»I de tre dage, som brylluppet varede, drak gæsterne uden stop. Der var hele tiden 20-30 stykker, som holdt festen gående, mens de, som var blevet for fulde, sov rusen ud i et par timer for derefter at begynde at drikke på ny og med frisk mod.«
Hvis du troede, at druk var en moderne opfindelse, så tro om igen. Citatet er dansk og fra 1500-tallet, ifølge Ragnar Hauge, forsker ved SIRUS og Universitetet i Oslo.
Begivenhederne, der fandt sted ved brylluppet, var næppe undtagelsen.
I Norge krævede kirken, at brudeparret skulle indfinde sig til vielsen før klokken 11. Hvis ceremonien blev udsat til klokken 12 eller 13, drak menigheden sig nemlig fuld i mellemtiden, og man kunne ofte købe spiritus lige uden for præstegården.
7.000 år gammelt øl
Historiske kilder fortæller periodevis om et svimlende alkoholindtag i både middelalderen og de efterfølgende århundrede. Druk var selv dengang absolut ikke noget nyt.
Skriftlige kilder fra antikken beskriver, hvor beruset man bliver, alt efter hvor mange bægre vin man drikker. Efter et par bægre er man glad. Efter ti bægre er man i det sidste, pinlige stadie af ‘stangberuset’.
Arkæologiske fund indikerer, at mennesker bryggede øl for 7.000 år siden. Og det kan man måske godt forstå, ud fra hvor sjovt det kan være at være beruset.

Men hvorfor oplever vi det egentlig sådan?
Vores åbenlyse forkærlighed for alkohol giver ikke rigtig mening, set ud fra et evolutionært synspunkt. Uanset hvorfor vi drikker – for sjov eller ej – kan vi ikke benægte, at alkohol er farligt.
Hvis vi skal flygte fra en løve eller en fjende, nytter det ikke noget at være beruset. Eller at have tømmermænd. Det er godt illustreret af dette egern, der har spist ét gæret vildæble for meget.
Vi burde have udviklet en aversion mod alkohol
Selv for mennesker i den moderne verden kan drikkeriet være skræmmende.
Det bliver eksempelvis illustreret af et stort studie fra Rusland, hvor alkoholforbruget er særligt højt. Resultaterne viser, at mere end halvdelen af alle dødsfald blandt 15-54 årige var forårsaget af druk.
I USSR, hvor vi helt har likvideret de udbyttende klasser, og hvor vi har forbedret alle menneskers levestandarder, har vi udraderet alkoholismens sociale rødder
Den Store Sovjetiske Encyklopædi, 1950
Ud fra alle farerne forbundet med drikkeriet, burde vi egentlig have udviklet en aversion mod sprutten. Så hvordan kan det være, at vi alligevel elsker det?
Forskningen har gjort sig nogle tanker.
Forbuden frugt
For nogle år siden fremsatte Berkeley-professoren Robert Dudley sin såkaldte ‘Drunken Monkey Hypothesis’ – groft oversat ‘Hypotesen om Den Fulde Abe’.
Robert Dudley argumenterer, at vores drikfældighed er en slags evolutionær tømmermænd. Logikken lyder som følger:
\ Alkohol i naturen
Alkohol er et naturligt stof, som opstår når for eksempel nedfalden frugt rådner.
Derfor er alle pattedyr – inklusiv mennesker – udstyret med enzymet ‘alkoholdehydrogenase’, som bruges til at nedbryde alkohol, så vi kan tåle det.
Alkoholdehydrogenaserne (ADH) er en klasse af enzymer, der katalyserer omdannelsen af alkoholer til aldehyder og ketoner.
Menneskekroppen producerer mindst ni forskellige former for alkoholdehydrogenase, hvoraf de fleste findes i leveren, og andre i maven.
Hos mennesker omdanner enzymet blandt andet ethanol til ethanal.
Alkohol, nærmere bestemt ethanol, findes i naturen og produceres af visse bakterier og af gær i for eksempel overmoden frugt.
Og sød, moden frugt er en rigtig værdifuld kaloriekilde.
Med alkohol er der høje odds for, at man får en energimættet ekstragevinst. Det indså bananfluerne for længe siden.
Og ifølge Robert Dudley indså vores forfædre det også. Han mener nemlig, at det udviklede en attraktion til duften af alkohol.
\ Læs mere
Klogt træk i kampen for at overleve
Ethanol er efter methanol den mest simple alkohol og en meget flygtig forbindelse, der let spreder sig fra den gærede frugt.
Derfor kunne vores alkohol-elskende forfædre også forholdvis let finde frem til den sukkerholdige mad.
Den lette rus, som de formentlig følte efter at havde spist den gærede frugt, øgede endda appetitten, så de fik endnu flere kalorier i sig. Et meget smart træk i kampen for at overleve!
Desuden indeholder selve alkoholen også mange kalorier.
Fordi alkoholindholdet i naturlig gærede frugter er forholdsvis lav, opvejer fordelene ved alkoholforkærligheden ulemperne, mener Robert Dudley.
Effektivt enzym udviklet for 10 millioner år siden
»Hypotesen er foreløbig ikke understøttet af ret meget empirisk forskning,« fortæller Gine Roll Skjærvø, der er evolutionsbiolog ved NTNU (Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet i Trondheim)
Men der findes enkelte studier, som taler for, at Robert Dudley har fat i noget rigtigt.
I 2015 blev et amerikansk studie publiceret, der viste, at det er cirka 10 millioner år siden, vores forfædre udviklede en bedre evne til at fordøje alkohol.
Primarterne havde allerede udviklet enzymer, som kan nedbryde alkohol for 70 millioner år siden, hvilket indikerer, at de må havde indtaget alkohol fra tid til anden.
Men for 10 millioner år siden opstod en mutation, der gjorde processen meget mere effektiv, forklarer Gine Roll Skjærvø.
»Det skete samtidigt med, at klimaet ændrede sig, og vores forfædre begyndte at tilbringe mere tid på nede på jorden. Der fandt de sandsynligvis også mere gæret frugt, så det blev fordelagtigt for dem at kunne nedbryde alkoholen mere effektivt.«
»Det understøtter jo Robert Dudleys hypotese. Det, at vores enzym er så effektivt, betyder antageligt, at alkoholen var en vigtig ressource.«
Aber på druk
I 2013 viste et andet studie, at aber fik en større modstandsdygtighed over for virus, hvis de drak lidt alkohol. Forskning har desuden vist, at alkohol i begrænsede mængder kan være gavnlig for mennesker.
»Men typisk i lave koncentrationer, akkurat som man ville finde i gæret frugt,« forklarer Gine Roll Skjærvø.
Der findes desuden observationer af aber, der viser, at de drikker alkohol, hvis de får adgang til det.
I Vestafrika har forskerne eksempelvis studeret en gruppe vilde chimpanser i gennem mange år, som tapper gæret palmesaft fra de opsamlingsbeholdere, som de lokale beboere har monteret i træerne.
Også grønne marekat-aber, (Chlorocebus pygerythrus, red.), som lever vildt på St. Kitts i Caribien, har udviklet en smag for alkohol og er berygtede for at stjæle cocktails fra turisterne; dog både med og uden alkohol.
Studier har vist, at abernes drikkemønster ligner vores forbløffende meget. Mens nogle af aberne er afholdsmænd, kan de fleste godt lide at drikke lidt om eftermiddagen i socialt lag. Nogle aber drikker meget, men klarer sig alligevel godt, mens enkelte bliver alkoholikere.
De bæller i sig, til de går ned til fuld tælling, og drikker sig ofte ihjel, ifølge The Guardian.
Ikke udviklet til at kapere store mængder
Ifølge Robert Dudley er vi altså tilpasset et liv med alkohol, men i små mængder.
Da mennesket opdagede, at de kunne fremstille litervis af alkohol selv, begyndte problemerne, og ikke mindst da en eller anden opdagede, hvordan de kunne fremstille koncentreret alkohol; bedre kendt som sprit.
Nutidens farlige, heftige drukture og hjerteskærende tilfælde af alkoholisme skyldes altså en slags evolutionære tømmermænd, mener Robert Dodley.
Vi har udviklet os til at passe ind i en anden hverdag end den, vi faktisk befinder os i. Dermed har vi ikke været i stand til at udvikle et beredskab mod de farer, som fri adgang til meget og stærk alkohol udgør.
Det, som fungerede fint i begyndelsen, giver os hovedpine i dag – bogstaveligt talt.
Hypotesen er dog ikke helt vandtæt. Hvis vi er så tiltrukkede af alkohol, hvorfor drikker vi så ikke hele tiden, nu da vi faktisk har mulighed for det? Hvorfor er ikke alle mennesker alkoholikere?
Petter Bøckman, der er zoolog ved Naturhistorisk Museum i Oslo, mener, at dele af menneskeheden har gennemgået endnu en evolutionsperiode, som har gjort os bedre i stand til at tackle vores nye spritdunstende hverdag.
Ellevild druk i Europa
Europas historie er som nævnt gennemsyret af alkohol.
Da menneskene blev bønder for næsten 10.000 år siden, fik de også bedre mulighed for at dyrke korn og andre planter, som de kunne brygge øl og vin med.
Vi ved ikke, hvor meget vores forfædre bryggede og drak i løbet af de første mange tusind år.
Men når vi begynder at nærme os vores egen tid, dukker historiske kilder op, som periodevis skildrer et voldsomt forbrug, for eksempel i middelalderen og de følgende århundrede.

Folk brugte øl eller vin til at slukke tørsten eller som rusmiddel. Nogle gange gik det helt over gevind, som i den berygtede ‘Gin Craze-periode’ i London i begyndelsen af 1700-tallet.
Et succesrigt opgør med import af brandy (cognac) gennem massiv støtte til produktion af lokal gin førte til en ustoppelig druk i Londons gader.
Lidt af det samme fandt sted i Norge i begyndelsen af 1800-tallet, da myndighederne ophævede forbuddet mod brændevinsproduktion.
Forbruget af brændevin blev femdoblet til omkring syv liter per person om året, skrev Ragnar Hauge i en artikel i 1996. Han citerede en gammel optegnelse:
»Der var ‘morgendram’ til morgenmaden, ‘frokostdram’ til middag, ‘appetitvækker’ og ‘sovedram’. Desuden placerede mange en flaske ved sengekanten, så de kunne tage sig en ‘natdram’ eller to.«
Børn af de ædruelige
»Europa har i løbet af de sidste århundrede haft nogle fulderikker uden sidestykke,« fortæller Petter Bøckamn.
»I 1600-tallet var folk fulde, fra de fyldte 16, til de døde. Resultatet var, at mange døde for tidligt eller drak sig fra hus og hjem. De fik ikke børn. Nutidens europæere er derimod efterkommere af dem, som formåede at beherske deres drikfældighed,« forklarer Petter Bøckman.
\ The Gin Craze
Efter et succesrigt opgør med import af brandy gennem massiv støtte til produktion af lokal gin, og et efterfølgende epidemisk forbrug blandt det uregerlige proletariat oplevede London i 1730’erne og 40’erne en kaotisk, voldelig tid, der på mange måder overgik den berygtede amerikanske prohibition i 1920’erne og 30’erne.
1720 drak Londons 600.000 mænd, kvinder og børn i gennemsnit over en halv liter gin om ugen.
Perioden er blevet en milepæl inden for engelsk historie kaldet ‘the Gin Craze’ (gingalskab), og gin fik navnet ‘Mothers Ruin’.
Gine Roll Skjærvø fra Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet, NTNU, mener, at det er muligt, at en sådan udvikling kan have fundet sted.
Professor Leif Edward Ottesen Kennair, evolutionspsykolog ved NTNU, mener imidlertid, at vi skal være varsomme med at drage konklusioner.
»Rus blandt mennesker er komplicerede sager, der involverer både biologien og vores kultur. Et par hundrede år er meget kort tid for en evolution at finde sted. Så skal presset for udvikling have været enormt stort.«
Leif Edward Ottesen Kennair tilføjer:
»Hvis det var tilfældet, burde vi se genetiske forskelle mellem menneskegrupper, som har været meget eksponeret for alkohol, og grupper, som ikke har været det.«
\ Læs mere
Asian flush – asiatisk beskyttelse
Flere studier indikerer, at der faktisk findes sådanne forskelle.
Befolkningen i Østasien – som har en mindst lige så lang historie med landbrug og alkohol som europæerne – bærer på en mutation i et gen, der øger den hastighed, hvormed acetaldehyd bliver dannet.
Genmutationen, der kaldes ‘Asian Flush’, (‘asiatisk rødmen’, red.) betyder, at alkoholen nedbrydes på en helt anden måde i kroppen.
Efter blot ét eller to glas oplever mange asiater flere ubehagelige symptomer som rødmen, hjertebanken, kvalme og hovedpine.
Det har Videnskab.dk skrevet om i artiklen Hvorfor kan asiater ikke tåle alkohol?

En sådan genvariant forebygger naturligt nok et overdrevent alkoholforbrug.
Et studie fra 2010 indikerer, at genet netop dukkede op, da asiaterne begyndte at dyrke ris og formentlig fik bedre adgang til alkohol.
Vi mangler imidlertid tilsvarende dokumentation for særligt beskyttende gener blandt europæerne.
Men måske kan vi finde særligt uheldige gener blandt grupper, som ikke har været vant til promiller så længe?
Usikkert om det gælder urfolk
Det er kendt, at USAs oprindelige befolkning, indianerne, som ikke havde tilgang til alkohol, før europæerne ankom, har haft store problemer med alkohol.
Forskerne har ledt efter genetiske forklaringer på fænomenet.
Flere studier har peget mod, at indianere og hvide amerikanere fordøjer alkohol forskelligt, mens andre studier konkluderer, at der ikke er en forskel.
I 2013 blev en opsummering af forskningen på feltet publiceret. Her konkluderede man, at det lader til, at der findes en lang række gener for egenskaber, som har indflydelse på risikoen for alkoholisme – alt lige fra kropsmasseindex, til alkoholtolerance og personlighedstræk.
Ingen af dem var imidlertid unikke for USA’s urbefolkning.
Ifølge studiet er der foreløbigt heller ikke noget, der tyder på, at indianerne har en anormal nedbrydning af alkohol i kroppen sammenlignet med andre befolkningsgrupper.
Det er derimod kendt, at mange sociale og kulturelle faktorer spiller en rolle på risikoen for alkoholproblemer generelt.
Det bekræfter de historiske forsøg på at tackle de problemer, der dukkede op i kølvandet på for meget druk.
Begrænset tilgang hjælper
Det lader til, at visse begrænsninger i alkoholtilgangen faktisk hjælper.
I Norge aftog drikkeriet fra begyndelsen af 1800-tallet i takt med fremvæksten af mådeholds- og afholdsforeningerne samt indføringen af afgifter og restriktioner på brændevinssalget, skriver Ragnar Hauge.
Nyere studier fra Rusland peger også mod, at tilgangen har meget at sige.

Antallet af alkoholrelaterede dødsfald i landet har svunget meget i de seneste årtier. Skyhøje tal faldt med 25 procent i 1985, da Mikhail Gorbatjov indførte restriktioner for salg og strenge straffe for offentlig druk.
Men da det kommunistiske styre faldt, steg både alkoholforbruget og dødstallet igen.
I 2014 viste forskning imidlertid, at vodkaforbruget og dødsrisikoen igen var på vej ned efter nye alkoholreformer i 2006.
Men nej. Fælles for alle forbudsprojekterne er, at de mislykkedes.
Den fulde abe lader sig altså ikke stoppe så let.
©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark
\ Kilder
- ‘Classically intoxicated: correlations between quantity of alcohol consumed and alcohol related problems in a classical Greek text’, doi: 10.1136/bmj.39420.333565.BE
- ‘Hominids adapted to metabolize ethanol long before human-directed fermentation’, doi: 10.1073/pnas.1404167111
- ‘Moderate alcohol consumption enhances vaccine-induced responses in rhesus macaques’, .doi.org/10.1016/j.vaccine.2013.10.076
- ‘The ADH1B Arg47His polymorphism in East Asian populations and expansion of rice domestication in history’, doi: 10.1186/1471-2148-10-15
- Bøger af Ragnar Hauge (Universitetsforlaget)
- Rovert Dudleys profil (University of California, Berkeley)
- Gine Roll Skjærvøs profil (NTNU)
- Peter Bøckmanns profil (Naturhistorisk Museum, Oslo)
- Leif Edward Ottensen Kennairs profil (NTNU)