Den rigeste andel af verdensbefolkningen står for at udlede langt størstedelen af den CO2, som driver klimaforandringerne.
Nu kaster et nyt studie, der netop er udgivet i Nature Sustainability, lys over, hvor stor uligheden i verdens CO2-regnskab egentlig er, baseret på data fra 116 lande.
Resultaterne viser blandt andet, at det gennemsnitlige CO2-aftryk hos den øverste 1 procent, der udleder mest, er over 75 gange højere end hos de nederste 50 procent, skriver mediet Carbon Brief, som har omtalt studiet.
Som noget nyt har forskerne ligeledes regnet på, hvad det vil betyde for de globale udledninger, hvis man hæver millioner af mennesker op over Verdensbankens fattigdomsgrænse for ‘ekstrem fattigdom’, der er sat til 1,9 dollars om dagen, godt 13 danske kroner.
Det scenarie vil øge de globale CO2-udledninger i omegnen af én procent, indikerer forskernes beregninger, og det vidner om, at vi godt kan opfylde vores klimaambitioner, samtidig med at vi bekæmper ekstrem fattigdom, lyder vurderingen fra en dansk professor, der ikke har været med til at lave studiet.
»Jeg hæfter mig ved, hvor relativt lidt det egentlig koster på vores klimamålsætning at løfte folk ud af ekstremt fattigdom, globalt set. Det er nærmest uanset, hvor man sætter fattigdomsgrænsen inden for de gængse internationale fattigdomsgrænser, som de har set på i studiet her, selvom den beløbsgrænse stadig er meget lav,« siger John Thøgersen, der er professor i økonomisk psykologi ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
Det nye studie tegner et mere præcist billede af, hvem der står for hælde mest CO2 ud i atmosfæren, ifølge John Thøgersen. Man skal dog læse den slags beregninger som størrelsesordener, da det er utrolig komplekst at beregne helt ned til decimalerne, tilføjer professoren.
Har set på forbrug
Forskerne har brugt globale forbrugsdata fra Verdensbanken til at kortlægge, hvordan den gennemsnitlige CO2-udledning per indbygger ser ud på et år, fordelt på 116 lande med forskellige niveauer af indkomst og forbrug.
\ Forsker: Bedste bud på kortlægning, vi har set
For at få et mere præcist billede af CO2-aftrykket helt ned på indbyggerniveau har forskerne bag studiet for hvert land opdelt befolkningen i grupper baseret på, hvor meget de i gennemsnit forbruger.
Det har de gjort med 116 lande, svarende til omtrent 90 procent af verdensbefolkningen med tal fra Verdensbanken fra 2014,
Shoibal Chakravarty, der er stipendiat i programmet for afbødning og udvikling af klimaændringer i Ashoka Trust for Research in Ecology and the Environment, siger til Carbon Brief, at undersøgelsen »betydeligt forbedrer tidligere forsøg« på at måle CO2-udledninger per indbygger og er »mere stringent end tidligere bestræbelser.«
Han har ikke været en del af studiet.
Ved at se på forbrugsdata har det været muligt at tage højde for, at CO2-udledningen faktisk knytter sig til de lande og indbyggere, der bruger varerne – for eksempel tøj – frem for at CO2-regningen lander hos de lavindkomstlande, der producerer dem.
Den officielle måde at se på en nations udledninger på, dækker typisk den territoriale udledning. Det er den udledning, der finder sted inden for den enkelte nations grænser. Men her indregnes for eksempel ikke de utallige varer, der importeres til forbrug i landene.
Professor Klaus Hubacek forklarer over for mediet Carbon Brief, hvad der ligger i tallene:
»Ved at køre modellen med forbrugsmønstrene beregnes CO2-udledningen ikke kun direkte via udgifter til opvarmning og afkøling, men via den inkorporerede CO2-udledning i de produkter, folk køber. Så det tager højde for hele de globale forsyningskæder for at beregne disse kulstofudledninger,« siger Klaus Huback, der er professor i videnskab, teknologi og samfund ved universitetet i Groningen og medforfatter på studiet.
Forsker: »Sindssyg« ulighed
Er man i tvivl om, hvilke dele af verden der sætter det største aftryk på klimaet, skal man blot kaste et blik på kortet herunder, der viser CO2-udledningen per indbygger i de 116 lande, som forskerne har data på.
Helt i top ligger indbyggerne i Luxembourg, mens lavindkomstlande i Afrika og Sydasien ligger i bunden. Det har ikke været muligt for forskerne at indhente data fra velstående lande som Australien, Canada, Japan og Golfstaterne, da der mangler data fra Verdensbanken.
Tallene taler dog for sig selv: Hvis vi skal sikre globale fremskridt inden for fattigdomsbekæmpelse uden at overskride klimamålene, er lande, der hælder store mængder af CO2 ud i atmosfæren, nødt til at reducere deres CO2-udledning væsentligt, skriver forskerne i studiet.
Over for mediet Carbon Brief betegner studiets førsteforfatter Benedikt Bruckner uligheden som ‘sindssyg’ og tilføjer:
»Hvis vi vil reducere vores CO2-udledning, er vi virkelig nødt til at gøre noget ved de superriges forbrugsmønstre,« påpeger Benedikt Bruckner, der er tilknyttet Energy and Environmental Sciences ved University of Groningen.
Professor Wiliam Lamb, der ikke har været en del af forskningen, kalder den store kløft ‘forbløffende’ i samme artikel.
»I den offentlige samtale om klimaændringer hører vi ofte, at handlinger i Europa eller USA er meningsløse sammenlignet med Kinas industrielle emissioner eller virkningerne af hurtig befolkningstilvækst i Afrika. Dette studie afslører disse påstande som bevidst uvidende, i bedste fald,« siger William Lamb, der er professor på Mercator Research Institute on Global Commons and Climate Change i Berlin.
Antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, er halveret – fra 1,9 milliarder i 1990 til 736 millioner i 2015. Men globalt set lever mere end 700 millioner mennesker stadig for mindre end 1,9 dollars (cirka 13 kroner) om dagen.
Gør sig en række antagelser
Med afsæt i de tal har forskerne bag det nye studie beregnet syv scenarier for fattigdomsbekæmpelse og udryddelse af ekstrem fattigdom, som er ét af FN’s 17 verdensmål.
Et af scenarierne tager afsæt i en fattigdomsgrænse på 1.9 dollars om dagen, mens et andet tager udgangspunkt i en fattigdomsgrænse på over 5 dollars – cirka 33 kroner – om dagen.
\ Har regnet på flere scenarier
Forskerne har opstillet 7 scenarier med udgangspunkt i det første af FN’s 17 verdensmål, der går ud på at udrydde fattigdom helt.
Derefter har de brugt forskellige fattigdomsgrænser til at beregne, hvor meget udledningerne vil stige, hvis man hæver befolkningen over en bestemt tærskel. Det skal dog siges, at der kan være forskel på lande, og at det er et gennemsnit.
Lande i Afrika og Sydasien vil opleve den største stigning i emissioner, finder forfatterne.
Det er værd at bemærke, at forskernes scenarier blandt andet bygger på den antagelse, at der ikke sker store ændringer i befolkningen eller i deres forbrug af energi.
Forskerne flytter altså de mennesker, der lever i fattigdom, ind i en gruppe over fattigdomsgrænsen – og antager, at deres forbrugsmønstre og CO2-aftryk ændrer sig i overensstemmelse med nutidens forbrugsvaner i deres land.
I det scenarie, hvor flere millioner løftes over grænsen for ekstrem fattigdom, finder forskerne, at CO2-aftrykket per indbygger vil stige med omtrent 0,2 til 0,4 ton CO2 i gennemsnit; der kan imidlertid være variationer i de enkelte lande.
Rige lande skal hjælpe til
Men jo højere fattigdomsgrænsen løftes, desto mere vil udledningerne stige, viser studiet.
Et andet eksempel er, at hvis man løfter 3,6 milliarder mennesker over en fattigdomsgrænse på 5,5 dollars, vil de globale udledninger stige med omtrent 18 procent.
»Når man ser på de 17 verdensmål, kunne man umiddelbart tro, at der er en konflikt mellem de mål, der handler om at udrydde fattigdom, og de mål, der handler om at nedbringe CO2-udslippet. Det er der på sin vis også, fordi man ikke hæver folk ud af fattigdom uden at øge deres forbrug, og hvis man øger deres forbrug, øger man også deres klimabelastning,« siger John Thøgersen.
»Men når vi får sat så gode beregninger på det, som vi kan nu, så er det relativt marginalt, hvad det koster i hvert fald at få udryddet fattigdom, selvom det bestemt ikke er noget højt leveniveau,« fortsætter han.
Studiet giver trods alt en optimisme i forhold til, at det godt kan lade sig gøre, uddyber John Thøgersen.
»Det er klart, at det kræver, at vi i den rige del af verden er nødt til at reducere vores CO2-aftryk kraftigt og så hurtigt som muligt for at lette overgangen for de sårbare befolkninger i det globale syd.«
Forskerne i studiet, såvel som John Thøgersen, peger samtidig på, at de rige lande skal understøtte en grøn omstilling af blandt andet energi i mindre velstående lande.
Rige lande skal bidrage til, at udviklingslande kan tilpasse deres infrastruktur og landbrug til det ændrede klima og til at omstille samfundet til en bæredygtig udvikling uden stigning i udledningen af drivhusgasser, påpeger John Thøgersen.
\ Red Verden med Videnskab.dk (BRUG DENNE)
ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.
Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft og indsatser for at redde dyrene til, om det giver bedst mening bare at spise mindre kød.
- Bør vi sætte alt ind på at begrænse overbefolkning?
- Virker det at købe CO2-aflad?
- Er cirkulær økonomi en løsning?
- Hvordan kan jeg handle anderledes i hverdagen?
- Og har verden overhovedet brug for at blive reddet?
Hvad siger videnskaben? Hvad kan man selv gøre hjemme fra sofaen for at gøre en forskel?
Du kan få mange gode tips og råd i vores Facebook-gruppe, hvor du også kan være med i overvejelser om artikler eller debattere måder at redde verden på.
