Der er mennesker, der mener, at klimaet altid har forandret sig, og at CO2-niveauet altid har fluktueret. Det er sandt.
Men det er også sandt, at det atmosfæriske CO2-niveau ikke har været højere i flere millioner år.
Vores klode har en naturlig drivhuseffekt, og det er helt afgørende.
Ingen drivhuseffekt – ingen mennesker
Drivhuseffekten betyder, at atmosfæren kan holde igen på udstrålingen af energi fra jordoverfladen.
Uden denne isolerende effekt ville Jordens temperatur ved overfladen være -18 og menneskeligt liv ikke-eksisterende.
Drivhusgasser er luftarter, der bidrager til drivhuseffekten og gør kloden beboelig for mennesker – først og fremmest vanddamp (H2O) og kuldioxid (CO2).
Vi har produceret en kort video, der sætter klimaforandringerne og CO2-udledningen og de forløbne 800.000 år i kontekst.
De første, der beskrev drivhuseffekten
Vi har kendt til drivhuseffekten i mange år.
I 1883 demonstrede den irske fysiker og naturfilosof John Tyndall gennem eksperimenter i laboratoriet CO2-gassens evne til at holde på varmen.
I 1896 publicerede den svenske forsker Svante Arrhenius en videnskabelig artikel med titlen »Om indflydelsen af kulsyre i luften på temperaturen i jordhøjde«, hvor han beregnede CO2-gassens drivhusgaseffekt på atmosfæren og forbandt den med Jordens tidligere istider.
\ Læs mere
Iskerner – naturens klimaarkiv
I de seneste årtier har forskere og videnskabsfolk nøje gransket forbindelsen – blandt andet ved at udbore iskerner fra iskapperne i Grønland og Antarktis.
Igennem flere tusind år er sneen blevet presset sammen, så der er dannet tykke store plader af is. De udborede iskerner kan være mere end 3 kilometer lange og gå hele 800.000 år tilbage i tiden.
Forskerne bruger den kemiske sammensætning af vandmolekylerne i iskernerne til at få indsigt i Jordens klimasystem og energikilder.
Iskernerne indeholder luftbobler, der stadig er fanget i isen. Ved at smelte eller knuse isen frigives luften fra isen, og luftprøven kan analyseres.
På denne måde kan man bestemme atmosfærens sammensætning og det forhistoriske CO2-niveau mange hundredtusinder af år tilbage i tiden.
Iskernerne afslører tæt forbindelse
Iskernerne afslører en meget tæt forbindelse mellem temperaturerne og drivhusgasniveauet hele vejen igennem istidernes cyklus. På den måde fungerer de som evidens for Svante Arrhenius' teorier.
I tidligere varme perioder var det ikke en kraftig CO₂ stigning, som kickstartede opvarmningen, men en lille og forudsigelig slingren i Jordens rotation og kredsløb omkring Solen.
CO2 spillede en stor rolle som en naturlig effektforstærker af de små klimaforskydninger, påbegyndt af Jordens slingrende rotation.
I takt med at kloden blev kølet ned, blev CO2 opløst i oceanerne, hvilket mindskede drivhuseffekten og forårsagede yderligere nedkøling.
Tilsvarende blev CO2 frigivet fra oceanerne ud i atmosfæren i takt med, at Jorden blev varmere, hvilket var drivkraften bag yderligere opvarmning.
Steget til rekordhøjde
Men denne gang er forholdene meget anderledes.
Menneskeheden er ansvarlig for at udlede enorme mængder ekstra CO2 til atmosfæren – og det meget hurtigt.
Den globale CO2-koncentration er med rekordhastighed steget til rekordhøjde.
De hurtigste naturlige istidsforandringer skete i løbet af 1.000 år, hvor CO2-niveauet steg med cirka 35 parts per million (ppm, se faktaboks, red.)
\ Atmosfærisk CO2
ppm er en angivelse af koncentration på samme måde som for eksempel procent. ppm står for 'dele pr. million' – Parts Per Million – og svarer til 1 procent af 1 procent af 1 procent.
CO2-emissionerne i 1830'erne var cirka 280 ppm. I 1990 var de 295 ppm.
I dag er koncentrationen af CO2 i den globale atmosfære 403 ppm og stadig stigende.
Største stigning er sket i de seneste 50 år
Det er svært at tro, at menneskeheden har formået at udlede en tilsvarende mængde i løbet af de seneste 17 år.
Den største stigning er sket i løbet af de seneste 50 år.
Før den industrielle revolution var det naturlige atmosfæriske CO2-niveau i løbet af varme interglaciale perioder cirka 280 ppm.
De kolde isaldre, der var skyld i, at kilometertykke iskapper hobede sig op over størstedelen af Nordamerika og Eurasien, havde CO2 på cirka 180 ppm.
Uden fortilfælde de seneste 800.000 år
Afbrændingen af fossile brændstoffer som kul, olie og gas betyder, at kulstof, der har ligget i jorden gennem millioner af år, bliver udledt i atmosfæren.
Siden den industrielle revolution har menneskeheden brændt en enorm mængde fossile brændstoffer, hvilket har fået den atmosfæriske CO2 og andre drivhusgasser til at stige eksplosivt.
I midten af 2017 lå det atmosfærisk CO2-niveau på 409 ppm. Dette niveau er helt uden fortilfælde i de seneste 800.000 år.
Den massive CO2-eksplosion er skyld i, at klimaet er blevet opvarmet meget hurtigt.
Den seneste IPCC-rapport konkluderede, at temperaturen vil ligge mere end fire ℃ over det præindustrielle niveau (1850-99), hvis vi fortsætter med at udlede ufortrødent.
Hvis vi derimod arbejder på at opfylde Paris-aftalens klimamål ved at slå bremserne i og reducere udledningen af CO2 samt udvikle nye teknologier, der kan fjerne overskydende CO2 fra atmosfæren, har vi en chance for at begrænse den globale opvarmning til omkring to ℃.
Den grundlæggende videnskab er velforstået. Der er rigelig, sikker og klar evidens for, at klimaforandringerne finder sted.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Hvad gør vi nu?
Men det svære spørgsmål står tilbage – hvad gør vi nu?
Mere end nogensinde har vi brug for stærk, kooperativ, ansvarsfuld og ansvarsbevidst lederskab fra samtlige politikere i alle lande.
Kun da kan vi afværge klimaforandringernes værste konsekvenser og tilpasse os de følger, som vi ikke kan forhindre.
