»Det er vanvittigt«: Abbas rejser til farlige gletsjere og afslører en fremtid, folk helst ikke vil høre om

»Det lyder som et godstog, der konstant kører forbi lige foran dig,« siger Shfaqat Abbas Khan og peger på et bjerg af is.

I en video bryder isen fri af en gletsjer og bliver opslugt af havet.

Professoren sidder på sit kontor på DTU i Lyngby og peger på billederne af den grønlandske gletsjer Helheim, godt på vej til at dele det dystre indhold af sin seneste forskning.

Men han lyser op, mens han taler.

»Det er helt, helt vildt,« siger han og peger igen, denne gang i bunden af billedet, hvor man kan se to iglotelte, som er slået op på en klippe med udsigt til isen.

»Solen skinnede 24 timer om dagen,« fortæller han. »Der var 30-35 grader inden i teltene, selv om det kun var 10 grader udenfor. Og så havde vi udsigt til det her islandskab, som konstant buldrede og forandrede sig.«

Hvad tænker du, mens du sidder dér og kigger ud på isen?

»At det er fascinerende, hvor hurtigt en gletsjer kan bevæge sig og forsvinde ud i havet.«

Shfaqat Abbas Khans fascination er verdenskendt.

Han måler på afsmeltningen af is fra gletsjere. Store masser af is, ofte flere kilometer i bredden, der bevæger sig langsomt ned ad en dal eller over et landskab. De bliver dannet, når sne ophober sig og bliver komprimeret til is, og de går i stykker igen, når de smelter.

Gletsjeren kælver, hedder det. Abbas Khans målinger af bevægelserne i nogle af verdens mest fjerne og farlige gletsjere er internationalt respekteret, flere gange er hans forskning blevet publiceret i det anerkendte tidsskrift Nature.

Nu sker det igen. I et nyt studie er professoren fra DTU med til at afsløre nye sider af et velkendt fund; at gletsjerne smelter og kan få havniveauet til at stige, langt hurtigere end man tidligere har troet.

Problemet er, at han har fået sværere ved at få folk til at lytte.

»Det er vanvittigt,« siger han. »Jeg kan huske dengang for år tilbage, hvor jeg havde følelsen af, at folk tog det seriøst. Men nu, hvis vi siger, at vandstandsstigningen vil blive på én meter, så siger de fleste bare: ‘Nå okay, og hvad så?’«

Det er derfor, Abbas Khan denne gang gør noget nyt. Han er gået med til at dele nogle af sine oplevelser over 25 år fra dér, hvor verden smelter, og vandet stiger.

Hans håb? At det ændrer noget, at det får folk til at reagere.

Fra plus 40 til minus 40 grader

Shfaqat Abbas Khans opvækst er så langt fra gletsjere, man kan komme. Og så alligevel.

Han blev født i Pakistan i 1972, flyttede til Danmark som 5-årig med sine forældre, da hans far fik arbejde på stålvalseværket i Frederiksværk.

Få uger efter at han som 28-årig var blevet ansat i Kort- og Matrikelstyrelsen, stod han første gang og skulle måle landskabet i Grønland.

»Til at starte med var jeg ikke særlig interesseret i opgaven. Jeg vidste jo godt, hvor koldt det var deroppe,« siger han.

Han griner. De runde kinder danser lidt i lyset fra skærmen, mens han fortæller, at han kommer fra et område i Pakistan med en middeltemperatur på omkring 40 grader. Nu bor han i Brøndby Strand, hvor han har et hus med have.

Men han er for evigt forbundet til landskabet i Grønland.

Hans første tur gik til den lille vestlige bygd Upernavik. Her så han isbjørne luske rundt i området, og den første dag på arbejde stod han i en dal sammen med op mod 2.000 slædehunde. Hundene var godt nok spændt fast med kæder, understreger han, men de gøede af ham, mens han foretog målinger af isen.

»Jeg var skidebange. Ingen tvivl om det,« fortæller ‘Abbas’ – det er det, kollegaerne på DTU kalder ham.

Hvad var det så, der fik dig til at komme tilbage – jeg kan forstå, at du har været i Grønland nærmest hvert år siden?

»Det venlige folk, den smukke natur. Den første gang jeg var der, fløj vi forbi alle de her kæmpe monster-isbjerge, og det gik op for mig, at jeg kunne arbejde med at måle på dem,« siger han og genkalder sin studietid på Københavns Universitet:

»På det her tidspunkt (i begyndelsen af 2000’erne, red.) stod der også i lærebøgerne, at indlandsisen var stabil, at den var i massebalance og ikke smeltede. Men det har jeg så lært sidenhen, at det passer i hvert fald ikke.«

»Hvornår går alvoren op for folk?«

I et Nature-studie fra 2022 var Abbas Khans målinger med til at afsløre afgørende nyt om smeltende is.

For indlandsisen smelter langt hurtigere, end vi troede, viste han og kollegaernes målinger. Helt præcist seks gange hurtigere, lød beregningerne.

Tilsammen vil afsmeltningen føre til vandstigninger på omkring én meter inden for dette århundrede – mere end hvad FN’s Klimapanel selv regnede med.

Nu anerkender mange klimaforskere og glaciologer det, DTU-forskeren og hans kollegaer fandt frem til dengang og igen i det nye studie.

I Danmark. I Grønland. Ja, selv i det varme, tørre område af Pakistan, hvor Shfaqat Abbas Khan selv blev født, kan man snart blive nødt til at forholde sig til smeltende gletsjere.

Og indtil da bliver DTU-forskeren ved med at spørge sig selv:

»Hvornår går alvoren op for folk?«

300.000 tømte svømmebassiner – hver dag

273 gigaton is. Det er så meget af verdens gletsjere, som hvert år i perioden fra 2000 til 2023 er smeltet og blevet til en del af havet. Hvert eneste år.

Abbas og kollegaerne finder frem til tallet, når de lægger deres forskellige målinger fra forskellige gletsjere sammen.

Satellitbilleder, GPS-målinger, observationer fra gletsjere i Arktis, Pakistan, Indien, Andesbjergene og Antarktis. Isen smelter alle steder på grund af et varmere klima, men det kan være svært at begribe omfanget, indvender jeg over for forskeren på hans kontor – og jeg er tilsyneladende ikke den eneste, som har det sådan.

En pressemedarbejder på DTU har omregnet tallene til en anden enhed: Olympiske svømmebassiner – og så lyder resultatet sådan her:

300.000 svømmebassiner vand tømt ud i havet. Hver eneste dag.

»Du kan bruge gigaton eller svømmebassiner. Jeg synes bare, det er voldsomme tal,« siger professoren og smiler igen.

Men denne gang strammer han hurtigt ansigtet.

»Globalt set smelter gletsjerne hurtigere og hurtigere, og det kan få alvorlige konsekvenser for rigtig mange mennesker.«

Alene i Himalaya-området er omkring 300 millioner mennesker afhængige af smeltevand fra gletsjere, fremhæver han. Det samme gælder mennesker i lande som Pakistan, Indien, Kina, som får ferskvand fra floder, der udspringer af gletsjere, som er ved at forsvinde.

»Og forestil dig så, hvordan et område som Roskilde vil se ud med en vandstandsstigning på én meter,« foreslår Abbas Khan. »Også i Danmark vil du se flere oversvømmelser og voldsommere vejr som følge af afsmeltning af gletsjere.«

»Og det er vi også nødt til at tage stilling til. Hvad gør vi? Skal vi bygge diger?«

Vi kigger igen ned på et billede på computeren af forskeren på feltarbejde i Grønland.

De her to store, store perspektiver - er det noget, du tænker over, når du står ude på isen?

»Ikke når jeg er ude i felten, fordi der skal man være 200 procent koncentreret omkring det arbejde, man laver. Ellers kan det blive dyrt, hvis man mister sit udstyr,« svarer Abbas og tilføjer:

»Men jeg tænker over det, når jeg kommer hjem og ser materialet igennem.«

»Farligt? Det er et relativt ord«

Vi ser på nogle af hans egne droneoptagelser fra en gletsjer fyldt med spalter. Revner i isen, som kan blive flere hundrede meter dybe.

Billederne er fra Zachariae Isstrøm i det nordøstlige Grønland, tæt på det man kalder for randen, hvor gletsjeren munder ud i havet.

Det er i maj 2024, et tidspunkt på året, som Abbas Khan selv betegner som »det farligste tidspunkt at lave feltarbejde, fordi du stadig har rigtig meget sne på overfladen, som dækker sprækkerne til«.

Men den her slags målinger er samtidig »nogle af de vigtigste«, siger han.

»Det er ændringerne omkring den her grænse, som bestemmer, hvor hurtigt den her gletsjer kollapser, trækker sig tilbage eller forsvinder.«

Flere er omkommet på den her slags feltarbejde.

I 2016 døde skotten Gordon Hamilton efter at være faldet ned i en spalte på Antarktis. En forsker, som med Abbas’ egne ord lærte ham »helt vildt meget om gletsjere«. I 2020 skete noget lignende for den schweiziske glaciolog Konrad Steffen, som forsvandt på Grønland.

Synes du aldrig, dit arbejde bliver for farligt?

»Altså farligt, det er et relativt ord,« svarer han.

»Jeg synes ikke, det er så farligt, så længe du kan se farerne, sprækkerne i isen – og det kan vi jo netop dér,« siger Abbas og peger på dronebillederne.

Hvad siger din kone til, at du står dér?

»Jamen, jeg viser hende ikke de her videoer.«

Hvorfor ikke?

»Det gør jeg ikke, fordi hun i mindre grad interesserer sig for iskapper, end jeg gør,« siger professoren og trækker igen på smilebåndet.

»Det er også unødvendigt at blive bekymret over sådan noget,« siger han og fortsætter:

»Der er også isbjørne mange af de steder, hvor vi kommer, og de er mindst lige så farlige. Faktisk vil jeg måske være mere bekymret for isbjørne end for at ryge ned i en sprække.«

»Man skal tage det seriøst«

På kontoret i Lyngby vender vi tilbage til dronebillederne af de store sprækker i Zachariae Isstrøm. Dem, som man med Abbas ord »rent faktisk kan se«, og som man derfor heller ikke skal være bange for.

»Vi undersøger altid de steder, vi kommer, grundigt, inden vi bevæger os rundt,« siger han.

Forskerne prikker på isen med en pind for at undersøge, hvor stabil isen er, mens de er bundet sammen med reb. Først, når de har undersøgt hele området for sprækker, binder de rebene op.

Men du har fortalt mig, at du nu skal afsted igen til maj, som er det farligste tidspunkt at være dér på den gletsjer?

»Det frygtede jeg, du ville spørge mig om,« siger Abbas og griner.

Så stopper han igen sig selv.

»Vi skal op til nogle stationer, som vi allerede har sat op, og de skulle være OK. Desuden undersøger vi altid området, inden vi går ud.«

Hvad håber du, der sker, ved at du bliver ved med at lave det her arbejde?

»At budskabet også når ud til politikerne.«

Hvad for et budskab?

»Omkring konsekvenserne af afsmeltningen. Det gælder ikke kun i Danmark, det gælder også i lande som Pakistan eller Indien – at politikere også dér må forstå, at når store dele af landet pludselig står under vand, så er det, fordi der sker nogle ændringer i gletsjerområderne.«

»Man skal tage det seriøst,« siger Abbas Khan og fortsætter:

»At en gletsjer kan forsvinde, og at folks vandreservoir kan forsvinde. Politikerne skal begynde at planlægge og forholde sig til fremtiden.«