Indlandsisen smelter med stigende hast, viser det ene studie efter det andet.
Bag de nedslående videnskabelige resultater ligger års feltarbejde på Indlandsisen, hvor forskere passer vejrstationer, borer efter iskerner, overvåger afsmeltningen eller på anden vis dokumenterer konsekvenserne af den globale opvarmning.
Polarforskerne blev for nyligt mindet om, hvor farligt deres arbejde kan være, da den verdenskendte glaciolog Konrad Steffen styrtede i en dyb spalte i isen og mistede livet.
»Han var uheldig at falde i en spalte, hvor der var smeltevand,« siger Shfaqat Abbas Khan, der arbejder på Indlandsisen og er professor på National Space Institute ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
Indlandsisen ændrer sig
Konrad Steffens uheld skete i hans egen lejr Swiss Camp. Lejren ligger i et område, hvor der i de senere år er kommet flere og flere dødsensfarlige spalter med smeltevand på bunden.
»I 1990’erne var der ikke spalter i området, men det er der nu. Spalterne er ikke et problem, når der ikke er sne, så man kan se dem,« siger Jørgen Peder Steffensen, der er professor i glaciologi på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.
»Men da Koni faldt i, havde der været snevejr. Så kan der blive dannet en snebro over spalten, og så bliver den virkelig lumsk. Man tror, man går på is. Men i virkeligheden står man på et tyndt lag sne,« fortsætter han.
Spalter er livsfarlige
I takt med at Indlandsisen smelter hurtigere og hurtigere, er der kommet flere af den slags livsfarlige spalter, og de opstår nye steder.
»På grund af den øgede afsmeltning flytter de farlige områder med spalter. Steder, hvor man i årevis har været på sikker grund, går hen og bliver farlige,« vurderer Jørgen Peder Steffensen.
Spalterne findes normalt i zoner langs Indlandsisens rand, men når isen smelter på overfladen, eller når isen bevæger sig, flytter de sig.
»Når isen smelter hastigere inde ved bredden, accelerer det. Isen bevæger sig hurtigere, så den begynder at bryde op i stykker og lave spalter. Det er som en kaskade af dominobrikker,« siger Jørgen Peder Steffensen.
Smeltevandsfloder bliver voldsommere
Shfaqat Abbas Khan kommer hver sommer vidt omkring på Indlandsisen, hvor han opstiller GPS-stationer.
I nogle af spalterne er der en decideret smeltevandsflod på bunden, fortæller han. Den slags floder opstår, når der er meget smeltevand på overfladen af isen. Smeltevandet laver dybe kløfter og ender på bunden af dem som en slags floder.
»Der er mere vand i spalterne end tidligere. Jo højere man kommer op på isen, jo flere områder er der, hvor sprækkerne er fyldt med smeltevand,« siger Shfaqat Abbas Khan.
Jo hurtigere isen smelter, desto stærkere bliver flodernes strøm.
»Jo varmere der er, jo mere strøm er der, fordi der er mere afsmeltning. Hvis man er alene uden reb og falder i en smeltevandsflod, bliver man skyllet med,« siger Shfaqat Abbas Khan.
Forskere er fastgjort til helikopter
Shfaqat Abbas Khan og kollegerne tager konstant forholdsregler for at undgå uheld. De udfører deres arbejde i helikopter, som de lander på isen.
»Om vinteren er det umuligt at se sprækkerne, fordi der er så meget sne. Derfor venter vi til juli og august, så vi kan se, hvor vi kan lande,« siger Shfaqat Abbas Khan.
I år har sommeren været koldere, og der er faldet mere sne end i de foregående år.
»Det er en risiko, vi er meget opmærksomme på. Når vi lander med helikopteren, tjekker vi nøje området ud. Det foregår med reb, der er fastgjort til helikopteren. Og vi bevæger os aldrig alene ud på isen,« siger Shfaqat Abbas Khan.
Når forskerne går ud på isen, skal de være bundet sammen med reb. Der er også krav om, at de skal have snesko og isøkse med.
\ Læs mere
Dansk lejr har fået besøg af isbjørne
På EGRIP - Københavns Universitets forskningsstation på Indlandsisen - hvor Jørgen Peder Steffensen og kollegerne fra Niels Bohr Institutet borer efter iskerner, er der ingen spalter med smeltevand.
Men i de senere år har forskerne i lejren et par gange stået ansigt til ansigt med en anden livstruende fare: Isbjørne.
»Efter 35 år på isen uden nogensinde at have set en isbjørn, kom der en til lejren i 2016 og igen i 2018,« fortæller Jørgen Peder Steffensen.
Isbjørnene har vandret flere hundrede kilometer over isen uden mad. Så de er sultne, når de dukker op i lejren, hvor nogle af forskerne sover alene i små telte.
»Isbjørnene kan lugte os og vores køkkenaffald på 60 kilometers afstand. Den ene kom klokken fire om morgenen. En af mine kollegaer skulle ud og tisse, og så stod han pludselig ansigt til ansigt med en isbjørn,« siger Jørgen Peder Steffensen.
»Der er ikke andet for end at evakuere lejren og kalde alle ind i hovedbygningen, hvor vi holder mandtal. Så finder vi riflerne frem og en udpeget skytte finder det rigtige tidspunkt at nedlægge bjørnen. Det er en procedure, vi har udarbejdet sammen med det grønlandske selvstyre og politi.«
Når isbjørne bevæger sig ud på Indlandsisen om foråret, kan de ikke komme i land igen, fordi isen smelter ved bredden.
»Hvis vi nøjes med at skræmme dem væk, kommer de bare igen, da vi er den absolut eneste fødekilde i en radius på 400 kilometer,« siger Jørgen Peder Steffensen.
Indlandsisen har altid været farlig
Ikke kun den danske lejr har fået uvelkomment besøg. I den amerikanske lejr Summit Camp, som blev bemandet i 1989, kom der også en isbjørn forbi i 2018 for første gang nogensinde.
»Vi har talt meget om, at isbjørne på Indlandsisen kan være en konsekvens af klimaændringer, men tre tilfælde er ikke nok til at drage konklusioner. Det kan være en tilfældighed,« siger Jørgen Peder Steffensen.
Sikkert er, at klimaforandringerne ændrer polarforskernes arbejdsforhold. De to, Videnskab.dk har talt med, understreger dog, at Indlandsisen altid har været et farligt sted, og at forskerne hele tiden evaluerer deres sikkerhedsprocedurer for at minimere risikoen.
I den danske EGRIP-lejr har de for eksempel udarbejdet grundige retningslinjer for, hvordan ekspeditionsdeltagerne skal forholde sig, når der er isbjørne på besøg.
»Vi er nødt til at indstille os på ændringerne og følge med i, hvad der sker,« siger Jørgen Peder Steffensen.
Ulykke gennemgås
Da den schweiziske glaciolog Konrad Steffen forulykkede, var Jason Box, som er professor ved GEUS - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - til stede i lejren.
GEUS er derfor i øjeblikket i gang med at gennemgå hændelserne omkring den tragiske ulykke.
»GEUS evaluerer løbende sikkerhed og procedurer ved feltarbejde, dette gælder særligt i forbindelse med alvorlige hændelser,« skriver GEUS i en e-mail til Videnskab.dk.
»Det er endnu for tidligt at sige noget om eventuelle ændringer som følge af denne tragiske ulykke,« fortsætter mailen.
