De rigeste 10 procent står for halvdelen af CO2-udledningerne

Uligheden i verdens CO₂-regnskab er tydelig.

De 10 procent rigeste af verdens befolkning, som mange af os danskere er en del af, udleder omtrent halvdelen af verdens CO₂ fra privatpersoner, mens de 50 procent fattigste kun udleder 10 procent.

Det skal der laves om på, hvis vi skal løse klimakrisen, lyder det fra en række forskere i en perspektivartikel i tidsskriftet Nature Energy.

Her har forskerne samlet op på, hvordan en lille del af verdens befolkning tegner sig for en stor del af CO₂-udledningerne globalt:

• Den rigeste 1 procent af verdens befolkning var ansvarlig for udledningen af ​​mere end dobbelt så meget CO₂ som den fattigere halvdel af verden i årene 1990 til 2015.
• Ifølge en FN-rapport stod den øverste ene procent på kloden for omtrent 15 procent af al udledning i 2015.
• De 10 rigeste procent - hvor mange danskere befinder sig - står for godt halvdelen af verdens udledninger af CO_2.
• Et studie estimerer, at kun omtrent 2-4 procent af den globale befolkning fløj internationalt i 2018.

»Det fortæller en historie om, at der er en stor ulighed i, hvem der er med til at drive klimakrisen, og hvem der så oplever de værste konsekvenser af klimaforandringerne,« konstaterer førsteforfatter Kristian Steensen Nielsen, der forsker i miljøpsykologi ved University of Cambridge i England, til Videnskab.dk.

\ Læs mere

6 tiltag, der kan bremse klimaforandringerne og gøre verden til et bedre sted

Har stor indflydelse

Med de tal i baghovedet kommer man ikke udenom at se på de de riges rolle i den grønne omstilling, påpeger Kristian Steensen Nielsen. Og her handler det ikke bare om de ultrarige; også flere danskere falder i den kategori.

Forskerne har derfor set nærmere på den rigeste ene procent, som blandt andet er karakteriseret ved at tjene i gennemsnit omkring 700.000 kroner årligt og har en høj socioøkonomisk status i samfundet.

Og pointen er, at de kan være med til at ændre verden omkring sig på flere måder og sætte fut i den grønne omstilling:

»Den rigeste ene procent kan have en uforholdsmæssig stor indflydelse på, hvad der sker på klimaområdet i kraft af deres status i samfundet gennem forskellige roller - for eksempel i ledelsespositioner eller bestyrelser, i deres sociale netværk eller som rollemodeller. Og når man ser på eliten af eliten, så ved vi, at de også har en stor politisk indflydelse,« siger Kristian Steensen Nielsen, der er postdoc ved University of Cambridge.

Når snakken falder på at ændre forbrugsvaner, er fokus ofte på små adfærdsændringer, der generelt har en mindre betydning for udledningen af drivhusgasser, fortsætter Kristian Steensen Nielsen.

»Vores måde at brede debatten ud på handler om at se udover forbrugsdelen, men også, at når vi snakker om forbrug, skal vi fokusere på den adfærd og de sektorer, hvor udledningerne er størst.«

Og den store ulighed rummer også et demokratisk problem, mener forskerne. Læs mere om det i bunden af artiklen.

\ Læs mere

Forskere advarer: Samfundsøkonomien smadrer vores planet

Vi er også nødt til at se på befolkningsgrupper

Den nye artikel sætter fokus på et vigtigt område, siger John Thøgersen, der er professor i økonomisk psykologi ved Aarhus Universitet og har læst perspektivartiklen for Videnskab.dk

En ting er, at de rige lande er nødt til at tage et stort ansvar i kampen mod klimaforandringer. Det kan der ikke være to meninger om, som han formulerer det.

\ Læs mere

Sådan kan rige lande hjælpe fattige med at ruste sig til klimaforandringer

Men også indenfor landegrænser er man nødt til at fokusere på, at der er befolkningsgrupper - typisk med en høj socioøkonomisk status - som har et højere CO₂-aftryk, uddyber John Thøgersen.

»Vi har i lang tid diskuteret problemerne med overforbrug, og de konsekvenser det har i forhold til klimaforandringer. Her har vi har set på det totale overforbrug i verden, hvilket bestemt også er relevant,« siger John Thøgersen.

»Men vi skal også mere målrettet finde ud af, hvilke forbrugsgoder det giver mening at fokusere på, så det er på tide, vi også ser på den ulighed, der er i befolkningen, og hvad den betyder for problemerne,« fortsætter professoren.

Groft sagt kan man sige, at de rigeste 10 procent i verden - herunder os danskere - lever mere energi-intensive liv.

\ Læs mere

Forbruget i rige kommuner udleder mere CO2 end i fattige

»Jo mere du tjener, jo mere forbruger du typisk - og jo mere CO₂ bliver der udledt for at dække dit forbrug,« siger Kristian Steensen Nielsen.

Men i takt med, at flere lande oplever en stadigt voksende middelklasse, begynder man også at se et skifte i, hvor de store udledere befinder sig, hvilket du kan læse mere om i faktaboksen.

\ Læs mere

Forskere: Tre grunde til, at Danmark ikke er et grønt foregangsland

Flytransport er en perfekt case

Flytransport, som forskerne har set nærmere på i artiklen, er nærmest den perfekte case på, hvor stor en ulighed, der er i udledningen af drivhusgasser, mener Kristian Steensen Nielsen.

Forskning viser, at den rigeste ene procent er ansvarlig for godt 50 procent af verdens udledninger fra kommercielle flyvninger. Kun 2-4 procent af den globale befolkning satte bagdelen i sædet og fløj internationalt i 2018.

»De fleste danskere har måske fløjet i deres liv, men det er stadig kun omtrent 20 procent af verdens befolkning, der har prøvet at sidde i et fly, og så det er en relativt lille del, der står for at flyve på verdensplan,« beretter Kristian Steensen Nielsen.

Forskerne bag artiklen argumenterer for, at den rige del af befolkningen kan være med til at påvirke folks opfattelse af at flyve på flere måder:

• Skrue ned for deres flyrejser, der er en af de mest klimatunge transportmåder
• Tage forretningsmøder online
• Promovere andre mindre klimabelastende måder at transportere sig på, som eksempelvis tog og cykling

»Hvis det overdrevne forbrug promoveres, kan det skabe et bestemt syn på det at forbruge og 'det gode liv'. Det samme gør sig så gældende i den modsatte retning: Den del af befolkningen, der vælger at flyve meget, kan være med til at sende et signal med deres valg,« siger Kristian Steensen Nielsen.

Politikerne skal på banen

John Thøgersen peger dog på, at man bliver nødt til at dykke ned i den politiske værktøjskasse.

»Vi bliver også nødt til at tale om afgifter på flyrejser. Den danske regering er af en eller anden grund tilbageholdende med flyafgifter, men det er et værktøj til at få folk til at flyve mindre. Når vi taler om fritidsrejser, så er folk bredt set accepterende for afgifter,« siger John Thøgersen.

Hvordan sådan en afgift skal skrues sammen, debatteres stadig politisk. Men det kan være en beskatning per ton CO₂-udledning, en afgift på brændstof eller en afgift, der stiger støt med antallet af rejser. Indtægten fra den afgift kan så – for eksempel – omfordeles til at udvikle grønt brændstof eller finansiere andre klimatiltag.

Og den globale skævvridning i udledninger begrænser sig ikke kun til flytransport. I et studie fra 2020 undersøgte forskere fra Leeds University uligheden i forbruget af energi for indkomstklasser på tværs af 86 lande - fra stærkt industrialiserede til udviklingslande.

Her viste resultaterne, at de rigeste 10 procent i gennemsnit stod for at bruge mere end halvdelen af ​​energien i forbindelse med at transportere sig rundt.

»Hvis ikke man reducerer energibehovet fra transport - enten gennem flyafgifter, fremme brug af offentlig transport og begrænsning af brug af private køretøjer eller alternative teknologier som elbiler - tyder undersøgelsen på, at efterhånden som indkomster og rigdom stiger, vil vores fossile brændstofforbrug i transporten skyde vildt i vejret,« lød det fra førsteforfatter Yannick Oswald, der forsker ved School of Earth and Environment på Leeds University.

\ Læs mere

Forskere: Pandemien giver os en unik chance for at få grønnere luftfart

Få pengene ud at arbejde

Money talks. Derfor kan den rige del af verdensbefolkningen ligeledes være med til at mobilisere den grønne omstilling ved at lade pengepungen tale, lyder det fra forskerne.

Folk med en høj indkomst placerer i højere grad store summer i aktier og virksomheder for at få pengene til at yngle. Og dirigerer de deres investeringer over i grønne aktier og virksomheder, kan det være med til at skubbe på en udvikling af for eksempel vedvarende energikilder og drive dem ned i pris.

Forsvinder investeringerne i for eksempel kul eller olie, vil finansieringen begynde at vakle under de fossile brændstoffers taburet og mindske opførelsen af kulkraftværker. Det ser man allerede tegn på i dag.

Det kan samtidig være én måde at skubbe på en elektrificering af biltransporten og sikre grøn strøm i stikkontakterne, da energi er en af de helt tunge poster klimaregnskabet.

»Pensionsfonde rykker allerede i stigende grad deres investeringer over i den grønne omstilling, men på det individuelle plan halter det lidt efter,« vurderer Kristian Steensen Nielsen, der dog også håber på et skifte her.

Han henviser til en kommentar i tidsskriftet Nature, hvor en amerikansk forsker ved navn Felix Mormann argumenterer for, at de private investorer skal komme ud af starthullerne og være med til at sprede flere af deres investering i grønne aktier.

Larry Fink, topchef i verdens største kapitalforvalter BlackRock, sendte tidligere i år et brev, der fik flere i investeringsverdenen til at spærre øjnene op. Han lægger nemlig op til at udfase investeringer, der kan påvirke klimaet negativt, for eksempel kul.

»Individer med en høj socioøkonomisk status sidder typisk i højere stillinger, og de kan bruge deres status ved at være tilstede i bestyrelser, i fonde eller organisationer og via deres position præge, hvad pengene rettes imod, og hvilke signaler der sendes,« tilføjer Kristian Steensen Nielsen.

Du husker måske, hvordan to klimaktivister i maj blev valgt ind i olieselskabet ExxonMobils bestyrelse med en ambition om at dreje selskabet i en grøn retning. Det er et eksempel på, hvordan man kan ændre ting indefra.

\ Læs mere

Grøn energi er en bedre investering end nogensinde

Afgørende med afgifter

John Thøgersen understreger, at debatten er utrolig kompleks, og der findes ingen snuptagsløsninger.

Sociale bevægelser kan for eksempel vokse sig store og sprede sig som ringe i vandet. Og forbrugerne kan presse på en udvikling ved at spise mindre kød eller efterspørge klimavenlige varer.

Men selvom det er vigtigt at se på adfærdsændringer og rollemodeller blandt den rige del af befolkningen, og at vi ikke bare kan forbruge helt uhæmmet og drøne rundt i store SUV’er, så løser individer ikke klimakrisen alene.

De store slag skal også stå politisk, lyder det samstemmende fra forskerne.

»De, som har en højere indtægt og et større forbrug, har et naturlig større ansvar for også at løse de problemer, som det høje forbrug giver. Men jeg vil nok sige, at det er meget vanskeligt kun at løfte det på det individuelle niveau,« mener John Thøgersen.

»Her skal vi også have en bedre omfordelingspolitik, hvor der bliver lagt en højere skat eller afgift på dem, der er med til at forurene, og undgå sociale slagsider og store protestbevægelser, som vi har set med De Gule Veste i Frankrig,« fortsætter han.

I artiklen peger forskerne blandt andet på en vifte af muligheder:

• En høj CO₂-afgift på at hælde CO₂ ud i atmosfæren, som er bakket op af flere økonomer i Danmark. De afgifter kan så omfordeles til initiativer, der sætter fut i den grønne omstilling – som eksempelvis bedre kollektiv trafik og udvikling af grønne initiativer.
• Potentielt en velhaverskat, der rammer de største udledere.
• En høj klimabistand til at hjælpe fattige lande med en grøn omstilling.

En af de store udfordringer består blandt andet i at gøre verdens fattigste lande i stand til at vokse økonomisk – og dermed løfte folk ud af fattigdom – uden der sker en eksplosion i CO₂-udledningen. Blandt andet ved at understøtte en grøn omstilling af energi i mindre velstående lande.

Rige lande skal bidrage til, at udviklingslande kan tilpasse deres infrastruktur og landbrug til det ændrede klima og til at omstille samfundet til en bæredygtig udvikling uden stigning i udledningen af drivhusgasser, påpeger John Thøgersen, der dog savner, at forskerne også ser nærmere på vores fødevareproduktionen og vores madvaner.

»Derfor er det vigtigt, at der er også er fokus på, at den her klimabelastning ikke er lige fordelt, og den hænger sammen med indkomst og forbrugsmuligheder. Det kommer vi ikke udenom,« lyder det afsluttende fra professoren.

\ Læs mere

Se kortet: Så meget fylder dansk landbrug

\ Læs mere

Så store CO2-reduktioner skal der til for at overholde Paris-aftalen

\ Læs mere

Hvorfor bliver nogle mennesker så rasende i klimadebatten?