Sådan kan rige lande hjælpe fattige med at ruste sig til klimaforandringer

Klimaforandringerne rammer skævt: Den rige del af verden har historisk udledt langt størstedelen af den CO₂, der har hobet sig op i atmosfæren. Men især fattige lande, som ikke har råd til ordentlig infrastruktur og klimatilpasning, lider under, at temperaturen stiger.

I Afghanistan er hundredtusinder bønder for eksempel drevet på flugt på grund af tørke og oversvømmelser, kan du læse i en tidligere artikel på Videnskab.dk.

Klimaændringer var med til at antænde borgerkrigen i Syrien, og internationale undersøgelser viser ifølge FN, at klimatiske forandringer og medfølgende kampe om ressourcer og jord har spillet en rolle i 40 procent af de interne konflikter på globalt plan i de seneste 60 år.

Klimakatastrofer i den fattige del af verden går ud over os alle. Men hvordan kan vi tage ansvar og hjælpe med at ruste u-landene til varmere og mere ekstremt vejr, så folk ikke må flygte fra hus og hjem?

Svaret er komplekst, men her er nogle hovedbudskaber fra forskere:

1) Pung ud

Verdens rige lande har klimagæld til de fattige: USA og EU står for langt de fleste af de 1,5 trillioner ton CO₂, der er blevet udledt siden 1750, kan du se i grafen herunder fra Our World In Data:

I de seneste 25 år har den rigeste ene procent af verdens befolkning udledt tre gange så meget CO₂, som de tre milliarder mennesker, der udgør den fattigste halvdel, ifølge en rapport lavet af forskere fra Det Svenske Miljø Institut for den humanitære organisation Oxfam.

En forsvindende lille del af de drivhusgasser, der bliver udledt på globalt plan, kommer fra de lande i Afrika, Sydamerika og Oceanien, som i høj grad lider under klimaforandringer.

Klik selv rundt i grafen herunder fra Our World in Data, og se hvor meget CO₂ verdens lande udleder per indbygger - vær dog opmærksom på, at graferne kun er baseret på produktion af energi og cement. Det vil sige, at eksempelvis privatforbrug ikke er medregnet.

Danskernes forbrug er blandt de højeste i verden og forbundet med store mængder CO₂-udledning, kan du læse i artiklen Forsker: Tre grunde til, at Danmark ikke er et grønt foregangsland.

Uligheden og konsekvenserne af, at fattige lande ikke har råd til at omstille sig og opbygge klimaberedskab, fik for 12 år siden ved klimatopmødet i København 23 rige lande til at indgå en aftale om at mobilisere 100 milliarder amerikanske dollars om året i klimabistand til den fattige del af verden.

I 2015 skrev de rige lande under på endnu et løfte, denne gang i Paris: Efter 2025 skal beløbet på 100 milliarder dollars stige.

Ifølge Parisaftalen skal pengene fordeles ligelig mellem den grønne omstilling - for eksempel udfasning af fossile brændsler - og klimatilpasning, som ruster u-landene til mere ekstreme vejrforhold.

Men det står sløjt til med at punge ud, melder FN.

»En af udfordringerne med løftet om de 100 milliarder dollars om året er, at det ikke stod klart i aftalen, hvem skal levere hvad,« siger Lily Salloum Lindegaard, der forsker i klimatilpasning og udvikling på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

100 milliarder er en bund

I en rapport, der udkom i december 2020, anbefalede en gruppe uafhængige forskere, at de 100 milliarder dollars ses som en bund, ikke et loft, for hvor meget de rige lande skal betale i klimabistand til de fattige.

For at komme i mål med den grønne omstilling og klimatilpasning bør beløbet fordobles, anbefaler rapporten, som er bestilt af FN.

»Fra de 100 milliarder dollars om året i 2020 skal klimafinansieringssystemet hurtigst muligt skaleres op. Der er behov for en trinvis ændring. Det er ikke tid til at trække sig tilbage. Det er tid til langt større ambitioner,« anbefaler forskerne i rapporten.

2) Undgå kortsigtet finansiering

Men hvordan skal pengene så bruges?

»Det er vigtigt, at man giver langsigtet finansiering, som er til at regne med. Det internationale engagement i tilpasning har hidtil været meget kortsigtet og projektbaseret. Men de udfordringer, der er, er ikke nødvendigvis egnet til, at man har et femårigt projekt. Det hænger ikke sammen,« siger Lily Salloum Lindegaard.

I Afghanistan, som er hårdt plaget af tørke, er mange af de klimatilpasningsprojekter, der er blevet til med støtte fra udlandet, rettet mod akutte udfordringer, viser et studie, som blev publiceret i 2019.

Afghanske bønder er for eksempel blevet forsynet med nye afgrøder såsom mandeltræer og bestemte typer hvede, der bedre kan klare det varmere klima. Eller de har fået rådgivning i at gøde og vande mere effektivt.

Men der er ikke iværksat langtidsholdbare løsninger, som på sigt kan gøre afghansk landbrug modstandsdygtigt over for klimaforandringerne. Langtidsholdbare løsninger er for eksempel bedre infrastruktur, dæmninger og velfungerende vandforsyning.

En udfordring er, at succesfuld klimatilpasning er afhængig af, at der er et velfungerende politisk system.

»Et stabilt politisk system er nødvendigt for at lægge en langsigtet plan,« siger Menusch Khadjavi, som er seniorforsker ved Kiel Institute for World Economy i Tyskland og lektor i økonomi på Free University i Amsterdam, til Videnskab.dk i artiklen ‘Forskere: Afghanistan har ikke en chance mod klimaforandringerne’.

3) Penge skal ud til lokalbefolkningen

Store infrastrukturprojekter, for eksempel vand- og energiforsyning, skal styres og planlægges centralt, altså i regeringer, styrelser og ministerier.

Men hvis befolkningen i et fattigt land skal have en chance mod tørke, oversvømmelser og mere ekstremt vejr, er der også brug for løsninger, som er tilpasset lokale forhold.

»Det vigtigt, at penge kommer ud til dem, der er påvirket af klimaforandringerne, og det kan man ikke nødvendigvis regne med. Derfor anbefaler vi, at nogle af pengene gives til lavere administrative niveauer i stedet for centraladministrationen,« siger Lily Salloum Lindegaard.

»Det er virkelig vigtigt, at de lokale administratorer kommer på banen, og at de har ressourcer og kapacitet. Så hjælpen bør gives så decentralt som muligt, til dem der forstår de lokale forhold, erhverv, økonomi, samt hvordan folk lever,« tilføjer hun.

Vil du være med til at finde de bedste løsninger på verdens store problemer? Så meld dig i første omgang ind i Videnskab.dk's populære Facebook-gruppe Red Verden, hvor medlemmerne diskuterer løsninger og mulighederne for at handle på dem.

4) Tag højde for lokale forhold

Klimaforandringer rammer ikke kun skævt på globalt plan. De påvirker også områder i de enkelte lande forskelligt, og lokalbefolkninger reagerer forskelligt på dem.

Nogle steder dur nogle løsninger. Andre steder skal andre redskaber i brug.

Derfor nytter det ikke noget uden videre at importere metoder, der virker et sted, til et andet.

Indlysende måske, men ifølge Asadullah Jawid, som forsker i klimatilpasning, er det ikke desto mindre en gennemgående fejl, internationale aktører har begået i Afghanistan.

»Alt er blevet implementeret udefra. Man har bare forsøgt at bruge løsningsmodeller fra andre steder, uden at tage højde for at de lokale forhold er anderledes,« siger Asadullah Jawid, som har været lektor på det nu lukkede Amerikanske Universitet i Kabul og i øjeblikket opholder sig i Tyskland.

»Effekten af klimaforandringer er ikke den samme over alt. Derfor er nøglen til et succesfuldt projekt at have viden om lokale forhold. Det er ekstremt vigtigt,« tilføjer han.

Et eksempel: Afghanske bønder, som kæmper med tørke, bruger i stigende grad energi fra solceller til at pumpe vand op fra undergrunden. Systemet er importeret fra Iran.

»Men det er ikke en bæredygtig løsning, for grundvandsressourcerne i Afghanistan er begrænsede. På et tidspunkt slipper grundvandet op,« siger Mohammad Assem Mayer, der forsker i vandforvaltning ved Polyteknisk Universitet i Kabul og i øjeblikket er tilknyttet Stuttgart Universitet i Tyskland.

5) Integrer udviklingsbistand med klimabistand

I Danmark har der været diskussioner om, hvorvidt klimabistand og udviklingsbistand til eksempelvis fattigdom og uddannelse skal holdes adskilt.

Udviklingsorganisationer frygter, at pengene til klimabistand bliver taget fra puljen til udviklingsbistand og vil derfor helst ikke blande de to typer bistand sammen.

Men ifølge Lily Salloum Lindegaard kan man slet ikke adskille de to.

»I praksis giver det ikke mening, for det er meget tydeligt, at et lands udviklingsniveau spiller en stor rolle for, hvor modstandsdygtigt det er overfor klimaforandringer. Og klimaforandringer går også ud over et lands udvikling,« siger hun.

Lily Salloum Lindegaard nævner sociale ydelser som et eksempel. Udviklingsbistand til sociale ydelser er også klimatilpasning, fordi de kan give folk, som har mistet alt i tørke eller oversvømmelse, brød på bordet og måske ressourcer til at opbygge noget nyt.

Menusch Khadjavi vurderer også, at sociale ydelser, forsikring og uddannelse er helt afgørende for, om fattige bønder kan klare sig trods klimaforandringer.

I Afghanistan er bønderne for eksempel ilde stedt, hvis deres landbrug bliver ødelagt af ekstreme vejrforhold, for der er hverken forsikringer, omskoling eller sociale ydelser, har han tidligere fortalt til Videnskab.dk. Lily Salloum Lindegaard og kollegaer fra DIIS publicerede i 2020 en rapport, som anbefaler, at Danmark går foran og fremover behandler klimaforandringer som en integreret del af udviklingsarbejdet i den fattige del af verden.