheng Hammel. Miljøministeriet.
Industrikemi forsvinder ikke bare med forbud
Det er ikke overraskende for de forskere, vi har talt med, at PBDE-stoffer stadig er at finde i Danmark eller andre europæiske lande.
Stofferne tager mange år at nedbryde, og de er stadig i gamle møbler, biler og byggematerialer. Samtidig kan de blive genanvendt og brugt i nye produkter.
Mange PBDE-stoffer kan transportere sig i luft og vand over store afstande, og derfor er de fundet i selv fjerne egne i naturen som på alpetoppe.
Stephanie Cheng Hammel er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, hvor hun blandt andet forsker i PBDE.
Hun kender de sundhedsskadelige konsekvenser forbundet med PBDE og på baggrund af det nye studie mener hun ikke, at man skal frygte for stofferne. Langt størstedelen af os udsættes for meget små mængder, fordi forbuddene har bragt niveauerne ned.
»Man skal selvfølgelig tage PBDE alvorligt, men der er heller ikke grund til at være unødigt bekymret,« siger Stephanie Cheng Hammel til Videnskab.dk.
Der er dog en ukendt risiko ved, at vi er udsat for mange forskellige typer forurening: PFAS, PBDE, pesticider, mikroplast og så videre, siger hun.
Cocktaileffekten kaldes det, og den vækker større bekymring hos Stephanie Cheng Hammel, fordi den er så uigennemskuelig for forskerne at regne ud.
Niveauerne er nedadgående
Forskerne bag det nye studie har svært ved at sige, hvor slemt det står til med forureningen.
Studiet samler og gennemgår eksisterende forskning for at kortlægge PBDE-forurening i Europa.
I de 181 studier er der stor forskel på, hvordan og hvornår man har målt for PBDE, og derfor er det ikke muligt på baggrund af studierne at lave en fuldstændig kortlægning af, hvordan forureningen har udviklet sig før og efter forbuddene.
Stephanie Cheng Hammel hæfter sig for eksempel ved, at et af de danske studier er fra 2001.
»Så det er ikke en konsekvent dækning af PBDE, der kan sige, hvordan situationen er i dag,« siger hun.
Studiets forfattere bemærker dog, at niveauerne virker til at være nedadgående, hvilket professor Nina Cedergreen også hæfter sig ved.
»Det går nedad. Det er vigtigt at vide.«
Nina Cedergreen bruger i sin undervisning en bog fra 2014, hvor forskere finder en nedadgående trend for kemi forbudt i 1960’erne, hvor PBDE også er nævnt, til at vise sine studerende, at forbud virker.
»Så kan de studerende se, at forbud faktisk nytter noget, selv om det er en langsom proces.«
Forskerne mener dog stadig at kunne konstatere fra studier efter forbuddene, at der fortsat er udbredt forurening i Europa.
De opfordrer til bedre overvågning, så forskere kan følge udviklingen og sundhedsfaren.
Politisk handling sker for sent
Stephanie Cheng Hammel mener ligesom forskerne, at der med fordel kan laves mere overvågning, så man får et bedre overblik over udbredelsen af PBDE.
Et sted at starte er genbrugsplast, hvor der er behov for bedre kendskab til PBDE og anden sundhedsfarlig kemi, når vi genanvender.
Hun fremhæver et studie fra i år, hvor forskere finder tegn på flammehæmmere som PBDE i en tredjedel af nedrevne byggematerialer, som skal genanvendes, og høje niveauer i 10 procent af dem.
Nina Cedergreen mener, at der er behov for mere politisk handling og en anden tilgang til miljøpolitik.
»Vi bliver i længden nok nødt til at regulere på gruppebasis, hvis det skal give mening. Vi kan ikke undersøge og forbyde tusindvis af stoffer enkeltvis. Det er for tungt og langsomt,« siger hun.
Praksis er lige nu, at politikerne først kan lave et forbud, når noget kemi har vist sig skadeligt. I mellemtiden er industrien rykket videre til en anden variant af samme kemi, som så kan fortsætte i mange år.
En udvikling, der for eksempel er i gang med PFAS, fortæller hun.
Industrien skal tænke nyt
Tiden er inde til nytænkning, mener Stephanie Cheng Hammel.
»De flammehæmmere, man i dag bruger i stedet for PBDE, er ikke nødvendigvis bedre,« siger hun.
Et forslag kunne være, at industrien i stedet for at bruge nye typer flammehæmmere udvikler materialer, der i sig selv er mindre brændbare og ikke har samme negative konsekvenser.
Det kunne også være at producere for eksempel gardiner og møbler, hvor flammehæmmere er indbygget i selve materialet, så de ikke så let frigives.
Disse alternative løsninger skal dog igangsættes af industrien. Noget, der også er kommet mere fokus på i samfundet, mener Stephanie Cheng Hammel.
»Der er mange, der ønsker sig, at der bliver gjort mere for at begrænse den slags forurening. Der er kommet mere pres på.«
































