Kend din klimahistorie: 4 studier, der fik verden til at forstå klimakrisens alvor

Verdens stats- og regeringsledere mødes i disse dag til FN’s klimatopmøde i Glasgow for at finde fælles løsninger på klimakrisen.

Klima-topmødet COP26 er på mange måder et direkte resultat af videnskaben. For det er klimavidenskaben, der har lært os, at klimaforandringerne finder sted, og at de er menneskeskabte.

Men vejen hen til den erkendelse har ikke altid været lige let. Klimaforskernes tidligste opråb blev ikke taget alvorligt. Og senere er klimavidenskaben blevet mødt med insisterende skepsis.

I artiklen her kan du dykke ned i 4 studier, der på hver sin måde har fået os til at forstå alvoren af de menneskeskabte klimaforandringer.

Artiklen er en del af en føljeton på to artikler. I den første artikel dykkede vi ned i 5 studier, der lærte os at forstå klimaforandringerne.

1981: Højtråbende James Hansen tog massepsykologien alvorligt

I forskningen om klimaforandringerne og fremtidens klima er der to vigtige spor:

• Det fysiske spor, der handler om, hvordan klimasystemet ændrer sig, når mængden af drivhusgasser stiger og forskellige feedback-mekanismer træder i kraft
• Et samfundsspor, som handler om, hvordan alt fra vores politikere og vores forbrug både påvirkes af og påvirker klimaet

De to spor er på en måde uadskillelige, fordi de påvirker hinanden. Vores kulforbrug påvirker helt indlysende klimaet. Omvendt vil det sandsynligvis påvirke vores kulforbrug, når vi advares mod den globale opvarmning, og vi kan se, at klimasystemet begynder at sige fra.

Når FN’s Klimapanel (IPCC) udgiver deres knap 4.000 sider tykke opsamling af klimarapporter, inddrager de også politiske beslutninger - altså samfundssporet - i deres forskellige scenarier for fremtidens klima.

Først i 1981 bliver samfundssporet dog for alvor inddraget i klimaforskningen. Det blev det i en artikel, der havde den amerikanske klimaforsker James Hansen i spidsen.

»Hansens videnskabelige artikel fra 1981 blev godt nok publiceret, før man talte om den globale opvarmning. Derfor fik den i begyndelsen ikke opmærksomheden, den burde have haft,« forklarer Martin Stendel, der er seniorforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut.

»Men den behandler alt, hvad vi taler om i dag, når vi ser på scenarier for klimaets fremtid,« tilføjer han.

Det er især James Hansens blik for »massepsykologien«, der fanger Martin Stendels interesse i dag.

»Der havde hele tiden manglet én nuance i arbejdet med klimascenarier, og det er spørgsmålet om: ‘Hvordan gør vi tingene i morgen, og hvordan vil det påvirke klimaet?’« forklarer han.

James Hansen er den første, der kommer med seriøse forudsigelser af, hvordan CO₂-udledningen vil ændre sig over tid, hvis man antager, at vi eksempelvis skruer ned for brugen af kul, siger Martin Stendel:

»Og hans antagelser har faktisk vist sig at være overraskende præcise i dag, fordi han postulerede, at ingen ville reagere, før man tydeligt kunne se opvarmningen sent i 1990'erne, og at det ville tage yderlige 30 år før vi begynde at skrue ned for kul.«

James Hansen er senere hen blevet kendt for med store bogstaver at advare mod de menneskeskabte klimaforandringer under en høring i det amerikanske senat allerede i 1988.

»Det var faktisk hans højtråbende udmeldinger i Washington, der senere førte til, at FN for første gang smeltede videnskabspolitik og klimaforskning sammen og dannede IPCC (FN’s Klimapanel, red.) i 1988,« forklarer Martin Stendel.

2006: Regionale klimaforandringer blev tydeligere

1900-tallets klimaforskere gjorde det tydeligt for Verden, at den menneskeskabte globale opvarmning fandtes.

Men hvis man nøjes med bare at konstatere, at kloden bliver varmere, får man kun en overfladisk idé om, hvordan de menneskeskabte klimaforandringer rent faktisk påvirker verden.

»I 1990’erne med James Hansen var vi begyndt at få gode estimater for den globale opvarmning. Men det globale var måske ikke det vigtigste,« pointerer Martin Stendel.

Det laver de to amerikanske klimaforskere Isaac Held og Brian Soden om på med en banebrydende artikel i 2006.

»Held og Soden kiggede på, hvordan klimaet ændrer sig regionalt, hvis temperaturerne fortsat stiger,« fortæller Martin Stendel.

Deres studie gav os tre vigtige konklusioner:

• Våde regioner vil blive endnu vådere
• Tørre regioner vil blive endnu mere tørre
• For alle regioner (uanset om de er tørre eller våde) vil kraftig nedbør blive endnu kraftigere

»Det er også kendt som ‘wet-gets-wetter, dry-gets-drier”-paradigmet,’« fortæller Martin Stendel.

»Det har været afgørende viden, fordi det gør klimaforandringerne mere håndgribelige for folk, for vi er jo altid mest interesserede i at se, hvordan klimaet ændrer sig her hos os selv,« tilføjer han.

2013: El Niño modbeviste klimaskeptikere

Blandt klimaforskere er der enighed om, at klimaforandringerne helt entydigt er menneskeskabte. Det slog FN’s Klimapanel igen fast i deres store klimarapport fra august i år.

Men især gennem 2000’erne herskerede en skepsis om de menneskeskabte klimaforandringer. Det skyldtes blandt andet, at den globale temperaturstigning begyndte at gå langsommere i 2000’erne.

»Dengang var der meget snak om, hvorvidt den globale opvarmning var gået i stå,« husker Peter Langen, professor og leder af iClimate-centeret ved Aarhus Universitet.

»Mange skeptikere sagde: ‘Vi havde ét varmt år i 1997/98, og så er der ikke sket så meget siden da. Det må betyde, at den globale opvarmning er gået i stå, for ellers ville det blive varmere og varmere,'« forklarer han.

Men der var faktisk en meget god forklaring på, at kloden ikke kun blev varmere. Forklaringen fandtes i det tropiske Stillehav og hed El Niño.

El Niño er et fænomen i atmosfæren og oceanet, der opstår med to til syv års mellemrum og skaber store temperatursvingninger i Stillehavet. Det gigantiske fænomen påvirker klimaet helt fra Australien til Centralamerika, og kan også ses i de globale gennemsnitstemperaturer.

»Klimaforskere har længe vidst, at El Niño påvirker de globale temperaturer, og derfor ville kunne have afgørende indflydelse på den globale opvarmning i 2000’erne. I 2013 fik vi så en utvetydig demonstration af dette,« fortæller Peter Langen.

Beviset leverede de to klimaforskere, japanske Yu Kosaka og kinesiske Shang-Ping Xie, i en artikel fra 2013, hvor de kørte en række globale klimamodeller. I modellerne lod de hele verden køre med forskellige grader af CO₂ i atmosfæren fra 1970 og frem til 2012.

Men - og det var ifølge Peter Langen et »meget smart og elegant trick« - klimaforskerne brugte i nogle af deres klimamodeller de faktiske data for havtemperaturerne fra området omkring El Niño. På den måde isolerede de effekten af El Niño.

»Og det viste sig, at de modeller, der havde de faktiske temperaturer fra El Niño-området, passede meget godt med de køligere temperaturer, som vi så i 2000’erne,« forklarer Peter Langen

Ifølge ham illustrerer studiet flere vigtige ting:

»Først og fremmest viser det, hvor stor indflydelse det her stillehavsområde har på den globale gennemsnitstemperatur,« siger Peter Langen og fortsætter:

»For det andet viser det, at når vi ser en udglatning i temperaturstigningen, som vi gjorde i 2000’erne, så kan det skyldes El Niño. På den måde fik man forklaret, at det kan gå op og ned med de globale temperaturer, uden at det skulle være et argument imod, at de menneskeskabte klimaforandringerne finder sted.«

På det lidt mere nørdede plan lykkedes forskerne bag studiet med at tænde og slukke for en feedback-mekanisme - i dette tilfælde El Niño - i klimamodellerne, så de bedre kan undersøge den enkelte mekanisme. Det er sidenhen blevet et udbredt greb blandt klimaforskere, forklarer Peter Langen.

2013: Mega-studie gav klart billede af 2.000 års klimahistorie

Endnu et argument, som klimaforskere ofte møder fra klimaskeptikere, er argumentet om, ‘at klimaet jo altid har ændret sig dramatisk' i perioder.

Især den lille istid (fra omkring år 1300 til midt i 1800-tallet), hvor der blev afholdt markeder på floden Themsen i London, og svenskerne gik over isen ved bælterne, er blevet brugt som eksempel på dette.

Men endnu et studie fra 2013 bør ifølge Peter Langen én gang for alle gøre op med den misforståelse, at dette skulle modbevise menneskeskabt global opvarmning.

Bag studiet står det såkaldte ‘PAGES 2k Consortium’ - en tværfaglig samling af knap 100 forskere - med et mål om at rekonstruere 2.000 års klimahistorie.

Målet er lidt af en udfordring, fordi vi i sagens natur ikke havde termometre for 2.000 år siden, og vejrstationen eksempelvis kun er lige knap 150 år gammel.

Så når forskere skal have indsigt i klimaets dybe historie, har de i mange år set på naturens egne ‘klimarapporter’ i form af træringe, iskerner, mosekerner, havkerner og meget mere, der kan sladre om alt fra CO₂-niveauer til temperaturen og nedbøren.

I 2013 samlede forskerne i ‘PAGES 2k Consortium’ så for første gang nogensinde alle studier, der er lavet på baggrund af naturens ‘klimarapporter’ - de palæoklimatiske-proxyer, som Peter Langen kalder dem:

»I studiet samler og sammenligner de en masse af de her palæoklimatiske-proxyer og giver et mere ‘rumligt’ billede af 2.000 års klimahistorie,« fortæller han.

Studiet viser for første gang, at perioder som den lille istid selvfølgelig ‘fandtes’, men at den ikke var samtidig over hele kloden, og den slags store spring i temperaturen skete regionalt og ikke globalt.

»Konklusionen lyder ikke af meget, men det er kæmpestort,« siger Peter Langen: »Artiklen viser, at den lille istid ikke var et globalt fænomen, hvor hele kloden varmede op samtidig eller hele kloden kølede ned samtidig.«

»Men det, vi oplever i dag, er en samtidig global opvarmning. Så artiklen rydder op mange af de misforståelser om klimaet, der bygger på, at ‘klimaet’ altid ændrer sig markant. I løbet af de seneste 2.000 år har klimaet ikke ændret sig så markant på en global skala, som det gør nu,« siger Peter Langen.

FN-rapporter kalder på klima-handling

De 4 artikler, vi har gennemgået i artiklen her, er selvfølgelig kun et lille fragment af de stakkevis af studier, som klimavidenskaben består af.

Siden 1990 har FN's klimapanel, IPCC, med 6 til 7 års mellemrum udgivet store rapporter, hvor de samler og præsenterer al den eksisterende klimavidenskab.

I august i år udkom FN's 6. klimarapport - en knap 4.000 sider lang børge af en rapport - hvor det blev konkluderet, at det »utvetydigt« er den menneskelige aktivitet, der er skyld i klimaforandringerne.

En ny FN-rapport, der blev udgivet op til COP26-mødet, kunne desuiden fortælle, at kursen er lige nu sat mod en stigning i gennemsnitstemperaturen på 2,7 grader i 2100.