Vi opdager ikke naturens nedgang, fordi vi har glemt, hvordan den engang så ud

Den vilde natur, som vi kender den, svinder ind for øjnene af os. Op mod en million plante- og dyrearter er i fare for at blive udryddet, viser en FN-opgørelse.

Korallerne hiver efter vejret på havets bund i Australien, og i Danmark er i alt 1.844 plante- og dyrearter rødlistede.

Med andre ord er vi udmærket klar over, at økosystemer gradvist forringes verden over. Men hvorfor har vi så hulens svært ved at få vendt den udvikling?

En flig af svaret skal muligvis findes i, at vi mennesker mest af alt erindrer den natur, der har eksisteret i vores egen levetid. Vi snydes simpelthen til at tro, at det er standarden for, hvor rig og vild naturen kan være.

Den mekanisme har faktisk fået sin egen videnskabelige betegnelse - Shifting baseline-syndrome.

»Hver generation opfatter det økosystem, den mødte i sin barndom, som normalt og naturligt. Når degraderingen af natur sker gradvist, så vil det optimale niveau for økosystemet rykke sig til et niveau, som allerede er blevet forværret, uden man selv er opmærksom på det,« forklarer Jens-Christian Svenning, der er centerleder og professor ved Institut for Biologi på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Shifting baseline-syndrome bruges i dag som et værktøj inden for naturbevaring, og det er en vigtig mekanisme at kende til, hvis vi skal få rettet op på biodiversitetskrisen, mener professoren.

»Begrebet - og selve tankegangen om skiftende referencepunkter - kan være en måde at tvinge både naturforvaltere og befolkningen til at tænke lidt mere kritisk over, hvad vi sætter af mål for naturbevarelse, så de rækker ud over den kollektive hukommelse, fordi naturen allerede er degraderet.«

Uvidenhed gør blind

Begrebet shifting baseline syndrome blev introduceret i 1995 af biologen Daniel Pauly. Dengang blev det brugt til at sige noget om, hvordan forskellige generationer oplevede bestanden af fisk.

Siden da er begrebet vundet frem blandt forskere, der arbejder med naturbevaring. Jens-Christian Svenning fremhæver den verdenskendte dokumentarist David Attenborough som et soleklart eksempel på én, der har oplevet naturen forfalde lige foran sin egen snude.

Med sine 93 år på Jorden har David Attenborough set, hvordan økosystemer har ændret sig, hvilket kommer til udtryk i Netflix-dokumentaren ‘A life on our planet’.

Den fungerer nærmest som et kronologisk vidneudsagn.

»David Attenborough ser på naturen med helt andre øjne end yngre generationer, fordi hans referencepunkt er anderledes, og han har set mere af den vilde natur gennem sin tid på Jorden. Det er den dokumentar et godt eksempel på, og han er faktisk selv inde på det i dokumentaren,« uddyber Jens-Christian Svenning.

Kan man sige, at vores uvidenhed er blind på det punkt?

»Ja, absolut. Det er det, der er det farlige. Hvis man ikke kender til, hvor meget naturen er degraderet - eller kan se det forandre sig over årtier - bliver man snydt, og så ender man hurtigt med at stille sig tilfreds med den nuværende tilstand.«

Biologer - som andre forskere - er derfor ellevilde med data om fortidens økosystemer, fordi det kan bruges som løftestang til at vise beslutningstagere og befolkningen, hvordan naturen forandrer sig.

Et eksempel er, at der stadig bliver færre fuglestemmer i naturen. Dine forældre har måske oplevet fuglen hjejlen yngle i Danmark. Anderledes vil det være for kommende generationer, som ikke oplever hjejlen. Den er nemlig stoppet med at yngle herhjemme.

Forskerne peger ikke på en magisk grænse for, hvad der er det optimale stadie for naturen, og hvor langt tilbage i tiden man skal trække referencelinjen. Pointen er i højere grad, at vi med viden om fortiden kan finde inspiration til, hvordan man bør bevare og udvikle biodiversiteten.

Vi er ikke vant til vilde dyr

Jens-Christian Svenning så samme tendens, da debatten om rewilding rasede tidligere på året.

Ofte bliver rewilding implementeret i Danmark ved, at vilde kvæg og heste går på store indhegnede områder for at fremme variation i bevoksningen og skabe optimale rammer for vilde dyr og planter, der ellers har svært ved at trives.

Flere har dog rejst kritik af princippet, da de mener, at rewilding og vild naturpleje går ud over dyrevelfærden.

Uden at gå ind i den specifikke debat mener Jens-Christian Svenning dog, at debatten helt overordnet siger noget om vores syn på naturen.

Vi er ikke vant til at have store dyr, der lever vildt i den danske natur, og det er klart, at hvis vi havde en historik med vilde heste i naturen, ville samtalen være anderledes, argumenterer professoren.

»Det bliver sat ekstra ud på spidsen i forhold til de omdiskuterede heste, da vi nærmest helt har glemt, at det oprindeligt er et vildt dyr, men typisk udelukkende ser det som et husdyr - til trods for, at heste stadig fint klarer sig selv og lever vildt i naturen mange andre steder i verden. Det gør, at debatten bliver ekstra svær.«

»Ser man på et land som USA, har de i højere grad den der wilderness-idé i hovedet, så der stiller folk ikke spørgsmålstegn ved, at der er store dyr i den vilde natur, for det har de i deres kulturelle hukommelse. Det betyder ikke, at der ikke kan være konflikter, men forståelsen er en anden,« vurderer Jens-Christian Svenning.

I den forbindelse er det vigtigt at sige, at begrebet ikke kan forklare hele biodiversitetskrisen, der ligeledes drives af skovrydning, store arealer, som går til fødevareproduktion og en række andre aktiviteter. Men det er en brik i det store billede, siger flere forskere, Videnskab.dk har talt med.

Sker på tværs af generationer

Den amerikanske professor Peter Kahn, der har arbejdet med - og forsket i - samspillet mellem mennesker og natur i over 30 år, er enig i, at Shifting baseline-syndrome kan bruges til at forklare, hvorfor vi mennesker ikke registrerer naturforringelser og udbedrer de skader, vi har påført kloden.

Han foretrækker dog at bruge begrebet environmental generational amnesia - løst oversat ‘generationernes miljømæssige hukommelsestab’.

»Den store forskydning sker på tværs af generationer, efterhånden som hver ny generation konstruerer en forståelse af, hvad et ‘normalt’ miljø - og vild natur - er. Dermed bliver den stadigt mere forringede verden normaliseret,« siger Peter Kahn, der er professor i psykologi ved Washington Universitet, til Videnskab.dk.

Og medmindre man træder ind i et økologisk katastrofeområde, kan man hurtigt blive snydt mentalt af det syn, der møder en, supplerer Jens-Christian Svenning.

»Et eksempel kan være, hvis man på en rejse ude i verden ser et pænt landskab med marker, nogle skovklatter og nogle store fritstående træer. Så tænker man måske intuitivt, at sådan har det altid været. Men det er ikke sikkert, man behøver gå mere end 20 år tilbage, før det landskab har været vild natur.«

Det samme kan siges om skove- og naturarealer, der er røget til fordel for store betonjungler. I faktaboksen herunder kan du blive klogere på forskningen i de skiftende referencepunkter.

Natur ender med at blive nedprioriteret

I generationsforskellene gemmer sig også en af grundene til, at naturen og biodiversiteten - ifølge begge forskere - tit ender med at blive nedprioriteret.

Simpelthen fordi vi skubber grænsen for, hvad vi forstår ved vild natur. Derfor er der brug for at prioritere en bedre undervisning i naturhistorie, lyder opfordringen fra Jens-Christian Svenning:

»Ligesom vi har vores historieundervisning i forhold til kultur og samfund, så jeg gerne, at vi også havde historieundervisning i vores natur- og miljø, så unge mennesker bedre kan forstå baggrunden for naturens og miljøets nuværende tilstand og hvilke behov og muligheder, der er for forbedringer.«

»Det, tror jeg, vil gøre en forskel. Begge dele er lige vigtigt, men man prioriterer bare generelt ikke vores dannelse i natur og miljø, og det smitter af på den politiske prioritering i forhold til hele natur- og miljøområdet,« fortsætter professoren.

Erkendelsen er vigtig

Hvis man for alvor skal gøre noget ved biodiversitetskrisen, er det første skridt erkendelsen, pointerer Peter Kahn:

»Vi skal anerkende, at det psykologiske fænomen - environmental generational amnesia - ikke bare sker for vores børn i dag, men det er også sket for os. Vores referencepunkt svinder ind til et sted, vi slet ikke er klar over,« lyder det fra Peter Kahn, som også er direktør ved Human Interaction With Nature and Technological Systems (HINTS) Lab ved Washington University.

»Erkender vi ikke det på et individuelt plan, så vil det være svært at komme igennem med løsninger.«

Lad os antage, at erkendelsen bundfælder sig. Så vil et godt råd være at tænke flere grønne områder ind byerne, og det skal være en del af både den politisk planlægning og byplanlægningen, uddyber Peter Kahn.

Dels, fordi grønnere byer kan køle byerne ned og bruges som et værn mod de stadigt stigende temperaturer. Og dels, fordi det kan bringe os tættere på naturen.

Men det i sig selv er ikke nok. Vi skal også være bedre til at bruge tid i den vilde natur:

»Hver for sig er vi nødt til at interagere med lidt mere vilde naturformer, selv i byområder, for at modvirke vores formindskede følelser og referencepunkter,« mener Peter Kahn.

»Omfavn dårligt vejr. Find stederne til længere gåture, især dem, der fører til naturpletter, du er tiltrukket af. Hvor er de store træer omkring dig? - find dem, omfavn dem, bogstaveligt talt. Hæng ud under dem. Tag dine sko og sokker af, og stil dig med fødderne på græsset: mærk teksturerne og energien fra Jorden, duft blomsterne, anstreng din krop udenfor og find gode udsigter.«

»Ser du forskydelsen?«

Flere studier peger ligeledes i retning af, at mental trivsel og adgang til natur og grønne områder hænger sammen. På Videnskab.dk har vi tidligere beskrevet, hvordan læger udskriver naturoplevelser på recept i stedet for medicin.

Den amerikanske professor slutter af med en anekdote fra undervisningslokalet:

»Det betyder både meget, hvor en person bor, og hvad deres erfaringer med verden er. Jeg har elever i Washington, som nærmest ikke var ude i naturen under pandemien, og for dem betyder ‘vildt’ at åbne døren og gå udenfor.«

»Ser du, hvilken stor forskydning, der sker?« lyder det retoriske spørgsmål fra Peter Kahn.