For mere end 600 år siden gik et af middelalderens helt store skibe ned med mus og mænd i Øresund.
Nu er den vældige skude genopstået i en 3D-printet udgave på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Her har museumsinspektør og marinarkæolog Mikkel Haugstrup Thomsen samlet flere end 500 yderst detaljerede kopier af planker og øvrige vragdele fra skibet i en model i skala 1:10. Alle dele er 3D-printet i en særlig form for plastik, der efterligner træets egenskaber med stor nøjagtighed.
»Skibsvraget er fundet på havbunden, hvor det lå som en flad pandekage. På den her måde kan vi rejse det op i en tredimensional model, der giver os en rumlig forståelse af, hvor stort skibet har været og dermed også, hvad det har kunnet,« siger Mikkel Haugstrup Thomsen til Videnskab.dk.

Men hvorfor egentlig 3D-printe en formindsket udgave af et middelalderskib, når man allerede har hevet de originale rester op af havet, og hvad kan rekonstruktionen helt konkret fortælle os om fortidens skibsfart?
Videnskab.dk har besøgt Vikingeskibsmuseet for at blive klogere.
Gigantisk fund
Det var en vaskeægte sensation, da dykkende marinarkæologer fra Vikingeskibsmuseet i 2021 fandt resterne af et kæmpestort skib fra Middelalderen i sejlløbet mellem Amager og Saltholm i København.
Arkæologerne var i vandet forud for starten på byggeriet af den nye bydel Lynetteholm og kunne hurtigt konstatere, at der netop her gemte sig noget helt særligt.
På 13 meters dybde lå de velbevarede rester af en såkaldt kogge, et enormt fragtskib fra Middelalderen og et af datidens mest avancerede fartøjer.
»Fundet er en milepæl for marinarkæologien,« som Otto Uldum, marinarkæolog på Vikingeskibsmuseet, tidligere har udtalt til Videnskab.dk.
I sine velmagtsdage var det mægtige skib cirka 28 meter langt og otte meter bredt. I lasten var der plads til omkring 300 tons gods. Dermed er der tale om den største kogge, der nogensinde er fundet noget sted i verden. Skibet har fået navnet Svælget 2.
I 2023 blev vraget udgravet og bragt på land, og siden fulgte spørgsmålene:
Hvordan har skibet set ud, hvordan var det bygget, og hvordan har det sejlet?
For at finde svarene kunne arkæologerne forsøge at genskabe vraget i fuld størrelse med de oprindelige dele. Men her er vejen lang. Meget lang.
Først skal alle stumper og stykker konserveres, så de ikke nedbrydes og går i stykker, og det tager tid.
»Konserveringen kan kun ske på Nationalmuseet, og her er køen virkelig lang. Der er rigtig mange andre arkæologiske genstande, der skal behandles, så i skrivende stund skal vi vente til 2038, før Svælget 2 kommer retur til os i konserveret form,« siger Mikkel Haugstrup Thomsen.
\ Sådan konserveres et forhistorisk skib
Konservering går ud på at bevare noget i uændret form og forhindre det i at nedbryde over tid.
Herhjemme er det oftest eksperter på Nationalmuseet, der står for konserveringen af forhistoriske skibe som Svælget 2, da man her har en stor tank til frysetørring.
Inden konserveringen renses skibsrester grundigt med vand.
Herfra starter konserveringesprocessen med en imprægnering, hvor vandet i træets celler erstattes med voks, såkaldt polyethylenglykol, der stabiliserer træets cellestruktur.
Efterfølgende skal træet frysetørres og siden renses for overskydende voks.
Der findes kun få frysetørringsinstrumenter i Europa, så køen er lang. Et af dem har hjemme på Nationalmuseet.
Når først træet er konserveret, er formen på det stort set fastlåst. Der er altså ikke meget elasticitet tilbage i det. Det er derfor, det er så vigtigt at rekonstruere hver enkelt plankes facon tidligt i processen.
Kilde: Mikkel Haugstrup Thomsen
»I mellemtiden valgte vi så at gøre noget andet, nemlig at kaste os ud i at genskabe skibsvraget i en nedskaleret, 3D-printet udgave, der både kan gøre os klogere og vise publikum, hvordan skibet har set ud.«
Fra middelalderen til computerskærmen
Som sagt, så gjort.
Bevæbnet med spandevis af kaffe, stor tålmodighed og fingersnilde har Mikkel Haugstrup Thomsen brugt hundredvis af timer på løbende at sammenstykke det enorme forhistoriske samlesæt.
»Det er vildt sjovt!«
Men hvordan laver man egentlig en plastikkopi af middelalderens største fragtskib?
»Det er faktisk meget lavpraktisk,« forklarer Mikkel Haugstrup Thomsen.
Først scannes alle enkeltdele af vraget med en håndholdt scanner, der ligner den, man kender fra supermarkedet.
Scanningen registrerer selv helt små detaljer fra revner og ujævnheder til huller fra nagler og søm og overfører det hele til et computerprogram.
Herfra starter en minutiøs gennemgang af hver enkelt lille del af vraget.
»Jeg skal dokumentere alt på submillimeterniveau (mindre end en millimeter, red.). Derfor går jeg hver eneste vragdel nøje igennem i computerprogrammet og sammenligner den med den fysiske udgave for at sikre, at selv de mindste mærker fra et bøjet søm kommer med over på plastikmodellen.«

Før de digitaliserede dele er klar til 3D-printeren, skal de manipuleres en anelse.
»Mange af de oprindelige huller i træet, som er der, hvor skibets dele blev samlet med nagler og søm, er med tiden faldet sammen og blevet utydelige. De skal laves på ny i computerprogrammet, så vi efterfølgende kan sætte modellen sammen,« siger Mikkel Haugstrup Thomsen.
»Til sidst har vi en samlet pakke med hundredvis af skibsdele, som vi kan sende til printerfyren.«
Plastplanker fra Billund
Han sidder i Billund hos virksomheden Davinci, som er specialister i 3D-print.
»Sammen med Davinci har vi fundet frem til den helt rigtige plasttype, der opfører sig, nærmest præcis som træet ville gøre,« siger Mikkel Haugstrup Thomsen.
De printede skibsdele består af ultrafint plastikpulver, der smeltes sammen i mikroskopiske lag. I printeren sørger små dråber væske for at markere de områder, der skal smelte, inden varmelamper hærder de enkelte dele lag efter lag, så de langsomt vokser frem inde i pulveret.
»Netop den metode giver en skarphed og en detaljerigdom, der gør det muligt at bevare retningen i huller, naturlige bøjninger i plankerne og selv bittesmå mærker efter slid, som er vigtige at forstå i vores rekonstruktion,« siger Mikkel Haugstrup Thomsen.
»Det er ret magisk at stå med den færdigprintede planke, der lige er kommet ud af maskinen. Det er meget, meget virkelighedstro.«

Ikke raketvidenskab, men …
Det endelige resultat er som et avanceret Lego-sæt, hvor dele af byggevejledningen er blank.
Det er kun omkring en sjettedel af Svælget 2, som er bevaret, og derfor er der store huller i den model, som Mikkel Haugstrup Thomsen har bygget. Desuden er det langt fra alle stumper, der hører sammen.
»Jeg kan ikke sætte flere dele sammen nu, og sådan vil det altid være med vragfund som det her; at der er fragmenter, som ikke kan sættes sammen med det øvrige,« siger museumsinspektøren.
»Nogle af løsdelene kan vi samle delvis og placere nogenlunde der, hvor de har siddet på skibet.«
Selve samlingen kræver først og fremmest overblik og en solid forståelse af fortidens ingeniørkunst.
»Det er ikke ‘rocket science’, men det kræver selvfølgelig noget baggrundsviden om, hvordan man byggede skibe i middelalderen,« siger museumsinspektøren.
»Grundlæggende er det et puslespil: Hvor er den her planke på vej hen, og hvis der skal være en stævn her, og træet kan bøje så og så meget, så må de her dele skulle samles på den her måde.«
Delene samler han med bolte og skruer fra det lokale byggemarked og hobbyforretninger.
»Det er mest stålbolte og møtrikker fra Bauhaus, som udmærket efterligner de jernbolte og trænagler, som blev brugt for over 600 år siden. Som søm bruger jeg små messingbolte og møtrikker, som vi har købt hos et tysk firma, der handler med model-samlesæt.«
»Og så er det bare virkelig lækkert, når delene passer perfekt sammen, og det hele klikker.«
Giver vigtig viden
Den nu færdige model kan bruges til flere ting.
»Ud fra modellen har vi blandt andet kunne lave mere nøjagtige beregninger af skibets fulde størrelse,« siger Mikkel Haugstrup Thomsen.
»De viser, at Svælget 2 lige akkurat er den største kogge, vi kender.«
\ Fakta: Svælget 2
Fundet i 2021 og opkaldt efter sejlløbet Svælget mellem Saltholm og Amager, hvor det blev opdaget.
Her har arkæologer også fundet et mindre handelsskib fra sidst i 1800-tallet. Det har fået navnet Svælget 1.
Svælget 2 er en såkaldt kogge og langt større end det meget yngre Svælget 1.
Kogger var middelalderens store handelsskibe og rygraden i den nordeuropæiske samhandel.
Svælget 2 stammer fra Nederlandene, men er bygget af tømmer importeret fra Østeuropa. Det viser analyser, der afslører, hvor træet kommer fra.
Dateringen viser også, at skibet blev bygget omkring 1401.
Svælget 2 var et af datidens superskibe, der kunne sejles af få besætningsmedlemmer og fragte store mængder gods – op til 300 tons – over lange afstande.
Svælget 2 var 28 meter langt og otte meter bredt. Skibet havde to dæk med en samlet dybde på over fire meter.
Det er uvist, hvorfor og præcis hvornår Svælget 2 forliste.
Kilder: Vikingeskibsmuseet og Lex.dk
»Vi kan også se, hvor masten har stået, og det kan danne grundlag for mere avancerede beregninger af, hvordan skibet bevægede sig i vandet.«
På lidt længere sigt kan modellen også bruges som opskrift til at genskabe skibet i fuld størrelse, når de konserverede planker vender hjem fra Nationalmuseet i 2038.
»Hvis det altså er det, vi vil til den tid,« siger Mikkel Haugstrup Thomsen, inden han nævner et andet og noget mindre perspektiv.
»Det kan være, man i fremtiden kan købe et 3D-printet samlesæt af nogle af vores vikingeskibe i museumsshoppen. Det kunne være ret sjovt.«
































