Historien om hvordan vores tangbaserede solcreme floppede totalt

Hver sommer får vi tudet ørerne fulde om, at vi skal bruge solcreme for at beskytte vores hud mod skadelige UV-stråler.

Solcreme er godt mod Solens stråler, men indeholder også skadelig kemi. Den kemi vil vi gerne erstatte med ingredienser, som er bedre for dig og miljøet.

I jagten på nye ingredienser er det oplagt at kigge på, hvordan naturen beskytter sig mod UV-stråling. Én af løsningerne finder vi i dansk blæretang.

Blæretang indeholder stoffer med solbeskyttende egenskaber, som potentielt kan bruges i en økologisk tang-baseret solcreme. De stoffer ville vi udvinde i forskningsprojektet SEATAN.

Det begyndte godt: Vi skabte et tang-pulver med et højt indhold af disse solbeskyttende stoffer, der viste effekt mod skadelige UV-stråler.

Yderligere undersøgelser viste dog, at når tang-pulveret blev tilsat creme, havde det tæt på ingen effekt.

Meget forskningsformidling handler om at fremvise et flot resultat. Men rigtig meget forskning går ikke, som man håber. Vores gjorde tydeligvis ikke.

Det er noget, vi virkelig kan lære af, så her kommer historien om, hvorfor vores tang-baserede solcreme fejlede. Og hvilke spørgsmål og tanker, det har sat i gang i forhold til at forsøge med andre tangløsninger på samme problem.

Stinkende blæretang fra Ebeltoft Vig

Vi vidste, at phlorotanninerne i blæretang (Fucus vesiculosus) har UV-beskyttende egenskaber. Opgaven i SEATAN-projektet var så at undersøge, om vi kunne skabe et tang-baseret solfilter.

Vi indsamlede blæretang fra Ebeltoft Vig i august. Vi brugte tørret og blendet blæretang, som blev blandet med vand og alkohol.

Og på samme måde som man brygger te og trækker alle smagsstoffer over i det varme vand, trak vi phlorotanninerne ud af tangen og over i væsken.

For at fjerne væsken tørrede vi ekstraktet og stod til sidst med et pulver rigt på solbeskyttende phlorotanniner.

Billede 2 herunder viser processen for, hvordan 20 procent tørret ekstrakt blev blandet i creme.

På billede 3 herunder kan man tydeligt se farven på cremerne med henholdsvis 10 og 20 procent tangekstrakt.

Blæretang er en brunalge og indeholder brunt pigment (fucoxanthin), som giver den brune farve. Farven trækkes med ud ved ekstraheringen.

Farven kan man nok godt leve med, men cremen havde et endnu større problem: Den stank! Cremen havde en svag sødelig tanglugt, som de færreste ville bryde sig om.

Det var vores første større problem. Det næste problem skulle vise sig at være endnu større.

Tang-solcremen havde reelt ingen UV-beskyttelse

På de kommercielle solcremer er der opgivet en solfaktor, som også kaldes SPF (’sun protection factor’).

En solcreme med en mellem-beskyttelse har typisk SPF-15, hvorimod solcremer med høj beskyttelse har SPF-50. SPF’en fortæller, hvor stor en del af de skadelige stråler fra Solen, der bliver blokeret.

Eksempelvis blokerer en solcreme med SPF-15 93 procent af de skadelige stråler, mens en med SPF-50 blokerer 98 procent.

Til bestemmelse af SPF brugte vi en spektrofotometrisk metode i det ultraviolette område (UVB: 290-320 nanometer). Det tal, vi fik ud (absorbansen), blev brugt til at beregne SPF for tang-solcremen.

Og her er vi så nået til, hvad der for alvor gik galt: SPF på vores tang-solcreme var alt andet end prangende.

Figuren i faktaboksen herunder viser SPF i tang-solcremen med 0, 5, 10, 15 og 20 procent ekstrakt. Den højeste SPF, vi kunne opnå, var 1 med 20 procent ekstrakt i tang-solcremen.

En solbeskyttelsesfaktor på 1 giver reelt ingen beskyttelse. Den kan formentlig blive højere, hvis vi tilsætter mere ekstrakt.

Men her løb vi ind i et nyt problem: Det var ikke muligt at få mere end de 20 procent ekstrakt ned i cremen og få det jævnt fordelt. Tangekstraktet fylder simpelthen for meget.

På billede 2 (step 1) herover kan man se, præcis hvor meget 20 procent ekstrakt fylder i forhold til creme.

Hvorfor virkede vores solcreme så skidt?

Spørgsmålet er så bare, hvorfor SPF’en for tang-solcremen ikke blev højere end 1 i de test, vi udførte? Tangekstraktet i sig selv viste jo et potentiale, og vi kom jo 20 procent i cremen.

Vores resultat står i skærende kontrast til de kommercielle solfiltre, hvor der kun tilsættes 2 til 10 procent for at opnå en SPF op imod 50 i en solcreme.

I de kommercielle solcremer kombineres forskellige solfiltre for at dække bredspektret mod UV-stråling.

Disse solfiltre er rene kemiske (eller fysiske) solfiltre, som både kan absorbere og reflektere UV-stråling. Og de er supereffektive.

I vores tangekstrakt er kun cirka 10 procent af selve ekstraktet ren phlorotannin (den del af tangen, der giver UV-beskyttelse). Resten er ’andre ting’ (hovedsagelig alginat fra tangens cellevægge), som ingen UV-beskyttende egenskaber har.

Vi kom frem til den konklusion, at alt det ubrugelige fyldstof, som også er i tangekstraktet, forhindrer en effektiv UV-beskyttelse. Der er simpelthen for langt imellem phlorotanninerne i ekstraktet til, at det er effektivt, når det er tilsat cremen.

SEATAN-projektet viste, at det er muligt at udvinde phlorotanniner fra dansk blæretang. Men på trods af potentialet kunne vi ikke få SPF’en højere end 1.

Så hvad nu? Ja, altså der er brug for metoder til at sortere alle fyldstofferne fra, samt fjerne den brunlige farve og den ubehagelige lugt.

Lige nu kigger vi også på andre stoffer fra tang med UV-beskyttende egenskaber. For selvom der er langt til målet, er der helt klart potentiale i solbeskyttende ingredienser fra tang.

Tak til Karl Pedersen og Hustrus Industrifond for at støtte projektet om ingredienser fra tang (SEATAN) og til de skønne samarbejdspartnere i undersøgelserne af tangbaseret solfilter: Mellisa og Organic Seaweed.