Vores hjerner burde hade forudsigelige julefilm – så hvorfor ser vi dem (igen og igen)?

De fleste trækker på smilebåndet, når lille Kevin fra Alene Hjemme-filmen efterligner sin fars morgenrutine og bryder ud i et vræl ved følelsen af den svidende aftershave på kinderne.

Men hvad er det egentlig for nogle følelser, som film kan sætte i gang hos os? Og hvad sker der i hjernen, når vi ser film?

Sidstnævnte spørgsmål har et nyt studie af forskere fra blandt andet USA undersøgt.

Ved at skanne hjernerne fra 176 forsøgsdeltagere, mens de så filmklip fra blandt andet Alene Hjemme, men også helt andre typer film som sci-fi-filmen 'Inception' og den biografiske film The Social Network om opfindelsen af Facebook, har de frembragt et slags kort over hjernens aktiviteter.

De har fundet frem til 24 reaktioner i hjernen, der er i spil på tværs af filmklippene, hvis længde varierede fra cirka ét til fire minutter.

»De viser dybest set, at stort set hele hjernen er aktiv, når vi ser film,« forklarer Mikkel Wallentin, der forsker i kommunikation og neurovidenskab på Aarhus Universitet.

Et af de områder, der især reagerer, når vi ser film, hedder den primære visuelle cortex eller synsbarken og ligger i den bagerste del af hjernen (se illustration lidt længere nede).

»Det er et område, der spiller ind, når vi ser noget visuelt og skal tolke det,« forklarer Mikkel Wallentin.

Men hvordan vi helt præcist reagerer, når vi i starten af Alene Hjemme-filmen ser Kevin fryde sig over sin solotilværelse med sætningen, »I’ve made my family disappear«, er stadig et mysterium.

For selvom forskerne i det nye studie kortlægger disse 24 overordnede reaktioner, har de ikke undersøgt, hvad det præcist er i de enkelte filmklip, der giver udslag i hjernen.

»Er det Kevins ansigt? Er det underlægningsmusikken? Eller et maleri på væggen i scenen, der minder én om noget? Det skelner de ikke imellem,« lyder det fra Mikkel Wallentin.

Vi burde hade forudsigelighed

I stedet har forskerne udregnet et slags gennemsnit for reaktioner, der ofte er i spil, når deltagerne ser de forskellige filmklip.

Og her kan de se, at når deltagerne ser filmklip, hvor plottet eller dialogen er tvetydig eller svær at forstå, sætter det gang i hjernens kontrolcentre, der ligger i den forreste del af storhjernen, også kaldet frontallappen.

»Det er de samme centre, der er i spil, når vi laver matematik, grammatik eller virkelig skal koncentrere os,« forklarer Mikkel Wallentin.

Men hvorfor gider vi se ting, der påvirker hjernen på samme måde, som når vi laver lektier eller er på arbejde?

Hjernen vil gerne udfordres og præsenteres for nye ting, fortæller Thomas Alrik Sørensen, der er lektor i kognition og neuropsykologi på Aalborg Universitet.

»Hvis en film skal kunne holde vores opmærksomhed, skal der være en vekslen mellem noget, der er let at forstå, og noget, der vækker hjernens nysgerrighed og analysetrang,« forklarer han.

Umiddelbart kan julefilm som Love Actually eller Die Hard, som vi har set 117 gange før, ikke tilbyde den dynamiske vekslen, som vores hjerner har brug for for at blive stimuleret.

Men når vi alligevel elsker de gode gamle klassikere, handler det om et andet aspekt af hjernen, overlevelse.

»Hjernens mål er at få os til at overleve. Og vi har knyttet overlevelse og samvær sammen. Julefilm er ofte noget, vi ser sammen med vores familie, eller som minder os om et fællesskab,« lyder det fra Mikkel Wallentin.

Fællesskab giver velvære

Når juleklokkerne ringer til billedet af McAllister-familiens hus på Lincoln Avenue i Chicago i introscenen af Alene Hjemme, udløser det altså nogle følelser, som hjernen forbinder med noget positivt, måske gode barndomsminder.

»Hjernen accepterer det forudsigelige for til gengæld at få nogle rare følelser af tryghed og måske minder fra barndommen,« forklarer Thomas Alrik Sørensen.

Han uddyber, at områderne hippocampus og amygdala, der er er en del af storehjernens limbiske system, og som har med følelsesregulering at gøre, formentlig er i spil, når vi ser julefilm.

Når vi føler velvære og glæde, mens vi ser julefilm, forstærkes vores sanser, forklarer Mikkel Wallentin.

»Når vi ser julelys, forbinder vi det måske med gode minder, og det forstærker synsbarken i hjernen, så lyset virker endnu mere intenst. Eller når vi hører en stemme, som vi forbinder med noget trygt og kærligt, bliver reaktionen i hørebarken meget tydeligere,« siger han.

Julefilm handler om familie og forsoning

Birger Langkjær, der er lektor i filmvidenskab og kreative medieindustrier på Københavns Universitet, er helt enig i, at julefilm og julekalenderserier giver os en særlig følelse af tryghed og genkendelighed.

Derudover er julefilm og -serier ofte bygget op om en konflikt i familien, fortæller han.

»Det handler ofte om, at nogen i familien er udenfor og skal hales ind igen, eller at nogen er blevet skilt og skal have den nye familie til at fungere igen,« siger Birger Langkjær.

Den type drama er let at identificere sig med og rører os, og derfor har vi lyst til at se det igen og igen, uddyber han.

»Julen bliver symbol på familien. Kan julen reddes, og vil familien bestå? Og kommer vi alle sammen hjem til jul? Det er det store spørgsmål, der får os til at se de samme julefilm igen og igen,« slutter Birger Langkjær.