Et isbjerg, mere end dobbelt så stort som øen Manhattan, er brækket af Petermann Gletsjeren i det nordvestligste Grønland, skriver DR nyheder.
Petermann Gletsjeren er verdens nordligste gletsjer. Den vakte stor opmærksomhed blandt klima- og polarforskere i 2010, da en endnu større isflage på over 200 kvadratkilometer knækkede af gletsjertungen og satte kurs vestpå mod Nares Strædet. Der var tale om det største isbjerg nogensinde registreret i Grønlands historie.
Petermann Gletsjeren er en såkaldt is-shelf, det vil sige en “hylde” af is, som hviler på vandet.
Videnskabsmænd og miljøorganisationer er bekymrede for, at gletsjerens kælvninger varsler en ukontrolleret afsmeltning af den grønlandske indlandsis.
Forskere fra Byrd Polarforskningscenter på Ohio State University i USA udtrykte sidste år deres bekymring for Petermann Gletsjeren og de store isbjerge, der brækker af i disse år, oplyser KNR, Grønlands Radio.
Forskerne frygter, at gletsjerens hastighed accelererer, og at isen dermed smelter langt hurtigere, end vi har set hidtil. Dermed kan man nå et af klimaets “tipping points”, et vendepunkt, hvorfra udviklingen bliver selvforstærkende og uigenkaldelig.
Temperaturerne i Grønland er i øjeblikket usædvanligt varme. I Narsarsuaq i det sydvestlige Grønland målte man i sidste uge 23,6 grader og i hovedstaden Nuuk 20,3 grader. Ved en vejrstation på det højeste punkt på indlandsisen, Summit, i 3200 meters højde var der 2,2 plusgrader forleden.