Hvis du leger med tanken om at købe et dejligt hus tæt på kysten, skal du måske tænke dig ekstra godt om.
Ifølge et nyt dansk studie vil vandet næppe ’bare’ stige med op mod 1,1 meter frem mod 2100, som FN’s klimapanel, IPCC, ellers har anslået i sin seneste rapport om vandstand i verdenshavene.
Havet vil nok nærmere stige mere og hurtigere, når klodens temperatur med den nuværende udledning af drivhusgasser sprænger rammerne i Paris-aftalen og stiger til mere end 2 grader over, hvad den var i 1800-tallet.
Sådan lyder vurderingen fra danske forskere, der i et nyt studie har sammenlignet beregninger af fremtidige havstigninger med erfaringer fra 150 års data tilbage i tiden.
»Det ser ud, som om de modeller, vi baserer vores havniveau-fremskrivninger på i øjeblikket, ikke er følsomme nok. De rammer ganske enkelt ikke den stigningskurve, vi mener at kunne se, når vi sammenligner fremtidsscenarier med observationer, der går bagud i tid,« siger Aslak Grinsted, lektor på Niels Bohr Institutets sektion for Is, Klima og Geofysik ved Københavns Universitet.
Små ændringer kan have store konsekvenser
Hvis vi fortsætter med at udlede CO2 og andre drivhusgasser i det nuværende tempo, vil havet som et globalt gennemsnit formentlig stige med yderligere 25 cm frem mod 2100, antyder forskernes beregninger.
Det svarer til, at havet som et globalt gennemsnit stiger med cirka 1,35 meter.
Du tænker måske, at det er til at leve med, hvis havet stiger lidt mere og lidt hurtigere end antaget. Men selv små stigninger kan gøre markante forskelle rundt om i verden, blandt andet i Danmark.
En beregning fra Kystdirektoratet for Rødbyhavn viser ifølge Aslak Grinsted, at en stigning i havet på en halv meter øger risikoen for en stormflod med faktor 100. Det betyder, at en stormflod, man normalt vil opleve en gang hvert 100. år, bliver et fænomen, der kan ramme hvert eneste år.
Aslak Grinsted bemærker, at det kan blive endnu værre end anslået i studiet, afhængig af hvordan isen smelter i Arktis og især Antarktis.
\ Isen på Antarktis
Indlandsisen på Antarktis er den største ismasse på Jorden. Den dækker et område på næsten 14 millioner km² og indeholder ca. 30 millioner km³ is.
Det er omtrent 90% af hele Jordens ferskvand, der her er bundet i form af is.
Hvis hele den antarktiske indlandsis smelter, stiger verdenshavene med 61,1 - 70 meter.
»Det er vigtigt at understrege, at vi ikke peger på noget, der er flere meter galt i IPCC’s estimater, og man skal ikke gå fuldstændigt i panik. Men det er vigtigt at have rigtige tal, hvis man skal lave klimatilpasning, og derfor skal modellerne være så realistiske som muligt,« konstaterer Aslak Grinsted over for Videnskab.dk.
Uvist, om modeller rammer rigtigt
I dag forudsiger IPCC udviklingen i havenes vandstand ved at se på et væld af forskellige modeller for, blandt andet hvordan iskapper og gletsjere udvikler sig, og hvordan havet bliver opvarmet. Modellerne tegner til sammen et billede af, hvordan vandstanden vil stige i takt med et forandret klima.
Problemet er, at mange historiske data mangler. Vi ved for eksempel ikke, hvor meget Antarktis er smeltet gennem tiden.
IPCC har heller ingen viden om, i hvor vid udstrækning modellerne er sammenholdt med, hvad der er sket i fortiden, fordi det sjældent bliver oplyst af forskerne bag modellerne – og IPCC laver aldrig selv forskning.
Det gør det svært at vide, hvor retvisende hver enkel model er for, hvad der reelt sker på Jorden, og om det samlede billede holder.
Simpel metode bag nye beregninger
I det nye studie har Aslak Grinsted sammen med sin kollega professor Jens Hesselbjerg Christensen udviklet en forholdsvis simpel metode til at kortlægge den samlede havstigning siden 1850 ved hjælp af forskellige fysiske modeller.
Ganske kort sagt har forskerne fundet ud af, at der er en næsten fast sammenhæng mellem stigning i global middeltemperatur og stigning i vandstand – hvilket faktisk er en smule overraskende, fordi det kan tage århundreder, før store ismasser og havet reagerer på ændrede klimaforandringer.
Med den viden kan forskerne beregne, hvor følsomt havet er over for eksempelvis én grads global temperaturændring.
\ Vand, tid og temperatur
Mere præcist har Aslak Grinsted og Jens Hesselbjerg Christensen regnet sig frem til, hvor meget vandstanden er steget i meter per århundrede per Kelvin; en angivelse af temperatur, som du kender det fra Celsius og Fahrenheit.
Parrer man forskernes beregninger for havstigninger med forventningerne til den stigende temperatur på grund af menneskets udledning af drivhusgasser, får man en næsten lige linje med en meters havstigning per århundrede, når Jorden passerer 2 graders opvarmning.
Forskerne håber, at deres beregninger af fortidens havstigninger kan være med til at gøre IPCC’s vurderinger mere realistiske, forklarer Jens Hesselbjerg Christensen, der selv har været dybt involveret i IPCC’s arbejde i årtier.
»At IPCC-vurderingerne ikke har adgang til analyser af, i hvilken grad klimamodeller sammenligner med observationer af historiske havstigninger, er jo en betydelig mangel, som vi gør opmærksom på i artiklen.«
»Vores metode og resultater fra vores analyse af IPCC-resultaterne understreger dette behov,« skriver Jens Hesselbjerg Christensen, professor ved Is, Klima og Geofysik på Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet, i en mail til Videnskab.dk.
Analyse på linje med andre forskere
Andre forskere kalder de to danskeres arbejde for både spændende og vigtigt og er enige om, at det bør inddrages i IPCC’s arbejde med at se på al tilgængelig forskning, når man vurderer fremtidens havstigninger.
På Syddansk Universitet bemærker professor i klimaforandringer og prorektor, Sebastian H. Mernild, at forskernes konklusion er interessante og ligger på linje med et opråb fra verdens førende isforskere om, at IPCC undervurderer havstigninger.
Han bemærker dog også, at det er umuligt at vide, om lige præcis Aslak Grinsted og Jens Hesselbjerg Christensens metode er perfekt til at forudsige, hvordan havet vil opføre sig de næste årtier.
Forskerne har nemlig undladt at dykke ned i indviklet fysik som for eksempel atmosfærens indflydelse på isen, processer i smelteis, isdynamik og andre faktorer, som påvirker havenes stigning både lokalt, regionalt og globalt, bemærker han.
»I det her studie laver de et shortcut uden om detaljerede fysiske processer i isen, og jeg vil personligt gerne se et procesnært studie, som går ned i de detaljer, så vi er sikre på, at vi kommer nærmere noget mere eksakt.«
»Men studiet er lavet for at trække de store linjer, og det peger i retning af, at vi forventeligt skal vænne os til at tale om endnu højere vandstandsforandringer i fremtiden,« vurderer Sebastian H. Mernild, professor i klimaforandringer og glaciologi, samt prorektor ved Syddansk Universitet.
Vi har aldrig prøvet klimaforandringer som nu
Sebastian H. Mernild får opbakning af Jian Su, der står i spidsen for arbejdet med fremtidig vandstand og stormfloder til DMI’s klimaatlas, som samler data om klimaet for at hjælpe kommuner med at navigere mod fremtiden.
Jian Su understreger, at IPCC’s estimater bygger på et væld af beregninger fra en masse forskellige typer studier, som man forsøger at lave et snit ud fra.
»Jeg er enig i, at noget tyder på, at IPCC’s estimater er for lave, men vi vil gerne forstå, hvorfor estimaterne måske er forkerte, og vi har slet ikke det fulde billede. Vi mangler årsager,« siger Jian Su.
Ifølge Jian Su er det også værd at bemærke, at det gode studie forholder sig til havstigninger i en fortid, hvor niveauet af drivhusgasser i atmosfæren generelt har været lavere end i dag.
»Det er vigtigt at huske på, at det måske er begrænset, hvad vi kan lære af fortiden, for vi har ikke oplevet klimaforandringer som nu, hvor de er skabt af mennesket,« siger Jian Su til Videnskab.dk.
Det nye danske studie er netop udkommet i tidsskriftet Ocean Science.
