Den videnskabelige bevisbyrde, for at der findes klimaforandringer, er utvetydig. 97 procent af klimaforskerne er enige om, at menneskelig aktivitet er med til at forårsage global opvarmning.
Hvordan kan det så være, at nogle mennesker bekymrer sig over vores klimaaftryk, mens andre benægter det?
Og hvorfor er så mange af dem, der er skeptiske over for klimaforandringer, højreorienterede?
Ifølge en nyligt foretaget undersøgelse fra Canada tror 81 procent af det liberale partis vælgere og 85 af det venstreorienterede New Democratic Partys vælgere på, at klimaforandringer finder sted, og at de hovedsageligt er forårsaget af mennesker.
Kun 35 procent af Canadas højreorienterede konservative partis vælgere mener det samme.
Og en amerikansk undersøgelse fra 2006 viste, at 79 procent af Demokraternes vælgere troede på, at Jordens gennemsnitstemperatur stiger, mens kun 59 procent af de republikanske vælgere var af samme overbevisning.
Gennem tiden er dette skel vokset yderligere, og i dag gælder det 92 procent af Demokraterne og blot 52 procent af Republikanerne.
Denne voksende kløft gør det svært at føre en effektiv klimapolitik. 77 procent af Demokraternes vælgere gav ved en undersøgelse i 2017 udtryk for, at man bør indføre strammere regler på klimaområdet. Blot 36 procent af Republikanerne var enige i dette.
Hvad skaber det ideologiske skel?
Tidligere studier har påvist mange forskellige årsager, der kan forklare den offentlige skepsis over for klimaforandringer. Det kan blandt andet hænge sammen med, at folk ikke kender til årsagerne bag klimaforandringer, at de har en manglende forståelse for situationens alvor, eller at der generelt mangler opmærksomhed på området.
Disse årsager kan dog ikke forklare den polarisering, der er foregået, til fulde, da informationer og beviser, der bekræfter klimaforandringerne, er blevet mere og mere let tilgængelige gennem årene.
Nyere forskning på området har vist, at folk i stigende grad søger og fortolker stof, således at det stemmer overens med deres egen politiske overbevisning. Mange vælger bevidst og selektivt kun at lade sig eksponere over for medier, hvis verdensanskuelse stemmer overens med deres egen.
Og højreorienterede opsøger muligvis i højere grad viden, der kan udfordre den videnskabelige konsensus, om at klimaforandringer rent faktisk finder sted, hvilket stemmer overens med deres eget verdenssyn, som de har fået fra politikere, de stoler på.
Vi har ud fra disse studier givet et bud på, hvordan forskellige motivationer og politiske overbevisninger kan føre til dette polariserede syn på klimaforandringer.
Et spørgsmål om overbevisninger
Vores tidligere forskning viser, at venstreorienterede, som går op i klimaet, er mere opmærksomme på klimarelaterede ord som ‘kulstof’, end de er på neutrale ord som ‘kaffe’.
Højreorienterede, der ikke går ligeså meget op i klimaet, viser ikke samme øgede interesse for klimarelaterede ord, hvilket tyder på, at politisk orientering spiller en rolle for, hvor opmærksom man er på information om klimaet.
Baseret på dette har vi for nyligt foreslået, at folks politiske ståsted har betydning for, hvor opmærksomme folk er i forhold til beviser, der bekræfter klimaforandringer, hvilket påvirker deres opfattelse af beviserne, samt hvorvidt de gør noget for at redde klimaet.
Disse ændringer af både opfattelser og handlinger kan virke selvforstærkende, hvilket kan gøre skellet større. Eller sagt med andre ord: hvad man tror, påvirker det man ser, hvilket styrer ens fremtidige handlen.
I vores studie fremlagde vi en graf for deltagerne, der viste den globale temperaturudvikling fra 1880 til 2013. Her opdagede vi, at jo mere venstreorienterede folk var, jo mere fokuserede de på de massive temperaturstigninger fra 1990-2013 frem for perioden fra 1940-1980, hvor der ikke var den store udvikling.
Det er udtryk for, at folk per automatik fokuserer på den del af grafen, der stemmer overens med deres egen overbevisning.
I et andet eksperiment manipulerede vi forsøgspersonerne ved at male dele af grafen i forskellige farver, for at se om deres vilje til at gøre noget for klimaet afhang af, hvilken del af grafen vi havde fået dem til at fokusere på.
Her fandt vi ud af, at venstreorienterede var mere villige til eksempelvis at donere penge eller at skrive under på underskriftsindsamlinger, hvis den markante temperaturstigning (1990-2013) var i fokus, frem for hvis fokus var på den mindre markante temperaturstigning (1940-1980).
Højreorienterede var derimod mindre tilbøjelige til at handle, når der var fokus på den markante temperaturstigning frem for den mindre markante. Det er udtryk for, at folk er mindre villige til at handle, når de bliver præsenteret for beviser, som går imod deres egen opfattelse.
Selvom det kan virke en anelse paradoksalt, så viser vores forskning, at man lettere kan få folk til at handle ved at præsentere dem for bevismateriale, der stemmer overens med deres allerede eksisterende opfattelse.
Overordnet set tyder det på, at folks egne motivationer forhindrer dem i at tilegne sig nøjagtig viden om klimaforandringer, hvilket påvirker deres handlinger. Specielt højreorienterede risikerer at fokusere på viden, der bekræfter deres eksisterende opfattelse og fører til passivitet i forhold til at gøre noget for klimaet.
Vores fund giver altså en idé om, hvorfor højreorienterede er mere skeptiske over for klimaforandringer end venstreorienterede.
For at give dem en mere retvisende opfattelse af klimaforandringer, kan vi forsøge at frame klimaforandringer på en måde, der stemmer mere overens med deres egne værdier.
Eksempelvis ved at frame afhjælpning af klimaforandringer som et forsøg på at fremme økonomisk eller teknologisk udvikling.
Eventuelt kan vi dele informationer om normer for deres jævnaldrende, da nogle kan have et ikke retvisende billede af, hvordan folk på deres egen alder opfatter et kontroversielt emne.
Forfatterne bag denne artikel hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af artiklen, og har ingen relevante tilknytninger. Artiklen er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Johan Storgaard Jespersen.
