Jagten på løsninger på klimaforandringerne minder om ‘fælledens tragedie‘; et begreb brugt om overforbrug og overudnyttelse af en fælles ressource – eksempelvis overfiskeri eller overgræsning.
I dag står vi overfor en situation, der skader os alle – CO2-udledningen, som er løbet løbsk. De forskellige aktører er dog ikke i stand til at nå konsensuspositioner, der garanterer vores fælles bedste, det vil sige begrænse den globale opvarmning til under 2 ℃.
For at imødegå denne ‘tragedie’ er FN vært for klimatopmødet COP27 i den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh fra 6. til 18. november 2022.
Hvad er COP-møderne, og hvad er formålet med dem?
Ved FN’s første Miljø- og Udviklingskonference i Rio i 1992 blev grundlaget for blandt andet FN’s rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) lagt.
Topmøderne, som kaldes COP’er (Conference of the Parties) har blandt andet til formål at forsøge at nå frem til bindende internationale aftaler om reduktion af CO2-udledningen.
UNFCCC har været vært for en årlig COP, fra den første i 1995 i Berlin til COP26 i Glasgow sidste år.
Den måske mest berømte COP var den tredje (COP3) i 1997, hvor man etablerede Kyoto-protokollen: En rammekonvention som forpligter en del af de industrialiserede lande til at mindske udledningen af forskellige drivhusgasser for at konsekvenserne af klimaforandringerne.
Også COP21, der blev afholdt i Paris i 2015, fik stor betydning. Her underskrev landene en aftale om at begrænse den globale opvarmning til 2 ℃. Aftalen inkluderede også ambitionen om at begrænse opvarmningen til 1,5 ℃.
Hvad skete der ved COP26?
Mange mener ikke, at sidste års COP levede op til forventningerne, men der blev gjort en del fremskridt.
Forventningen var et endeligt tilsagn om at opnå netto-nuludledning inden 2050 for at bevare muligheden for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 ℃.
Det krævede en reduktion af udledningen på 45 procent i 2030 sammenlignet med 2010-emissionerne.
Men de underskrevne aftaler satte alligevel kloden på kurs mod en gennemsnitlig temperaturstigning på omkring 2,4 ℃.
Det var især frustrerende, at man i sidste øjeblik besluttede at ‘udfasning’ af kulkraft skulle ændres til ‘nedtrapning’, kort før forhandlingerne blev afsluttet.
Et andet nøglespørgsmål på COP26 var, hvordan man finansierer ren udvikling i fattigere lande, og hvordan man kompenserer dem for den skade, de har lidt på grund af klimaforandringerne, som mere industrialiserede lande er ansvarlige for.
Ved COP15 i København i 2009 blev der givet tilsagn om en klimafond på 100 milliarder dollars om året til udviklingslandene fra 2020 og frem.
De nuværende beløb er dog stadig langt under dette mål.
Hvad kan vi forvente af COP27?
Det forventes, at dette års COP vil bringe konkret handling og tilsagn om en reduktion af udledningen samt finansiering af tab og skade som følge af klimaforandringer til det globale syd.
COP27 er blevet kaldt ‘det afrikanske klimatopmøde’, fordi man forventer vigtige forpligtelser, især for det afrikanske kontinent.
Afrika er ét af de kontinenter, som er mest sårbart over for klimaforandringer fra et miljømæssigt og socialt synspunkt, men paradoksalt nok ét af de mindst involverede i den historiske udledning.
På trods af forskellige aftaler ved tidligere COP’er vurderer FN, at udledningen i 2030 vil være højere end i 2010, hvilket eliminerer muligheden for at begrænse opvarmningen til under 2 ℃.
Derfor forventes det, at man ved COP27 vil implementere effektive politikker, som har til formål at mindske udledningen.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet & Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Risiko for greenwashing
Det forventes også, at man ved COP27 vil tage signifikante skridt i kampen mod tropisk skovrydning. Terrestriske økosystemer er afgørende i kampen mod klimaforandringer og absorberer 25 procent af drivhusudledningen.
Men vi skal være på vagt over, at den mulige etablering af Forests and Climate Leaders’ Partnership (FCLP) ikke ender med at blive en propagandastrategi eller greenwashing, der tillader, at store virksomheder fortsat udleder, mens de gemmer sig bag ukontrollerede og uovervågede træplantager, som ofte genererer større miljøskade end fordele og underminerer de oprindelige samfunds interesser.
Effekten af krigen i Ukraine
Krigen i Ukraine har kastet lys over Europas sårbarhed på grund af afhængigheden af fossile brændstoffer og behovet for at omtænke energimodellen.
I flere årtier er udviklingslandene blevet tilskyndet til vækst gennem vedvarende energi, så Europas energikrise er tvunget til at være eksemplarisk og til at forpligte sig til ikke-fossil brændstofenergi.
Ellers vil troværdigheden og muligheden for at påvirke den globale energiomstilling blive undermineret.
Det er også forudsigeligt, at USA vil forsøge at styrke sit teknologiske lederskab ved at fremme ambitiøse initiativer og genvinde terræn, der gik tabt under den tidligere regering.
En anden mulig konsekvens af krigen er, om den resulterende nye geopolitiske status quo vil påvirke udledningen.
Såvel som den traditionelle indflydelse fra vestlige lande er Kinas tilstedeværelse i Afrika voksende, hvilket kan tilskynde til vigtige aftaler for at styrke positionen på kontinentet.
Er internationalt samarbejde overhovedet muligt?
Klimatopmøderne bliver ofte mødt med en vis optimisme og spænding, før de begynder, og med skuffelse, efter de er afsluttet.
Det er ekstremt kompleks at udskifte hovedkilden til energi – fossile brændstoffer – samt den nuværende kortsigtede økonomiske vækstmodel. Resultatet kendes først ved slutningen af det 12 timer lange møde på den sidste dag.
Uanset det endelige resultat, spiller det videnskabelige samfund en nøglerolle i at dokumentere konsekvenserne af klimaforandringerne, de fremtidige risici for forskellige regioner samt i at integrere det sociale perspektiv med det økologiske.
Forskellige studier viser eksempler på mulige konsensusløsninger for at afværge overudnyttelse af fælles ressourcer – og i sidste ende tragedie.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
