Hjerneforsker: Derfor putter vi folk i kasser

Verden er kompleks. Hver dag bruger hjernen rigtig meget krudt på at navigere i det væld af indtryk, den møder, og derfor er en del af den kommunikation, der foregår mellem mennesker, automatiseret.

Selvom fordomme generelt ses som noget negativt, er de i den sammenhæng med til at lette kommunikationen. Det forklarer Mikkel Wallentin, der er professor i kognitionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

Når vi ‘putter folk i kasser’, siger han, er det en manøvre i hjernen, der skal gøre det nemmere for os at træffe beslutninger hurtigt og effektivt. Det er kort sagt svært ikke at have fordomme om andre.

»Det er smart, at vi kan trække på nogle fordomme, så vi ikke skal prøve at forstå alting forfra, hver gang vi oplever noget nyt,« siger Mikkel Wallentin.

Men der er også en bagside. Nogle mennesker kan ende i en kasse, fastlåst i en forestilling, der er stigmatiserende.

Sproget former virkeligheden

Mikkel Wallentin forklarer, at mekanismen kan opleves i noget så basalt som opfattelsen af farver.

Farver er visuelle sanseindtryk af lys. Lys rammer øjet med forskellige bølgelængder, og det giver opfattelsen af forskellige farver.

»Overgangene mellem farver er glidende, men vi oplever dem mere abrupt,« siger Mikkel Wallentin og forklarer, at den abrupte afgrænsning hænger sammen med, hvilke ord vi har for farverne.

»Så mennesker, der i deres sprog har en adskillelse af grøn og blå - og det er ikke alle, der sprogligt har det - vil opleve, at der er større forskel mellem grøn og blå, end dem, der ikke har,« siger Mikkel Wallentin.

Også selvom fysikken bag - bølgelængderne - er ens for alle.

»For 50 år siden troede man også, at opfattelsen af farver var ens for alle, men i virkeligheden er der utroligt stor variation i, hvordan forskellige sprog inddeler farvespektret i ord,« siger hjerneforskeren.

Vi ser altså til en vis grad de farver, der passer til de farvekategorier, der er i vores sprog. Man kan sige, at sproget er med til at forme virkeligheden.

Det kan ifølge Mikkel Wallentin overføres til vores begreber om mennesker. Hvis vi på samme måde har en meget smal forestilling om en kategori som ‘handicappet’, ‘skizofren’ eller ‘alkoholiker’, kan vi også få en meget smal - og i værste fald stigmatiserende - opfattelse af de mennesker, der gemmer sig bag betegnelserne.

Forskelle overdrives

Samtidig ved vi fra forskning i kategorisering, at når der først er en forskel mellem to kategorier, begynder vi i sansning og i vores oplevelse at overdrive forskellen, forklarer Mikkel Wallentin.

Det er det, der sker, når du kigger på dette billede:

Linjen i midten har den helt samme grå farve fra venstre mod højre, men vores sanser er indrettet til at fokusere på kontraster og ikke til at se verden som den er, forklarer Mikkel Wallentin.

Derfor ser vi linjen, som om den skifter farve mod baggrunden.

»Den idé kan man overføre til vores kategorier om mennesker og sociale grupper. Vi overdriver eksempelvis forskelle mellem mænd og kvinder og har en tendens til at se bort fra lighederne. Vi siger, at 'mænd er sådan og sådan, og kvinder er på den her måde'. I praksis er der ikke store forskelle, men de små forskelle overdriver vi,« siger forskeren.

Det er altså en grundlæggende kognitiv funktion, at ting, vi har brug for at skelne, vil vi have en tendens til at inddele i kategorier, overdrive og lave stereotyper af.

»Det går ud over alle dem, der ligger imellem kategorierne. Især når det bliver til en ide om, at de ting, der udgør forskellen i kategorien, bliver til en opfattelse af personens essens,« siger Mikkel Wallentin.

Sproget er på den måde et effektivt værktøj til at skabe og styrke stereotypiske forestillinger om andre.

Den anden vej rundt kan sproget være med til at bryde med forestillingerne. Det kan du læse om i artiklen 'Person-first language': ‘Siger du ‘en handicappet’ eller ‘et menneske med et handicap’?