FN’s klimarapport giver 5 bud på fremtidens klima: Derfor skal du ikke stirre dig blind på ét scenarie

Når vi nærmer os år 2100, kan kloden i gennemsnit være mellem 7,5 og 1,5 grader varmere som følge af de menneskeskabte klimaforandringer.

Det kan du læse i FN’s klimapanels (IPCC's) nyeste klimarapport, der udkom i sidste uge - en moppedreng af en rapport på knap 4.000 sider, hvor 234 klimaforskere har gennemgået mere end 14.000 klimastudier.

7,5 grader er ifølge de mest ekstreme modelkørsler det absolutte skrækscenarie, der kan blive til virkelighed, hvis intet ændrer sig ved den nuværende situation. Så vil CO₂-udledningen fordobles i 2050, og vi vil samtidig opleve flere ekstreme hændelser i klimasystemet, der øger risikoen for feedback-mekanismer.

For eksempel rekordstore skovbrande som dem, der hærger i Sibirien lige nu og er større end resten af verdens skovbrande tilsammen. De bidrager nemlig også med gigantiske mængder drivhusgasser, som øger den globale opvarmning.

1,5 grader er til gengæld det bedste mulige scenarie, som vi har en chance for at nå, hvis alle lande kommer i mål med Paris-aftalen, hvis vi når nul-emissionsmålet ('net-zero') i 2050. I så fald vil vi opleve lidt færre ekstreme vejrhændelser, som vi dog uanset hvad vil se flere af i fremtiden.

Fremtiden afhænger af de politiske beslutninger

Vi lander med al sandsynlighed et sted imellem de to scenarier, når århundredet er omme, men præcis hvor er svært at vurdere.

Klimapanelet regner da heller ikke direkte på, hvilken fremtid der er mest sandsynlig, selvom det i rapporten noteres, at sandsynlighden for 'worst case'-scenariet er lav på grund af den grønne »udvikling i energisektoren«.

Derfor er det også let at blive forvirret, hvis man søger et krystalklart svar på, hvor meget varmere Jorden bliver i 2100 som følge af klimaforandringerne. Det medgiver klimaprofessor og prorektor på Syddansk Universitet, Sebastian Mernild, der er en af hovedforfatterne bag den store IPCC-rapport:

»Jeg kan godt forstå, at det er forvirrende. Og selvfølgelig er nogle af scenarierne i midten af de to ekstreme poler (7,5 og 1,5 grader, red.) mere sandsynlige, men det giver ikke mening at gå ind og pege på ét tal eller én middelværdi mellem de ekstreme scenarier og sige, at lige præcis det her er mest sandsynligt,« siger Sebastian Mernild, der har været med til at lave IPCC-rapporterne siden 2010.

Det ville sågar være misvisende at sige, at en temperaturstigning på lige præcis 3 grader eller mellem 2 og 4 grader er den mest realistiske fremtid, fastslår endnu en dansk hovedforfatter til rapporten Jens Hesselbjerg Christensen, der er professor ved Niels Bohr Institutet:

»Vi forventer, at verdens nationer vil nedsætte udledningen af drivhusgasser. Derfor er skrækscenariet (7,5 grader, red.) usandsynligt, men det er inden for virkelighedens grænser, så vi kan ikke aflyse det fuldstændigt. Kina og Brasilien har ikke vendt deres udledning endnu, og i år vil vi sandsynligvis se det højeste CO₂-niveau nogensinde,« siger han og fortsætter:

»Fremtiden er helt afhængig af de politiske beslutninger, der tages. Man skal også huske på, at rapporten er et oplæg til beslutningstagere, der er inde i de her sager, og så er det op til dem at agere efter. Når det er sagt, kan jeg godt forstå forvirringen blandt den bredere befolkning. Og det ligger mig meget på sinde at bringe forvirringen ned.«

I artiklen her forsøger vi at rydde op i forvirringen.

Arbejder med fem scenarier

Klimapanelet præsenterer i alt 5 forskellige gennemregnede scenarier for, hvordan klimaet på Jorden vil udvikle sig frem til 2100. Du kan læse mere om, hvorfor panelet er landet på lige præcis 5 scenarier i bunden af artiklen.

Scenarierne fortæller os ikke kun, hvor meget varmere kloden kan blive ved århundredeskiftet, men også hvordan afsmeltningen af arktis, vandstigning og flere andre faktorer kan udvikle sig.

De 5 scenarier for fremtidens klima kalder forskerne SSP’er - det står for ‘Shared Socioeconomic Pathways’.

Scenarierne er hver især lavet på baggrund af analyser fra klimamodeller - avancerede matematiske computermodeller, som forskerne bruger til at forudse klimaudviklingen - og socioøkonomiske analyser.

Det vil sige beregninger på, hvad handelsbalancen mellem USA og Kina kan betyde for fremtidens klima, eller hvad det kan betyde, hvis uligheden i verden bliver mindre, flere får uddannelse, verdens samfund vil satse mere på bæredygtige energi og mange andre ting (se mere faktaboksen).

Det kan 'almindelige mennesker' bruge de fem scenarier til

Det er de socioøkonomiske dele, der i høj grad bestemmer, hvordan de forskellige scenarier udvikler sig. Men forskerne kan ikke - i al fald ikke på en meningsfuld måde - spå om, hvordan alle verdens regeringer vil agere de næste 80 år.

Derfor kan forskerne ikke sige, at det næstbedste scenarie (SSP1-2.6) eksempelvis er mere sandsynligt end SSP5-8.5, som er skrækscenariet. Budskabet er, at det er op til verdens beslutningstagere at navigere efter de forskellige scenarier.

Men hvordan skal ‘almindelige mennesker’ så forholde sig til sådan en graf med 5 forskellige scenarier?

»Det bedste, vi kan sige, er, at alt inden for de 5 scenarier er realistisk, og at vi nok lander inden for det store spænd. Men man skal ikke stirre sig blind på et tal eller et scenarie som værende mest sandsynligt. Et scenarie er et muligt udfald, som verden kan udfolde sig under, alt efter hvordan vi nu handler i den,« siger Jens Hesselbjerg Christensen og fortsætter:

»Faren ved det svar er, at det hurtigt kan se ud som om, at vi ingenting kan sige. Men det er forkert. Vi kan mere præcist end nogensinde før se, hvordan klimaforandringerne folder sig ud. Så det vigtigste at forholde sig til for folk, der ikke er eksperter på området, er nok, at det faktisk gør en forskel, hvordan vi handler, og beslutningstagerne handler,« siger han.

Retorikken er skærpet

Selvom både skræk- og ønskescenariet i hver sin ende af skalaen nok er mindst sandsynlige, er det netop de to scenarier, der er de vigtigste at fortælle om, mener de to danske forskere fra FN’s Klimapanel.

»Nu er vores viden om klimaforandringerne blevet mere præcis end nogensinde før, og med den nye rapport er det endnu tydeligere, at vi har travlt med at få vendt udviklingen,« fortæller Sebastian Mernild og tilføjer:

»Derfor har beslutningstagere og mennesker i al almindelighed mere brug for at vide, hvad der i bedste fald kan ske. Og omvendt, hvad der i værste fald kan ske. Begge ting er inden for sandsynlighedens grænse, selvom yderpolerne er mindre sandsynlige.«

Kan du forstå, at det virker selvmodsigende, når man på den ene side siger, at ‘worst case'-scenariet'er meget usandsynligt, men på den anden side holder fast i, at det er vigtigt at kommunikere ud om?

»Det kan jeg sagtens forstå. Men hvis vi kun snakker middelværdier bliver det ren leverpostej, og samtidig er de ikke nødvendigvis mere rigtige. Det er vigtigt at sige, at worst case-scenariet med 7,5 graders temperaturstigning mod 2100 ikke er urealistisk. Der er en lavere sandsynlighed for det end så mange andre scenarier, men det er ikke urealistisk,« lyder det fra Sebastian Mernild.

»Så hvis jeg var planlægger eller beslutningstager og arbejdede med klimatilpasning, ville jeg personligt hellere arbejde med worst case, velvidende at det er mindre sandsynligt end mange andre scenarier,« fortsætter han.

Faktisk har Klimapanelet helt bevidst skærpet retorikken i forbindelse med den nye rapport og valgt at fortælle mere tydeligt, hvordan den bedste- og værste situation kan tage sig ud.

»Det har været vigtigere at male ‘best case’ og ‘worst case’ tydeligere frem end tidligere med den nye rapport. Det gør vi, så folk kan få en klarere sondring mellem, hvad der sker, hvis man rent faktisk sigter efter at nå Paris-aftalens mål, og hvad der sker, hvis vi fortsætter som hidtil,« siger Jens Hesselbjerg Christensen, der selv er mest optaget af at fortælle om ‘best case’-scenariet.

»Personligt synes jeg, at det vigtigere at kommunikere om ‘best case’. Nu har vi alle hørt om dårligdom og doomsday, og hvor galt det kan gå. Men det er vigtigt at vide, at det rent faktisk nytter at gøre noget,« siger han.

Som den hollandske klimaforsker Auke Hoekstra fra Eindhoven University of Technology skriver på Twitter, vurderes risikoen for 'worst case'-scenariet til at være lav i den nye klimarapport:

No more! And although many people helped, it's clear that @hausfath and @Peters_Glen had the biggest direct impact. My compliments.
They in turn based themselves on reports from the @IEA and of course on publications from @jritch. pic.twitter.com/xU5VMTmjAZ

— AukeHoekstra (@AukeHoekstra) August 10, 2021

Klimabevægelsen strammer citat

Selvom retorikken fra Klimapanelets side er skærpet, kan kommunikationen også blive så skarp, at den bliver vildledende.

Da klimarapporten var dugfrisk, var Sebastian Mernild eksempelvis i DR2’s Deadline, hvor han fortalte, at kloden i værste tilfælde kunne nå en temperaturstigning på mellem 3,3 grader til 7,5 graders i 2100.

Citatet blev hurtigt plukket af foreningen Klimabevægelsen, der biksede følgende 'meme' sammen, hvor de dog kun citerede klimaforskeren for at sige 7,5 grader.

Klimabevægelsen skarptskårne citat er Sebastian Mernild ikke tilhænger af:

»Hvis man kun præsenterer 7,5 grader, så bliver data valgt ud fra en politisk kontekst. Når man kun tager et tal ud på den måde og ikke melder om den lave sandsynlighed omkring det, har det en uheldig effekt,« siger klimaforskeren og tilføjer:

»Vi skal kommunikere ydre scenarier, men vi skal også tale om de bagvedliggende præmisser. Derfor skylder de (Klimabevægelsen, red.) også at sige, at selvom skrækscenariet med lav sandsynlighed kan ske, så er det næppe realistisk. Eller de kunne tage spændet (fra 3,3 til 7,5 grader, red.) med.«

Middeltemperaturer er ikke så vigtige

I artiklen her har vi for eksemplets skyld - og fordi mange finder lige den fremskrivelse meget relevant - forholdt os til forskernes bud på middeltemperaturer i 2100.

Men i virkeligheden er det slet ikke så vigtigt et tal, som det ofte bliver ophøjet til, mener Sebastian Mernild.

»Den globale middeltemperatur er på en måde lidt informationsløs, for det siger jo ikke noget om, hvordan klimaet og temperaturene kommer til at se ud i de enkelte regioner. Det er de regionale variationer, der er vigtige,« pointerer han.

En global temperaturstigning på 1,5 grader, som er ‘best case’, kan være ret ligegyldig, hvis den lokale temperatur i gennemsnit er steget med 5 grader i Sibirien.

Derfor er Sebastian Mernild også tilfreds med, at Klimapanelet har præsenteret den nye rapport med et såkaldt klimaatlas, der gør det muligt at se, hvordan det lokale klima ændrer sig, alt efter hvordan den globale temperaturstigning udvikler sig.

Du kan læse mere om klimaatlaset på Videnskab.dk.