Skal ’forureneren’ betale eller ej? Danskerne er vidt uenige om CO₂-afgifter

»Hvis du udleder CO₂ – så skal du betale.«

Sådan lød budskabet fra statsminister Mette Frederiksen, da hun i sin nytårstale annoncerede CO₂-omlægninger af skattesystemet.

Siden har flere partier lagt pres på regeringen for at være ambitiøse, og en ’ekspertgruppe’ under Klimaministeriet har netop leveret sine bud på forskellige modeller på højere CO₂-afgifter i erhvervslivet.

Der har været afgifter på CO₂ i Danmark siden 1992. Dengang var vi et af de lande, der gik forrest på området, men siden er flere andre europæiske lande gået langt videre.

Nu er det kommet på den politiske dagsorden også at indføre mere gennemgribende CO₂-afgifter i Danmark.

Stor opbakning blandt danskerne

Senest har en undersøgelse vist, at virksomhederne generelt bakker op om CO₂-afgifter.

For at intentionerne kan blive til politiske handlinger, kræver det dog også, at befolkningen bakker op. Sandsynligheden for, at politikerne går ambitiøst til værks, øges alt andet lige, når de ved, at de har befolkningen i ryggen, og ikke bliver straffet i stemmeboksen for upopulære reformer.

Vi har i et nyt studie spurgt 3.000 danskere om deres holdninger til en lang række emner omkring den grønne omstilling, herunder CO₂-afgifter. Svarene på spørgeskemaet blev indsamlet i december 2021 og januar 2022

Helt præcist har vi spurgt om, hvorvidt der bør indføres en skat på CO₂-udledning for at bremse klimaforandringerne.

I det følgende kommer vores tolkninger af nogle af de overordnede resultater. Data er endnu er ikke blevet anvendt til fagfællebedømt forskning, hvor man går mere i dybden med de mulige forklaringer på resultaterne med mere avancerede statistiske metoder.

Som vi kan se af figuren, er der overordnet set stor opbakning til en CO₂-afgift blandt danskerne.

46 procent erklærer sig helt eller delvist enig, mens kun 17 procent er imod. Der er også en ret stor gruppe på knap 25 procent, der svarer, at de hverken er enige eller uenige, mens 12 procent svarer ’ved ikke’.

De to sidste tolker vi som, at der er relativt stor usikkerhed omkring emnet, som også kan være præget af meget tekniske debatter – det kan eksempelvis være debatten om ’lækage’, hvor udledningstunge erhverv bare flytter til udlandet, eller debatten om, hvilke konsekvenser erhvervsafgifter har for forbrugerpriser.

Mere generelt er det usikkert, hvilke konsekvenser CO₂-afgifter har for ulighed og beskæftigelse. Alt dette afhænger naturligvis af afgifternes konkrete udformning.

Den føromtalte ekspertgruppes forslag til konkrete modeller for en grøn skattereform har ifølge ekspertgruppens egne beregninger alle meget beskedne konsekvenser for ulighed og beskæftigelse.

Omvendt når ingen af de foreslåede afgifter i mål med de udledningsreduktioner, som ’ekspertgruppen’ anslår, man bør have som mål for en sådan afgiftsreform – og det mål udgør igen en mindre andel af de samlede nødvendige reduktioner for at nå målet om 70 procents reduktion i 2030.

Derfor hviler alle modellerne også på støtte til udviklingen af andre og mere usikre redskaber til at hente CO₂ ud af atmosfæren. Det indbefatter de såkaldte ’carbon capture and storage’-teknologier (CCS), hvor man i stor skala skal hive CO₂ direkte ud af atmosfæren.

Ingen forskel på tværs af køn og alder

Når vi sammenligner forskellige gruppers holdninger, finder vi ingen forskel på tværs af køn og aldersgrupper.

Mellem uddannelses- og indkomstgrupper er der nogle relativt små forskelle, hvor det generelt er dem med de længere uddannelser og højere indkomster, som er mere for en CO₂-afgift.

De største forskelle i holdninger finder vi dog, når vi sammenligner på baggrund af forskellige øvrige holdninger.

Nedenfor viser vi to af de mest markante af resultaterne, nemlig på tværs af partipolitiske skel og respondenternes opfattelse af, hvor vigtige klimaforandringerne er.

Røde for og blå imod

I grafen herunder kan du se, hvor mange procent blandt vælgerne til de forskellige partier, der er helt eller nærmest enige i, at der bør indføres en CO₂-afgift.

Som vi kan se, er der ret markante forskelle blandt de forskellige partiers vælgere.

Forskellene følger meget præcist opdelingen i Folketinget, hvor vælgere, der stemmer på partierne til venstre for midten, er for, og dem, der stemmer på partier til højre for midten, er imod.

De største forskelle finder vi, når vi sammenligner fløjene. Blandt Nye Borgerliges vælgere er det kun hver fjerde, der er enige, mens det blandt Enhedslistens vælgere er mere end tre ud af fire.

Socialdemokraterne splittede

Socialdemokratiets vælgere står et sted på midten i forhold til dét, der er fløjene i denne sammenhæng.

Det tyder på, at regeringspartiet sandsynligvis er det mest udsatte i forhold til at kunne miste vælgere begge veje, afhængig af de konkrete beslutninger.

Holdningerne synes umiddelbart at følge et typisk mønster, hvor venstrefløjens vælgere generelt ønsker mere politisk håndtering af miljø og klima og typisk er mindre imod skatter og afgifter.

Omvendt kan CO₂-afgifter siges at være et markedsbaseret instrument efter en borgerlig/liberal tankegang.

I den optik skal den grønne omstilling nås ved først og fremmest at ’justere’ markedspriser, så virksomheder og forbrugere ændrer adfærd efter økonomisk incitament.

Samtidig er afgifter et markedsbaseret instrument, der ofte kan være ulighedsskabende, da prisændringer betyder mest for personer i lavindkomstgrupper.

De fattige vil opleve ’incitamentet’ kraftigst, mens de rigeste ikke på samme måde vil mærke, hvis priserne stiger lidt.

Derfor kan man også forvente, at den endelige opbakning på tværs af venstre- og højrefløj vil være anderledes, hvis afgifternes konkrete udformning øger uligheden, eller hvis indtægterne ikke anvendes til kompenserende sociale indsatser.

Klima-skeptikere også skeptiske overfor afgifter

Udover partipolitiske skel finder vi også store forskelle i danskernes opbakning til klimaafgifter alt efter, hvordan de opfatter klimaforandringernes alvorlighed.

Figur 3 viser netop den sammenhæng.

Vi ser eksempelvis, at 77 procent bakker op om CO₂-afgifter blandt dem, der er helt enige i, at klimaforandringerne er den største udfordring i vores tid.

Omvendt er det kun 10 procent blandt dem, der er helt uenige i, at klima er den største udfordring, der bakker op om CO₂-afgifter.

Denne sammenhæng kan afspejle flere ting, herunder også ovenstående højre/venstre-skel.

Men man må formode, at opbakningen til CO₂-afgifter alt andet lige også påvirkes af, hvorvidt man tror, at klimaforandringerne er et stort problem.

Der er naturligvis ingen grund til at lave om på dagligdagen eller skattesystemet, hvis klimaet ikke udgør et alvorligt problem.

Klimaproblematik kan flytte vælgere

Den generelle opbakning til redskaber som CO₂-afgifter ville derfor formodentlig se anderledes ud på andre tidspunkter, hvor danskerne anså klimaforandringerne for enten mere eller mindre alvorlige sammenlignet med vores data fra december 2021 og januar 2022.

Vi må dermed også formode, at holdningerne ændrer sig, jo flere danskere der bekymrer sig om klimaet.

Eksempelvis konkluderede danske valgforskere sidste år, at ændringer i klimaproblematikken i sig selv var med til at flytte vælgere – også over midten fra blå til rød blok.

Hvis vi nu regner med, at politikerne er optagede af at lytte til vælgerne i et demokrati, kan resultaterne samlet set pege i lidt forskellige retninger for reformbestræbelserne.

På den ene side har vi klart set, at danskerne efterhånden rykker mod en mere ambitiøs klimapolitik, og at det har politiske konsekvenser, hvis man opfattes som uambitiøs.

På den anden side er det endnu uvist, hvilke konsekvenser det har, når øgede afgifter måske får konkret betydning i hverdagen eller endda for beskæftigelsen. Vores mål er, at vi fremadrettet kan bidrage med mere viden om, i hvor høj grad det er afgørende for opbakningen, at klimareformer ikke har en ’skæv’ fordelingsprofil med øget ulighed.