Øjensynligt små klimaforandringer har store konsekvenser

Klimaforandringerne er langsomt, men ubønhørligt, akkumuleret i årtier.

De enkelte forandringer lyder måske små, når man lige hører om dem – endnu en tiendedel af en grad varmere, endnu en centimeter højere vandstand i havene – men øjensynligt små ændringer kan have store effekter på verden rundt om os, særligt regionalt.

Problemet er, at selvom en given effekt er lille, så akkumulerer de. Mange bække små er nu kommet til et punkt, hvor deres indvirkning medvirker til at skabe ødelæggende hedebølger, tørker og voldsomme regnmængder, der ikke kan ignoreres.

De nyeste rapporter fra FN’s klimapanel, the Intergovernmental Panel of Climate Change (IPCC, red.) er mere klare i spyttet end nogensinde før:

Menneskeskabte klimaforandringer, sat i gang af for eksempel vores brug af fossile brændstoffer, har ødelæggende effekter på klimaet – og det bliver værre med alarmerende hast.

Jordens energi-ubalance

Et glimrende eksempel på, hvordan de små ændringer akkumulerer, er Jordens energi-ubalance. Jeg er klimaforsker og har netop skrevet en bog om emnet, der snart bliver udgivet af Cambridge University Press.

Solen bombarderer Jorden med en konstant strøm af omtrent 173.600 terawatt (det er altså 12 nuller) energi i form af solstråler.

Omtrent 30 procent af den energi reflekteres tilbage ud i rummet af skyer og spejlende overflader, såsom is og sne, hvilket efterlader omtrent 122.100 terawatt til at holde gang i alle vejr- og klimasystemer omkring os, inklusiv vandkredsløbet. Næsten al denne energi ender ude i rummet igen – undtagen omtrent 460 terawatt.

Disse resterende 460 terawatt er problemet. Denne overskydende energi er fanget af drivhusgasser i vores atmosfære, og her varmer de planeten op. Dette er Jordens energiubalance, måske bedre kendt som global opvarmning.

Sammenligner man med den naturlige strøm af energi, der passerer gennem klimasystemerne, er 460 terawatt måske ikke så meget – kun en fraktion af en enkelt procent. Vi kan da heller ikke gå udenfor og mærke den ekstra energi. Men varmen akkumulerer, og det har konsekvenser.

For at sætte det hele i perspektiv blev der i 2018 genereret 2,6 terawatt elektricitet på verdensplan. Ser vi på al den energi, der blev brugt på verdensplan, inklusive varme, i industrien og til transportmidler, er det omkring 19,5 terawatt. Energiubalancen på 460 terawatt synes pludselig enorm.

Mennesker sætter sit aftryk ved at blande sig i det naturlige energiflow gennem klimasystemerne. Ved at brænde fossile brændstoffer af og rydde skove sender mennesker gasser som kuldioxid (CO₂) og metan ud i atmosfæren, hvor det fastholder mere af strålingen, der ellers ville være blevet reflekteret tilbage ud i rummet.

Før de første industrier begyndte at brænde store mængder fossile brændstoffer i 1800-tallet, var mængden af CO₂ i atmosfæren estimeret til at fylde omtrent 280 milliontedele af pladsen.

I 1958, da Dave Keeling begyndte at måle den atmosfæriske koncentration ved Mauna Loa på Hawaii, var dette steget til omtrent 310 milliontedele. Nu er det kravlet op på 415 per million, en 48 procents stigning.

\ Læs mere

FN’s klimarapport giver 5 bud på fremtidens klima: Derfor skal du ikke stirre dig blind på ét scenarie

CO₂ er en drivhusgas, og store mængder forårsager opvarmning. I dette tilfælde er den menneskeskabte stigning ikke til at overse.

Hvor bliver den overskydende energi af?

Målinger over tid viser, at over 90 procent af den overskydende energi forsvinder ud i havene, hvor det resulterer i at vandet ekspanderer, hvilket skaber højere vandstande i havene.

Temperaturen på det øverste lag i havet begyndte allerede at stige i 1970’erne. I starten af 1990’erne nåede varmen ned på 500-1.000 meters dybde. I 2005 nåede den overskydende energi ned på mere end 1.500 meters dybde.

Vandstanden i havene steg med omkring 3 millimeter om året fra 1992 til 2012, målt med satellitter og fly. Siden da er den hoppet til omtrent 4 millimeter om året. På kun 29 år er havet altså steget med over 90 millimeter.

Hvis 90 millimeter ikke lyder af meget, så tag en snak med de kystnære lokalsamfund, der ligger mindre end en meter over havoverfladen. I nogle regioner har disse effekter ledt til tilbagevendende tidevandsoversvømmelser, for eksempel i Miami, San Francisco og Venedig.

Stormfloder ved kyster når længere ind i landet og er langt mere destruktive, specielt hvis de er forårsaget af en orkan. Det er en eksistentiel trussel for nogle lavtliggende øriger, og det koster mere og mere for amerikanske kystbyer.

\ Læs mere

Nyt studie: Klimaforandringer giver op til 9 gange større risiko for oversvømmelser som i Tyskland

Noget af den overskydende energi, omkring 13 terawatt, går til at smelte is. Mængden af havis i Arktis om sommeren er faldet med mere end 40 procent siden 1979. Noget af den ekstra energi smelter landis, for eksempel gletsjere og indlandsis i Grønland. Dette tilføjer mere vand til havene, der dermed stiger endnu mere.

Noget af energien trænger ind på land, omtrent 14 terawatt. Så længe jorden er våd vil meget af denne energi dog indgå i den proces, der hedder evapotranspiration – fordampning og transpiration i planter – hvilket fugter atmosfæren og holder gang i vejrsystemerne.

Det er derimod under tørker, at effekterne for alvor akkumulerer på land, hvor planter tørrer ud og visner, temperaturerne stiger, og risikoen for hedebølger og skovbrande stiger markant.

\ Læs mere

Spanske landmænd bekæmper naturbrande med en hel masse får

Konsekvensen af mere varme

Over havene bliver den ekstra varme en imponerende kilde til fugt for atmosfæren. Det bliver til latent varme i storme, der forstærker orkaner og skybrud, hvilket leder til oversvømmelser - noget, mennesker over hele verden har oplevet de seneste måneder.

Luft kan holde på omkring 4 procent mere vand for hver 0,55 grader celsius, temperaturen stiger, og luften over havene indeholder nu 5-15 procent mere vand, end den gjorde før 1970. Derfor ser vi også en 10 procents stigning i tung regn, da stormene samler den overskydende fugt.

Endnu engang lyder dette måske ikke af meget, men stigningen hjælper storme med at dannes. Disse storme varer længere, og pludselig er der en 30 procents stigning i nedbør, som det er blevet dokumenteret ved adskillige større oversvømmelser.

I middelhavsklima, der er karakteriseret af lange, tørre somre, er risikoen for skovbrande voksende. Både i Californien, det østlige Australien og Middelhavsområdet kan disse naturbrande blive sat i gang af naturlige årsager, så som lyn, eller af mennesker.

Ekstremt vejr er altid forekommet, men menneskelig indflydelse har nu skubbet det langt over, hvad der før var normalt.

Dråben, der får bægeret til at flyde over-syndromet

Så selvom vejret bliver skabt og opretholdt af naturens egne systemer, er dens effekter så absolut forstærket af menneskeskabte klimaforandringer.

Orkaner slår skræmmende rekorder, dæmninger kan ikke holde til presset og braser sammen, og floder, der går over sine bredder, skaber kaos. Andre steder kan vi ikke få kontrol over enorme skovbrænde. Vigtige ting ødelægges. Mennesker dør.

Jeg har valgt at kalde det ’Dråben, der får bægeret til at flyde over’-syndromet. Der har længe været for meget i bægeret, men nu ser vi effekterne, da det flyder over.

Det er en ekstremt ikke-lineær udvikling, hvilket betyder, at de mange risici ikke stiger jævnt. De stiger meget hurtigere end dét, og det forvirrer økonomer, der virkelig har undervurderet omkostningerne ved menneskeskabte klimaforandringer.

Resultatet har været, at der er blevet gjort alt for lidt for både at afbøde og helt stoppe problemerne, for at gøre klar til de problemer, der trods alt kommer og bygge modstandsdygtighed – på trods af at forskerne har advaret os i mange år.

Manglen på ordentlig planlægning betyder, at vi alle må tage konsekvensen.

\ Læs mere

Nyeste klimamodeller: Temperaturstigninger påvirker isen i Grønland og Antarktis forskelligt

\ Læs mere

»Farlige klimaforandringer er her allerede«: Udenlandske klimaforskere reagerer på ny IPCC-rapport