FN's store klimakonference, COP26, begynder 31. oktober i Glasgow, Skotland.
Her skal verdenslederne og nationale forhandlere mødes for at diskutere, hvad de skal gøre ved klimaforandringerne.
Det er en kompleks proces, som kan være svær at forstå udefra, men det er sådan, internationale lovgivere og institutioner hjælper med at løse problemer, som de enkelte lande ikke kan løse på egen hånd.
Jeg arbejdede for FN i flere år som juridisk og politisk rådgiver, og jeg har været involveret i adskillige internationale forhandlinger.
Her forklarer jeg, hvad der sker bag lukkede døre, og hvorfor folk er bekymrede for, at COP26 måske ikke når i mål.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Hvad er COP26?
I 1992 blev landene enige om en international traktat kaldet UNFCCC – FN's rammekonvention om klimaændringer, som fastlægger grundregler og forventninger til det globale samarbejde om bekæmpelsen af klimaforandringerne.
Det var første gang, at flertallet af medlemsnationerne formelt anerkendte behovet for at holde drivhusudledningen, som forårsager global opvarmning, og som er drivkraft bag klimaforandringerne, i skak.
Traktaten er siden blevet opdateret, blandt andet i 2015, da nationerne underskrev Paris-aftalen, den første internationalt bindende aftale om at reducere udledningen af drivhusgasser.
Her vedtog landene målsætningen om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 grader, og stræbe efter at begrænse stigningen til 1,5 grader sammenlignet med niveauet før den industrielle tidsalder for at afværge katastrofale klimaforandringer.
COP26 står for den 26. Conference of Parties i UNFCCC. 'Parterne' er de 196 lande, der ratificerede traktaten plus EU.
Storbritannien er i samarbejde med Italien vært for COP26 i Glasgow, Skotland, fra 31. oktober til 12. november 2021, efter et års udsættelse på grund af COVID-19-pandemien.
Kurven viser udviklingen i de årlige land- og havtemperaturer sammenlignet med gennemsnittet for hele det 20. århundrede.
Hvorfor er verdens ledere så fokuserede på klimaforandringerne?
Den seneste storrapport fra FN-klimapanelet, IPCC, der blev udgivet i august 2021, advarer i de hidtil stærkeste vendinger om, at den globale gennemsnitstemperatur stiger hurtigere end ventet, og at det utvetydigt skyldes menneskelig aktivitet.
I rapporten, som er dyster læsning, står der desuden, at klimaændringerne nu er udbredte, og at klimaforandringerne accelererer hurtigere og mere intensivt.
IPCC-forskerne forklarer, hvordan klimaforandringerne har fyret op under ekstreme vejrhændelser og oversvømmelser, voldsomme hedebølger og tørke, tab og udryddelse af arter, afsmeltning af iskapperne og stigning af havniveauet.
'Kode rød' for menneskeheden
FN's generalsekretær António Guterres kaldte den seneste klimarapport 'Kode Rød for menneskeheden'.
Der er allerede nok drivhusgas-emissioner i atmosfæren, hvor de bliver længe nok til, at vi selv ved det mest ambitiøse scenarie, hvor landene hurtigt reducerer udledningen, vil opleve stigende temperaturer gennem mindst midten af århundrede.
Der er dog stadig et meget lille vindue, hvor vi stadig har mulighed for at gøre en forskel. Hvis landene kan reducere den globale udledning til 'netto nul' i 2050, kan det bringe opvarmningen tilbage til under 1,5 C i anden halvdel af det 21. århundrede.
Ledere og forhandlere diskuterer, hvordan vi kommer tættere på at være på rette kurs.
Hvad sker der ved COP26?
I løbet af de første dage af konferencen vil omkring 120 statsoverhoveder, såsom den amerikanske præsident Joe Biden, og deres repræsentanter samles for at demonstrere deres politiske engagement i at bremse klimaforandringerne.
Når først statsoverhovederne er rejst videre, deltager landedelegationer, ofte ledet af de forskellige miljøministre, i mange dage med forhandlinger, begivenheder og meningsudvekslinger for at vedtage forslag, afgive nye løfter og tilslutte sig nye initiativer.
Disse interaktioner er baseret på måneders forudgående diskussioner, politiske oplæg og forslag udarbejdet af statsgrupper, FN-personale og andre eksperter.
Ikke-statslige organisationer og erhvervsledere deltager også i konferencen, og COP26 har et offentligt 'ansigt' med sessioner, der fokuserer på emner som klimaforandringernes effekt på små østater, skove eller landbrug, samt udstillinger og andre arrangementer.
Mødet afsluttes med en udfaldstekst, som alle lande er enige om. FN's generalsekretær António Guterres udtrykte offentligt skuffelse over COP25-resultatet, og der er tegn på problemer på vej ind i COP26.
Hvad forventer man at opnå ved COP26?
I henhold til Paris-aftalen er landene forpligtet til at opdatere deres nationale klimahandlingsplaner hvert femte år, også ved COP26.
I år forventes det, at nationerne har ambitiøse mål frem til 2030. Disse er kendt som nationalt bestemte bidrag eller NDC'er.
Paris-aftalen forlanger, at landene rapporterer deres NDC'er, men aftalen giver dem spillerum til at bestemme, hvordan de reducerer deres drivhusgasudledning.
De oprindelige udledningsreduktionsmål i 2015 var alt for små til at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader Celsius.
Et centralt mål for COP26 er at hæve målsætningerne for at opnå netto nul CO2-udledning i midten af århundredet.
Et andet mål med COP26 er at øge klimafinansieringen for at hjælpe fattigere lande med omstillingen til ren energi og tilpasning til klimaforandringerne.
Udleder mindst, men bærer den største byrde
Er landene på vej mod at opfylde de internationale klimamål?
FN advarede i september 2021 om, at landenes reviderede mål var for svage og ville føre verden på kurs mod en opvarmning på 2,7 grader Celsius i slutningen af århundredet.
Regeringerne står dog også over for en anden udfordring dette efterår, som kan påvirke, hvordan de reagerer: Energimangel har ført til prisstigninger på naturgas, kul og olie i Europa og Kina.
Kina - verdens største udleder - har endnu ikke fremlagt sit nationale klimabidrag (NDC). Store producenter af fossilt brændstof som Saudi-Arabien, Rusland og Australien ser ud til at være uvillige til at øge deres forpligtelser.
Indien – en afgørende aktør som den næststørste forbruger, producent og importør af kul globalt – har heller ikke forpligtet sig endnu.
Andre udviklingslande som Indonesien, Malaysia, Sydafrika og Mexico er vigtige. Det samme er Brasilien, som under Javier Bolsonaros ledelse har øget skovrydningen af Amazonas – verdens største regnskov og afgørende for biodiversitet og fjernelse af CO2 fra atmosfæren.
Hvad sker der, hvis COP26 ikke når sine mål?
Mange insidere mener ikke, at COP26 ikke vil nå sit mål om at få tilsagn fra landene, der er tilstrækkeligt stærke til at reducere de globale drivhusgasudledningen med 45 procent inden 2030.
Det betyder, at verden hverken vil være på kurs for at opnå netto-nul-emissionerne i 2050 eller målet om at holde opvarmningen under 1,5 Celsius.
Men arrangørerne fastholder, at det stadig er muligt at holde opvarmningen under 1,5 Celsius. Den tidligere udenrigsminister John Kerry, som har ledet de amerikanske forhandlinger, er fortsat håbefuld om, at nok lande vil skubbe andre til at øge deres reduktionsmål inden 2025.
Det vil være katastrofalt, hvis det slår fejl.
Studier har vist, at forskellen mellem 1,5 og 2 grader Celsius kan medføre, at små ø-stater simpelthen drukner, koralrev dør, ekstreme hedebølger, oversvømmelser og skovbrande og omfattende afgrødesvigt.
Det udmønter sig i mange for tidlige dødsfald, mere massemigration, store økonomiske tab, store dele af kloden vil blive ubeboelig med voldelig konflikt om ressourcer og fødevarer - et scenarie, FN's generalsekretær har kaldt 'en helvedesagtig fremtid'.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
