Tænk på en nybagt mor. Hun sidder med sit nyfødte barn – og en ny verden af glæder og bekymringer.
Én af de bekymringer er amning. Ikke fordi hun ikke vil amme, men fordi det gør ondt, og det er svært.
Måske tager hendes barn ikke nok på, selvom hun sidder det meste af dagen – og natten! – med barnet ved brystet.
Måske skriger hendes barn, selvom det ligger ved brystet. Måske er der bare ikke nok mælk…
Mange kvinder stopper med at amme tidligere end sundhedsmyndighederne anbefaler – og tidligere end de selv ønsker.
Flere faktorer kan påvirke beslutningen om at opgive amningen, men den årsag kvinderne selv hyppigst angiver er, at de oplever ikke at have nok mælk.
Men hvorfor oplever så mange kvinder, at de ikke har nok mælk? Noget tyder på, at hormonforstyrrende stoffer som PFAS kan spille en rolle.
Sundhedsmyndighederne anbefaler amning
Inden vi går nærmere ind i PFAS-problematikken, skal vi huske på, hvorfor det videnskabeligt set er en god idé at amme:
Amning dækker alle næringsbehov for en nyfødt baby og har en lang række gavnlige sundhedseffekter.
Det styrker blandt andet barnets immunsystem, og mindsker risikoen for mave-tarm-infektioner, luftvejsinfektioner og mellemørebetændelse. Samtidig nedsætter det moderens risiko for nogle typer kræft.
WHO anbefaler derfor, at spædbørn ammes fuldt, til de er seks måneder, og at delvis amning fortsættes i to år eller mere.
I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen ligeledes, at spædbørn ammes fuldt, til de er omkring seks måneder, og at man fortsætter amningen, efter barnet begynder på fast føde, og indtil det er ét år eller mere.
I årtier har ammepolitikker været baseret på en forudsætning om, at alle kvinder kan amme, og man har arbejdet for at skabe den rigtige støtte og rådgivning til ammende kvinder.
Det er vigtige tiltag, men der er stadig kvinder, der oplever ikke at have nok mælk.
PFAS forstyrrer hormonerne – og sandsynligvis amning
Amning er en proces, der er styret af kroppens hormoner, hvilket gør amningen sårbar overfor hormonforstyrrende stoffer. Så hvad ved vi om hormonforstyrrende stoffer og amning?
Lad os starte med PFAS. PFAS er en forkortelse for per- og polyfluorerede stoffer.
Det er en gruppe kunstigt fremstillede fedt- og vandafvisende kemikalier, der anvendes i forskellige produkter fra fødevareemballage til møbler, biludstyr og kosmetik.
PFAS er svære at nedbryde og ophobes derfor i miljøet og i vores kroppe, hvor de gør skade. Blandt andet påvirker de immunsystemet, og de er hormonforstyrrende.
Fordi PFAS er så udbredt, har vi alle PFAS i vores kroppe. Men graden af skadevirkninger afhænger af, hvor meget PFAS vi er udsat for.
Helt tilbage i 2010 viste et dansk studie, at kvinder, der havde højere PFAS-koncentrationer i deres blod, ammede deres børn i kortere tid.
Sammenhængen blev dog i første omgang afskrevet som forveksling af årsager.
Men seks år senere fandt et amerikansk studie igen en sammenhæng – efter at havde taget højde for en række vigtige baggrundsfaktorer.
Vi har selv fundet præcis det samme blandt både færøske og danske kvinder.
Og for nylig viste et svensk studie, at mødre, der havde boet i områder med PFAS-forurenet drikkevand, havde næsten to og en halv gange højere risiko for ikke at komme i gang med at amme.
De havde også 60 procent højere risiko for slet ikke at amme seks måneder efter fødslen sammenlignet med mødre fra en nærliggende by, hvor vandet var rent.
Der er også studier, der ikke har vist sammenhæng mellem PFAS-eksponering og ammelængde, men den samlede evidens tyder på en sammenhæng.
Kan vi være sikre på, at PFAS er årsagen?
Selvom vi gør, hvad vi kan for at tage højde for bias og forveksling af årsager, er vi aldrig 100 procent sikre på kausaliteten, når vi laver observations-studier.
Af gode grunde kan vi ikke lave eksperimenter med kemikalier i ammende kvinder.
Dét kan man til gengæld i forsøgsdyr. Og forsøg med mus har vist, at PFAS-eksponering i drægtighedsperioden forsinker modningen af det kirtelvæv, som skal producere mælk.
Yderligere reducerer PFAS-eksponering i mus de prolaktin-lignenende hormoner, som blandt andet styrer mælkeproduktionen.
Dyrestudierne peger altså også på, at PFAS-eksponering kan hæmme amning.
PFAS står langt fra alene
Vi er omgivet af kemi, og mange af de stoffer, vi har omkring os – eksempelvis ftalater, bisphenoler og pesticider – er hormonforstyrrende og kan blandt andet påvirke fertiliteten.
Vi ved bare ikke ret meget om, hvordan de påvirker amning.
Dog ved vi, at eksponering for nogle organiske klorforbindelser, der tidligere blev anvendt som pesticider, var forbundet med kortere ammelængde blandt amerikanske og mexicanske kvinder allerede i 1980’erne og 90’erne.
Vi ved også, at ftalater og bisphenoler, som vi hyppigt udsættes for gennem en række hverdagsprodukter, kan påvirke brystkirtelvævet hos mus og rotter.
Men der er meget begrænset viden om, hvordan eksempelvis ftalater og bisphenoler påvirker amning hos mennesker, og resultaterne er usikre.
Med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond vil vi derfor nu undersøge, hvilke af de mange hormonforstyrrende stoffer, vi omgiver os med, som faktisk påvirker kvinders evne til at amme.
Der er dog også et andet spørgsmål, som uvægerligt presser sig på, når vi taler kemikalier og amning:
Bør man overhovedet amme, når man er udsat for hormonforstyrrende stoffer?
Ja, amning er sundt for både mor og barn.
Og de fleste forskere, der beskæftiger sig med amning, er enige om, at amning er godt, også selvom stoffer som PFAS overføres fra mor til barn med modermælken.
Men vi ved ikke, om der hos kvinder, der har været udsat for høje koncentrationer af PFAS, kan overføres så meget PFAS med modermælken, at det opvejer de gavnlige effekter af amning.
Det vil vi forsøge at blive klogere på i de kommende år.
Med blikket rettet mod kemikalie-industrien kunne man spørge, hvorfor de ammende mødre overhovedet skal stå med spørgsmålet.
Men der er stadig lang vej til kemikaliefri mødre, og indtil da må forskningen forsøge at gøre os klogere på samspillet mellem kemikalier og amning.
Afslutningsvis vil jeg tilføje, at jeg selv ammede mine børn, så længe jeg kunne.
For selvom jeg med sikkerhed gav dem kemikalier ind med modermælken, gav jeg dem også sundhed og modstandsdygtighed.
Denne artikel er en del af en miniserie. Læs opfølgeren ’Otte gode råd til dig, der gerne vil undgå sundhedsskadelig kemi’ her.
Dette projekt er støttet Danmarks Frie Forskningsfond (grant ID 10.46540/3122-00032B) med en Sapere Aude-bevilling. Læs mere om projektet her.
