Små østater er ved at miste tålmodigheden med de store, forurenende nationer, fordi det netop er ø-staterne, der lider under de ødelæggende følger af klimaforandringerne.
Hvis der ikke sker signifikante fremskridt ved COP27-klimaforhandlingerne i Egypten, kan en afgørende afstemning på FN’s næste generalforsamlingsmøde, foranlediget af østaten Vanuatu i Stillehavet, åbne sluserne for internationale klimasagsanlæg.
En kernegruppe på 16 stater ledet af Vanuatu har tænkt sig at fremsætte et udkast til en resolution ved generalforsamlingen i december, hvor de vil anmode om, at Den Internationale Domstol (ICJ, FN’s absolutte vigtigste dømmende organ) afgiver en ‘rådgivende udtalelse’ for at klarlægge staternes rettigheder og forpligtelser i henhold til international ret i forhold til de negative konsekvenser af klimaændringerne.
Vanuatu behøver kun et simpelt flertal af medlemmer til stede, som afgiver stemmer (50 procent plus én), og opbakningen vokser. Hvis det lykkes, går stafetten videre til ICJ, der så får til opgave at bringe juridisk klarhed i dette komplekse spørgsmål.
Den rådgivende udtalelse ville være ikke-bindende. Ikke desto mindre fremkalder en sådan udtalelse enorm moralsk magt og juridisk autoritet. Og selvom afstemningen finder sted efter COP27, kan Vanuatus initiativ have indflydelse på forhandlingerne i Egypten.
Ansvar og kompensation for tab og skade
Lavindkomst-østater som Vanuatu har bidraget mindst til klimaforandringerne, men er som gruppe mest direkte berørt af dem.
Især for lavtliggende atoller (ringformede vulkan-øer omkranset af koralrev, red.) udgør stigningen i havniveauet en eksistentiel trussel – en del stillehavsnationer vil ligge under vand i slutningen af dette århundrede. Det er derfor ikke overraskende at se netop disse stater søge klarhed fra ICJ.
Vanuatu har taget føringen i at gå til de internationale domstole, men andre kan følge trop.
Helt tilbage i 1991 påpegede Vanuatu på vegne af Alliancen af Små Ø-Stater, AOSIS, for første gang risikoen for østaterne ved klimaforandringerne.
I dag foreslår man en ‘international forsikringspulje’, der skal give økonomisk forsikring mod konsekvenserne af havstigning og »kompensere de mest sårbare små øer og lavtliggende kystnære u-lande for tab og skader som følge af havenes stigning«.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet & Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Blokeret af USA og EU
Trods gentagne forsøg på at højne profilen af tab og skade i forhandlingerne er det blevet mødt med fjendtlighed fra rige lande.
Ved COP26 i Glasgow sidste år opfordrede AOSIS, støttet af en koalition af 134 udviklingslande og Kina, til en ny facilitet til at finansiere tab og skader, men dette blev blokeret af USA og EU.
Omkostningerne ved at reagere på klimakatastrofer i udviklingslandene kan beløbe sig på mange billioner af dollars i 2050, og rige lande vil gerne undgå enhver juridisk bindende forpligtelse til at dække disse omkostninger med offentlige ressourcer.
Men en rådgivende udtalelse fra ICJ kan hjælpe med at stoppe forhandlingerne, da truslen om ekspansive retssager i fremtiden kan tilskynde de rige lande til at kapitulere.
Divergerende interesser
Det spiller alt sammen ind i den stadig mere omstridte geopolitik mellem udviklings-østater og større, rigere nationer. En simpel kløft mellem rig og fattig, nord og syd, eller som det lyder på klimapolitisk fagsprog Anneks 1-lande og Anneks 2-lande, fortæller ikke hele historien.
(FN-konventionen inddeler landene i to grupper: De såkaldte Anneks 1-lande (som består af OECD’s medlemslande og de såkaldte transitionslande består af det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa) og Anneks 2-landenes, det vil sige u-landene, red.)
For eksempel er mange mellemindkomstlande klassificeret som ’emerging’, fordi de er i gang med en hurtig industrialisering.
Deres hurtigt voksende udledning betyder, at deres interesser afviger fra de små østaters, og det er uklart, om den store gruppe af udviklingslande vil blive ved med at holde sammen i forhandlinger om tab og skadekompensation.
Anerkendelse af små staters magt
Vanuatus initiativ er en anerkendelse af, at klimaforhandlingerne har fejlet, men udspillet eksemplificerer også de unikke måder, små udviklings-østater kan udøve deres magt.
- For det første er landets præsidents anerkendelse af, at ICJ er ‘det eneste hovedorgan i FN-systemet, der endnu ikke har fået mulighed for at hjælpe med at løse klimakrisen’ yderst indsigtsfuld. Denne tilsyneladende banale iagttagelse af en proces uden juridisk magt har faktisk enorm politisk betydning, fordi ICJ, hvis organet får muligheden, kan afsige en dom, som magtfulde forurenende lande helst ikke vil høre.
- For det andet udløses Vanuatus initiativ af det lave ambitionsniveau under de nuværende nationalt fastsatte bidrag (det beløb, som hvert land forpligter sig til at reducere sin udledning med). International lov kræver, at staterne afværger skade på miljøet og beskytter menneskerettighederne. I bedste fald bliver disse forpligtelser ikke opfyldt; i værste fald bliver de aktivt undermineret af manglen på transformativ klimaindsats, der efterspørges af sårbare stater.
- For det tredje bliver dette initiativ ledet af et land med kun 300.000 indbyggere fordelt på 83 øer og atoller, hvoraf mange bogstaveligt talt er ved at drukne. Dette er et bemærkelsesværdigt eksempel på den form for indflydelse, små og sårbare stater kan udøve.
Rette op på ubalance
I mangel på konventionel magt (såvel størrelsesmæssig som militær) har ø-staterne været i stand til at bygge multilaterale koalitioner og udnytte institutionelle former for indflydelse (såsom deres FN-medlemskab, international lov og moralsk overtalelse) for at rette op på denne ubalance.
Magtfulde nationer bør træde i karakter og spidse øre. Vanuatu og dets partnere forfølger en banebrydende diplomatisk strategi, og andre vil sandsynligvis følge efter.
Men uanset ICJ-initiativets udfald vil ethvert anerkendt ansvar for tab og skade forårsaget af klimaændringer kun have en meningsfuld effekt, hvis landene retter op på dem.
Af hensyn til de mindste og mest sårbare nationer på Jorden er det på høje tid, at de gør det.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
