Det har aldrig stået mere klart: Hvis vi skal give en tålelig jordklode videre til de næste generationer, er der brug for politikere, der lytter til videnskaben.
Forskere går på gaden som et tegn på afmagt over klimanøleri. De mobiliserer store opråb med afsæt i deres forskning, og bunken af solid videnskab hober sig op. Men det synes ikke at være alle verdensledere, der forstår, at denne sommers oversvømmelser og varmerekorder blot er et glimt af fremtiden, hvis kursen ikke ændrer sig.
Tidligere på året tegnede IPCC, FN’s klimapanel, et dystert billede af klodens sundhedstilstand.
»Et wake-up call,« som Sebastian Mernild, klimaprofessor og hovedforfatter på IPCC-rapporten, formulerede det til Videnskab.dk.
Med hidtil uhørt pondus lød det i rapporten, at det »utvetydigt« er den menneskelige aktivitet, der er skyld i klimaforandringerne. Det betyder, at den diskussion nu bør være død og begravet i de politiske forhandlinger, og det må være slut med, at fossilindustrien bruger retoriske greb til at aflede opmærksomheden fra reelle, strukturelle løsninger.
Vi ved, at atmosfærens indhold af CO2, metan og lattergas er højere end nogensinde de seneste 800.000 år, og den nuværende CO2-koncentration har vi ikke oplevet i mindst 2 millioner år. Ingen afkroge af verden går fri af klimaforandringerne, og for hver halve grad, temperaturen stiger, vil der være yderlige signifikante ændringer i klimaet.
Med andre ord: Videnskaben har i årtier tegnet et mere og mere præcist billede af, hvor galt det står til. Budskabet er efterhånden krystalklart: Olie, kul og gas skal holdes i jorden, hvis Moder Jord ikke skal ende med et galoperende hedeslag.
\ Videnskab.dk mener
Denne artikel er en leder, og den er et udtryk for Videnskab.dk's holdning.
Videnskab.dk's lederartikler skrives på skift af vores faste journalister, og denne leder er skrevet af Niklas Asp Nielsen.
Brug for modige politikere
Vi skal ikke længere spises af med hockeystave og skåltaler. Politisk handlekraft er helt afgørende, hvis man skal holde stigningen i gennemsnitstemperaturen under bare 2 grader i 2100.
Sandheden er imidlertid, at det går trægt med at få masseret videnskaben og de grønne løsninger ind i de politiske beslutninger. 80 procent af verdens samlede energiforbrug kommer fra fossile brændstoffer, og ifølge estimater fra den Internationale Valutafond støttes fossilindustrien med svimlende 71 millioner kroner i minuttet i direkte og indirekte støtte.
Kursen er lige nu sat mod en stigning i gennemsnitstemperaturen på 2,7 grader i 2100, viser en dugfrisk FN-rapport.
Når statslederne sætter sig om det runde bord ved COP26, bør det derfor være med klimaforskningen i baghovedet og IPCC-rapporten foran sig.
Politikerne bør være ærlige om, at det kræver mod og store investeringer at vende den store supertanker, som klimaet er.
Det gruopvækkende alternativ er, at kommende generationer vil stå med regningen og opleve, at havstigninger æder sig ind på kysterne, og tørkeperioder kan koste landbrugssektoren dyrt; blot for at nævne et par af mange eksempler.
Forskerne har allerede leveret en værktøjskasse af muligheder: Klimarådet - og en række økonomer - har anbefalet en høj afgift på at forurene atmosfæren. Andre peger på, at de rige lande skal løfte deres del af ansvaret.
Derudover skal cykler og elbiler fremmes, og meget, meget mere - hellere i dag end i morgen.
Ord skal omsættes til handling
De fremtidige scenarier er helt afhængige af de politiske beslutninger, der tages nu, har en af hovedforfatterne på IPCC-rapporten, professor Jens Hesselbjerg, tidligere udtalt til Videnskab.dk.
I budskabet om, at vi mennesker driver klimaforandringerne, ligger samtidig en central pointe: Vi kan være med til at afbøde dem. Jo hurtigere vi stopper med at udlede enorme mængder af CO2, desto hurtigere vil temperaturen stabilisere sig.
Og det ér vigtigt med fortællingen om, at forandringernes vinde tager til over den globale klimaindsats, de allerværste klimascenarier ser ud til at være afværget, og CO2-kurven så småt begynder at bøje af. Men sandheden er bare, at det langtfra er på linje med Parisaftalen.
Det skortede ikke på reaktioner efter IPCC-rapportens offentliggørelse, og politikerne stod i kø med budskaber om klimahandling og klimaløfter. Det er nu, på COP26, at løfter skal omsættes til handling, og beslutningstagerne skal vise, at de »lytter til klimavidenskaben.«
I forbindelse med, at forskere og aktivister blokerede gaden foran Klimaministeriet i sidste uge, skrev Dan Jørgensen i en mail til Videnskab.dk, at demonstrationer er velkomne, og han var glad for det store engagement, men han samtidig håber, at »forskerne også vil byde ind med konkrete løsninger på klimakrisen.«
Det har forskerne allerede gjort, hvilket vi på Videnskab.dk har beskrevet i flere år. Og nogle af forskerne går sågar på gaden for at gøre opmærksom på dem. Så lyt nu til videnskaben, og ryk på løsningsforslagene!
Teknologierne er her allerede, finansmarkederne har fået smag for de grønne investeringer, og videnskaben er klar – men er beslutningstagerne?
Det er nu, at verdens ledere har muligheden for at bevise det.
