Sådan kan en blå svamp redde skove og bekæmpe klimaforandringer

Skiftet i landskabet fra skove til landbrug sker med en sådan hastighed, at det er svært at kapere.

Man estimerer, at skovrydningen nåede helt op på omkring 10 millioner hektar om året i perioden mellem 2015 og 2020.

FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) forudser en massiv stigning på 50 procent i efterspørgsel på landbrugsjord i 2050 sammenlignet med 2012.

I Sydamerika er omkring 71 procent af regnskoven blevet udskiftet med græsningsarealer, og yderligere 14 procent er blevet ryddet for at gøre plads til produktion af dyrefoder. En af de primære succeser ved COP26 var, at man fik verdens ledere til at afgive et løfte om, at man vil ende skovrydningen inden 2030.

Fra et klima- og CO₂-perspektiv ved vi allerede, at skovrydning på den skala er ødelæggende.

Men påvirkningen er endnu større: 75 procent af verdens tilgængelige ferskvand kommer fra skovenes vandskel, og lige nu fremskrives det, at 80 procent af verdens befolknings adgang til rent drikkevand i fremtiden vil være truet.

I den forbindelse spiller træer en afgørende rolle, nemlig at holde ørkendannelse tilbage og forebygge erosion. De beskytter også mod oversvømmelse i kystområder, ligesom de er et hjem for en helt masse arter, hvoraf mange er vigtige bestøvere af afgrøder.

Så hvad kan vi gøre?

Vi ved, at forskellige fødevarer har forskellige klima-aftryk. Hvis vi reducerer mængden af dyrebaserede produkter, vil det have en stor effekt. At spise mindre kød er faktisk en af de største skridt, man kan tage, hvis man som vesterlænding vil hjælpe med at redde planeten.

Men hvad hvis vi tager skridtet videre? Hvad hvis vi, i stedet for at have skove og landbrug i direkte konflikt med hinanden, i stedet kunne udvikle et system, der gjorde det muligt at have madproduktion og skove på det samme areal?

Mirakuløse svampe

Det er lige præcis, hvad vores seneste forskning fokuserer på; svampe, der vokser i et samarbejde med træer, der er godt for begge parter.

Det er et udbredt samarbejde i naturen, og nogle træ-arter kan producere store svampe-enheder såsom den værdifulde trøffel. Udover denne delikatesse er kultiveringen af disse arter et nyt og frembrusende felt.

De store fremskridt sker specielt i en gruppe, der er kendt som mælkehatte, som inkluderer den smukke og usædvanligt blå art med det latinske navn Lactarius Indigo (den ikke har noget officielt dansk navn, men det er en blå mælkehat, red.).

Udover at være rig på kostfibre og essentielle fedtsyrer betyder den spiselige svamps blå pigmentering, at de er nemme og sikre at identificere.

Med ekstrakter, der demonstrerer antibakterielle egenskaber og en evne til at dræbe kræftceller, kunne den blå mælkehat også have medicinsk potentiale.

I vores videnskabelige artikel beskriver vi, hvordan man kultiverer arten; fra at isolere den i laboratoriet til at pode små træ-stiklingers rødder med den symbiotiske svamp.

Disse træer kan så blive plantet i stor skala i passende klima-zoner - fra Costa Rica til USA. Som træernes og svampenes partnerskab modnes, vil de begynde at producere spiselige svampe fyldt med protein.

Landbrugsjorden på de skovryddede områder er domineret af kvæghold, hvor man producerer mellem 4,76 og 6,99 kilo protein per hektar per år.

Hvis systemet blev erstattet med træer, hvor der groede mælkehatte-svampe, ville det samme stykke land producere 7,31 kilo protein om året. Svampene kan både spises rå og forarbejdede, og protein-indholdet kan desuden bruges til at producere andre fødevarer.

Dette ville føre til større fødevareproduktion med alle fordelene, som skove bringer med sig, uden den miljømæssige byrde fra intenst landbrug såsom gødning, vanding og ekstra foderproduktion.

Kvæghold fører til klimaforandringer ved at udlede drivhusgasser, men i takt med at disse svampe-podede træer gror til, vil de trække kulstof ud af atmosfæren og hjælpe med at bekæmpe klimakrisen.

Så, udover at producere mad, kan processen også føre til mere biodiversitet og naturbeskyttelse, virke som en kulstof-støvsuger for drivhusgasser og hjælpe med at stimulere økonomisk vækst i udkantsområder.

I Mexico er høsten ofte en familie-aktivitet, hvor svampene forhandles privat eller byttes for goder, og i nabolandet Guatemala er den blå mælkehat én af de mest populære spisesvampe.

Så der er økonomisk potentiale og mulighed for at underbygge lokale fællesskaber på en mindre skala, ligesom der er handelsmuligheder for nationale og internationale virksomheder.

Vi tror på, at denne tilgang er billigere og mere rentabel end kvæghold.

Men det er en ny teknologi, og som med alle nye opfindelser er der behov for støtte. Det betyder yderligere forskning og solide, finansielle investeringer til udvikling af teknologien, så den kan nå til et punkt, hvor landbrugs-virksomheder føler sig sikre nok til at investere i stor skala.

Selv med den finansielle støtte skal der dog også være efterspørgsmål efter slut-produktet. Andelen af kødspisere, der har reduceret eller minimeret deres indtag af kød, er steget fra 28 procent i 2017 til 39 procent i 2019, viser markedsundersøgelser - mange af dem har uden tvivl taget dette valg med sundheds- og miljømæssige bekymringer i tankerne.

Desuden regner man med at salget af kødfri produkter vil stige til 1,1 milliard i 2024. Der er helt klart et marked, når almindelige mennesker ønsker at gøre deres for at hjælpe planeten.

Med så meget på spil bør vi hurtigt muligt opsøge de muligheder, som svampene giver os.

Denne artikel er oprindeligt udgivet i the Conversation og er oversat af Thea Kjærulff Torp.