Kul, gas og olie skal blive i undergrunden.

Det er ikke nok at stoppe med at brænde fossile brændstoffer af. Verdens regeringer skal samtidig få lagt en bindende plan for, hvordan man minimerer og sætter en prop i selve produktionen.

Sådan lyder det klare budskab frem mod klimatopmødet COP26 fra over 1.300 forskere, som har underskrevet et opråb til verdens magthavere om at sammensætte en bindende traktat - A Fossil Fuel Non-Proliferation Treaty, der skal sikre netop dette. 

Flere forskere, nobelprismodtagere, NGO’er, og sågar flere storbyer, bakker op om forslaget, der samtidig gør det klart, at der skal skæres drastisk i verdens forbrug af fossile brændstoffer for at overholde Parisaftalen.  

»Lande, der er blevet rige på fossile brændstoffer, skal tage føringen med at indlede en aftale om en rimelig afvikling af deres produktion og anvendelse,« uddyber en af initiativtagerne Peter Newell, som er professor i internationale relationer ved University of Sussex, til Videnskab.dk.

»Da IPCC og FN erklærede en ‘code-red’-situation, kunne advarslerne ikke være skarpere. Alligevel nævner Parisaftalen ikke engang fossile brændstoffer. Og selv om det er den primære årsag til klimaændringer, planlægger lande at producere 120 procent flere fossile brændstoffer inden 2030, end hvad der er i overensstemmelse med at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader,« fortsætter Peter Newell.

Tre punkter i traktaten

Helt konkret peger initiativtagerne på tre punkter, som traktaten skal bygges op omkring:

1. Det skal være slut med at udvide produktionen af fossile brændstoffer.
2. Den globale produktion af fossile brændstoffer skal udfases retfærdigt - det vil sige, at rigere lande skal reducere produktionen hurtigere end fattigere lande, der kræver større støtte til en grøn omstilling.
3. Der skal investeres i en overgangsplan, som sikrer 100 procent adgang til grøn energi globalt. Det betyder samtidig, der skal ydes støtte til økonomier, der er afhængige af fossile brændstoffer til at bevæge sig væk fra fossile brændstoffer.

Du kan læse mere om tankerne bag traktaten, og hvordan forskerne blev inspireret af en traktat mod atomvåben under Den Kolde Krig, i faktaboksen herunder.

Skal fokus på produktionen

Flere danske forskere har sat pennen til papiret og støttet budskabet. En af dem er Jakob Skovgaard, der forsker i den politiske dimension af klimaproblematikken ved Lunds Universitet.

»To vigtige mangler ved klimapolitikken, som den har set ud hidtil, er i mine øjne, at den har ignoreret produktionen af fossile brændstoffer til fordel for at begrænse forbruget af fossile brændstoffer. Og at den har ignoreret den 'brune' fossile side af klimaproblemet til fordel for den grønne,« siger Jakob Skovgaard, lektor ved statskundskab på Lund Universitet.

Det er selvfølgelig vigtigt at begrænse afbrændingen af fossile brændstoffer og at satse på grønne tiltag som vedvarende energi, understreger forskeren.

Men det bliver svært at holde os på omtrent 1,5 eller bare 2 graders temperaturstigning i år 2100, hvis vi ikke retter blikket mod selve produktionen af fossil energi, fremhæver initiativtagerne til den nye traktat.

Det er ikke mere end et år siden, at en stor FN-rapport kom frem til, at produktionen af fossile brændstoffer skal falde med 6 procent om året mellem 2020-2030, hvis verden skal gøre sig forhåbninger om at begrænse den globale opvarmning til 1,5-2 grader.

Sandheden er dog, at der er planlagt projekter, som ser ud til at hæve produktionen med to procent årligt i gennemsnit, viser samme FN-rapport.

»Nationale mål, som det danske 70 procents-mål, fokuserer primært på udslippet af drivhusgasser fra fossile brændstoffer, men mål for rent faktisk at begrænse produktionen er sjældne,« påpeger Jakob Skovgaard.

Ulige spillebane

En mindre gruppe lande er begyndt at sætte slutdatoer på for produktion af olie, kul og gas.

Danmark vil eksempelvis stoppe helt i 2050. Sammen med Costa Rica prøver den danske regering nu at skabe en alliance af lande, som er villige til at udfase produktionen af gas og olie og stoppe nye tilladelser til at bore efter olie.

Men det er mest af alt lande, der ikke producerer store mængder af de fossile brændstoffer, som lige nu sætter slutdatoer på udvindingen af olie, tilføjer Jakob Skovgaard.

»Der en tendens til at fokusere mest på at øge grønne tiltag som vedvarende energi og mindre på at mindske brune tiltag som nye olie- og gasfelter, gasledninger, eller statsstøtten til olie, kul og gas.«

Faktisk er statsstøtten til olie, kul og gas på globalt plan mindst dobbelt så stor som støtten til vedvarende energi, og den ligger mere eller mindre på et stabilt niveau, uddyber Jakob Skovgaard.

Han er medforfatter på et studie, der viser, at G20-regeringerne med de enorme corona-hjælpepakker har sendt 233 millarder dollar i retning af 'fossil fuel-based’ (brune) aktiviteter - mens der 'kun' er sendt 146 milliarder dollar for grønne aktiviteter - det er tal fra november 2020.

Bliver låst fast i et spor

En anden problematik ved at fastholde produktionen af olie, gas og kul er, at den låser verden fast i et fossilt spor.

»Investerer man i den fossile produktion i dag, koster investeringen mange penge, som skal tjenes ind. Men når selve produktionen er oppe at køre, er det svært at nedlægge den, fordi hovedparten af omkostningerne ligger i etableringen, og fordi mange mennesker bliver afhængige af den,« vurderer Jakob Skovgaard. 

»Hvis den pågældende produktion leverer billig gas, kul eller benzin, bliver det altså sværere for grønne alternativer at konkurrere.«

Hvilke overvejelser ligger der bag det at underskrive et opråb om en ny traktat, der kalder på at nedlægge eller udfase en industri?

»Det er både, at forskningen er entydig om konsekvenserne af klimaforandringerne, og om at den nuværende grad af produktion af fossile brændstoffer er inkompatibel med 1,5- eller 2-gradersmålet,« pointerer Jakob Skovgaard. 

»Derudover handler det for mig, som forsker med speciale i den politiske dimension af klimaproblematikken, om at gøre opmærksom på, at banen mellem de fossile brændstoffer og den grønne energi ikke er lige, men skrævredet til den fossile energis fordel,« fortsætter han og henviser blandt andet til de store hjælpepakker, som den fossile industri modtog under nedlukningerne. 

Hvad har den skævvridning af konsekvenser?

»Det handler ikke kun om at låse økonomi og infrastruktur som rørledninger og tankstationer fast i et fossilt spor, men også om politik. Jo længere produktionen af fossile brændstoffer fortsætter med uformindsket kraft, i jo længere tid vil det være svært at komme igennem tiltag som CO₂-skatter og miljøkrav på grund af modstand fra den fossile industri.«

Alternativer skal følge med

Jakob Skovgaard understreger, at traktaten ikke blot handler om at lukke en branche. Et reelt alternativ skal følge med:

»Det er vigtigt at sikre, at det sker på en måde, der er politisk gennemførlig, og som tager hensyn til dem, der vil blive berørt af udfasningen, for eksempel fordi de arbejder i oliebranchen eller bor i et område, der er afhængigt af udvinding af fossile brændstoffer.«

»Det er altså ikke er en opfordring til at lukke al fossil produktion i morgen, men at stoppe nye produktioner og lægge en plan for, hvordan den eksisterende kan udfases på en forsvarlig og retfærdig måde.«

Et godt udgangspunkt, tilføjer Newel, vil være at omdirigere offentlig og private finanser væk fra fossile brændstoffer og over i vedvarende energikilder. Heri er også indregnet statsstøtten til fossile brændstoffer.

Tanken er, at de økonomiske midler, der omdirigeres, kan bruges til at støtte fattigere lande til at lade fossile brændstoffer blive i jorden.

I stedet skal investeringer flyttes over i mere bæredygtige energiformer for at imødekomme deres udviklingsbehov, og i mange dele af verden er vedvarende energikilder billigere og konkurrencedygtige med fossile brændstoffer, uddyber Peter Newel.

»Det skal samtidig være med til at sikre, at fattigere lande ikke står tilbage med strandede aktiver i fossile brændstoffer, som banker og bistandsinstitutioner ikke længere vil finansiere. Og i en verden, hvor CO₂-budgetterne bliver nødt til at skrumpe, kan skatter og regulering være med til at gøre det dyrere at udlede store mængder af CO₂,« slutter forskeren.