For mange vil nyheden om et virusudbrud på et krydstogtskib uvægerligt vække minder om krydstogtskibet Ruby Princess, der lagde til i Sydney i marts 2020 og blev et symbol på den tidlige smittespredning af COVID-19.
Blandt de passagerer og besætningsmedlemmer, der gik fra borde dengang, havde 575 personer COVID. Smitten bredte sig derefter videre i samfundet.
Det er derfor fuldt forståeligt, at folk er bekymrede over, at passagerer fra MV Hondius skal i karantæne efter mulig eksponering for andesvirus, som er den gnaverbårne variant af hantavirus, der netop har været årsag til smitte og dødsfald på krydstogtskibet.
Men sammenligningen med COVID rækker kun så langt. Andes hantavirus er alvorlig, og myndighederne gør ret i at reagere forsigtigt.
Men forskere, blandt andet fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, påpeger, at virussen ikke har de egenskaber, der skal til for at blive »den næste COVID«.
11. maj har de europæiske sundhedsmyndigheder rapporteret ni tilfælde af virussen med forbindelse til krydstogtskibet, heraf syv bekræftede og to sandsynlige.
Der er rapporteret tre dødsfald.
Her er, hvad du bør vide om andes hantavirussen, smitterisikoen, og hvordan den adskiller sig fra den virus, der forårsagede COVID.
\ Svært at vide, hvor mange der er smittede
Antallet af smittede er forbundet med stor usikkerhed og skal tages med forbehold, fordi der også er mulige tilfælde, som ikke er talt med eller officielt bekræftet.
»Vi forventer flere tilfælde af hantavirus, da der var en del kontakt mellem passagererne, inden smitten blev bekræftet. Vores arbejde er ikke ovre endnu«, sagde chefen for WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, på et pressemøde i Madrid 12. maj 2026.
Når man regner med, at der kan komme flere tilfælde, så skyldes det den lange inkubationsperiode, siger han.
Der kan gå op til seks uger, fra man er smittet, til sygdommen viser sig. Men WHO understreger, at de personer, der enten er syge eller mistænkes for at være smittede, overvåges nøje under skærpet sikkerhed, så smitten ikke kan sprede sig.
Kilde: DR
Hvordan spreder hantavirus sig?
Hantavirus er en gruppe virusser, der typisk bæres af mus, rotter og andre gnavere. Mennesker bliver oftest smittet ved at indånde mikroskopiske partikler fra forurenet urin, afføring eller spyt fra gnavere.
De fleste hantavirusser er ikke kendt for at smitte mellem mennesker, men andesvirus er den eneste hantavirus, hvor smitte fra menneske til menneske er veldokumenteret.
Det betyder dog ikke, at den smitter let mellem mennesker.
Videre smitte fra person til person er usædvanlig, men kan forekomme ved tæt kontakt – for eksempel i husstande, blandt plejepersoner, ved intim kontakt eller efter længere tids ophold i tætte, dårligt ventilerede indendørsmiljøer.
Sådan spredes COVID
Det adskiller sig markant fra SARS-CoV-2, som er virussen, der forårsager COVID.
SARS-CoV-2 spreder sig meget effektivt gennem luften. Mennesker kan smitte andre, før de overhovedet ved, at de er syge.
Tidlige estimater tydede på, at hver person smittet med SARS-CoV-2 i gennemsnit smittede omtrent to eller flere andre i befolkninger, der aldrig tidligere var stødt på virussen.
Andesvirus kan godt være årsag til videre smitte mellem mennesker, men det kræver et sammenfald af uheldige omstændigheder: symptomatiske personer i tætte, dårligt ventilerede rum med nær kontakt over længere tid.
Dette var tilfældet på MV Hondius.
Denne forskel i smittepotentiale er grunden til, at SARS-CoV-2 kunne udløse en pandemi, mens andes hantavirus kun har ført til afgrænsede udbrud.
Hvad er symptomerne på andes hantavirus?
De tidlige symptomer på infektion med hantavirus kan ligne mange andre sygdomme: feber, hovedpine, muskelsmerter, kvalme og træthed.
Hos nogle kan infektionen udvikle sig til Hantavirus Cardio-Pulmonalt syndrom (HCPS), også kaldet Det Pulmonale Syndrom, som er en livstruende tilstand, der primært rammer lungerne, og hvor vejrtrækningen bliver besværet.
Denne variant forekommer hovedsageligt i Nord- og Sydamerika.
Hvor lang tid efter smitte kan man få symptomer?
WHO anbefaler, at personer, der har været udsat for andesvirus, holder øje med symptomer i 42 dage efter den seneste mulige eksponering.
Det afspejler den maksimale tidsramme mellem smitte og symptomdebut. Det betyder dog ikke, at man er smitsom i 42 dage.
De australske myndigheder har meddelt, at de hjemvendte passagerer i første omgang skal tilbringe tre uger i karantæne, hvorefter der vil følge yderligere overvågning.
Melbournes Doherty Institute skal stå for testningen ved hjælp af PCR-test, der påviser virussens genetiske materiale, samt serologi, der bruges til at undersøge blodets serum for at påvise antistoffer eller antigener.
En negativ test kort efter eksponering kan give vigtig information, men er ikke altid endegyldig.
Hvis virussen stadig er under inkubation (tidsrummet fra smitte til sygdomsudbrud), kan der stadig være for lidt viralt genetisk materiale eller for svag antistofrespons til, at testen kan påvise sygdommen.
\ Om hantavirus
- Hantavirus er en gruppe af virusser, der primært findes hos gnavere (mus og rotter) og kan overføres til mennesker, hvilket gør det til en zoonose.
- Infektionen kan forårsage alvorlig sygdom i form af lunge- eller nyresygdomme.
- En zoonose er en infektionssygdom, der kan overføres mellem dyr og mennesker, enten direkte eller via fødevarer og miljø.
- Zoonoser skyldes bakterier, virus, parasitter eller svampe.
- Omkring 60 procent af alle kendte menneskelige infektioner stammer fra dyr, og 75 procent af nye smitsomme sygdomme er zoonotiske.
(Kilder: Sundhed.dk og Lex.dk)
Hvordan udvikler hantavirus-infektion sig?
Den lange inkubationstid afspejler, hvordan andesvirus udvikler sig sammenlignet med SARS-CoV-2.
COVID-symptomer viser sig typisk efter få dage, fordi virussen formerer sig hurtigt i luftvejene.
Andesvirus udvikler sig anderledes. Ved alvorlig sygdom spiller forstyrrelser i blodkarrene og kroppens betændelsesreaktioner en central rolle.
De vejrtrækningsproblemer, der kan opstå ved komplikationen HCPS-hantavirus, skyldes ikke, at virussen angriber og ødelægger lungevævet direkte, men derimod en forsinket reaktion fra immunforsvaret.
Det får væske til at sive ud i lungerne og gør det vanskeligt at trække vejret.
Hvor dødelig er den?
Dødeligheden varierer betydeligt mellem de forskellige hantavirusarter.
Europæiske og asiatiske hantavirus-varianter fører typisk til dødsfald i 1-15 procent af tilfældene, mens hantavirus-HCPS forårsaget af amerikanske varianter, herunder andesvirus, kan have en dødelighed på op til 50 procent.
Til sammenligning rapporterede otte lande i Nord- og Sydamerika i 2025 om 229 tilfælde af hantavirus og 59 dødsfald. Der er tale om alvorlige infektioner, men de er fortsat sjældne.
En virus bliver ikke en pandemi, blot fordi den er dødelig.
Kan andesvirus behandles?
Der findes endnu ingen specifik virusbehandling mod andesvirus.
Behandlingen af smittede består af tæt overvågning, støtte til vejrtrækningen og håndtering af komplikationer i hjerte og nyrer.
Der findes heller ingen godkendt vaccine mod andesvirus.
Der er dog også grund til optimisme: Forskningen kom hurtigt i gang, efter at udbruddet var konstateret. Schweiziske laboratorier samarbejdede hurtigt om at kortlægge hele virussens genetiske kode fra én patient og gjorde den offentligt tilgængelig i løbet af få dage.
Det gav forskere verden over et referencepunkt, som andre tilfælde kan sammenlignes med.
Det kan bidrage til hurtigere bekræftelse af mistænkte tilfælde og samtidig hjælpe sundhedsmyndighederne med at afgøre, hvilke tilfælde der er knyttet til udbruddet, og hvem der skal overvåges eller isoleres.
Min konklusion
Det er forståeligt, at mange ser en ny COVID i hvert eneste virusudbrud, der forekommer, men i dette tilfælde er det misvisende.
Andes hantavirus er farlig for dem, der bliver smittet, men den er ikke en oplagt kandidat til pandemisk spredning.
Virussen har en langsom inkubationstid, smitter typisk ved tæt kontakt, og smitten ser ud til at være mest effektiv, når folk har symptomer.
Det er vigtigt at få andesvirus under kontrol, men den udgør ikke en pandemitrussel på samme måde som COVID.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
