Hvordan får vi forskeres skjulte interesser frem i lyset? Her er 5 forslag

Når anbefalinger fra læger og forskere bliver spredt i medierne, kan det virke som uafhængig viden fra eksperter.

Men der kan være private penge bag, som der ikke er oplyst om.

Det viser undersøgelser af interessekonflikter inden for både forskning og journalistik.

For nylig afslørede Videnskab.dk et konkret eksempel:

Tre hjerteforskere anbefalede i Berlingske »alle voksne« at få foretaget en særlig sundhedstest. Ingen steder blev det nævnt, at de tre forskere havde fået penge til forskning, konsulentbidrag eller ‘talks’ fra virksomheder med medicin på vej på netop dét område.

Sagen er udtryk for et udbredt problem, har flere forskere sagt til Videnskab.dk.

I artiklen her fortællere forskere, hvad de mener, der skal til for at skabe mere åbenhed.

Under 2 procent af KU-forskere oplyser korrekt om interesser

Først til viden på området, hvor flere opgørelser viser udfordringer.

I 2024 afslørede Akademikerbladet, at under to procent af forskerne på Københavns Universitet lever op til krav om at dele oplysninger om interessekonflikter.

Internationale studier peger i samme retning:

• 1 ud af 3 læger, forskere eller andre fagpersoner, der står bag kliniske anbefalinger, har bånd til industrien, der ikke er deklareret. Det viser en systematisk gennemgang fra 2021 med data fra knap 15.000 personer fra Danmark og 13 andre lande.
• 9 ud af 10 nyhedsartikler om medicinsk forskning nævner ikke interessekonflikter - selv om oplysningerne i nogle tilfælde fremgår af de videnskabelige artikler og pressemeddelelser, som historierne bygger på. Det viser et andet internationalt studie fra 2021.

Tidligere danske studier viser samme tendenser, vurderer Andreas Lundh, som forsker i interessekonflikter som speciallæge og lektor i evidensbaseret medicin ved Cochrane Danmark og Syddansk Universitet.

»Vi ser, at forskere oplyser meget sporadisk om deres interesser,« siger han.

»Få oplyser alt. Nogle oplyser om dele af deres samarbejder, mens andre slet ikke oplyser noget.«

Så hvordan kommer vi problemet med manglende oplysning til livs?

Råd 1: Sanktioner over for mangelfuld oplysning

Få forskere lever op til deres egne retningslinjer for oplysning af interessekonflikter. Det vurderer flere kilder over for Videnskab.dk.

Derfor kan det være en idé at indføre en eller anden form for straf, mener Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet, som har forsket i interessekonflikter siden 1980’erne.

»Man kan skærpe kontrollen på forskningsinstitutionerne og sanktionere, hvis reglen om at deklarere overtrædes,« siger han.

Han ønsker ikke at foreslå en konkret sanktion.

»Men der bør være et kontrolorgan og adgang til at klage til en instans, som er uafhængig af ledelsen på universiteterne.«

Råd 2: Mere åbenhed om interesser for universiteterne

Ledelsen på universiteterne bør også offentliggøre årlige lister over, hvilke private firmaer og fonde som finansierer dem som institutioner.

De skal også have en offentlig politik for at sikre åbenhed om interessekonflikter, siger Heine Andersen.

»En grundlæggende årsag til problemerne er, at ledelsen har mindst lige så store interessekonflikter, som de enkelte forskere har,« mener han.

Heine Andersen ser et problem i, at universiteterne ikke vil gøre sig uvenner med de private fonde eller virksomheder, som poster penge i forskningen.

»Man har ikke interesse i at føre skrap kontrol for at håndhæve reglerne, fordi det er en embedspligt at tækkes velhavende bevillingsgivere, så forskerne og institutionerne kan skaffe forskningsmidler,« mener han.

»Det kan måske modvirkes lidt, hvis man tvinges til tydeligt at oplyse om eksterne finansieringskilder.«

Råd 3: Mere offentlig finansiering af forskning

Dansk forskning bliver i stigende grad finansieret af private virksomheder og fonde.

Heine Andersen har længe haft fokus på udviklingen, og i anledning af denne artikel på Videnskab.dk har han fået trukket de seneste tal på området med hjælp fra Danmarks Statistik:

I 2024 blev 47 procent af omkostningerne til forskning på universiteter, universitetshospitaler og andre videregående uddannelser i Danmark dækket af eksterne bevillinger, herunder fra virksomheder og private fonde.

Balancen mellem offentlige og eksterne midler er blevet »for skæv«, mener Heine Andersen, og der er behov for »tæt på en fordobling« af den offentlige støtte, lyder hans vurdering:

»Som det er nu, kan forskere være tilbøjelige til at nedtone eller undlade at fremhæve økonomiske interesser af frygt for at skade relationen til fonde og virksomheder, som finansierer deres arbejde.«

Råd 4: Journalister skal have mere fokus på interessekonflikter

Medier bør indføre tradition for at oplyse om interessekonflikter, hver gang det er relevant.

Det mener Maria Bendix Wittchen, studielektor, ph.d. i presseetik og medieansvar ved Roskilde Universitet (RUC), hvor hun blandt andet underviser journaliststuderende.

»Interessekonflikter bør være et tema, man fremadrettet er ekstra opmærksom på, både som medier, mediechefer og journalister.«

Hun anerkender, at det kan kræve en del ressourcer at researche sig frem til interessekonflikter - og at det ikke altid vil være relevant at nævne dem.

»Det vil altid være en konkret afvejning, om man som medie skal deklarere en interessekonflikt direkte over for læseren, eller om det blot skal være baggrundsviden, som kan have betydning for, hvilke kilder man taler med,« siger hun.

Men hvornår er det relevant at oplyse om interessekonflikter?

»Det er det især, når forskere anbefaler en stor del af befolkningen at tage en bestemt test eller forsøge sig med en bestemt behandling,« svarer Andreas Lundh fra Syddansk Universitet og peger på sagen om anbefaling af lipoprotein(a)-test som et eksempel.

Råd 5: Mediefokus på flere sygdomme og patientgrupper

Anna Krogh mener, at medierne har et stort ansvar for at give plads til flere forskellige stemmer inden for sundhedsdebatten.

Hun er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, hvor hun forsker i sundhedsjournalistik, og hun vurderer, at en stor andel af indholdet kan spores til presse- og kommunikationsarbejde fra økonomisk stærke organisationer, patientforeninger og medicinalfirmaer.

»Det er vigtigt, at journalister tænker over, hvor det materiale, som de modtager, kommer fra. Og hvordan de spiller en afgørende rolle for, at de interesser, der ikke har råd til at bruge mange penge på pressearbejde, bliver en lige så stor del af den offentlige samtale.«

Op mod 1 ud 3 nyhedshistorier om forskning er knyttet til en pressemeddelelse, viser en international opgørelse fra 2012.

Men der er faktisk tendens til, at flere medier oplyser om det, når de bringer oplysninger fra en pressemeddelelse, for eksempel fra en patientforening, vurderer Anna Krogh.

Det samme bør ske med personlige, økonomiske interesser, mener hun.

Penge, pres og usynlige bånd

I mange tilfælde er de økonomiske bånd til industrien og de private fonde »helt afgørende for overhovedet at kunne udføre det, man er ansat til som forsker,« siger Heine Andersen.

Men en særlig udfordring er de personlige honorarer til forskerne, siger iagttagerne. For eksempel betaling for rådgivning og faglige oplæg.

Årlige udbetalinger på flere hundredetusinde kroner fra private firmaer »er ikke usædvanlige«, vurderer Andreas Lundh.

Det kan være et problem for troværdigheden, især når honorarerne ikke er opgivet, siger de forskere, som beskæftiger sig med emnet.

Ikke mindst fordi forskning viser en sammenhæng mellem honorarer fra industrien og forskeres tilbøjelighed til at anbefale bestemte lægemidler.